Digitaliseret af | Digitised byForfatter(e) | Author(s):Optagelseshjemmet i Struer.Titel | Title:JulehilsenBindbetegnelse | Volume Statement:1950-1959Udgivet år og sted | Publication time and place:1943-1965

Hele teksten

(1)Digitaliseret af | Digitised by. Forfatter(e) | Author(s): Titel | Title: Bindbetegnelse | Volume Statement: Udgivet år og sted | Publication time and place:. Optagelseshjemmet i Struer. Julehilsen 1950-1959 1943-1965. DK Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.. UK The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work becomes public domain and can then be freely used. If there are several authors, the year of death of the longest living person applies. Always remember to credit the author.

(2) JULEHILSEN •fra GptageUeél)-jemmd i Struer December 1950. 8. årgang. Anni. ørnene smiler, leg-er og: ler.. Barnet er livet, din alderdoms vår.. Barnet er lyiset, du daglig ser.. Derfor skal du glatte de små børns hår W. N..

(3) Julens evangelium Lukcis 2, 1—2C. IVien. det skete i de Dage, at en Befaling udgik fra Kejser Augu* stus, at Alverden skulde skrives i Mandtal. (Denne første Indskriv* ning skete, da Kvirinius var Landshøvding i Syrien). Og alle gik for at lade sig indskrive, hver til sin By. Og ogsaa Josef gik op fra Ga* lilæa, fra Nazareth, til Judæa, til Davids By, som kaldes Bethlehem, fordi han var af Davids Hus og Slægt, for at lade sig indskrive til* lige med Maria, sin trolovede, som var frugtsommelig. Men det skete, medens de vare der, blev Tiden fuldkommet til, at hun skulde føde, Og hun fødte sin Søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en Krybbe, thi der var ikke Rum for dem i Herberget. Og der var Hyrder i den samme Egn, som laa ude paa Marken og holdt Nattevagt over deres Hjord. Og se, en Herrens Engel stod for dem, og Herrens Herlighed skinnede om dem, og de frygtede saare. Og Engelen sagde til dem: »Frygt ikke; thi se, jeg forkynder eder en stor Glæde, som skal være for hele Folket. Thi eder er i Dag en Frelser født, som er den Herre Kristus i Davids By. Og dette skulle I have til Tegn: I skulle finde et Barn svøbt, liggende i en Krybbe«. Og straks var der med Engelen en himmelsk Hærskares Mangfoldig* hed, som lovede Gud og sagde: »Ære være Gi'd i det højestel og Fred paa Jorden! i Mennesker Velbehag!« Og det skete, da Englene vare farne fra dem til Himmelen, sagde Hyrderne til hverandre: »La* der os dog gaa til Bethlehem og se dette, som er sket, hvilket Her* ren har kundgjort os«. Og de skyndte sig og kom og fandt baade Maria og Josef og Barnet liggende i Krybben. Men da de saa det, kundgjorde de, hvad der var talt til dem om dette Barn. Og alle de, som hørte det, undrede sig over det, der blev talt til dem af Hyrderne. Men Maria gemte alle disse Ord og overvejede dem i sit Hjerte. Og Hyrderne vendte tilbage, idet de priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, saaledes som der var talt til dem..

(4) kommer altid med sit stærke bud* skab om, at Gud i sin kærlighed forbarmede sig over mennesker og sendte dem sin egen søn, og at han har gjort det muligt for men* nesker trods synd og nød og sorg og død at blive Guds børn og få fred fra Gud i Jesu navn. Og i julen ligger dette navn i luften og lyder stærkere end ellers. I julen går det mennesker sådan, at de kan ikke undgå at høre Guds kald meget tydeligere end ellers. Og de, som hører det, får lyst og længsel efter at blive gode og glade og finde ind til fred med Gud. Det er virkelig julens velsignelse, at med den kommer der en luft* ning fra himlen, som gør det mu* ligt for Gud påny at få forbindelse med mennesker. Du, kære læser, som ser disse linjer, tænk på, om ikke også du skal lade den luftning fra himlen i denne jul hjælpe dig til i tro og bøn at lukke dit hjerte op for Jesus og hans nådes gave. Så bliver julen ikke alene nogle stemningsfulde dage, som snart er forbi, men så bringer den dig en virkelig for* nyelse og en stor rigdom, som varer året ud.. H' i « ". Der er noget i luften Af provst K. Steffensen. Sådan synger vi i en af vore sange i dagene forud for julen. Og sådan føler vist de allerfleste mennesker, både børn, unge og gamle. Der er en glad forventning over dagene forud. Der er noget ubeskriveligt skønt overselvejule* højtiden. Den rører ved de dybe* ste strenge i vort indre. Da jeg var barn og holdt jul hos far og mor derhjemme på landet, sørgede jeg altid for i juleaftenens løb at liste mig en lille stund ud i det fri i den kolde, klare vinteraften for at se op mod himlen og stjernerne. Jeg syntes, at alting denne aften både på jord og på himlen var anderledes end ellers. Det var, som luften var gennemtrængt af Guds fred, og Guds engle var jo lønligt iblandt os. Det er jo sandhed endnu, at der er noget særligt ved julen. Måske ikke sådan, at vi kan se det. Him* melglansen og englene kan vi jo desværre ikke se. Men til gengæld er der noget, vi kan høre. Julen. Ja, kom til os alle, du højtidens drot, om lokken er gylden, om håret er gråtl Udbred dine hænder, mens lysene brænder, og skænk os din fred! Thi evig, ja evig er glæden, når du følger med!. 3.

(5) Den store scene med koret. 0Zu\ ^/ZJaagrier z7Z?efsen. ØBERAMMERGAU fylder luften med den ejendommelige klang af tusinde bjælders ringlen. Rundt omkring byen er der bjerge, ikke util? gængelige for hyrder og bjergbestigere, men dog høje nok til, at almindelige mennesker, for hvem en bestigning af Himmelbjerget er noget af en præsta? tion, mister pusten, længe før det lyk? kes dem at komme midtvejs op. Ved fo? den af disse bjerge begynder det grønne græs at vokse frem, og herfra vider sti? erne sig ud og bliver til gader i en mær? kelig by. En vag fornemmelse af uvirke? lighed besjæler den fremmede under hans vandring rundt i Oberammergau. Det hele er så smukt og pænt i orden — lige fra husenes træværk til den blæn? dende røde brandbil, der i de varme middagstimer pøser vand på gaderne — at man næppe kan bare sig for den tanke, at det ikke er gjort alene for be? boernes, men ligeså meget for turister? nes skyld. Husene er fortrinsvis af træ — byen har et par gange næsten været øde? lagt af ildebrande — og ingen af dem, eller i hvert fald meget få, er mere end. Nede i Sydtyskland tæt ved den østrigske grænse ligger en lille by, knap så stor som Struer. Byen er kendt ver? den over som stedet, hvor de århundred« gamle passionsskuespil opføres som ind? frielse af et løfte, der blev givet i 1632, da byen hjemsøgtes af den sorte død. Blandingen af verdensoffentlighed og indadvendthed er med til at skabe byens ansigt — et ansigt, som vendt mod tu? risterne er smilende og velpudset. Ja, det er Oberammergau. Turistbesøget når de største højder de år, hvor byens indbyg? gere sætter alt andet til side for helt og fuldt at hellige sig den opgave at frem? stille Jesu lidelseshistorie på scenen og gøre det således, at der samtidig tages hensyn til de kunstneriske krav og til den ærbødighed, som emnet bør vises. Mere end nogen anden by i det bayer? ske højland er Oberammergau en natur? lig genstand for en hel verdens opmærk? somhed. På en grøn og solrig plet lig? ger den lille by med udsigt til bjerge og højtliggende, vidtstrakte græsgange, hvor utallige geder og køer driver rundt og. Når man glemmer sig selv, er man nær ved at huske det egentlige.. 4. Jacob Paludan.

(6) et par etager høje. De er malede i vel* afstemte, lyse og humørfyldte farver. De er renholdte og skinnende. Mange husgavle er prydede med udskæringer og malerier med bibelske motiver. Kro? værtens hus på torvet har også fået sin part af disse udsmykninger, og skam få den, som tænker ilde derom. Husenes udsmykninger er udført af beboerne selv, og sammen med de mange udstillinger af billedskærerarbejder vidner de om befolkningens høje kunstneriske stade, et kunstnerisk islæt, hvis fornemste ud* tryk er selve passionsskuespillene, hvori ca. 1300 Oberammergau'er medvirker på en eller anden måde. Mænd med fuldskæg, kvinder med hå* ret bølgende ned over skuldrene, lang* hårede drenge og piger går rundt og ser uimponerede ud, som om det hele ikke vedkommer dem. Det er ikke alle be= skåret at kunne bære fuldskæg og langt hår uden at se selv*interesseret ud. Og de er ikke det mindste imponeret af de mange turister, hvoraf der som tilskuere til passionsspillene i en sæson fra maj til september kommer 170,000 — et tal man roligt kan fordoble for at få det hele med. Turisterne på deres side er virkelig imponerede og er villige til at indrømme det. Det hele minder om en lille dukkeby, hvor alt er lagt til rette, så det kan være så behageligt og nemt som muligt for de legende og snakkende børn, der i dette tilfælde er turisterne. Mændene går rundt i korte læderbuks ser med farverige broderier, en udskejelse som en 10 års dreng herhjemme ville rødme af skam over. Men mændene er som allerede nævnt langskæggede, og hvis de rødmer, kan man ikke se det! — Man stiller sig op for at fotogra* fere en ældre mand, iklædt det alt oms talte antræk med korte bukser og skæg, og tror, at man nu endelig har fundet på noget originalt. Det har man ikke.. Han slår smut med øjnene og vender sig om, så man kan snuppe ham fra bag? siden også. Han har prøvet det før, og han nyder det — skælmen. De eneste, jeg så i Oberammergau, som ikke var synligt imponerede, var nogle amerikan* ske soldater — drenge — med grønne solskærme, kørende i en jeep og tyg* gende tyggegummi så ophøjet ligegyl* digt, som overværede de den mest intet* sigende basketball*kamp på et eller andet college over there. Passionsskuespillenes historie går helt tilbage til det 13. århundrede og hæn* ger nøje sammen med den katolske be* folknings dybt religiøse indstilling. Pas? sionsspillene, som vi kender dem i dag, går tilbage til begyndelsen af det 17. århundrede, da den sorte død hærgede Europa. 1 lang tid lykkedes det Ober* ammergau ved at isolere sig at undgå pesten, men i efteråret 1632 kom den trods alle anstrengelser for at afværge det til byen. En Oberammergau'er, Ka* sper Schisler, der tjente som daglejer i en by i nærheden, Eschenlohe, bragte den sorte død med sig over bjergene. 1 løbet af kort tid døde 84 voksne og mange børn som ofre for pesten. Ud af den hærgende nød voksede løftet om de evige passionsskuespil. Byens ældste borgere forpligtede sig på egnens vegne og for alle tider til at opføre spillet om Jesu lidelse, død og opstandelse hvert tiende år, hvis Gud i sin barmhjertig* hed ville holde pesten borte. Siden den tid, beretter historien, er ingen i Ober* ammergau døde af pesten. Og spillene har derefter været regelmæssigt opført — siden 1800 ialt 19 gange. Spillet begynder om morgenen klok* ken halvni, efter at de medvirkende har været til gudstjeneste i byens kirke. En broget, internationalt præget forsamling trænges om den store teaterbygnings indgange. Trængslen er næsten værre. Af interessen for de små ting afhænger det, om vi skal få noget ud af de større.

(7) end til et jævnt godt hestemarked i Hjals lerup, og det siger en del. Først og frem* mest er der de fem tusinde, som skal overvære forestillingen. Dertil kommer flere hundrede, som står i kø foran billethullerne. De færreste af dem får en billet, og man kan se på dem, at de godt selv er klar over det. Men alligevel bliver de stående, trippende og uvisse, mens de stirrer længselsfuldt over mod den grå bygning, hvor en af de skrå brædders mest ejendommelige foreteels ser om lidt begynder — skønt Oberams mergau'erne utvivlsomt med foragt ville afvise udtrykket skrå brædder anvendt i forbindelse med deres hellige spil. Efterhånden som tiden for spillets bes gyndelse nærmer sig, bliver aktiviteten foran indgangene større. Nogle sikrer sig i sidste øjeblik luftfyldte gummi; puder, som også er yderst gavnlige, når man skal sidde på træbænke 7—8 timer. Billeder, prospektkort, coca^cola'er og andre læskedrikke, tekstbøger og frugter skifter hurtigt ejermænd, og det samme gør adskillige, gode vesttyske mark. Ud af mylderet kommer en forovers bøjet Methusalemsskikkelse, drivende et æsel foran sig. Han forsvinder gennem spillerindgangen — sammen med æslet! Små børn myldrer leende og glade ind til omklædningsrummene. Om lidt viser de sig som engle med gravalvorlige ans sigtstræk. På tennisbanen bag ved teatret spiller et par unge farisærssønner ten* nis for at få nerverne i orden. Deres dragt er hvid, deres skægpragt lang og sort som håret. Det er morsomt at se på. Men tiden nærmer sig. Den summen, som fylder rummet umiddelbart før spil* lets begyndelse, forstummer ganske i en stemningsmættet, forventningsfuld tavs* hed, når det 60 mand store orkester indleder forestillingen med et betagende og ejendommeligt tonespil, der lyder som dommedagsbasuner, fyldigt og brus. sende, og når ud til den sidste af 5.000 tilhørere i den fjerneste afkrog af teaters rummet, griber hver enkelt og anslår den tone af ophøjethed, som går gens nem hele spillet. Straks efter kommer koret ind fra begge sider af scenen. Det består af 30 sangerinder, sopran og alt, 18 sangere, tenor og bas, foruden korfører og bassolist, billedskærer Hans Maier, tenorsolist dr. med, dr. phil. Josef Stads ler, sopransolist Anny Haag og altsolist Erna Heigl. Midt for pubikum tager prologens oplæser plads. Dette års pros loglæser var Alois Lang, manden der skabte sig verdensberømmelse med sin fremstilling af Kristusfiguren i 1930 og 34. Spillet falder i tre hovedafdelinger, delt op i 20 mindre. Hvert af disse sids ste begynder med et levende billede hentet fra det gamle testamente, således at hvert af de levende billeder — eller tableau'er — danner en optakt til den nytestamentlige handling, som er det væsentlige. Det første billede forestiller uddrivelsen fra paradis, og umiddelbart derefter tager spillet sin begyndelse med Jesu indtog i Jerusalem, hvor han fors driver kræmmerne fra templet. Ridende på et æsel kommer han, fulgt af en hundredtallig menneskeskare, som rås ber: »Hil dig, hil dig, o Davids søn.« De er klædt i spraglede dragter og vifs ter med palmer — mænd, kvinder og barfodede børn, råbende og gestikules rende. Optrinet er netop, som det ville se ud på et kulørt billede i børnebibs len. Blot er personerne levende og trådt frem i virkeligheden fra bogens døde sider. Jesus fremstilledes af Anton Preiss inger, vært på hotel »Zur alte Post«. Han fremstiller Kristus inderligt, fromt og mildt, men er næppe nuanceret nok i sit spil til at gengive Jesus som den strenge og værdige. Preisingers fortjenes ste ligger i, at han gør skikkelsen ufors glemmelig med sin tunge mildhed, sørgs. Sagen er den, at folk har for travlt til at bestille noget.. 6. Storm P..

(8) Kristus foran templet. modige øjne og hjertegribende medlis denhed med dem, der ikke ved, hvad de gør. Overfor ham står Hans Schwaigs hofer, lærer ved statens fagskole for bils ledskærere. Han fremstiller Judas, stærkt og sønderlemmende. Hans register er omfattende, den dybe fortvivlelse, den listige forrædder, den bitre erkendelse, indrømmelsen,nederlaget og døden. Oms kring dem grupperer sig et ensemble af dygtige, ærligt stræbende fremstillere, hvis navne det vil føre for vidt at nævne. Men handlingen skrider videre frem, som vi kender den, bestandig afvekss lende med billeder fra det gamle testas mente. Før hver underafdeling kommer koret ind, iført elfenbenshvide og las vendelblå dragter. En prolog læses, og koret synger nogle vers i tilknytning til den efterfølgende handling. Judas koms mer på scenen, ypperstepræsterne lægs ger råd op, Judas forråder Jesus, og første afdeling slutter med, at Jesus tages til fange. »Hjælper Beelsebul dig ikke mere?« spotter de ham, da han føres bort. Efter en pause på et par timer forts sættes forestillingen. Anden afdeling bes gynder med, at Jesus fremstilles for Ans nas og bliver slået i ansigtet for sine frimodige svar. Det gammelstestaments. lige billede forestiller profeten Mika, som får et slag på kinden, da han siger kong Akas sandheden. Jesus fremstilles for Herodes og Pilatus og bliver dømt til korsdøden. Peter fornægter Jesus, og Judas for? tvivler, da det går op for ham, hvilke følger hans forrædderi får, smider de 30 sølvpenge for rådet og går ud for at hænge sig. En ypperlig præstation er sces nen, hvor Judas gør op med sig selv efter sin ugerning. Han ligger på knæ og græder sin anger ud, og fem tusinde til« hørere sidder så stille på deres pladser, at ikke en lyd høres. Solen skinner varmt og ubarmhjertigt ned på den åbne scene, fuglene leger i luften, kvidrer og slår smut ned over den knælende Judas. Liv og glæde i kontrast til fornedrelsen. Sæl« somt, men betagende. I tredie afdeling finder korsfæstelsen sted, efter at det levende billede har vist Isak med brænde på skulderen på vej op ad bjerget for at ofres. Umiddelbart før korsfæstelsen kommer koret ind iført sorte sørgedragter. Jesus genopstår, og det sidste billede forestiller hans triumf og forherligelse, mens de små børn stræks ker armene op mod ham. Langsomt tømmes teatret, og de med« virkende trækker sig tilbage. Man koms. De mest usikre mennesker er dem, der sikrer sig.. 7. Bertrand Russel.

(9) af æbleskiver kildrede i næseborene. Aftenen kom, og som sædvanlig var flere gæster fra byen indbudt. Festen fik iøv« rigt sit særlige præg ved, at en del syd« slesvigere deltog i den. Indledningen fandt sted i gymnastiksalen, hvor de stør« ste af børnene opførte en række mor« somme sketches med frimodighed og smittende humør. Der blev rullet fem film. Det nationale islæt i programmet udgjordes af to Danmarksfilm i farver samt en film om Sydslesvig. Endvidere vistes en tegnefilm af den slags, som mo« rer børn mellem 3 og 80! Festen fort« sattes i dagligstuen, hvor snakken gik livligt over kaffe, sodavand og æbleski« ver. Karl Møller satte vistnok rekord i æbleskivespisningen, men andre ydede gode præstationer i den retning. Men tiden gik hurtigt, og Grønne sluttede den gode aften med en kort andagt.. Små GLIMT. Høstfesten er blevet en tradition, og selv om den i år fandt sted lidt senere end ellers, blev den ikke ringere end no« gen af dens forgængere. Forud for festen var gået arbejdet med at pynte gymna« stiksalen, og spisestuen blev en hel lille dagligstue, eftersom stole, borde, lamper og divaner trylledes frem. 1 køkkenet svang frk. Jensen sine pander, og duften. mer ud i solen, der stadig er varm og brændende. På et højt bjerg i byens nærhed står et marmorhvidt, meterhøjt krucifiks. So* len skinner på kristusfiguren, strålerne brydes og rammer menneskemassen, som tankefuldt forlader teatret. — Om man vil forarges over den for« retningsånd, som blomstrer, eller man vil glæde sig over passionsspillets beta« gende oplevelse og tillægge det mere skjulte, symbolske bestræbelser i frede« lig retning, har den enkelte tilskuer lov til selv at afgøre. Eet er dog sikkert. At når de står på scenen, de mange navngivne og unavn« givne rollehavere, hvoraf adskillige har været med fra barnsben, så går de i den grad op i deres roller, at passionsspillet alene derved får et vist indhold. I en tid, hvor så mange helliger sig opgaver, der ikke i nogen grad er dikteret af menneskelighed, er det udtryk for no« get værdifuldt, at en hel bys indbyggere står samlet i arbejdet omkring passions« skuespillene og gør opgaven til deres tilværelse.. Deltager.. •. •. Julen varer længe. Ja, det er sandt. For børnene begynder den allerede, når det første blad rives af julekalenderen. Og efterhånden som dagene går, og jule« forberedelserne bliver flere, kommer vi alle med i stemningen. Børnene har travlt med at lave julegaver. Pigerne strik« ker, broderer og syr, og drengene saver figurer ud i krydsfiner. Under ivrige hænder, der bliver hvide af savsmuldet, former træet sig til heste, nissemænd og dyr. Sneen har bidraget sit til julestem« ningen. Ude og inde gøres alt i stand til højtiden, og Kristian passer på, at den smukke skik med juleneg til fuglene bliver holdt i hævd. Når juleaften ende« lig kommer, det sidste blad rives af ka= lenderen, og børn og voksne går rundt om juletræet, er det sådan, at enhver føler at have været med til at skabe øje« blikkets feststemning. Og på den måde er det jo allerbedst.. Jeg elsker at høre mennesker tale om sig selv, for så hører man aldrig andet end godt. Will Rogers. 8.

(10) rÅrtj()$~. o<; TVÆRS. OPGAVE Ligesom sidste år har vi også i år fået lavet en lille kryds* og tværsopgave. Den skulle ikke være sværere, end at både store og små skulle have en god chance for at løse den. — Løsningen skal være indsendt (til K. Grønne) senest 15. jan. 1951. Blandt de rigtige trækkes lod om en præmie på 5 kr. Sidste års heldige vinder var frk. Anna Mortensen. Vandret: 1 efternavn 5 i kravlegården 10 hast 11 mængde 13 rense 14 redskab 15 dyrelyd 17 tåge 19 art 21 sportsorganis sation (fork.) 22 røre 24 ryge 25 vokaler 26 tandlæge 28 træ 29 fisk 30 auto 32 pigenavn 33 biograf (eng.) 34 tal 36 jeg 37 forkortelse 39 fastsætte 42 hvis 43 på hest 45 ugerne 46 bart 47 blad. 49 50 51 52 54 55 56 57. Lodret: 1 Struer 2 bevis 3 slumrede 4 træ 6 slæb 7 kinesisk na* tionalspise 8 pigenavn 9 nyhederne 12 fortegnelse 16 udbrud 17 ejestedord 18 til vintersport 20 vaske 22 deling. minister hænder initialer drik samme forkortelse tager ødelægge. 23 26 27 29 31 35 38 40 41 42 44 46 48 50 53 54. by skakbrikken købslå køre pavenavn tysk by fjeld ledning have lugt pers. stedord handelsselskab pløre nødsignal smile dengang. Ved inds. af løsn. kan benyttes en afskrift for derved at undgå at klippe i bladet. Et slag er aldrig tabt, før en anden har vundet det.. 9.

(11) fiOU€DBRUD T I L. J U L E D A G E N E. Skal vi lige ta' en rask, lille prøve på, hvor kvikke I er? Prøv at løse neden; stående gåder I Der er ti ialt. Der gives 3 points for een rigtig løsning. Et samlet resultat på 30 er naturligvis meget flot, men selv et resultat mellem 21 og 27 kan I være bekendt. Kommer I deruns der, er I nok blevet lidt for slappe af julegodterne. Svarene står iøvrigt neden; under, men spekuler lidt over proble; merne, før 1 kigger efter. 1. Hvor mange blødkogte æg kan en mand spise på fastende hjerte? 2. Engang var jeg på vej til Struer. Jeg traf en mand og 7 små fruer. Hver frue havde 7 sække. I hver sæk var der 7 katte. Hver kat havde 7 killinger. Killinger, katte, sække, fruer! Hvor mange var på vej til Struer? 3. En nar fornærmede en konge og blev dømt til døden. Kongen sagde: »Du har været en god nar. Derfor må du selv vælge formen for din død«. Hvad valgte narren? 4. En hund har hængt noget vådt ud i solen, og dog tørrer det ikke. Hvad er det? 5. Når en dreng falder i vandet, hvad er så det første, han gør? 6. To fædre og to sønner har sammen skudt tre harer. Hvordan kan det gå til, at de alligevel hver har en hare? 7. Hvilken ø var den største i verden, før man opdagede Australien?. 8. Tre småpiger gik til skole under een paraply. Hvorfor blev ingen af dem våde? 9. Jeg mødte en and mellem 2 ænder, en and bag ved 2 ænder, en and foran 2 ænder. Hvor mange ænder mødte jeg? 10. En vagabond, som kommertraskende gennem en park, opdager, at hans cigaretter er sluppet op. Han ved, at der af 7 skud kan blive een cigaret. Han har samlet 49 skud. Han ryger 1 cigaret i timen. Hvor længe varer hans forråd? •pjEåp U93 [i; pn^s i_ jaAijq uaSi jap jejoaij i åijuiau jap J3Aiiq pn^s gj. ap yq -aarni; § •japuæ £ •3î apauSaa PQ •uaipMjsny UØS3UUØS So Uøs 'JEJ J3 PQ •pfA J3Al[q UEjq •uaåunj •uiopaspje je øp ;y •jamjs eaj jioq taA Ed pi3?A 9AEq ESJJE EUI 3p Ijanij [_ 9p pauiuapuEuia^pøui U3j3|i3e;j[0j-uag •3pU3)SEJ 3J9UI 3^1 UEq J3 'pp ;sids JEq UEq je^ -pg. Når folk skændes, er det som regel, fordi de ingen argumenter har.. 10. G. K. Chesterton. -øl "g "8 •l '9 •£ -f. '£. ~z. ,.

(12) unêrÔexasbræn$en$esøl Den kendte gymnast, tidligere danmarksmester, Elkana Grønne, Esbjerg, var med Erik Flensted Jensens gymnastikturne rundt i Ame rika i 1949—50, og i det følgende fortæller han lidt om sine ind tryk fra den begivenhedsrige tur, hvor man bl. a. stiftede bekendt skab med bjørnene i Yellowstone og fejrede jul i Texas.. De 'en 26. august 1949 drog en lykkes lig skare ombord i 0. K.s »Jutlandia«, der skulle føre os ud til det store even? tyr — og eventyr fik vi! Efter en sejlads på 11 dage — vi havde ikke set land fra det øjeblik, Kronborg forsvandt bag os, og ca. en snes stykker havde endda knapt set vand, fordi de havde ligget med næsen i vejret det meste af turen — saa vi nu for os New York, som skulle blive begyndelsen til det virkes lige eventyr; tavse stod vi ved rælingen, mere og mere betagede, eftersom »Jut? landia« nærmede sig verdensbyen. Var det ikke et synsbedrag disse høje huse? Nej, de var virkelige nok. Inden mange dage var vi »dus« med dem, »dus« med storbyen, med dens liv fra morgen til aften — selv med biltrafikken forsøgte vi os, men der var vi ikke modige. Da vi efter nogle dage havde fået vore egne biler og selv skulle være chauffører, pri? ste vi os nu lykkelige over at komme bort fra New York. 32 var vi, et helt lille selskab, 13 pi? ger, 16 karle samt en kvindelig leder, en pianist og lederen af turen og de mandlige gymnaster, Erik Flensted Jen= sen. 6 splinternye 1949 Chevrolet auto* mobiler, en Station Waggon og en stor lastbil førte os og vore pakkenelliker, senge og redskaber omkring i staterne. Fra New York kørte vi nordpå til New Hampshire til en lejr, hvor vi i ca. 14 dage gjorde alt klar til turneen.. w. Lejren lå ved en dejlig sø. Vi gymna« sticerede flere gange daglig, læste engelsk, svømmede osv. Inden vi drog fra lej* ren blev vi filmet af de tre største sel? skaber derovre: N.B.C. Television, Fox og Metro^GoldwynsMayer. Og så begyndte endelig turen rundt i Amerika. I løbet af de næste 10—11 måneder besøgte vi størsteparten af De forenede Stater foruden Canada og Mexico. Vi kørte store strækninger hver dag, undertiden 500 kilometer. Det gik ikke altid med 60 kilometer i timen. Hastighedsgrænsen de fleste steder er 90 kilometer, og hvis man kører meget langsommere, kan man ikke være i tra* fikken. Til gengæld er der flere steder ensrettet færdsel og altid flere køreba? ner i hver retning. Desuden er der flere såkaldte friveje, hvor der ingen hastig? hedsgrænse er. Det blev alt i alt en turné på 64.000 kilometer (halvanden gang jorden rundt), og der blev givet 185 opvisninger, hvor: ved en kvart million amerikanere fik et indtryk af, hvad dansk gymnastik er. Det er noget nyt for dem. De dyrker mange forskellige boldspil, men slet ikke det, vi forstår ved gymnastik. Den form for gymnastik, de dyrker, svarer nær= mest til, hvad vi kendte her i landet for 50 år siden. Vore opvisninger vakte begejstring, men hvordan interessen for den aktive udøvelse vil udvikle sig, er ikke let at sige.. Vi lærer af historien, at vi aldrig lærer noget som helst af historien.. 11.

(13) Amerikanerne var iøvrigt gæstfrie og venlige mennesker. De kendte danske forhold forbavsende godt. Vi fik dog det indtryk, at mange af dem er for overfladiske, og hjemlig hygge, som vi har det, kender de ikke meget til. Det er et jag fra morgen til aften. Blandt de steder, vi besøgte, var Salt Lake City i Utah. Vi var imponeret af det store tempel, som kan rumme 11.000 mennesker. Men alligevel var det ikke det, som fik os til at springe i luften af begejstring. Byen har sit navn efter den store sø, der ligger ea. 30 km uden* for. Det er en saltsø. Det sagde os ikke ret meget — indtil vi begyndte at bade. i den. Man siger med rette, at det er søen, hvor ingen kan drukne. Hjemme er vi nok vant til det salte Vesterhav, men ved siden af Saltsøen er det ingen* ting. Her er saltprocenten 26. Jeg prø* vede at ligge på maven og svømme, men det måtte jeg opgive. Jeg gik derefter ind og hentede en bog, lagde mig på ryggen i søen og gav mig til at læse. — Ja, det lyder utroligt, men man kan virkelig ligge og læse i vandet, og hvis man bliver træt af det, kan man ligge på maven med hænderne under kinden og hvile sig. En hage ved Saltsøen er der dog, og det er saltet. Man skal passe på ikke at få vandet i øjnene eller sluge det, for så er man dårlig tilpas i lange tider. Vi har ogsaa besøgt de fleste natio* nalparker, deriblandt Grand Canyon i Arizona, Bryce Canyon og Zion Na* tionalpark i Utah, der alle tre har de skønneste formationer i sten og klipper. — Vi besøgte Yosemitei California og Yellowstone i Wyoming. Der er høje bjerge og svulmende vandfald og mange slags dyr: bjørne, bisonokser, ulve og vildkatte. Vi var særlig begejstrede for bjørnene, som vi kunne fodre med hån* den. — Der var ganske vist nogle, der sagde, at det var dumdristigt at gøre det, men vi var heldige og kom godt fra det. Men man skal ikke klappe dem. De tror, at man vil slå, og dasker ud med deres store lab. I Yellowstone er der et utal af varme kilder. De varierer lige fra små sprøjt til 10—12 meter høje vandsøjler. I de små huller kogte vi æg. Til slut vil jeg fortælle lidt om, hvor* dan vi fejrede julen 1949. På det tids* punkt var vi i Texas. Det var jo unægte* lig under fremmede forhold. Vi gjorde det bedste for at gøre det hele så dansk og hjemligt som muligt — trods den. Noget af det bedste ved et lille barn er, at det ikke takker dig, fordi du gør noget for det det er slet ikke i tvivl om, at du gerne vil.. 12.

(14) brændende sol, de hushøje palmer, ha? verne med de grønne græsplæner, appel* sintræerne og de meterlange bananklaser Her blandt mørklødede, sorthårede og sortøjede spansk« og amerikansktalende mennesker har vi fejret julen, vi drenge i skjorteærmer og pigerne i lyse som? merkjoler med bare ben i sommersan? daler. Juleaftensdag — sikke travlt der var. Pigerne stod for maden, og den skulle være dansk. Resultatet blev ri? sengrød og flæskesteg med rødkål og brunede kartofler, og hvad der ellers hører til. Det var desværre gråvejr, så det planlagte julebad i den mexikanske golf måtte opgives. Da klokken var 2, måtte vi forestille os, hvordan de hjem? me i Danmark nu var ved at gå rundt om juletræet. Og da vi gik rundt om træet herovre og sang de gamle salmer, lå I derhjemme og sov på det grønne øre. Som bekendt er Amerika syv timer bagefter os herhjemme. 1. juledag var vi i kirke og kom for anden gang ud for den mærkelige begivenhed at blive præsenteret for de øvrige kirkegængere midt i det hele. Man mærkede tydeligt, at denne dag er den betydeligste af hel? ligdagene for amerikanerne, hvorimod vi aftenen før havde følt os lidt under? lige tilmode ved, mens vi gik rundt om juletræet og sang, at kunne se og høre amerikanerne spille tennis lige udenfor vinduerne. 2. juledag var vi gæster i et norsk hjem og derfra sendte vi alle en personlig nytårshilsen hjem til radioen. Men intet godt varer jo evigt — det gjorde denne tur heller ikke — heldigvis. Så forvænt og forkælet, som vi blev allevegne, kan ingen tåle at blive.. SKAKOPGAVE (Original). Hvid vinder og gør mat i 3 træk Vi har før haft en skakopgave i jule? bladet, og det var vore skakinteresserede læsere glade for. Derfor prøver vi med endnu een. Den er ganske vist lidt svæ? rere end sidste gang. Men det skal heller ikke være altfor ligetil, så ville det jo ikke være en opgave. Ved første øjekast ser det ud, som om hvid i hvert fald ikke kan vinde, men der skal bare lidt opfindsomhed til, så kan sort ikke und? gå at blive mat i 3 træk, ligegyldigt hvor meget han spræller for at slippe udenom. Løsningen skal afleveres til Grønne senest 10. januar, og blandt de rigtige løsnin? ger trækkes lod om en præmie på 5 kr.. Det er ædelt at handle ret, men at lære andre det er endnu mere ædelt — og en hel del lettere. Mark Twain. 13.

(15) '. A. ÅRET, DER. Så er atter et år ved at ebbe ud. På mange måder et godt år, der for hjems met kan karakteriseres som et udbytte? rigt arbejdsår. Børnene har i det store og hele været flinke, og medhjælpersta? ben har følt sit ansvar. Det er af uvur? derlig betydning, når man mærker, at alle trækker på samme hammel. Der har været besøg af mange store børn — og deres børn — i det forløbne år. Disse besøg er altid til glæde og opmuntring for os alle. Af personlig nyt kan nævnes den år« lige konfirmation. Det var i år Lillian, Britta, Margrethe, Svend Aage, Karl Børge og Knud Erik, som passerede denne mile* pæl. Vi havde en god og festlig dag med ikke så få gæster. Flere bryllupper har der også været i årets løb både blandt de store børn og blandt medarbejderne. — Vi gratulerer de nygifte, som er føl« gende: Edith og Gert Hansen, Gerda og Olaf Nielsen, Ruth og Arne Iversen, Margit og Egon Simonsen. Af øvrigt nyt kan nævnes, at det bebu? dede medarbejderstævne desværre måtte. SVANDT. aflyses på grund af ombygningen i små* børnsafdelingen. Dette arbejde trak en del ud og tog vor tid. Dertil kom, at den ene afdeling helt var ude af drift, og hver tomme plads i den anden afde? ling var taget i brug. Småbørnsafdelingen forekommer nu moderne og tidssvarende. Ombygning gen har givet særdeles gode arbejdsviL kår, lokalerne ligger praktisk for hin* anden, og de er holdt i venlige og lyse farver. — I forbindelse med årsmødet holdtes en lille, beskeden festlighed sam? men med håndværkerne. Jeg tror, jeg tør sige, at der var enighed om, at plad= sen i afdelingen er udnyttet på allerbed* ste måde. Endnu mangler indretningen af legepladsen i haven foran bygnin* gen, og til hjælp hertil efterlyser vi en »Danielsen«. Sommeren igennem har-detstore »bade? kar«, Limfjorden, flittigt været benyttet, og børnene har hentet sig sundhed for vinteren. Sportspladsen kunne vi næ« sten ikke holde med græs, så stærkt har den været brugt.. Mange store masnd har aldrig haft andet held end at være født med evnen og viljen til at styre uden om uheld. Channing Pollock. 14.

(16) I efteråret har vi bl. a. haft besøg af en del sydslesvigere fra Struer og om; egns fadderskabsbyer, Kampen og Ven? ningstedt på Sild. Sildboerne fik lejlig; hed til at se et dansk børnehjem fra kælder til kvist og se, hvorledes livet leves et sådant sted. Grundlovsdag havde F. D.F. sin tra> ditionelle havefest her på hjemmet. Den havde samlet mange hundrede menne; sker og Hk et — synes vi — smukt fors løb. Vi har tidligere omtalt den gode vekselvirkning et sådant arrangement giver. Mange pudsigheder forekommer, hvor så mange daglig færdes. Her er et lille eksempel: Der kommer en af de store drenge hjem og fortæller med fut og klem om alt, hvad han oplever i plads sen. Endelig blev der tid til at spørge ham om, hvorledes det ellers gik, altså med samarbejdet osv.: »Jotak, godt! Der kan jo altid være noget at rette både på pladsen og på mig, men vist mest på mig«. — Mon ikke denne måde at tage tingene på, er noget af det helt rigtige. Det ville sikkert gavne meget og være et skridt i den rigtige retning, hvis vi alle forsøgte os med samme indstilling overfor hverdagens tilskikkelser. Eller en af de små drenge, der, når han var færdig med at sige god nat, altid ville vente til sidst — til alle de øvrige var gået. De andre børn skulle til side eller helst være gået, han ville have os for sig selv. Man forstår ham i grunden så godt. Han synes, at der er alt for mange at dele med. Nu er han på et lille børnehjem, hvor vi ved, at han har det godt, og hvor der ikke er nær så mange at »dele« med. En mængde små og store tildragelser kunne der hentes frem af »skuffen«, Ting, som er med til at gøre samarbejdet med børnene og medarbejderne rigt, men alt det bliver jo mest værd, når det får lov til at gro naturligt frem. Når disse linier læses, har julen holdt sit indtog i alle danske hjem og langt ud over landets grænser. Gid dog julens glade budskab aldrig må forstumme i vort land. Selvom det nok kan siges, at meget slipper med i travlheden ind un; der jul, som slet ikke har det mindste med julen at gøre, så må vi alligevel glædes over, at der gøres så meget for,. at alle kan få en glædelig jul, og at mange, gode, kristne skikke endnu sid* der i højsædet i vort land. I juletiden drages man mod hjem; met, og det må føles tungt at være hjem; løs. For små 2000 år siden fødtes under trange kår et lille drengebarn, som i dy; beste forstand var hjemløs. Hans navn er Jesus, og det er hans fødselsdag, vi fejrer til jul. Om dette navn har der alle dage været en standende kamp, og denne kamp tilspidses mere og mere. Der er dog stadig håb for menneskeheden netop i dette navn. Nu tændes julelysene, og vi ønsker hinanden en glædelig jul. Lad os huske, at Guds fred ikke er afhængig af ydre kår. Guds fred kommer til alle, som vil tage imod den. Lad os så i enfoldig tro læse det gamle juleevangelium og synge vore herlige julesalmer. Tider skal komme, tider skal henrulle, slægt skal følge slægters gang; aldrig forstummer tonen fra himlen i sjælens glade pilgrimssang. (Ingemann).. En rigtig glædelig jul ønskes alle bla; dets læsere med tak for året 1950. Sigrid og Knud Grønne.. Du kan ikke forhindre sorgens fugle i at flyve over dit hoved, men du kan forhindre dem i at bygge rede i dit hår. Kinesisk ordsprog. 15.

(17) M. CHRISTENSENS BOOTRYKKh RI - S1RUER.

(18) ?6. JULEHILSE •fra Qptageldedl>iemmet i Struer December 1951. 9. årgang. Anni Når året det hælder, og: dagen er kort, når blomster og blade er længst visnet bort, når sneen den falder så skær og så livid, da rinder af mørket en strålende tid, da kommer jul, da kommer Jul, med klokkernes milde, velsignede klang, med barnlige minder og; Jublende sang < Villi. Gregersen). < 1-52.

(19) 3. X. Julens evangelium Lukas 2, 1—20. Men. det skete i de Dage, at en Befaling udgik fra Kejser Augu* stus, at Alverden skulde skrives i Mandtal. (Denne første Indskriv* ning skete, da Kvirinius var Landshøvding i Syrien). Og alle gik for at lade sig indskrive, hver til sin By. Og ogsaa Josef gik op fra Ga* lilæa, fra Nazareth, til Judæa, til Davids By, som kaldes Bethlehem, fordi han var af Davids Hus og Slægt, for at lade sig indskrive til* lige med Maria, sin trolovede, som var frugtsommelig. Men det skete, medens de vare der, blev Tiden fuldkommet til, at hun skulde føde, Og hun fødte sin Søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en Krybbe, thi der var ikke Rum for dem i Herberget. Og der var Hyrder i den samme Egn, som laa ude paa Marken og holdt Nattevagt over deres Hjord. Og se, en Herrens Engel stod for dem, og Herrens Herlighed skinnede om dem, og de frygtede saare. Og Engelen sagde til dem: »Frygt ikke; thi se, jeg forkynder eder en stor Glæde, som skal være for hele Folket. Thi eder er i Dag en Frelser født, som er den Herre Kristus i Davids By. Og dette skulle I have til Tegn: I skulle finde et Barn svøbt, liggende i en Krybbe«. Og straks var der med Engelen en himmelsk Hærskares Mangfoldig* hed, som lovede Gud og sagde: »Ære være Gud i det højeste! og Fred paa Jorden! i Mennesker Velbehag!« Og det skete, da Englene vare farne fra dem til Himmelen, sagde Hyrderne til hverandre: »La* der os dog gaa til Bethlehem og se dette, som er sket, hvilket Her* ren har kundgjort os«. Og de skyndte sig og kom og fandt baade Maria og Josef og Barnet liggende i Krybben. Men da de saa det, kundgjorde de, hvad der var talt til dem om dette Barn. Og alle de, som hørte det, undrede sig over det, der blev talt til dem af Hyrderne. Men Maria gemte alle disse Ord og overvejede dem i sit Hjerte. Og Hyrderne vendte tilbage, idet de priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, saaledes som der var talt til dem.. 2.

(20) Tildragelsen gjorde et dybt indtryk på præsten. Og med den i tanker skrev han den smukke sang, hvori hvert vers begynder med ordene: »Vor Fader har lys i sit vindue!« Nu er det atter jul — det ord, der får øjnene til at stråle og hjerterne til at banke hos alle børn, og som bety= der så meget for de allerfleste. Men for os alle gælder det om, at vi får fat i det, som er det allerstørste og inderste i julen. Det er det, at den bringer os bud fra Gud. Og julens budskab kan netop udtrykkes i Vilh. Gregersens ord: »Vor Fader har lys i sit vindue!« For i det, som julen siger os om Jes sus — at Guds søn blev født til ver« den, at han kom fra himlen og levede sit liv blandt mennesker, talte Guds ord, øvede sine gerninger og til sidst ved sin død frelste os fra al vor synd og nød — gennem alt dette skinner lyset fra Guds kærlighed så klart herned, at vi ved det kan se hjem og finde vejen til Gud. Hvor er det godt, at vor Fader har lys i sit vindue, og at det nu igen i denne jul skinner os imøde! Så behøver ingen at gå vild — ingen at være hjemløs og ene. I al sorg og kamp og synd og nød kan vi se udvej. Gud vil have os hjem til sig som sine børn. Vor fader har lys i sit vindue. Og han venter også at du skal komme! Lad så julen minde dig, kære læser, om at vende dit hjerte i tro mod Je? sus og lukke det op for ham, som er selve livets lys. Så kommer du ind på vejen, der fører hjem til Gud! Og det er godt at være undervejs på den vej.. Vor Fader har lys i sit vindue Af provst K. Steffensen Digterpræsten Vilh. Gregersen var i slutningen af forrige århundrede præst i et af landsognene i nærheden af Struer. En sludfuld efterårsdag blev kan kaldt ud til en syg i sognets vestlige udkant. Da han tiltrådte tilbageturen, var det blevet aften, og mørket var tæt. Vejen førte over en vildsom hede? og moses strækning, og det varede ikke længe, før han blev klar over, at han var koms men bort fra vejen og havde tabt den rigtige retning. Overalt i mosen var der dybe tørvegrave. Han måtte famle sig frem skridt for skridt, og han vidste, at hvert nyt trin kunne medføre fare for livet. Da viste der sig pludselig et klart lys fra et vindue langt borte. — Han blev hurtig klar over, at lyset kun kunne kom« me fra hans eget hjem i præstegården. Så blev han klar over, hvor han var, og i hvilken retning han skulle gå for at undgå de farlige steder, og snart nåede han velbeholden hjem. — Hans hustru havde været ængstelig for ham; hun havde tændt en lampe og stillet den i et vindue, der vendte i den retning, hvorfra hendes mand skulle komme i det håb, at lyset kunne vejlede ham.. 3.

(21) Af ChrestenWaagner Nielsen. *. J. ør^cvi doj. i>e v»rc^ c/Vi155CV besøg, og det var altid nogle sjove dage, de havde sammen. Især glædede Jørgen sig til at vise Poul det lille »laborato? rium«, som hans far havde givet ham lov til at indrette i det hulrum, der var nede under gulvet i det lille lyst? hus, som lå nede i haven. Jørgens far havde hjulpet ham med at tømre et bord sammen og sætte nogle hylder op, og her havde han nu gennem de sid* ste måneder fået samlet adskillige fla« sker og fade sammen, så han rigtig kunne eksperimentere. Poul havde altid så mange spændende ting at fortælle om den store by, han boede i, så Jørgen var egentlig glad for, at han nu havde en chance for at im* ponere sin fætter med sit »laboratorium«, som han så flot kaldte det. Sådan et havde Poul i hvert fald ikke. Da Jørgen var kommet hjem og havde spist, kom hans mor og spurgte ham, om han ikke kunne gå ud og kløve no? get brænde, så der kunne være noget til juledagene. Og når han var færdig med det, var der lige nogle ærinder, der skulle ordnes i byen, inden det blev aften. Jørgen var straks parat. Nu ind til julen var tiden altid forfærdelig lang, så det var rart at have noget at give sig til.. JØRGEN havde fået juleferie, og nu var han på vej hjem fra skole. Det var rigtigt julevejr. Sneen lå tykt på mar* ker og veje, og den var netop som en rask dreng helst vil have den: let at kryste snebolde af. Henne om hjørnet kom lærer Hansen gående. Sikken chance, den måtte man ikke lade gå fra sig. Jørgen bøjede sig hurtigt ned og lavede en stor snebold. Med et flot kast lykkedes det ham at ramme læreren lige i nakken, så hatten trillede hen ad jorden. Hansen fik så travlt med at springe efter hatten, at han slet ikke opdagede, hvem den for= mastelige var. Jørgen gav sig til at fløjte, og veltil* freds med sig selv travede han hjemad. Det skulle blive en dejlig jul. Fri for lektierne — og julegaverne at lege med. Det var nu ellers ikke, fordi Jørgen var ked af at gå i skole. — Der var mange fag, han godt kunne lide, men især var han begejstret for et par fag som fysik og kemi. Det var spændende ting, der foregik i de timer, når læreren viste dem, hvordan man kan blande forskellige ting sammen og få helt andre ud af det. I juleferien ville Jørgens fætter, Poul, som boede i København, komme på. Talentet opbygges i ensomhed — karakteren i livets strøm. Goethe.. 4.

(22) Det blev aften, og Jørgen var blevet godt træt efter alt det, han havde ud« rettet. Men nu var det heldigvis også snart jul. — Når han vågnede i morgen tidlig, var der kun een dag igen. Og i morgen ville han købe de allersidste julegaver, til bedstefar og lillesøster. — Han havde allerede fået købt gaver til sin far og mor. Mens han lå og prøvede på at falde i søvn, spekulerede han på dette og mes get andet. Der var noget, der især sad ham i hovedet. Kemilæreren havde for« talt, at man kunne lave krudt på en mes get let måde. Han havde endnu ikke fortalt dem, hvordan det skulle gøres. Og nu spekulerede Jørgen dybt over, om det ville lykkes for ham at få la? vet noget krudt, inden de nåede til det på skolen. Deres lærer havde nok fors talt dem, hvilke stoffer krudt består af, men ikke, hvor meget der skulle til af hvert stof. — Men Jørgen var allerede i færd med at prøve sig frem. — Det puslede nede under guls vet. Det kunne godt være en flok mus, der legede tagfat. Men hvad var nu det? Skinnede der ikke en svag lysstribe frem ved lemmen? Jo, det gjorde der, og nu kunne mån også høre, at der var no« gen, der puslede rundt med flaskerne dernede. Havde man løftet lemmen op, ville man have set en hel nissefamilie nusse omkring nede under gulvet i Jørs gens »laboratorium«. Det var klart, at de var kommet ud for noget, der uns drede dem såre. I de sidste mange år havde nissefamilien været samlet her ved juletid for at fejre julen i hygges ligt samvær omkring et dampende fad med risengrød og smørklumper. Altid havde de haft dette rum i fred for sig selv, og det behagede dem derfor såre lidt med »alt det skrammel og uvæsen«, som nissefar vredt udtrykte sig. Sådan skulle man ikke uden videre komme og. fylde nissernes julestue med hylder og flasker og sager. Nissefamilien snakkede frem og tilbage om sagen, men da det var så nær op mod jul, syntes hverken nissefar eller nissemor om det forslag, som den største af nissedrengene kom med. Han mente nemlig, at man skulle give folkene i huset en alvorlig forskræks kelse ved at pusle rundt deroppe om natten og sige bøh og tude ligesom ugs len og i det hele taget rigtig lege spøs gelser. Nej, man skal ikke gøre folk nervøse og forskrækkede lige op til julen, sagde nissemor. Men så var det, at den allers mindste af nisserne fik en idé. Ham var der ellers ikke rigtig nogen, der regnede med. Det havde han godt nok opdaget flere gange før, når han blandede sig i de voksnes tale, men det var, som om han havde på fornemmelsen, at i dette tilfælde kunne han snakke frit frem, uden at de andre ville le ad ham. »Nej, nu ved jeg, hvad vi skal«, råbte han begejstret og hoppede rundt på gulvet. »Nå, hvad er det så, vi skal da ?« spurgte nissefar lidt tvivlende. »Jo«, ivrede den lille nissetrold, »vi ta'r og slår det hele i stykker«. Nissemor var lidt bekymret for, om det nu også kunne gå an, men nissefar fejede al tvivl til side ved at fastslå, at dette var nissernes sted. Mens neskene havde så megen plads ovenfor, at de burde lade nisserne have fred hers nede. Og så gik nisserne i gang med deres hævnakt. Hylderne, bordet, fla* skerne og det hele blev ødelagt. Det gik også godt, men så fik een af dem fat i en flaske, hvorpå der med store, sorte bogs staver stod skrevet: KRUDT. Han løfs tede den for at smadre den mod jorden. — Jørgen kastede sig frem og tilbage i sin seng. — Han stønnede og svedte. »Nej, nej, 1 må ikke«, råbte han i søvne. Men for sent. Han så nissen smide flasken mod jorden, og et mægs. En ven er en gave, du giver dig selv. Robert Louis Stevenson..

(23) tigt lysglimt var ved at blænde ham. Han græd. Hvad skulle han nu gøre, når Poul kom i julen? Jørgen vågnede ved, at der blev ru* sket blidt i ham. Han vågnede og så sin mor stå bøjet over sengen. »Jamen, hvad er der da i vejen, Jørgen, du har sådan råbt i søvne, og da jeg tændte lyset, råbte du: »Nej, nej, I må ikke«. Hvad er det, vi ikke må?» »Så er det altså bare en drøm det hele«, snøftede Jørgen og så helt glad ud, selv om hans kinder endnu var fug* tige af tårer. »Hvad er en drøm«, spurgte hans mor, og så fortalte han hende det hele. Med mange ord og fagter forklas rede Jørgen, hvorledes han havde drømt om nissefamilien i lysthuset. Da han var færdig, sagde moderen til ham : »Kom nu her hen til vinduet, Jørgen, så kan du selv se, lysthuset ligger dér, som det altid har gjort. Det Krudt, du har lavet, er nok ikke så farligt endda. Men skynd dig nu at komme i tøjet, for i dag skal du med far i skoven efter juletræet«. Og Jørgen strålede af glæde og havde så travlt, at han trak skjorten forkert på. I morgen var det endelig jul, og når Poul kom, skulle Jørgen vel nok for* tælle ham om de vrede nisser, som sprængte lysthuset i luften. Så ville Poul sige, at det var noget sludder det hele, for der var ingen nis* ser til. Han var altid så klog. »Vi kan jo bare se efter, når vi kom« mer ned i lysthuset, så er der slet in= gen nisser alligevel«, kunne Poul let finde på at sige. Men Jørgen var nok klar over, hvor* dan han skulle klare det. Han ville svare: »Du kan da nok forstå, at de røg i luf* ten sammen med lysthuset«, og så ville de le begge to ad denne spøg og lege videre med deres julegaver.. Yderst ude på den næsten lodrette klippe sad vi og nød udsigten. lOiera an. I or en snes ar siden var vi halvans det dusin unge danske, som havde fun= det hinanden på den franske Riviera. De fleste af os arbejdede i gartnerier, spredt i egnen mellem Cannes og Monte Carlo. Der var to københavnske taxachaufs fører, kaldet »Farbror« og »Dengse«. Desuden var der »Afrika * Pedersen«,. Takt er evnen til at få sandheden sagt uden at skaffe sig en fjende.. 6.

(24) »Eskimo«, »Napoleon«, »Den store Dan; sker« med flere og til slut »Den lille Gule«. Dette navn fordi han var født i Kina. Den lille Gule, Johannes, og jeg boede på en halvø. På halvøens højdepunkt, hvor der lå et fyrtårn omgivet af krus cifikser og madonnabilleder, var der en smuk udsigt over det azurblå Middelhav, Nizza og de skønne lave Søalper. Disse bjerge drog os, og ved juletid var vi danske ude på en bjergtur, hvor vi be; steg en klippetop. Yderst ude på den næsten lodrette klippe sad vi og nød udsigten. Da nedstigningen skulle begynde, ville jeg forsøge at komme ned på den mod; satte side af bjerget. Det gik i begyn; delsen godt ved undertiden hængende i armene at springe fra afsats til afsats; men til sidst var der kun den lodrette klippevæg nedad. Jeg fortsatte da ad en smal afsats længere ind i bjerget. Og; så denne vej hørte op. Der var nu kun eet at gøre, nemlig at forsøge vejen opad. Taske og regntøj bandt jeg fast på ryggen, og nu gik det møjsommeligt opad, søgende efter sprækker hvor jeg kunne få fat med fingre og tæer. Un; dertiden kunne jeg presse min stok, en solid bambuskæp, ind i klippevæggen og ved hjælp af den vinde opad, oftest næsten uden fodfæste og altid holdende fast i det mindste med en hånd. Da gled pludselig stokken fra mig og for; svandt i dybet, og jeg blev alvorlig klar over sandsynligheden for, at jeg selv kunne gå samme vej. Jeg standsede et øjeblik, tænkte på kammeraterne, på far og mor hjemme i Danmark, og dernæst gik tankerne opad. Der var en del, som måtte gøres op. Der var noget at bede om tilgivelse for. Der var meget at sige tak for. Der blev stille i mit sind, og jeg kunne befale mig i Guds hånd og varetægt.. Med ro og tryghed klatrede jeg videre, Inden længe nåede jeg op til kammera; terne, der havde været urolige og havde søgt og råbt. Nu kunne vi påbegynde nedturen ad mere farbare stier glade for, at intet alvorligt var hændt. Juleaften havde Johannes og jeg be; søg af en halv snes kammerater. Der var ingen graner, men vi fandt en fyr til juletræ. Johannes læste julens evan; gelium, og han sagde, at omend vi holdt jul nærmere Bethlehem end vore kære derhjemme, såvar dog Jesus, julens konge, hævet over rum og afstande, så han kunne være os alle lige nær. Senere på aftenen besøgte vi nogle unge danske, som boede i nærheden. De havde kort før jul fældet en Cypres, som de havde rejst i haven. Vi satte lys i dens grene, og mens de brændte i den stille, lune nat, sang vi vore jule; salmer. En underlig, betagende oplevelse var det for os at holde jul ude i naturen under de tindrende stjerner, der som Guds faderøje lyste og forkyndte: Eder er i dag en frelser født! Svend Kristensen. Stor er den mand, der bevarer sit barnesind. Mencius (372—289 f. K.). 7.

(25) r ^ W e - S I D E N. J Selv i juletiden, hvor der er så me? get at give sig til, kan der let opstå en ledig stund. Så er det rart at have nogle små nødder at knække. Her er nogle stykker. De er ikke svære, men lidt tid kan der altid gå med at løse dem. De rigtige løsninger kan 1 finde andetsteds i bladet, men lad være med at kigge efter, inden I har tænkt jer rigtig godt om.. kål. Hunden var med ham. For at komme hjem måtte de sejle over en å i en meget lille båd, hvori der kun var plads til fatter samt enten hunden, gåsen eller rødkålen. Men hvis han først tog rødkålen med sig, ville hunden æde gåsen, og hvis han tog hunden, åd gåsen rødkålen. Det eneste lyspunkt var, at hunden ikke ville spise rødkål (samt at rød* kålen ikke på nogen måde havde i sinde at fare på hunden). Fatter spe« kulerede lidt, men fandt så en løs? ning. Hvordan bar han sig ad med at komme over åen?. A. Otte julesange Her er nævnt den første linje af otte julesange, men bogstaverne er erstattet med prikker med undtagelse af det andet bogstav i hvert ord. 1) 2) 3) 4) 5) 6) 7) 8). .t .a.. .r . 0 . . i .e .a. .u .ø.. . m .e. .a. .u... .a. .n .j 0. . .i. .1 i .e. .o. . . .e... .i. . .m. . . e, . r . o. . e. .1 e. . i... . .e. .r .o... i .u. ... .ø.. .r. .r r o. i,'c. D.. Prøv engang at skrive 1000 med ene 9?taller. Det kan lade sig gøre.. Munchhausen som skakspiller Sort. i,'c. ilt B. Der havde været julefest i »Nis* sebo«. Det havde været en dejlig aften, og nu nærmede afskedstimen sig. Da det kun var denne ene gang om året, at nisserne mødtes, ville de tage rigtig afsked med hinanden ved at trykke hinanden i hænderne. Når der nu var ti nisser, og de alle skulle give hinanden et hånd? tryk, hvormange håndtryk skulle der så veksles? Hvid. C.. I år skal vi se, hvordan Miinchhausen bar sig ad, når han spillede skak.. Fatter var på vej hjem fra byen. Han havde købt julegåsen og en rød*. Inden De farer op over en andens fejl, så tæl først ti af Deres egne.. 8.

(26) Han var faldet i fangenskab hos en araberhøvding. En aften sad høvdingen og spillede skak med sin datter, den skønne prinsesse Suleima. Miinchhausen kunne ikke lade være med at blande sig i spillet og prale med sine store ev? ner som skakspiller. Høvdingen spillede med de sorte brikker, og det lykkedes ham hurtigt at få en stilling frem, der tilsyneladende var tabt for hvid. Briks kerne kom til at stå som vist ovenfor. Da var det, høvdingen fik en ide og Miinchhausen samtidig sin store chance. Nu kan du få lov at vise, om du virkelig kan spille skak, eller det kun er pral, sagde høvdingen til sin fange. Kan du vinde denne stilling for hvid, skal du slippe fri, ja, jeg vil endda give dig min datter, prinsesse Suleima, til ægte. Men hvis du taber, skal dit praleri straffes med døden. Høvdingen var svært tilfreds med sig selv. Det kunne Miinchhausen aldrig klare. Når han flyttede dronningen, ville han ganske givet miste tårnet på d 1. Miinchhausen så på Suleima, så på stillingen, så en gang til på Suleima, og trak med rystende knæ det første træk. Det så voveligt ud, men smilet forsvandt fra høvdingens ansigt, da han opdagede, at han ikke kunne undgå at blive mat. Hvad spillede Miinchhausen? — Løsningen kan I finde et andet sted i bladet, men før i kigger efter, skal 1 selv prøve at finde ud af, hvad det var for et overraskende træk Munch* hausen gjorde.. . . .og glæden bliver des større 9 jo mindre vi alle er. \f i har sådan en lilleverden for os selv, men dog ikke helt adskilt fra jer store »søskende« i den anden bygning. Hver morgen vågner vi ved, at vort »vækkeur« synger morgensang, længe før hønsene er stået op. Det er Dora. Sa må vi skynde os i tøjet og ned og have dejlig, varm havregrød — og levertran! — Det sidste skal vi have for at blive store og stærke og for at være raske. Det siger mor. Klokken ni synger vi morgensang og i den sidste tid også julesalmer og ssange. Det er en dejlig tid med spænding og forventning. Vi har julekalendere. Een er formet som et pindsvin, en anden som en kom? mode med bolsjer i og atter andre som lys og lygter. Vi tæller dagene; de svin* der; men bliver længere og længere. Sa korter vi dem af ved at gå lange ture. Bjørn er vor trofaste »fører«; ville den bare ikke løbe sådan omkring og vælte Margit, Dora og Ulla, så de falder på næsen i vandpytterne. Eftermiddagen går hurtigt; da leger vi murere, brandmænd og laver et jule* træ af klodser og går rundt i kreds og synger: »Kappe, kappe træer, nu vil os julen gæste« o.s.v. Så må vi til at holde op, når »plejemor« kommer og siger, at vi skal spise. Det er dejligt at få det, vi kan spise, hver dag. Men Ole spiser også godt. Anni må hver morgen stå og mase for at knappe den øverste knap i hans bukser.. At lide uret er ikke værd at regne, med mindre man vedbliver at huske det. Konfutse.. 9.

(27) Det er næsten umuligt, og han kan ikke selv klare det. Så må vi vaskes og i seng, vi sidder i sengen og synger aftensang; der går en nat til — og så må julen da snart komme. — Og nu er julen kommen, vi har fået vort pæne tøj på og venter på, at der snart bliver lukket op ind til juletræet. Jo, nu gik døren op, og så lyder igen den gamle julesalme: »Her komme, Jes sus, dine små«. — Vi ønsker alle store »søskende« en glædelig jul. Fra jeres små »søskende«. Else.. mcv Af Anton Berntsen. Med godhedens sejre går det så småt, at fremgangen næppe kan kendes; er det sandhed, at ondt kan vendes til godt, hvor trænger vi da til at vendes!. Nu nyder vi fredens signede dage og kævles flittigt om mit og dit, men det skal vi ikke særligt beklage, det viser, at ordet i Danmark er frit.. Sygdom og sorger kan slide stygt på sindet og volde os ve; mest dog slider unødig frygt for trængsler, vi aldrig skal se.. At ondskaben breder sig mer og mer og lægger alverdens lyksalighed øde, er let at forstå, når man gravskrifter ser, det var altid de gode og fromme, der døde.. Sommer og vinter på Ærø Der er ikke mange, der tænker på Ærø som noget særegent og interessant, men kom hertil, og I vil finde mange ukendte momenter. Sommeren er end* nu klarere end i andre danske egne. Luften er høj og ren, og der er nogle, som påstår, at folk af den grund bliver ældre her end i det øvrige land. Juni og juli passerer som en kaval* kade med rygvind. Jeg var derovre for at hakke roer, »skrave røer«, som det kaldes på Ærø. Jorden er hårdere end Jyllands muld; til gengæld er betalingen fin. Rækkerne var overmåde lange. Når man kom op ad bakke til midten af rækken, kunne man se ruteflyveren til Amsterdam og Paris på nært hold, indsejlingen til Kiel, Fyn, Ommel, Drejø, Angel i Tyskland, Langeland, Bagenkop fyr og 14 fyrtårne på den tyske kyst, møllen i Ærøskøbing, rutebilen til Søby samt hele den øvrige landevejstrafik, udenlandsturisterne og sønnen på gården med en hvid hue på og sidst, men ikke mindst, min »Stifin der«, som jeg kaldte den, og som vakte opsigt over hele øen. På toppen af en lang pind havde jeg sømmet et solidt tøndebånd af jern fast. Dette bånd gav jeg form som et nøgles hul og omviklede det med gamle papirs« duge. Den var et par meter høj, og når jeg så gav mig i lag med at hakke roer, »skrave røer«, stillede jeg den altid op i den modsatte ende. Når folk stimlede sammen ogspurgte om nøglehullet, havde jeg megen morskab af deres forbavselse, når jeg erklærede, at den var nødven* dig for at holde retningen, når man skravede røer. Jeg havde dog ikke tænkt, at nøglehullet ville give anledning til en sådan spørgen, fotograferen, opløb, morskab osv. En enkelt langelænder var. 10.

(28) endda ved at styre bilen i grøften af nysgerrighed. Det var nu om sommeren. En vinter kørte Ærøboerne i lastau« tomobil med fuldt læs over det isbe» lagte vand fra Svendborg til Marstal. »De er rigtignok optimister med den form for landevejstrafik«, tænkte jeg. Da de så fortsatte rutetrafikken i marts og april, efter at general vinter var rejst til sin hjemstavn, Nordpolen, tænkte jeg: »Ja, nu må I undskylde, I gæve Ærøs boere, men hvor længe går det her godt?« En skønne dag skete det så, at landes vejen smed noget af sig, og dette noget var intet mindre end lastbilen, som fik en kølig modtagelse på havsens bund. Men chaufføren sprang ud og reddede sig i land på en isflage. Så måtte tras fikken med færge genoprettes, og isbry« deren kom til assistance. Undertiden var isbryderen dog så optaget, at de hjælp* somme Ærøboere måtte træde til. Så gik de foran færgen og savede den fri med issave, en hændelse som også nåede en københavnsk journalist for øre, men han var skeptisk og bad dem holde op med den. »Næste gang kommer I vel og fortæller mig, at I gik foran ruteflyver ren til Marslev og slog de frosne skyer i stykker med en hammer for at lette postgangen hertil«, sagde han lidt iro* nisk. Der er mange folketyper her, og fæl? les for dem alle er, at de er meget glade for deres 0. Der er gode færgeforbin* delser hertil alle vegne fra, så man kan jo nok forstå, at den i de øboers øjne er sådan cirka verdens midtpunkt. Og dog, kommer man over til skole? læreren på Drejø, så hører man, at vers dens midtpunkt er der, for ikke sandt: 7 mil til Svendborg og 7 mil til Ærøs* købing. Jo, der er endnu noget at opdage i gamle Danmark.. L Ø S N I N G E R. r. T I L. ~yDusie~ SIDE•n J. l. A. Otte julesange 1) 2) 3) 4) 5) 6) 7) 8). Et barn er født i Bethlehem. Har du hørt om den nat? Julen har englelyd. Hjerte løft din glædes vinger. Her komme, Jesus, dine små. Det er, som med klokker det ringer. Der er noget i luften. Højt fra træets grønne top.. B. 45 håndtryk C. Fatter sejlede først over med gåsen. Derefter tilbage efter hunden. Da han kom over med den, tog han gasen med sig tilbage, sejlede rød« kålen over til hunden for til sidst at hente gåsen. D. 999% Løsningen på skakopgaven. Miinchhausen havde set, at den ene* ste måde at vinde på var at sætte mat ret omgående. Ellers ville han tabe par* tiet med et tårn i undervægt. Han trak derfor 1. Dxf 6, truende med mat i eet træk. N u slog sort tårnet 1. — T x d l og gav en skak, hvorpå Miinchhausen trak 2. K g 2. Nu kunne sort have ud* skudt nederlaget et par træk ved at ofre både tårn og dronning, men det ville altsammen intet have hjulpet, og han valgte at slå den hvide dronning: 2 — g x f 6, hvorefter afslutningen blev: 3. Tg4 — Kh 8 og 4. Lxf6 mat.. Svend Børge Larsen. 11.

(29) OTER. C. M. Schuberts børnehjem i Ringkøbing. Den 17. novbr. 1951 kunne man i et af de lokale blade under overskriften: »Masser af hindbær« læse: »I OptageL seshjemmets have i Struer har man i torsdags plukket 15 pund store, modne hindbær — en usædvanlig stor høst på denne årstid«.. Natten mellem den 7. og 8. decbr. i år, under den kraftige storm, blæste den øverste etage af køkkenskorstenen ned i gården, og stumperne spredtes over en stor del af gårdspladsen. Heldigvis skete uheldet om natten, så ingen kom til skade. Femogtredive tagsten knustes under kolossens nedfart.. •k Lørdag d. 4. august 1951 var der ind; vielse af C. M. Schuberts børnehjem i Ringkøbing. Da dette hjem drives af Ringkøbing Amts Plejehjemsforening, J *aTtså af samme forening, som ejer hjems met her, var det naturligvis også en fest; dag for os. — Vi ønsker Plejehjemsfor* eningen og Ringkøbing by tillykke med dette smukke hjem. Ligeledes ønsker vi Kjærgaard Jensen og hustru, som vi kender fra deres tid her, held og lykke med deres ansvarsfulde gerning som le* dere af hjemmet. 4Søndag den 26. august 1951 blev frk. Marie Andersen viet til Niels Chr. PouL sen. Begge kender vi fra deres virke her i hjemmet gennem flere år. Eva Jensen og Sinne Pedersen er også blevet gift i dette år. Vi ønsker dem alle hjertelig til lykke! Vi besøger jer ved lejlighed.. Til juleforberedelserne hører som en selvfølge også det at lave julestads; for det, man selv klipper og klistrer, er dog meget bedre end det, man bare køber. I år fandt denne del af forberedelserne sted en torsdag aften, den 13. decbr., og det gik som sædvanlig for sig under hyggelige og fornøjelige former.. Julegrisen, der i år vejede adskillige hundrede pund, blev slagtet d. 11. de« cember. Det er sådan sin sag at være en julegris på vej til slagteriet. Julehu* møret har ligesom lidt svært ved at ind* finde sig. — Kort sagt udstødte grisen nogle hjerteskærende hyl, og i et ube* vogtet øjeblik så den sit snit til at for? søge en flugt ved at springe af lastbis len, men efter en hidsig jagt lykkedes det dog at fange den igen. Hvilket ens hver ved selvsyn kan konstatere, når flæskestegen bliver budt rundt.. Vi ser ikke tingene, som de er, men som vi er. H. M. Tomlinson.. 12.