Digitaliseret af | Digitised by
Forfatter(e) | Author(s): Optagelseshjemmet i Struer.
Titel | Title: Julehilsen
Bindbetegnelse | Volume Statement: 1960-1965 Udgivet år og sted | Publication time and place: 1943-1965
DK
Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.
UK
The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be
used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work
becomes public domain and can then be freely used. If there are several
authors, the year of death of the longest living person applies. Always
remember to credit the author
December 1960 18. årgang
Julens evangelium
Lukas 2, 1—20
jtylen det skete i de dage, at en befaling udgik fra kejser Augustus, at alverden skulle skrives i mandtal. (Denne første indskrivning skete, da Kvirinius var landshøvding i Syrien). Og alle gik for at lade sig indskrive, hver til sin by. Og også Josef gik op fra Galilæa, fra Na*
zareth, til Judæa, til Davids by, som kaldes Bethlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive tillige med Maria, sin trolovede, som var frugtsommelig. Men det skete, medens de vare der, blev tiden fuldkommet til, at hun skulde føde. Og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, thi der var ikke rum for dem i herberget.
Og der var hyrder i den samme egn, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Og se, en Herrens engel stod for dem, og Herrens herlighed skinnede om dem, og de frygtede såre.
Og engelen sagde til dem: »Frygt ikke; thi se, jeg forkynder eder en stor glæde, som skal være for hele folket. Thi eder er i dag en Frelser født, som er den Herre Kristus i Davids by. Og dette skulle I have til tegn: I skulle finde et barn svøbt, liggende i en krybbe«.
Og straks var der med engelen en himmelsk hærskares mangfoldig*
hed, som lovede Gud og sagde: »Ære være Gud i det højeste! og fred paa jorden! i mennesker velbehag!« Og det skete, da englene vare farne fra dem til himmelen, sagde hyrderne til hverandre: »La*
der os dog gå til Bethlehem og se dette, som er sket, hvilket Her*
ren har kundgjort os«. Og de skyndte sig og kom og fandt både Maria og Josef og barnet liggende i krybben. Men da de så det, kundgjorde de, hvad der var talt til dem om dette barn. Og alle de, som hørte det, undrede sig over det, der blev talt til dem af hyrderne.
Men Maria gemte alle disse ord og overvejede dem i sit hjerte. Og
hyrderne vendte tilbage, idet de priste og lovede Gud for alt, hvad
de havde hørt og set, således som der var talt til dem.
Da høre vi julesang på ny
Julen er glædens fest. Englens budskab er et glædesbud: „Se, jeg forkynder eder en stor glæde, som skal være for hele folket, eder er i dag en Frelser født." Julens glæde er knyt
tet til Jesus Kristus. Vi ønsker hinanden glæ
delig jul, nogle skriver: en rigtig glædelig jul og understreger vel derved julens og glædens indhold.
Ja, hvorfor skulle vi ikke have en glædelig jul? eller hvorfor skulle vi? det er ingen selv
følge. Grundtvig synger i en julesalme:
Vor Fader i himlen! lad det ske, lad julesorgen slukkes.
Vi hører ofte tale om juleglæde, her næv
ner Grundtvig noget, der hedder julesorgen.
Hvad er det?
Der grædes meget om julen. Der er menne
sker, der længes. Der er mennesker, der sav
ner. Der er mennesker, der har det svært, og det føles stærkere om højtiden. Det er ikke julesorgen. Julesorgen er noget med, at menne
sker ikke lægger sig julens budskab på hjerte.
Vi møder denne tone i mange af vore jule
salmer. Er det julesorgen, så må det - at være et menneske, der gerne vil finde ind til livet med Gud, men som ikke synes, at det vil lykkes - være noget, der er i slægt med julesorgen. Det kan ske, at der er mere af den bekymring, end man regner med. En
hver, der har prøvet at tro på Gud, vil ind
rømme, at det må han have Guds hjælp til.
Man vokser ikke ud af denne afhængighed.
Gang på gang fylder den sorg sindet: Ak, jeg er desværre langt borte endnu. Derfor er det en god forberedelse til julen at bede:
Vor Fader i himlen! lad det ske, lad julesor
gen slukkes. Lad den slukkes for mit eget vedkommende. Lad den slukkes, når det drejer sig om børnene. Lad den slukkes, når det angår sognet, kirken og menigheden. Lad den slukkes, ikke så det hele bliver ligegyl
digt, men så der ikke er grund til den.
Da hører vi julesang påny, en fuldtonende lovsang til Gud:
Velsignet være Herrens store nåde, hans store magt til evig minde sat, som vidste på vor jammer bod at råde
i denne underfulde nådes nat.
Velsignet mørke uden lige,
da lyset selv brød frem af himmerige.
E. Mejdahl.
J U L E M I N D E R
Kan du huske? Sådan spørger vi menne
sker ofte hinanden! Så hvorfor ikke hygge os lidt sammen i mindet om en række jule
måneder, som mange af os har oplevet sam
men! For os begyndte julen vist allerede så småt i november måned. Vi blev lidt hemme
lighedsfulde og hyggede os med at lave jule
gaver af forskellig art, og inden vi så os om, var det tid at binde adventskranse og frem
trylle kalenderlys. Vi skiftedes lidt til at liste ind til vores far og bestille lidt julemusik, som så snart fortonede sig rundt i hjemmet.
Som mange af vi børn husker, er det hvert år en fast tradition, at første søndag i ad
vent var vores dag - eller aften! Vi samledes i stuen og kunne i skæret af en mængde le
vende lys, og ved hjælp af dejlige fortællin
ger, sidde og drømme os ind i eventyrland.
En rigtig hyggeaften, hvor vi alle, store og små, helt fortumlet af glæde og spænding lidt sent på aftenen gik i seng. - Var der nu no
gen, der sagde julekalender? Denne dejlige - og af mange fingre plettede, men uundvær
lige kalender, som vi fra den i. december daglig skiftedes til at læse højt for de andre af. Jo, det gjaldt skam blot om at læse det rigtig fint, så de alle kunne høre, hvor dyg
tig man var. - Vi gamle børn, som oplevede hjemmet med den gamle bygning, hvor vi havde stald med hest og grise, vil nikke gen
kendende til juleslagtning og transport af juletræ! Det var spændende, men alligevel lidt farligt, når der sådan skulle slagtes gris i vaskeriet. Slet ikke noget for de små, men for de lidt større var nysgerrigheden dog for stor til ikke lige at skulle vove bare det ene øje. - Dengang måtte Prins og Philip, eller hvad vore heste gennem tiderne har heddet, hente det fineste juletræ, der fandtes (og gre
ne til at pynte med). - Der var nu altid no
get mystik ved det; for jeg syntes altid, det
3
Lidt af Stinnes eventyrland
var en ganske almindelig mand, der sad på hestevognen, når de tog af sted, men det var altid den dejligste julemand, der kom tilbage med træet.
På trods af, at vi jo altid var en børnerig familie, var vi dog alle med til at deltage i forberedelserne til julen. Vi hjalp med at pynte både inde og ude, at gøre fint rent (for det skulle jo også gøres), at bage peber
nødder og lave julekonfekt. - Jo, der skete noget! Vi oplevede en mængde! Alle havde vi travlt, og alle var vi i julestemning. - Den anden søndag i advent gik vi alle til byen og så på juleudstilling, nisseoptog og m. m. a.
Der var jo noget, der hed ønskeseddel, og det hjalp så dejligt med at ønske, når man havde set sig mæt på byens mange herlighe
der. Vi ønskede og ønskede os røde i hove
det om aftenen og slog en eller flere streger alt efter, hvad vi ønskede os mest. Så var det jo blot spændende, om vi ville få det med flest streger under!! Det var julegaver til os selv; men hvad så med andre? Dog, også dette ordnede sig, når vi med penge på lommen vandrede til byen og købte og køb
te, til kun foret var tilbage. Hjemme blev det hele så pakket fint ind og sendt af sted
Julehistorier hører med
under fars og mors kyndige hjælp og vejled
ning.
Var vi nu en tid kommet lidt sent i seng, måtte vi til gengæld tidligt til ro lillejule
aften. Men hvis de kære voksne troede, vi sov, medens de havde travlt med at pynte spisestue og juletræ, tog de meget fejl. - Vi havde nemlig også meget travlt! - Vi måtte da have vore strømper hængt op, for, som de artige børn vi i det forløbne år havde været, var vi nemlig overbeviste om, at julemanden om natten ville fylde dem med godter. Vi gjorde desuden, hvad vi kunne, for at holde os vågen og opleve dette; men ak, lidt efter lidt faldt de mindste af os - og måske også de største - i søvn. Der var dog altid nogle, der mente, når vi om morgenen spiste os en mavepine til af strømpens indhold, at de ganske bestemt så „ham" komme. Eller må
ske var der flere - ja, det var der vist!! Nå, vi stod altså op efter en god lang natte- og morgensøvn, og snart var hjemmet igen fuld af liv, sang og musik. Spændingen steg, og hvordan ville det dog blive juleaftenff Men vi fik som altid tiden til at gå med at hjælpe hinanden med, hvad der nu kunne være, og om eftermiddagen gik de største af os i kirke til julegudstjeneste for i stilhed og højtids- stemning at fejre Jesu fødselsdag. Når vi kom hjem igen, var det gerne ved tiden at gå til bords og spise risengrød og steg. Vi samledes på den lange gang - og hvor fore
kom det dog én at vare en evighed, inden man slap inden for døren til gymnastiksalen med de lange smukt dækkede og pyntede borde. - Levende lys brændte overalt, og for enden af salen var anbragt en lille del af eventyrland. Vi hyggede os, sludrede, spiste, nogle fandt mandler i grøden og fik mandel
gaver, og alles øjne strålede om kap med lysene. Når den lille gongong lød, blev der dyb stilhed, som varede ved, medens jule
evangeliet blev læst op.
Efter spisningen hjalp vi hinanden med opvasken og samledes efterhånden i lege
stuerne, for nu skulle vi altsa snart ga rundt om juletræet og have . . . nåh-ja! Gennem glasruderne i skydedørene kunne vi ligesom ane træet med de mange lys; men først nar dørene blev trukket til side, så vi det helt klart, og vi begyndte at gå rundt om træet, medens vi sang: „Her kommer Jesus dine små ", alt imens det fra en og anden lyder:
„Nej, sikke mange pakker"! Ja, disse pakker, hvor havde de dog en voldsom tiltræknings
kraft på én, men vi måtte tæmme vor læng
sel lidt endnu, for først måtte vi gå omkring
AT REJSE ER AT LEVE
Det er en dejlig følelse at rulle over græn
sen og vide, at der ligger 14 dage og venter med nye indtryk.
Hvor er det rigt at opleve naturens afveks
ling, fra smilende blå søer, dybe grønne sko
ve, brusende floder og snedækkede tinder, mens vor bus støt arbejder sig op ad serpen
tinesvingene, til toppen er nået (2244 m).
Der står vi blandt høje snedriver en varm sommerdag - men sikke et panorama - at være oven over skyerne, der lå tunge og grå mellem bjergene.
Den sydtyske by Rothenburg er et eventyr for sig, med sine gamle, skønne bindings
værkshuse, byporte, ejendommeligt murede brønde, toppede brosten og en vægtergang rundt på bymuren, der føler man sig sat mindst hundrede år tilbage.
Eller et glimt fra det glade gestikulerende Italien, hvor både land og folk har en særlig charme. I Venedig havde vi den blandede fornøjelse at bo ud til Canal Grande, der er hovedfærdselsåren gennem byen, hvor vand
sporvognene sejler hver halve time, og man har det indtryk, at det gælder om, hvem der kan skræppe højest.
Besøget på Markuspladsen, byens centrum, er en uforglemmelig oplevelse, skøn musik med den strålende nathimmel som tag, mens man rundt omkring, hører et utal af tun
gemål. En lille tur over Rialtobroen med alle dens boder, hvor indehaverne falbyder deres kram med rivende tungefærdighed.
Et helt andet billede rulles op, da vi kom
mer gennem Jugoslavien, hvor det virker ret dystert og spartansk; det, der huskes bedst derfra, var besøget i Postojna-grotterne, der er Europas største drypstenshule-område. - Med elektrisk tog køres først 2V2 km ind, dernæst 2 km til fods, alt imens oplever vi
en underjordisk verden med vandfald, søer med blinde hulepadder, en 45 m høj dom
kirke osv., men det er en kold skønhed, så det er rart at komme ud i solen igen.
Derefter går turen til sangens og musik
kens stad Wien, hvor vi havde en meget in
teressant rundtur og så de pragtfulde slotte og bygningsværker, byen er så rig på (parla
mentsbygningen er bygget af en dansk arki
tekt).
I Wien havde vi den fornøjelse at træffe én, der havde været wienerbarn i Danmark, og vi mærkede, hvor det var dem en glæde at være os behjælpelig, så vi tilbragte et par fornøjelige timer sammen, mens vi lyttede til ægte wienermusik.
Men det, som trods alt det skønne blev turens højdepunkt, var passionsspillet i Ober- ammergau. Selve byen er ikke ret stor, men ligger smukt omgivet af skove og bjerge.
Der spilles kun hvert tiende år som en tak, fordi byen skånedes for pest i 1632. Der blev da givet det løfte at mindes det på den må
de. Hele byen er præget af spillet, da de al
lerfleste af byens borgere spiller med, så hvor man går eller står, møder man langhårede og skæggede mænd. - Selve spillet varer det me
ste af en dag, men det er så gribende, at man helt glemmer tid og sted. Som en ung pige sagde: „Det er fuldstændig, som jeg havde tænkt mig det, når jeg har læst i bibelen".
Bedre kan det ikke udtrykkes.
Men nu er vi efterhånden fyldt til randen med indtryk, så det er helt rart, at det går mod nord, hvor hverdagen venter. Og vi glædes, når bussen kører over grænsen til
vort skønne fædreland.
Ude er godt - men hjemme er bedst!
Glædelig jul ønskes af alle i småbørnsafde
lingen. Inna Laursen.
juletræet og så læste far en julehistorie for os, hvorefter vi igen måtte gå rundt om træet.
Det var næsten ikke til at holde ud, selv om det dejlige træ ligesom strålede om muligt endnu mere, når vi sang omkring det! - Hov, nu sang vi da vist „at julen varer længe og koster mange penge", - og så får vi julega
verne, hurra! Raslen af papir, begejstrede
udbrud, og „nej altså, har du set"! Under alt dette udløses en næsten hel måneds spæn
ding. - En fattig beskrivelse af noget så vel
signet dejligt. Lad mig dog til slut ønske alle I, der har oplevet alt dette - og alle I, der for første gang oplever dette - en rigtig glæ
delig jul samt et lykkebringende nytår.
Stinne.
5
A R E T , D E R S V A N D T
Kære store børn og gamle elever:
Så er vi igen ved den tid, hvor vi skal til at forberede julen, og det kan ikke være an
derledes, end at I ofte er i vore tanker. Der er jo meget at gøre i alle hjem ind under jul, men da ikke mindst, hvor vi er så mange, men det er en skøn tid, en tid, hvor vi alle lever i forventning, en tid, der binder os sammen.
Vi vil fortælle lidt om, hvad der er sket i årets løb (så kan vi jo spare lidt på blækket i det lille private julebrev, I nok skal få).
Mange af jer ved ikke, at provst Steffen
sen døde den 27. september. Det gjorde et dybt indtryk på os alle. Han var jo i særlig grad hjemmets præst, idet han gennem de sid
ste 25 år har konfirmeret de allerfleste af jer, der er konfirmeret her. Flere af jer har han jo også viet, og han har været med til mange af vore fester og sammenkomster, og hvor var han god til at hjælpe med at gøre det hele festligt og indholdsrigt. Han var en le
vende personlighed med et uhyre alsidigt vir
ke, og vi er klare over, at både I, og i mange
tilfælde jeres pårørende, vil mindes ham med glæde og tak for udbytterige samtaler.
Gennem mange år viste provst Steffensen os jo den glæde at skrive hovedartiklen til vor lille „julehilsen", og vi ved, at mange af jer læste disse artikler med særlig glæde og derved tænkte på jeres gamle præst med tak
nemmelighed. - Vi vil savne ham, men vi vil ære hans minde og takke Gud for, hvad han gav os i provst Steffensen.
Vi havde konfirmation både forår og efterår, og vi havde to ualmindelig gode fest
dage, som vi ser tilbage på med glæde og tak. En del af konfirmanderne er allerede på ungdomsskoler, hvor de har gode muligheder for at lære mere. - Andre er i lære eller fort
sætter undervisningen herhjemme.
Så har der været en hel række af besøg her i årets løb, og vi kan nævne: Plejehjems- foreningens årsmøde, flere husholdningsfor
eninger, husmoderforeninger, børneværn, kvindesamfund, F. D. F.s havefest, fadder- skabsforeningen fra Sild og mange enkeltbe
søg - alt sammen begivenheder, der har væ
ret med til at knytte kontakt udadtil. Selv om vi faktisk helst ønsker at leve så nogen-
Olympiade-nyt
Sikken dyst, der blev kæmpet i Rom i ef
teråret 1960. Det halve Danmark sad over skærmen den aften, kampen Danmark-Un
garn blev afgjort. Det var næsten for spæn
dende til at være sandt. Vore stuer var helt i oprør af gestikulerende drenge, da sejrsmålet gik ind i fjendens lejr, og Danmark gjorde sig fortjent til sølvet. Guld havde vi jo alle
rede fået.
Vor egen lille olympiade gik i vasken (vi har jo også haft en meget våd sommer), men der blev alligevel lidt med olymp ved, og resultatet af dysten blev følgende:
Guld: Gert Pedersen.
Sølv: Inna Laursen.
Bronce: Mie Pedersen.
Vi ønsker de tre vindere hjertelig til lykke med resultatet og takker alle deltagerne - både vinder og taber. Lad os minde hinanden om: „at det vigtigste er ikke at vinde, men at være med."
Julefesten
Julefesten, hvor vi gerne vil se så mange store børn med familie som muligt, afholdes i år onsdag den 28. december kl. 15,00. Vi plejer jo at have en god fest og håber det samme i år. Vi vil gerne, om vi må få med
delelse om evt. deltagelse i festen senest da
gen før. - Vel mødt!
lunde i ubemærkethed, er sådanne besøg dog af stor betydning, det giver et friskt pust udefra og mere liv over arbejdet.
Det daglige arbejde er ellers gået ganske jævnt. Der har ikke været store byggefore
tagender, men hobbyhuset håber vi at få gjort helt færdigt i nærmeste fremtid, og læ
rerboligerne står stadig øverst på ønskesedlen hvad nyt arbejde angår. - Så har der været sædvanlig kystsikring, et nødvendigt, men også interessant arbejde, som drengene synes er vældig sjovt at gå om bord i. I disse dage er det så højvande, at det ville have været en katastrofe, om vi ikke havde høfdearbej-
det færdigt.
Vi har stort set de samme dygtige medar
bejdere, og det er en stor lykke for os.
Der har været en hel del week-end-ture, men egentlige fællesudflugter har det været meget tyndt med; vi håber på revanche næ
ste år.
De fleste af børnene herhjemme har været på sommerferie eller sommerlejr, og en meget stor del rejser hjem i julen, men I kender det, vi får nok at gøre endda. Vi kan nævne, som også meddelt andet sted i bladet, at julefe
sten bliver onsdag den 28. december kl.
15,00, hvor vi håber at se mange af jer. Vi må nok få besked om deltagelse forud for festen!
Det hyggelige nissetog kommer traditionen tro på søndag (11. decbr.), og den flinke nissefamilie giver koncert på gårdspladsen, hvis vejret er til det.
Tre af vore drenge var med på den inter
essante tur til Karup flyveplads i efterårsfe
rien, hvor de må have gjort store øjne over alt det, de så. De havde bl. a. lejlighed til at undersøge en jetjager indvendig og overvæ
rede en slukningsmanøvre.
Ja, når man nærmer sig årets udgang, kan det ikke undgås, at vi tænker tilbage over det forløbne år. - Hvor så mange til daglig færdes, har et godt samarbejde en afgørende betydning. Der er jo så mange måder at ar
bejde på, men skal hver især få noget godt ud af at være her, må man ganske naturligt med i samarbejdet. Vi prøver på, så godt det nu er muligt, at hjælpes ad med arbejdet; og det plejer at give gode resultater, når man kan lide hinanden og respektere hinandens interesser - og ikke hefter sig for voldsomt ved eventuelle særheder.
Ikke alle har lige gode muligheder for at nå en normal tilværelse, fast stilling osv.
Mange af jer sidder i gode stillinger, flere endda i overordentlig gode stillinger og har
gode kår med lykkelige familieforhold osv.
(vi siger tak for de mange besøg i årets løb), men nogle har ikke så lidt mere besvær med at holde den gående, vi ved, at flere af jer fører en desperat kamp med de svære ting, som kan ligge for, og det kan endda knibe at holde hovedet oven vande, når fristeren sætter hårdt ind; hvem når længst i Guds øjne, det er ikke let at sige, godt at vi ikke skal afgøre det. Den sociale rangstige er en underlig „tingest", vi ved nok, hvilken ende af stigen, der vender opad, men Gud ser og dømmer måske helt anderledes, og hvis vi kunne se det, ville vi undres.
Hvor er der megen nød i verden - også i vort eget land. Kunne vi blot rigtig lære at være taknemmelige og af hjertet synge: Alle gode gaver de kommer oven ned, så tak da Gud, ja pris dog Gud for al hans kærlighed!
(M. Claudius), så havde vi det meget lettere.
Det er faktisk beskæmmende, at den største taknemmelighed møder vi næsten altid blandt langtidssyge og ældre svagelige mennesker, som nok skulle have noget at klage over, hvis nogen har det. - Vi lever i en tid, hvor hadet mellem menneskene så let blusser op ved mindste anledning. Det er faktisk beskæmmende, at vi ikke er nået længere i verden med hensyn til kultur og kristendom, end at vi tolererer klasseforskel og racehad.
Vi danske er slet ikke et superfolk, der na
turligt hører hjemme i klasse A, vi er et tegn på godt og ondt, og dårlige kræfter stikker hovedet frem alle vegne. - Vi har dog tillid til den danske ungdom. Den er på mange måder mere ærlig og ligefrem end tidligere generationer, men den virker meget mere provokerende og udfordrende og er underti
den i besiddelse af en frimodighed, der blot for få år siden blev stemplet som frækhed, men man ved som regel, hvor man har den - trods det, den ynder at skilte med, at den vil være sig selv og ikke ønsker sig sat i bås.
Lidt autoritet er ingen skade til, de fleste mennesker befinder sig nu alligevel bedst ved det, og det giver mere ro i sindet med et fast ståsted. - Heldigvis findes der en stor flok unge i dag, som nationalt og kristeligt ved, hvad de vil - også af vore unge. Det giver godt håb for fremtiden midt i en mørk og kold verden. Det eneste virkelige håb har vi stedse iblandt os, Jesus Kristus, hvis fødsels
dag vi nu skal fejre.
Rigtig glædelig jul og et godt nytår ønsker vi jer alle - ja, det ønsker vi alle bladets læ
sere med tak for det svundne år.
Sigrid og Knud. Grønne.
7
• gægj
M . C H R I S T E N S E N S B O G T R Y K K E R I - S T R U E R 1 0 0 6 2
December 1961 19. årgang
Interiør fra bedstemoderhuset
Mindet lader som ingenting, er dog et lønligt kildespring
^L.BIB llQjr
J U L E H I L S E N
f r a Q p i a g e U e é l ) j e m m e t i S t r u e r
* CL^>W^S <Z^*m*J) <Z^W^S> CLtPWkJ) <L^<0 *
Julens evangelium
Lukas 1, 1 — 20
IVlen det skete i de dage, at en befaling udgik fra kejser Augustus, at alverden skulle skrives i mandtal. (Denne første indskrivning skete, da Kvirinius var landshøvding i Syrien). Og alle gik for at lade sig indskrive, hver til sin by. Og også Josef gik op fra Galilæa, fra Na=
zareth, til Judæa, til Davids by, som kaldes Bethlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive tillige med Maria, sin trolovede, som var frugtsommelig. Men det skete, medens de vare der, blev tiden fuldkommet til, at hun skulle føde. Og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, thi der var ikke rum for dem i herberget.
Og der var hyrder i den samme egn, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Og se, en Herrens engel stod for dem, og Herrens herlighed skinnede om dem, og de frygtede såre.
Og engelen sagde til dem: »Frygt ikke; thi se, jeg forkynder eder en stor glæde, som skal være for hele folket. Thi eder er i dag en Frelser født, som er den Herre Kristus i Davids by. Og dette skulle I have til tegn: I skulle finde et barn svøbt, liggende i en krybbe«.
Og straks var der med engelen en himmelsk hærskares mangfoldig*
hed, som lovede Gud og sagde: »Ære være Gud i det højeste! og fred paa jorden! i mennesker velbehag!« Og det skete, da englene vare farne fra dem til himmelen, sagde hyrderne til hverandre: »La*
der os dog gå til Bethlehem og se dette, som er sket, hvilket Her*
ren har kundgjort os«. Og de skyndte sig og kom og fandt både Maria og Josef og barnet liggende i krybben. Men da de så det, kundgjorde de, hvad der var talt til dem om dette barn. Og alle de, som hørte det, undrede sig over det, der blev talt til dem af hyrderne.
Men Maria gemte alle disse ord og overvejede dem i sit hjerte. Og hyrderne vendte tilbage, idet de priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, således som der var talt til dem.
» < T w ^ i r w ^ i r m Q r w ^ ( r w < o i r w 7 ) ( r w ^ ( r w ^ ) ( r w 7 ) ( r w ^ ( r ^ ^ ) t r w ^ ) ( r w 7 ) i | c
2
Det inderste i julen
Ved sognepræst E. Mejdahl
Du skal kalde hans navn Jesus, for han skal frelse sit folk. Math. 1, 25.
Julens ydre oplever alle, mere eller mins dre strålende og under højst forskellige vil«
kår. Julen bliver i Danmark markeret på en eller anden måde for de fleste. Mon der findes nogen, som juleaftensdag ikke ved, at det er juleaften, når vi et øjeblik ser bort fra dem, hvis forstand er formørket? — Næppe! H a r man det godt, vil man sætte pris på den fest, der kan skabes med ma*
terielle goder og ved samvær med menne*
sker, man er knyttet til med blodets eller venskabets bånd. Er man alene - har man det svært — tænker man måske : »Det bliver ikke jul iår for mig«. I begge tilfælde: Julen passerer forbi; den varer juleaften og t o fridage. Det er julens ydre.
Vi kommer jul nærmere, når vi besin*
der os på det, man kalder julens arv. Der knytter sig noget til julen, der hænger sam*
men med oplevelser i hjem og kirke. Digs tere har givet udtryk for det. Grundtvig synder: Mens som barn på landet jeg var hjemme, julemorgen var mit himmerig, der den meldte mig med englestemme, kimed klart den store glæde ind. Fortidens, barns dommens oplevelser er blevet en indre arv, som er uafhængig af tidens omskiftelser.
Der er en bevidsthed om at blive båret af en åndelig overlevering. Der er værdier i et folks liv, som ingen kan tage fra én.
Der er noget, mennesker hegner over og værner om, og som man tager frem om jus len. Man anerkender arven.
Vi kommer julen nærmere, når vi besins der os på julens arv, men julen med det, den står for, kommer os nær, kommer os ved, når det lyder til én ganske personlig:
Du skal kalde hans navn Jesus, for han skal frelse sit folk fra dets synder. Det er ikke bare et ord til Josef, men et ord til dig, til mig, til enhver, der hører det, læs ser det.
Frelse fra synd, det er det inderste i jus
len. G u d vender derhen, hvor mennesker plejer at vende sig bort, hen til det, som
Rast i klitterne
En dejlig dag
En hel kortege af biler. Svv på stribe (seks -f- en bussemand). Hvad mon der d o g er i vejen. Jo, vi skal på udflugt, og i år er vi næsten »selvforsynende« med biler.
Kølerne blev vendt mod nord denne gang, den lange række af biler gled over Odde?
sundbroen, og vi kørte snart gennem det skønne og rigt vekslende Thyland. V i kiks kede ind til Miehernes gamle cirkusgård, kørte gennem Doverodde bakker, stoppede ved Næssund, men kørte hurtigt videre, til vi kom til Vildsund. Vi skulle se dyre*
parken; selv om en del af os havde set den i forvejen, vakte det stor begejstring, at vi stoppede her, og vi Fik let 2-3 timer til at gå med at se på de mange dyr. — Slikbos
vi plejer at dække over, pynte på og und=
skylde, »Det skal han tage sig af«, siger Gud. »Det skal han tage sig af«, siger det menneske, der stammer på frelsernavnet.
I det frelsernavn hernede er et fristed underfuldt, fra al synd og fra G u d s vrede, fra al sjælens tørst og sult.
Sådan trænger julens evangelium igen?
nem alle mure, mure af udvendighed og stirren på forhold og vilkår, mure af arv og tradition, trænger ind i menneskets hjerte, så julen bliver begyndelsen til påskens sejr og pinsens glæde.
Eder er i d a g e n Frelser f ø d t ! O, G u d ske l o v !
E. Mejdahl.
3
derne og spillehallen blev også flittigt be*
søgt, og der blev omsat en hel del penge;
nogle var endog så heldige, at de havde flere penge med sig derfra, end de kom med.
H e r spiste vi også vor medbragte mad, og der blev sat mange stykker til livs. — Fra Vildsund gik turen videre nordpå, og der blev ofte kikket på kilometertællerne, for vi havde aftenen før gættet på, h v o r mange kilometer vi skulle køre, og der var udsat præmier til dem, der kom det rigtige resul«
tat nærmest. Ingen, bortset fra chaufførerne, vidste hvor turen gik hen. — En udflugt er vist ikke helt rigtig, hvis vi ikke kommer til Vesterhavet, og v i satte da også n u kur?
sen mod vest, vi skulle til Klitmøller. Vi havde næppe standset bilerne, før børnene skyndte sig ned til havet. Det er altid spæn*
dende at gå ved stranden, man kan altid finde noget »værdifuldt«. Mens børnene legede ved stranden, blev der slået telt o p o g lavet kaffe, o g der blev igen gjort flit?
tigt i n d h u g i wienerbrød og kager. — Efter kaffen gik vi alle til stranden, og n u blev der udkæmpet drabelige stafetløb: piger contra kv. medhjælpere, damerne vandt;
Poulsen -f- Larsen contra lærerne, og her måtte lærerne selvfølgelig ned med nakken.
— Derefter vendte vi igen næserne mod syd, vi var hjemme præcis kl. 18. Vi havde haft en ualmindelig dejlig dag, fint vejr, højt humør. — Efter hjemkomsten fandt vi hur*
tigt frem til vinderne af konkurrencen. V i havde kørt 187 km., og frk. Laursen og Steen fik hver en dejlig æske chokolade.
En deltager.
Julefesten
Torsdag d e n 28. december kl. 15,00 afhols des julefesten for store børn med familie.
V i plejer jo at have e n god fest, og vi håber at se mange af jer. Bud om delta*
gelse gerne senest dagen før festen.
Rigtig hjertelig velkommen.
Min
barndoms jul
Min barndoms jul måtte jeg dele med så mange, men der var ikke mindre glæde af den g r u n d . V i synger: »Ind under jul, hvor er det trist«, men jeg vil slå fast, at disse linier ikke passer her hos os.
D e n første jul, jeg husker, var julen 1912, jeg var 2 år gammel. Mor var syg og lå i sengen. Min julegave det år bestod bl. a.
af e n lille hammer, hvis hoved ikke var større end e n tændstiks længde. Min lidt ældre broder Christian og jeg sad på gul*
vet overfor hinanden i skrædderstilling;
jeg skulle prøve min hammer på e n knast i gulvet. Pludselig forsvandt knasten gens nem gulvet og hammerhovedet med. Jeg var fortvivlet, men hammeren var og blev borte. Hullet blev tillukket med e n prop, og siden var der ikke andre e n d mig, der tænkte på hammeren. Så i 1919 byggede vi om, og gulvet skulle fornyes. Jeg var i skole den dag, gulvet skulle brydes op, men jeg bad far se efter min hammer, og jeg fortalte så far historien om hammeren. Far ville ikke rigtig t r o på den, men han lo*
vede at se efter, og da jeg kom hjem fra skolen, kom han mig i møde med ham?
merhovedet. Historien var rigtig nok, og mindet om hammerhovedet, der så plud?
selig forsvandt under gulvet, havde brændt sig fast i min bevidsthed.
Siden har jeg oplevet mine allerfleste jule#
højtider i hjemmet, og altid glæder jeg mig til denne højtid.
Der var mange ting at ordne, inden vi var færdige til jul: Hestenes seletøj skulle skinne, da der jo kunne komme sne til kaneføre. Julenegene til fuglene måtte sæt*
tes op, et i haven og et i gården; der skulle gøres ekstra rent i stald og lade, og der måtte så mange roer ind i laden, så der var n o k til efter helligtrekonger. Der skulle bages kager og pebernødder, og vi drenge
fik efter tur lov at være med. Mor havde en travl t i d ; h u n var jo sjælen i alt inden*
dørs arbejde, og det var ikke lidt, der hver dag skulle til side for at alt kunne være færdig i rette tid til jul. Juletræet skulle hentes hjem fra skoven, og det var vel n o k spændende for den af os drenge, der fik lov at komme med, det gik gerne efter tur.
Træet hentede vi hos Henrik Henriksen, Ølbygaard, der så langt jeg husker tilbage, hvert år til jul har skænket os det bedste træ, vi kunne finde i skoven.
Jeg husker, hvordan vi drenge, der havde til opgave at bære brændsel ind til d e mange kakkelovne, i dagene op til jul lagde hos
vederne i blød for at regne ud, hvordan vi lettest kunne slippe for brændselsbæringen i juledagene. Vi fandt bl. a. på at fylde rulleloftet med brændsel, og vi havde også andre gemmesteder. Moder var forståeligt nok ikke så glad for det griseri, men h u n sagde ikke noget til os om det, og n u havde vi det så dejligt let i juledagene, og vi var fri for at skulle helt ned bag vognskuret efter brændselet. V i drenge troede også mere på spøgelser dengang, e n d drenge gør n u til dags, og vi havde den idé, at spøgels serne særligt holdt til i tørvehuset.
Juleaftensdag skulle der også bringes kurve med julemad og andet godt u d til nogle gamle og syge, og enkelte fik også små pyntede juletræer. Disse udbringning ger skiftedes vi til at besørge.
Den store spisestue blev hvert år til jul smukt pyntet med granguirlander og røde og hvide papirstrimler rundt langs loftet.
Et år skulle jeg stå for pyntningen; jeg syntes, der skulle mere lys til og lånte der*
for hos installatør Bertelsen en serie ku*
lørte pærer, som jeg fik sat o p langs gran«
guirlanden. Jeg havde nok eksperimenteret lidt med lys før, men k u n i det små, og jeg var meget spændt på, om det overhos vedet ville virke. Der blev set på foretas gendet med nogen skepsis, og dette forøs gede nervøsiteten hos mig; rent galt blev det, da klokken juleaften stærkt nærmede sig spisetid, og endnu var der ikke lys. — Bordene var dækket, og det var ved tiden, at vi skulde gå til bords, og stadig intet
lys. Mor så skiftevis på mig og på klok*
ken, h u n var bedrøvet, da det jo var hen*
des ære, at maden var varmt serveret. Det pinte mig også at se moder sådan. H v a d skulle jeg gøre. Jeg arbejdede, svedte, havde hjertebanken og var i en forfærdelig knibe;
thi 60 mennesker måtte vente, blot fordi jeg havde fået en tilsyneladende skør idé.
— O g pludselig var lyset der, strålende og fint, jeg ved knapt nok, hvordan det gik til, men arrangementet var lykkedes. Far sagde et par anerkendende o r d ved bordet.
H a n havde n o k set, at jeg trængte til det, og jeg var synligt rørt. Jeg havde bedt e n stille b ø n om hjælp og var blevet hørt.
Højdepunktet juleaften var, når far efter middagen tog den gamle, slidte bibel frem og læste juleevangeliet. Der fulgte ikke nos gen forklaring efter, det gjordes ikke nøs dig, vi havde alle forstået indholdet, som børn n u engang opfatter det. — Så var jus len inde, følte jeg.
Minderne fra min barndoms jul er mange, og jeg mindes i taknemmelighed mine fors ældre. D e gjorde begge alt for at give os børn en god og velsignet jul, og det lyks
kedes også helt for dem. K. Grønne.
<3 CTW<n> iTWT) S W 5 J W J (TW5 f W J
Pebernødder
Små nødder, som du kan knække i juledagene
1. Far får får får får får ikke får får får lam. H v o r d a n skal det forstås?
2. Hvorfor går e n skotte aldrig midt på vejen?
3. Hvem har skrevet musikken t i l : »Flyv fugl, flyv over Furesøens vove«?
4. Roden o p og toppen ned. Vokser om vinteren, ikke om sommeren. Hvad er d e t ?
5. H v o r mange gange tror d u , at mennes skehjertet har slået, når man når sin 70 års fødselsdag?
6. Vi er tilsammen 22 år. Når jeg bliver dobbelt så gammel som du, vil jeg være 7 gange så gammel, som d u er nu. H v o r gammel er jeg?
Løsningen finder d u et andet sted i bladet.
5
Året, der svandt
Først et par o r d om de gode, gamle dage omkring d e n tid, da Struer blev købstad.
Man skal vist helst have boet i det gamle n u nedrevne østerbykvarter for rigtig at kunne opleve d e n stemning, der var over d e n lille forsvundne og til dels glemte by*
del. Tilbage er k u n enkelte huse, hvoraf villa »Strandbo« er en af Danmarks mest ejendommeligt beliggende huse. Det er ikke skønt at skue, men var i sin tid — før banen i 1919 gjorde et gevaldigt i n d h u g og op?
slugte det meste af Østerby — en dejlig villa, vel e n af d e mest eftertragtede i Struer. Den har n u været dødsdømt i over 40 år, men er stadig blevet benådet.
Jeg husker, at vi drenge i det gamle Øster«
by befandt os særdeles vel. Engang legede vi krig med østerbydrengene, vi fyldte den store trækvogn med snebolde og stormede byen. — Det hele endte med, at vi drenge fra »hjemmet«, der var i stort overtal i for«
hold til Østerbys drenge, alligevel tabte sla«
get, idet vi kom for skade at smadre nogle af byens vinduer, og det var så alvorlig en sag, at der måtte gives undskyldninger til
»fjendens« forældre, og vi måtte erstatte d e n forvoldte skade.
Der blev revet huse ned, flyttet jord i bjergevis, sprængt sten med dynamit til op«
bygning af glacis ved vandet, lagt nye spor, d e nærmeste spor helt i n d i v or dejlige have k u n få meter fra hushjørnet. — Det
Løsning på „Pebernødder"
1. F a r l får får f å r ? får får ikke får, får får lam.
2. Fordi der er rabat ved siderne.
3. J . P. E. Hartmann.
4. En istap.
5. Menneskehjertet slår gennemsnitligt 5000 slag i timen, — Det blive altså i 70 år 3.066.000.000 gange. Sådan omtrent.
6. Jeg er 18 år n u .
hele var ellers spændende for os drenge, men grimt for dem, der havde ansvaret med at skulle sælge jord til statsbanerne.
— I dag er denne gamle skade stadig synlig og følelig i uhyggelig grad. V i mangler hårdt den trekant jord, som staten snup«
pede i 1919.
Jernringen, der skiller byen fra fjorden, blev fuldkommen, da man byggede bro«
buerne ved havnen og jernbanedæmningen ved Kilen. — D e gode, gamle dage, da en jernbanemand med en ringeklokke løb for«
a n Thytoget fra stationen til havnen og ringede folk væk fra sporene, så toget kunne anløbe den lille havneholdeplads, er forbi.
— M o n vi vil bytte med de gode, gamle dage, næppe? N u har alt helt anderledes hast.
Det nye skal man ikke kimse ad. Det skal n u engang til, hvis et samfund skal bestå. Jeg husker tydeligt, den første gang jeg så e n bil med tændte lygter, det var omkring 1917-18, det var på Holstebro Ian«
devej. Vi børn havde været på besøg i Gim«
sing og skulle gå hjem ad en sti over Kjelds«
mark. Vi rystede af skræk ved synet og hørelsen af dette frygtelige spøgelse med t o lysende, blinkende øjne, der kom os i møde på den noget ujævne vej. Vi slap med skræk«
ken. Havde der blot været voksne med, som kunne forklare os, at det kun var en automobil der kom.
Vi plejer ikke at gå i detaljer med hen«
syn til personalia, men nævnes må konfir«
mationen i foråret, hvor vi havde en me«
get fin festdag, en dag, vi sent vil glemme.
Fire af de 13 konfirmander er n u på efter=
skole og skal — om alt går vel — i lære efter skoleopholdet. 10 af vore større børn har været på ungdoms* og idrætsskoler i årets løb og med et godt resultat. 8. og 9.
skoleår har vi jo også haft glæde af og udnyttet. En er begyndt på seminariet i Herning, en anden som sygeplejeelev i sam«
me by. Et dejligt bryllup har vi haft her n u i efteråret. Det var Rita og Martin, der
måtte stå for skud. Martin ville n u hellere have en ret risengrød, end alt det pjat med gryn i senge og støvler, men vi er n u ikke helt enig med dig i det, gode Martin. — løvrigt har fire af vore tidligere medarbejs dere holdt bryllup i årets løb. — Ja, rigtig hjertelig til lykke alle sammen.
Der har været en hel del andre mærkes dage i årets løb. Fødselsdagssangen bliver flittigt benyttet, og det er i sin orden, lige«
ledes de øvrige traditioner, når der er føds selsdag. Den årlige fællesudflugt, hvor alle mand er af huse, havde i år en egen chars me. Der var en stemning og forventning, som lå over det sædvanlige. Der har væ>
ret et utal af weekendture, ferier, besøg hos familier og venner, genbesøg her, ture til sportsstævner, træningsture, besøg på flyvestation Karup osv., så der har været nok at rive i.
Sidste års juleudstilling her var særdes les vellykket, der var gæster fra byen for at bese de smukke ting, som børnene havde forarbejdet. Det var utroligt, hvad de havde præsteret, også de helt små; der var jule*
gaver af enhver slags til at tage med hjem til familie og gode venner.
Menageriet er et kapitel for sig. Der er i årets løb sket e n betydelig udvidelse både af dyrebestanden og af hytterne; her går mange gode timer for drengene sammen med deres kære dyr.
Hobbyhuset er n u snart ved at være færs digt. — Da indretningen af huset egentlig også har været hobby, har det jo taget sin tid, men vi synes, at det bliver et dejligt hus. — Der arbejdes vældigt i sløjdlokalet og i det lille hobbyrum i småbørnsafdes lingens kælder. Det lille legekøkken med indlagt koldt og varmt vand og el- kogeplade benyttes også flittigt af pigerne, de indretter sig i små familier, og de har slået mange gode timer ihjel dernede.
Vi venter stadig på byggetilladelse til de projekterede t o lærerboliger.
Atter i år har vi haft besøg af forenins ger og selskaber, og det er en kontakt, vi nødigt vil undvære.
Vi har i årets løb modtaget mange breve og hilsener fra vore store børn, der er jævnt
Tolv af de tretten
fordelt over hele landet, og hvoraf mange er gifte og sidder i gode stillinger. Sådanne hilsener er lyspunkter i den travle hverdag.
Ja, så er 1961 ved at ebbe ud. — Kaj Munk siger et sted i en af sine prædike?
n e r : Jeg er som e n gnier, jeg samler på jul, og jeg har ikke råd til, at nogen af dem slår fejl. Man føjer til: Barn Jesus, vil d u så lade denne lykkes. At vi kan være hjertensinderlig glade med hinanden, og over hinanden, men først og fremmest, at der over dens dage må ligge e n tone af højtid, fordi vi føler det hver især og alles sammen, at julen er en gave, kommen ovens fra.
Ja, julen er en gave, kommen ovenfra, gaven over alle gaver.
Vi har så tralt, så travlt, med julejav og juletrav. — Prøv midt i tummelen at finde stilhed, så d u kan fordybe dig i bibelens ord — og deri hente hjælp og kraft til at leve livet rigt, og gøre dagens gerning med glæde og tak.
V i vil sige tak for året 1961. Tak til bes styrelse, medarbejdere, børn, venner, med ønsket om en glædelig jul og et godt og lykkeligt nytår.
Sigrid og Knud Grønne.
7
C H R I S T E N S E N S B O G T R Y K K E R I S T R U E R 1 1 3 4 3
KGL.BIBL.K3H.
10.JAN, 1983
SMAATRYK LT '<
J U L E H I L S E N
f r a Q p i a g e l t 5 e d l ) j e m m e i i S i m e r w
December 1962 • 2 0 . årgang
Gladelig jul
1962
Dagen står høj over Limfjordens vande, bredning og sund og krinklet vig!
Sallingland, Thyland og andre lande hilser hverandre med mågeskrig.
Og bonden går på sin agerjord med blikket forynget af luft og fjord.
Længsel er saltet i Limfjordens vande.
Her fik jeg fartens glød på kind,
her blev med kølige stænk mod min pande viet til uro mit sej lersind.
Ja, Limfjord, jeg elsker dit blå humør i kuling fra Hals og til Harboør.
(Erik Bertelsen)
•X?
Julens evangelium
Lukas 1, 1—20
iVTen det skete i de dage, at en befaling udgik fra kejser Augustus, at alverden skulle skrives i mandtal. (Denne første indskrivning skete, da Kvirinius var landshøvding i Syrien). Og alle gik for at lade sig indskrive, hver til sin by. Og også Josef gik op fra Galilæa, fra Na=
zareth, til Judæa, til Davids by, som kaldes Bethlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive tillige med Maria, sin trolovede, som var frugtsommelig. Men det skete, medens de vare der, blev tiden fuldkommet til, at hun skulle føde. Og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, thi der var ikke rum for dem i herberget.
Og der var hyrder i den samme egn, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Og se, en Herrens engel stod for dem, og Herrens herlighed skinnede om dem, og de frygtede såre.
Og engelen sagde til dem: »Frygt ikke; thi se, jeg forkynder eder en stor glæde, som skal være for hele folket. Thi eder er i dag en Frelser født, som er den Herre Kristus i Davids by. Og dette skulle I have til tegn: I skulle finde et barn svøbt, liggende i en krybbe«.
Og straks var der med engelen en himmelsk hærskares mangfoldig*
hed, som lovede Gud og sagde: »Ære være Gud i det højestel og fred paa jorden 1 i mennesker velbehag!« Og det skete, da englene vare farne fra dem til himmelen, sagde hyrderne til hverandre: »La*
der os dog gå til Bethlehem og se dette, som er sket, hvilket Her*
ren har kundgjort os«. Og de skyndte sig og kom og fandt både Maria og Josef og barnet liggende i krybben. Men da de så det, kundgjorde de, hvad der var talt til dem om dette barn. Og alle de, som hørte det, undrede sig over det, der blev talt til dem af hyrderne.
Men Maria gemte alle disse ord og overvejede dem i sit hjerte. Og
hyrderne vendte tilbage, idet de priste og lovede Gud for alt, hvad
de havde hørt og set, således som der var talt til dem.
D E N S A L I G E S T U N D
Af sognepræst E. Mejdahl Den salige stund, den midnatstid, vor Herre han lod sig føde, da klared det op i østerlid til dejligste morgenrøde,
da lyset oprandt, som jordens bold skal lysne udi og gløde.
Det er et vers af den gamle dagvise, som i Danmark første gang blev trykt i Hans Thomisøns salmebog fra 1569.
Grundtvig pudsede dagvisen op i an
ledning af tusindåret for kristendom
mens komme til Danmark. Det blev til salmen: Den signede dag, en lov
sang for dagen, for frelsen, for det, der groede på den danske kirkeager i 1000 år.
For alt, hvad på mark i 1000 år, der groed' til sjæleføde.
En lovsang for frelsen.
Den salige stund, eller som der nu står, den signede stund, da hele jor
dens bold bliver omstrålet af lyset fra østen, lyset fra Bethlehem.
Den salige stund: Tidens vendepunkt.
I lang tid har Kristi fødsel delt tiden.
Man taler om år 100 før Kristus og år 826 efter Kristi fødsel. Nu er der nogle, der siger -r- 100 og + 826. Det kan se ud som et forsøg på for alt i ver
den at blive fri for at nævne Kristi navn. Kristelig set er det egentlig en storartet benævnelse. Det er jo rigtigt, at alle ar efter Jesu komme er på plus
siden. Der er virkelig sket noget, der har vendt minus til plus for os, så at vi nu hvert år lever i en velsignet tid, hvordan verden så ser ud, fordi Gud er kommet til os med sin glæde.
1
Den salige stund: Kærlighedens høj
depunkt. Luther fortæller i en af sine juleprædikener følgende historie: Djæ
velen ville engang til gudstjeneste. Han kom for sent og trådte først ind i kir
ken i det øjeblik, da menigheden sang den gamle nikænske trosbekendelse.
Da den kom til disse ofd: »Et homo factus est« — og han blev menneske — var der nogle mænd bagest i kirken, som i stedet for — som skik er — at falde på knæ som tegn pi tilbedelse af den store hemmelighed, blev ståen
de. Djævelen skynder sig ned til en af dem og giver ham en kraftig ørefigen, skammer ham ud og siger: »Du grove knægt! Skammer du dig ikke, at du bliver stående her som en træklods i stedet for at falde ned på dine knæ af glæde og ærefrygt. Det skulle bare være os, det blev forkyndt for, at Guds Søn var blevet vor broder; vi ville ikke vide, hvor vi skulle gå hen af lutter glæde«.
Den signede stund: Frelsens udgangs
punkt. Julebudskabet er ikke bare, at
3
Kristus er født, men at han er født
for os.
Med os han bytter så inderlig.
Guds søn, vor broder fin.
Vort kød og blod han tager på sig og giver os guddom sin.
Den signede stund: Tilbedelsens midtpunkt. Hyrderne vendte tilbage og priste Gud for alt, hvad de havde hørt og set. Siden da er mange slut
tet op bag dem for at takke og tilbede Gud for lyset, der oprandt, det, der vil nå os alle sammen. Lad mig slutte med et langt citat: Vi samles omkring det, og i forreste række børnene, de fattige, de ensomme, de helt forslåede og hjælpeløse. Det er kun dem, der er plads til lige omkring lysene. Alle vi andre kommer efter dem, række på række, hoved ved hoved. Men lyset omslutter hver den, der vender sit an
sigt mod det, hvor langt borte, han end står.
Det kan ikke købes, eller hentes, el
ler forlanges af nogen sjæl, men det iler så hastigt, som kun lyset kan det, frem til den, der vil tage imod det.
Lad os følges ad til de bageste rækker.
Og én for én skal vi sige det så sagte, at kun vi selv hører det: »Nu har ly
set også nået mig«.
Lyset: Tidens vendepunkt, kærlig
hedens højdepunkt, frelsens udgangs
punkt, tilbedelsens midtpunkt. Den salige stund!
Når man glemmer sig selv, er man nær ved at buske det egentlige. Jacob Paludan.
*
En jul - og et hjul, jeg aldrig glemmer
En jul jeg særlig mindes var som flyvekadet i Canada i 1956 fjernt fra familien. Jeg var under uddannelse på flyvestation Penhold, der er beliggende midtvejs mellem byerne Calgary og Edmonton i provinsen Alberta. Her
til ankom jeg i oktober måned og star
tede med teoriundervisning. I denne periode havde jeg rig lejlighed til at betragte de ældre kadetters start- og landingsøvelser med de gulmalede Har
vardmaskiner. Det foregik ikke altid helt reglementeret. Næsten daglig sa vi maskiner, der kørte uden for cement
banen under landingen, enkelte hav
nede på næsen og borede propellen ned i græsset og en dag landede et fartøj oven på et andet. Glædeligvis skete aldrig andet end materiel skade, bort
4
set fra en enkelt bule i panden på en kadet. Det var med en vis spænding mit hold så frem til flyveundervis
ningen.
Vi fløj først med en canadisk in
struktør i bagsædet og senere solo.
Alt gik fint med mit hold, vi øvede start og landing, navigationsflyvning, instrumentflyvning og aerobatik, loop, roll, immelmann, kløverblad m. v. Na
turligvis blev vi efterhånden temmelig fortrolige med flyet, og så fandt vi ud af at prøve hvem af os, der kunne lande på det korteste stykke landings
bane. Jeg kan huske, jeg kom ind for at lande med den tanke, at nu skulle der vises kort landing. Uheldigvis var banen dækket af sne og is, så det kneb med at bremse, maskinen gled sidelæns ned ad banen og havnede sluttelig uden for denne i en stor snedrive. Harvar
den rejste sig på næsen med propellen nede i driven, det ene hjul brækkede af og det samme skete med oliekøle
ren. Jeg slog kontakterne fra og hop
pede ud for at se på skaden, ikke sær
lig stok ved situationen. Et øjeblik efter kom to brandbiler og en ambulance med hylende sirener. Ambulancefol
kene ville have mig med, men da jeg ville se fartøjet efter først, skubbede jeg dem væk. Det skulle jeg ikke have gjort. Folkene troede jeg havde fået et chock, og bar mig ind i ambulan
cen, trods mine protester. Turen gik med udrykning til hospitalet. Her ban-
Jeg elsker at høre mennesker tale om sig selv, for så harer man aldrig andet end godt.
Wil! Rogers
kede lægen mig på det meste af krop
pen med en gummihammer for at høre, om jeg stadig var hel. Da dette var tilfældet, fik jeg lov at gå.
Næste dag blev jeg kaldt ind på eskadrillechefens kontor, hvor samt
lige instruktører befandt sig. De over
lod mig min Harvards afbrækkede hjul forsynet med et pænt skilt med tek
sten: »Hop aldrig på bremsen, dit fly havner muligvis på næsen«. Dette hjul skulle jeg køre rundt med en uge hvor
hen jeg end skulle. Jeg var flyvesta
tionens seværdighed i den uge. Mit største problem var, når jeg skulle have det bakset op ad trappen til mit kvar
ter på første sal, for at placere det ved siden af min seng. Heldigvis udløb ugen netop før juleorloven, så det var med glæde jeg kunne efterlade det i vagten, da jeg drog til Calgary for at holde en rigtig dansk jul med en dansk
familie dér. Max.
Jens Nielsen har de sidste måneder været meget optaget af arbejdsstudier og rationali- seringsforsøg, fortæller „Plovmanden." Det har været lidt plagsomt for hans medhjæl
pere, men i forrige uge stoppede manien pludselig.
Forklaringen findes i en hemmelig skuffe, som vi har tilladt os at åbne. Det er rap
porten fra en eftermiddag, hvor han skulle passe huset, mens hans kone var hos tand
lægen i byen.
Listen ser således ud:
Åbnet døre for børnene 106 gange
Råbt „Hold mund" 94 —
Bundet snørebånd 16 —
Pudset næse 24 —
Standset slagsmål 19 —
Hentet vand og mellemmader 26 —
Taget telefonen 11 —
Svaret på spørgsmål 202 —
Tabt tålmodigheden 35 —
Løbet efter børn: Ca. 9 km.
5
Et hjørne af campingpladsen i Koblenz ved Rhinen. Her camperede vi i j døgn.
VOR IJDENIANDSFÆRB
Den lille familie (Grønne) har væ
ret på en campingtur langs Rhinen og Moseldalen i juli. Det var en vidunder
lig tur — væk fra telefon, fjernsyn, aviser o.s.v., væk fra alt det, som vi jo alligevel ikke vil undvære. Men for en tid var det skønt med den lille lej
ede campingvogn, hvor vi flyttede fra sted til sted, alt efter som vi havde lyst.
Vi havde det ikke helt, som vor kære gamle stamfader, Abraham, der jo en tid levede en nomadetilværelse og drog fra sted til sted. Han flyttede vel først sine teltpæle, når der ikke længere var nok af alt, hvor han var.
Vi måtte også flytte, men ikke fordi der ikke var nok, der var nemlig over
flod overalt, hvor vi kom frem; og befolkningen var gennemgående vel
klædt, men vi skulle videre, da vi kun
havde 14 dage til hele turen. Mange tror, at det er en forfærdelig rastløs tilværelse, sådan hele tiden at skulle flytte fra sted til sted. Vi kunne jo fak
tisk selv bestemme farten, vi måtte blot ikke vove os længere syd på, end at vi uden jav havde 3-4 dage til hjem
turen. Den fornemmelse, at vi kunne standse op, når vi havde lyst, sætte kaffekanden over, få et måltid mad, et hvil eller blot nyde udsigten, uden at skulle være fremme til et bestemt sted på klokkeslet, var overmåde dejlig.
Vi oplevede en hel del af Rhindalen med alle dens »røverborge« og hygge
lige småbyer og ligeledes Moseldalen, hvor særlig vinbjergene havde vor store interesse. Her har slægtled efter slægt
led møjsommeligt opbygget mark ef
ter mark med stensætninger på kryds
og tværs, for at holde på den sparsom
me jord. Ja, mange steder er selv de forhen næsten nøgne bjergskråninger med årene forvandlet til små marker med sirligt plantede vinranker.
Vi kørte ikke efter de sædvanlige turistbrochurers minutiøst anlagte rej
seruter — men nærmest ud i det blå
— dog med enkelte forud-fastlagte punkter, som var blevet os anbefalet af venner og bekendte.
Østligste punkt var gamle Trier, vel en af de allerældste tyske byer, nær Luxemburgs grænse, men vi var mere optaget af Kochem og Bernkastel samt en lille skøn by på Moselflodens nord
lige bred, hvor vi særlig var betaget af kirken og kirkegården. Vejen op til kirken er et helt kapitel for sig.
Vi camperede 3 døgn i Koblenz, by
en hvor Mosel løber ud i Rhinen. Det var alle tiders campingplads med ud
sigt over til »Deutsches Eck« og den store, forlængst nedlagte fæstning Eh-
renbreitstein, hvor der nu i en del af værkerne er indrettet vandrerhjem.
Børnene havde en frieftermiddag og kørte op til Niirburg Ring, den kendte tyske prøvebane for motorkøretøjer, der byder på meget afvekslende kør
sel, stærke stigninger og fald, bratte kurver og hårnålesving o. s. v. De var også inde at »prøvekøre«, og de havde en vældig dag ud af det. Vi to gamle sad ellers hjemme i campingvognen og var lidt bekymret, for vi vidste, at det var en drøj tur de var ude på.
Jens kørte bilen under hele tysk- landsturen, og det gjorde han knald
godt. Hans mor siger også, at han kører akkurat som sin far, og en så
dan udtalelse kan jeg da godt skrive under på.
Riidesheim er noget for sig selv, der er vist konstant livligt, og reglerne på campingpladsen er særlig stramme her.
På vor tur så vi kirker, museer, hi
storiske anlæg, flyvepladser, var oppe i flere svævebaner, sejlede på Rhinen o. s. v., o. s. v., men alt det er der ikke plads til at fortælle.
Ingrid, den vandhund, skulle den næstsidste dag bestemme, hvor vi skulle slå rast for natten. Hun valgte en plads, hvor der i fortegnelsen bl. a. var af
mærket svømmebad, akkurat som i Riidesheim, hvor hun rigtigt boltrede sig i det store friluftsbad. Da vi langt om længe fandt pladsen, var det lige til at tude over (altså for Ingrid). Det hele mindede mest om en græsplæne og en ørreddam. »Ørreddammen« var altså badeanstalten, og vi skulle så se at få vogntoget vel anbragt i fennen, men det kneb på grund af de mange vandpytter. Vi så en enkelt hoppe i dammen, men det var vel nærmest for at vise mod. Værten kaldte vi mand og mand imellem for »sælen«, idet han var ret korpulent, var konstant iført gråblå træningsdragt og gik med bare ben. Han var ellers flink nok, men han havde ikke rigtig noget at gøre godt med, og vejret var ham så
dan imod.
Der var kun ganske få gæster på pladsen. Ca. 30 meter fra os havde 2 unge mennesker slået telt op. Vi fik en længere snak med dem, de lignede Fy og Bi. Den lange så lidt trist ud, men var det vist ikke, den lille, trive
lige var konstant glad. De supplerede hinanden godt nok. De var ankom
met sydfra og skulle hjem til Dan
mark efter en tur ud i det blå. I Hart-
7
zen var de nær gået til i vand, og her, noget længere nord på, var det ikke stort bedre, de lå bogstaveligt på vand
puder, det sagde hele tiden svup, svup, og de havde de sidste tre dage kun levet af popcorn og cornflakes. De var faktisk så forkomne at ingen, der blot kendte lidt til deres forhold, ville undlade diskret at »stikke lidt til side«
til dem. De slugte med begær, hvad de fik.
Da vi var kommen til ro i vor lille vogn, (der skal være stilhed kl. 22,00
p å
