Sønderjyllands Stednavne
3. Tønder amt
Den efterfølgende frem stillin g h v iler på det m ateriale, som nu af S tednavneudvalget er frem lagt i v æ rk et Sønderjyske S tednavne, bind III. Medens m an i dette væ rk er gået topo
g rafisk frem, giver navnestoffet i alfabetisk orden sogn for sogn og k n y tte r tolkningen til det enkelte navn, er det i næ rvæ rende frem stilling hensigten a t n å til et o v e r b l i k dels over hvilke ord (appellativer) og led, der er blevet an vendt i stednavnene;
deres betydning og herkom st, og dels over selve navnegivnin- gens k a ra k ter, dens stø rre eller m indre fasthed, dens afgræ ns
nin g i tid og rum . Af den g ru n d vil det være form ålstjen lig t a t sam le stoffet i sagligt eller begrebsm æ ssigt sam m enhørende ordgrupper. Vi begynder m ed de n atu rb etegn end e ord.
Dyk, leje op lå.
Der er næ ppe noget sted i det danske rige før eller nu, hvor h av et og dets virke til stadighed h a r voldt så store æ n
drin g er i terræ n e ts form og u d stræ k n in g som i om rådet langs den syd- og sønderjyske kyst. Land gik tabt, og land blev igen vu nd et — a lt ved n a tu re n s k ræ fter: storm flod og jordknog, lan d esæ n kn ing og landehæ vning. Dyb blev spæ rret, og løb blev drejet, lejer sandede til, og slik eller sand fyldte låer og prile.
Døgnet igennem virkede ebbe og flod. I sin om tale af Lille- F risla n d slu tte r Saxo sin beskrivelse af dette land med følgende ord: det er næ sten ikke m uligt a t sige, hvad natu ren s m ening h a r været, eftersom m an på en tid af året kan sejle, hvor m an på en anden tid af å re t kan pløje.1) Og denne beskrivelse
A) 14. bog, V inkel H orns overs. (1907) p. 114.
Sognekort over Sønderjylland.
Fig. 1. Udsnit af Holst og Tuxeiis Kort fra 1807 (efter N. H. Jacobsen, Skibsfarten i det danske Vadehav. 1938)w
176 P e te r S k au tru p .
m ener N. H. Jacobsen, som sidst h a r b eh andlet sp ørgsm ålet1), også h a r gæld et for det m este af k y ststræ k n in g en i m iddelalde
ren, indtil m enneskehæ nder og teknik, noget sent, satte ind. — N år n atu re n h a r væ ret så lunefuld og græ nserne så ustadige, er det ikke m æ rkeligt, a t det navnestof, som k n y tte r sig dertil, er forholdsvis u n g t og variabelt. Navne skal have tid til a t gro fast — og hertil kom m er, a t vi først re t sent h a r evnet a t be
skrive og lokalisere sted er til søs.
Dyb. L æ ngst ude m øder vi dybene, betegnelsen for det dybe vand, sejlløbene, som er så dybe, a t sejlads altid kan finde sted, og som fører fra h a v e t ind til vadehavet. Af dybene i danske farvande er vistnok ingen n æ v n t fra sæ rlig gam m el tid.
1445 om tales et d i v p i R anders fjord. I vort om råde næ vnes L i s t e r d y b og G a m m e l R i b e r d y b på L auren tz Bene- dich ts søkort fra 1568. De fleste dyb h a r n av n efter den lokalitet, hvortil de fører ind, eller som de h a r retn in g im od: Højer, Bal- lum , Em m erlev, Lister-, Juvre, Rude Dyb. E t p a r h a r navn efter farv and ets m ørkere skæ r: B l a a d y b (d. v. s. dybet med m ørkere farve) og G r a a d y b (syd om Skallingen). R o g - d y b h a r nok fået navn efter (hyppig?) støvregn eller skum fog, der på jysk kaldes r o g.
Løb. Hvor dybene snæ vres ind, begynder de sm allere løb.
Men ordet bruges vist m est re n t app ellativisk om dyb, lejer og render, så der er ikke m ange navne på -løb. På et k o rt fra 18072) nævnes B r ø n s l ø b e t m ellem Juvre Land og Rejsby- stjæ rt. Læ ngere nord p å findes Pelrevel Løb (nord for Mandø), D arum Løb, Lundvig Løb, Galgeløbet og H jertin g Løb (i Ho Bugt).
Leje. Inden for øræ kken er lejerne. I dansk (som i nordisk) b etyder l e j e sæ dvanligvis »liggested«. Det k a n være steder, hv or dyr ligger, eller hvor skibe ligger sik k ert i læ (jf.
anker-J) N. II. Jacobsen: S k ib sfarten i det danske Vadehav. 1938. p. 104.
2) sm st. Fig. 18, se Side 175 her.
Sønderjyllands Stednavne. 177 leje, flådeleje), eller i en del stednavne betegnelse for det sted, hvor fiskere i fisketiden slog sig ned (de no rdsjæ lland ske Gille
leje, Liseleje osv.). Men i farv a n d e t h e r bruges betegnelsen om lidt m indre dybe sejlløb, og det m å derfor vistnok være et frisisk låneord: 1 e i, som på Før, A m rum og Sild bruges om s e j l b a r t v a. n d 1 ø b m e l l e m g r u n d e, en betydning, der jo ganske vist ligger m eget m er op ad den, vort hjem lige ord l e j e h a r i flodleje, åleje. Men det nordfrisiske l e i er vistnok sam m e ord som det danske 1 e d, som betyder »vej«, og som vi også kan finde b ru g t om sejlløb, sejlled, indsejling.1) — T idligst næ vnes Røm m is Ley 1636. A ndre er Gammelleje, Koldbvleje (tidligere også k ald et Jordsan d s Leje2), Baadsbølleje og Listerleje. — Der
imod k an m åske det Garnsbølleje, som næ vnes i Rudebøl Sø, indeholde det ovennæ vnte danske ord leje, gida. læghæ.
Laa. L åerne er på Rømø betegnelsen for større eller m indre v a n d s a m 1 i n g e r (især i »Stranden«) m ed en dybde p å 1—2 alen.3) De h a r vistnok oprindelig alle haft udløb til havet. Det er låer som D rejelaa (af dreje = fiske med våd), E jlandslaa, Ha.vsandslaa, Hedel aa, Hvid laa, K nuds Laa, M æ rskhørnslaa, Nørre- og Sønderlaa, Skorstenlaa, Storelaa. og T rappelaa (hvor m an kunde »trappe butter«, d. v. s. fange flyndere ved at træ de på dem m ed fødderne). Hvor vi ellers i om rådet træ ffer ordet i stednavne, betegner det i al fald s m a l l e o g r e t g r u n d e l ø b (Fanø Lo fx. 0,7 m) ind mod land. Koldbvleje kaldes 1644 Loe Tieff, og en gren deraf 1724 Reisbuy Lohe; B aadsbøllaa er det sam m e som Baadsbølleje. Læ ngere nord på findes Jørgenslo og Øksenlo (ud for Ribe å), ved Fanø Trindlo, Vringlelo, Kæl
linglo og Fanø Lo. — Birkel aa er n u n avn på et stykke m arsk ved Bredeaa. U dtalen er i sønderjysk lå ’, i n ørrejysk lo’, hvorfor vi h a r forskellige form er i de ovennæ vnte navne. F or
k o rte t i try k sv ag stilling blive/r det la- som i Lakolk, der ud-J) Ordbog over det danske Sprog: I. Led 1. 2.
-) Jacobsen, S kibsfarten. 75.
3) Thade P etersen i Sjy. Aarb. 1903. 204.
12
178 Peter Skautrup.
tales med tryk på sidste led. — Ordet er velkendt i andre d a n ske egne, men betydningsbestem m elsen er undertiden blevet noget vag, således hos S teen strup : »lavt Vand tæ t ved Land, og isæ r sm alle Render, som skæ rer sig fra S trand en ind i L an det«1), eller blot: »Havvandet, hvor det skyller op mod S trand bredden«.-’) Den sidste definition er for de danske navne re n t ud vildledende — og vistnok blevet til ud fra ordets betydning i oldnordisk-islandsk. O veralt i D anm ark betyder ordet (så vidt jeg k an se): s m a l t l ø b i h a v e t e l l e r s m a l r e n d e f r a li a v e t i n d i l a n d . At så denne rende kan lukkes og en re sterende lille vandsam lin g kan beholde navnet — som på Rømø og i Tipperne i Ringkøbing fjord3) — er ligetil, men sekundæ rt.
A ttru p Lo er et blin d t løb m ellem B ejstrup Løb og Nibe B red
ning i Lim fjorden. Laaen hedder løb ved Læsø og M arstal, v ist
nok også ved Hov og H als.4) En lang, kun få alen bred in dskæ ring fra R ingkøbing fjord kaldes Loen, og Laaen er den sm alle rende, der g år tvæ rs over næsten hele sydlandet på Egholm i Lim fjorden. S torelaa er en rende fra R anders fjord ind mod Albæk. Det er m uligvis det ord, som indgår i Laal and.5) At ordet er gam m elt dansk, viser stednavne i L incolnshire, hvor E ilert Ekw all h a r p åv ist dette danske navneled.“) Dets g ru n d b ety cl
uing er sik k ert: (salt)vand.
Prîl. Render i havbunden, synlige og m er eller m ind re tørlagte ved ebbetid, kaldes prile. P ril på Rømø er en rende, hvorigennem vandløbet Ravl (der tidligere vistnok k ald tes Ravlpril) h a r afløb ved lavvande. Sam m esteds nævnes P u rre n - pril. Men disse render synes i øvrigt ikke a t have interesseret navnegivningen. Det er sik k e rt også et ret nyt ord, lånt fra
ne-*) De d a n s k e S te d n a v n e (1918). 54.
2) S m st. 101.
3) R am buseh: S tu d ier over R ingkøbing Fjord (1900). 85,90 ff.
4) Feilberg, Jysk Ordbog IV. 291.
'’) M a riu s K riste n se n i L o lla n d -F a ls te r s bist. S ainf. A arbog 1923,
p. 1 f.
“) In troduction to the Survey of English Place-nam es I. 03 og i N anin och bygd 1920. 147 ff. form er som Gousla fra ca. 1150, 1291 le La, 1325 Skegnes La a.
S ø n d e r jy lla n d s S te d n a v n e . 179
dertysk (hollandsk) priel. Grove er vist den første, som om taler dem i dansk (1857).*)
Rende. Ordet rende, der jo er alm indelig i danske farvande (Læsø Rende, F linterenden, Sorterende osv.), synes lidet bru g t i vort om råde i navne på sejlrender eller løb. S t a g r e n d e n nord for H viding Nakke. Derimod bruges det i navne på sm åvandløb i land, således Olesrende (f) i Arid Id sogn, Skiden
rende (eller Slaarende) og Storkes Rende på Rømø.
Af andre ord, som kun forekom m er en enkelt gang eller mere tilfæ ldigt, kan nævnes G a b og G a t . L isterdyb kaldes 1643 Listgab (og endnu Listergab i folkem ålet). Stalgab er en rende i havbunden fra H avsand til Rømmesdyb. Gab betegner m u n d in gen af en å, et løb osv. (set udefra, jf. Aargab, Nymindegab) ; vi kom m er senere til ordet i en anden anvendelse. — Rogdyb k ald tes vistnok tidligere også for Nordre Gat.2) Gat betyder åbning, i farv an d sn avn e specielt em (smalt) farv an d med kyst til begge sider. Det .er et låneord fra nedertysk eller hollandsk. — F a r
vand et øst for Rømø kaldes Øster h a v. — B r e d n i n g fore
kom m er ikke i vadehavet, men derim od som navn på en ud v i
delse af Sejersbæk i Em m erlev sogn. — Bugt, fjord, vig og nor lindes ikke.
Flak, hallig og sand(e).
Som følge af de stadige æ ndringer, h avbundens form er og navnlig h a r væ ret u n d erk astet, er det m este af det herhen- hørende navnestof ikke sæ rligt gam m elt.
Banke. Ordet synes i vadehavet isæ r b rugt om sådanne for
højninger, som skylder m uslinger eller østers deres tilblivelse (tidligere v ar der jo en del østersfiskeri, navnlig længere mod syd, de såkald te Flensborgøsters, fordi de eksporteredes fra
’) Tidsskr. for popul. Frcrnstill. af N atu rv id en sk ab en IV. (1857). 157.
2) N. H. Jacobsen. S kibsfarten (1938). 74.
Fig. 2. Kort over det danske Vadehav
(eller X. H. Jacobsen. Skibsfarten i det danske Vadehav. 1938.)
Sønderjyllands Stednavne. 181 Flensborg). T a g h o 1 m B a n k e er en østersbanke; grun den S k æ l o d d e B a n k e m ellem Rømø og fastla n d e t h a r ligesom tilsvarend e fo rhøjninger fra ældre tid i lan d ( S k æ l b a n k e i H øjrup, S k i l b a n k e r i Brøns og S k i l b a n k e i Mjolden) navn efter skaldyrene: skæl. En g ru n d S ø n d e r b a n k e n ord
vest for Rømø oplyses der in tet om. Om ordet iøvrigt senere hen.
B a r r e r , b an k er af sand og lignende, som sp æ rre r for et Jøb, synes der ikke a t være navne på. Det er vel, fordi de er u stab ile; storm og strøm k an æ ndre forholdene n å r som helst.
O rdet (lånt fra fransk) er også n y t i dansk, næ ppe æ ldre end det 19. årh.
Bo(de). Ordet, der i ny d an sk skulde have heddet b å d e (jf.
ord som fråde, låge, tåge), er vistnok ikke overleveret i dansk som selvstæ ndigt ord, m en lindes k u n som sidste led i navne på grunde eller sk æ r i havet. Det er fæ llesnordisk, hedder på oldnordisk bodi. færøsk bodi (skjult grund, hvor søen bryder), på Shetlandsøerne bod, på norsk bode, i svenske dialek ter båda (klippe eller sk æ r over vandoverfladen). Det betyder egentlig
»bebuder«, »som ku n dgø r eller ad v a re r mod noget« (som fx.
grunde, skær). I danske navne på g runde findes det sæ dvanlig i den svæ kkede form -b o.J) I vo rt om råde næ vnes S k e 1 b o- h a g e ved Rømø 1724 som navn på en m u slingbanke; S k e l id o2) er en strim m el af vadehavet, som er tør ved alm indeligt højvande.
Bollerten (også k a ld e t Juvre S an d3) er n a v n et på en sande nord for Juvre p å Rømø. Det er et låneord fra hollandsk b o 11- a a r d , der vel egentlig betyder: jord, som beskyttes mod bo rt
sky ln ing ved fletvæ rk af pæle og grene (SS. III. 349); hollandsk b o l k a n også betyde: lille flade eller banke, som ved ebbe eller
*) Danmarks Stednavne (i det flg. citeret DS.) I. V il.
2) Når det i SS. III. 361 og sikkert med rette er tolket således, og ikke som: (muslinge) b o (= bolig), sml. bibo, humlebo osv., beror det på udtalen, der viser en å-lyd.
3) Jacobsen, S kibsfarten. 66.
182 P e te r S ka u tru p .
lavvande ligger tør. S tednavnet Bol laa rd skal ogsaa forekom m e i Holland.
Ejland. O rdet bruges alm indeligt i syd- og sønderjysk om øerne i V esterhavet. Det er et ret nyt låneord fra nedertysk e i l a n d , ø (i dansk vist tid lig st 1603.‘) Specielt er det i vort om råde navn på englandet ved Rømøs nordvesthjørne, som tid ligere v ar en ø.2)
Flak. Et af de alm indeligste ord i navne i danske farvande for f l a d e (forholdsvis store) g r u n d e m e d f 1 a k t (grundt) v a n d . Ordet er lå n t fra nedertysk og i dansk m uligvis frem - h ju lp e t gennem de æ ldre hollandske søkort.3) J o r d s a n d s F 1 a k og R ø m e r f 1 a k. F 1 a k kaldes et lavvandet sted i Høj
er landsogn ved siden af Høllet.
F o r l a n d er et appellativ. Det er betegnelsen for landet, som ligger uden for digerne, m ellem disse og havet. H ø j e r F o r 1 a n d, F r e d e r i k s k o g F o r 1 a n d ; F o r 1 a n d i Ballum .
Hallig. Hal ligerne kaldes den gruppe sm åøer, som ligger i farv an d et syd for Sild, de fleste m ellem Før og N ordstrand.
Men ordet h a l l i g h a r også en videre anvendelse som appel
lativ = i k k e- i n d d i g e t m a r s k 1 a n d, hvad enten dette er en ø for sig, eller det hører til og er forbundet med inddiget land .4) Hos D a n c k w e r t h 5) finder vi følgende definition: Hal- ligland, das ist ein Meer oder Seeland, weil es in der See b e le gen, denn solcher m assen w erden annoch h eute bey uns H alli
gen genennt die jenige W asserlän d er so unbedeichet liegen, und von dem Meere bespület werden. I den lidt ældre kilde P e t r i
J) Secher, Kongens R ettertingsdornm e II. 59.
-’) T hade P etersen i Sjy. Aarh. 1903. 228 f.; Jacobsen, S k ib sfar
ten. 65.
:{) DS. T.vii.
4) II. H ansen, P e llw o n n e r Chronik. 1917.
5) L a n d e s h e s c h re ih u n g d e r zwei H e rz o g th ü n ie r S ch le sw ig und H o lstein .
S ø n d e rjy lla n d s S te d n a v n e . 183 S a x ’s D escriptio Insulae N ordstran diae (1637)1) er form en H a l 1 i g e (fx. Bove Ocksens Hallige). 3 å r i forvejen var ind
tru ffe t den største ulykke i vesterhavsøernes historie, den der siden kaldtes »grosse M annsdränke«. Det var især øen Nord
stra n d , det v ar gået ud over ved storm floden; den existerede fra da af ikke mere, restern e er de nuvæ rende øer Pelw orm , N ordstrand og N ordstrandischm oor sam t H am burger H allig og Benshallig. H allig blev altså også på det tid sp u n k t brugt app ellativ isk om lav m arskø. For dqt 16. årh. er den vig
tigste kilde J o h a n n e s P e t e r s e n s (Johannes Petreus eller P etreju s, som han s efterkom m ere kaldte sig) sk rifte r om N ord strand .2) Han levede c. 1540—1603 og v ar præ st i Odenbøl på N ordstrand. Hos ham forekom m er ordet ofte, fx. B o y O e k e n s H a l g = Süderoog. Han bru ger endvidere beteg
nelsen H a l g e n l a n d = det ikke inddigede m arskland. Ex.
(p. 191) : Dat b u t e n d i c k e s e d d e r H a 1 g e n 1 a n d t geno- m et in der see effte m eersehot gelegen, s o k e i n d i c k u m m e s i c h l i e f f t, e rstreck t sich in der m athe m eders mede (soveel ein kerll eins dags kan losz howen) u n d notgresinge 3436, und disz h a l g e n v orringern sich jäh rlich etc. Ligeledes (p. 199):
»de B utendieks edder H a 1 g e 1 ü d e«, (p. 211): H a l l i g l u d e in W idrichshard«. H a 1 g 1 u d e eller H a 1 1 i g 1 u d e er m odsat
»binnendicksluden«. E t sted (p. 244) sk riv er h a n endog »buten- dicks halliglude«. Han b ru g er altså ordet — ligesom det iflg.
H. Hansen bruges i nutiden — om ikke inddiget m arskland, hvad enten det er en ø eller ej. Nu forekom m er im idlertid hos Johannes Petersen gentagne gange et begreb: k e r c k e n 1 a n d, som han dog også (fx. p. 244—253) k ald er h i 1 g e n 1 a n d, og som (p. S3) beskrives således: Von der vorigen landsum m en
(o: a f »binnendickes land«) was dom ahls (o: i 1565) u th gelath en
d a t k e r c k e n 1 a n d t, s o d e p a s t o r e s m it eren collabora
t o r s (o: m edarbejdere) und custers (jf. ty. K üster, klokker,
’) T ry k t i M itte ilu n g e n des N o rd frie sise h e n V erein s fü r H e im a t
k u n d e un d H ein iatlieb e . 1909—1910.
-) T ry k t i Q u e lle n s a n n n lu n g d e r G ese llsc h a ft f ü r S chlesw .-IIol- s te in is c h e G esch ich te. V.
184 Peter Skautrup.
degn) v o r s i c h g e b r u c k e n u n d cl i c k f r y i s t , o c k v o n a l l e n a n d e r n u n p l i c h t e n b e f r y e t . K erckenland er a ltså også »ikke inddiget land«. Vi får da ligningen h i 1 g e n- 1 a n d = k e r c k e n 1 a n d = i k k e i n d d i g e t m a r s k l a n d (»butenclickes«) = h a 1 g e n 1 a n d. Og lydligt forklares forholdet ved, at h e l l i g på ø-nordfrisisk u d tales h a l lig ? ) H a 11 i g 1 a n d betyder oprindelig h e l l i g t l a n d , — vel n e t
op fordi det hørte K irken til. Det v a r jord, som ikke var in d d i
get, ikke b esk y ttet mod havet, og som derfor ofte blev sat u n d e r vand, hvorfor der i betrag tn in g af den ustadige besiddelse op
rind elig ikke h a r væ ret ydet nogen afgift deraf. Senere blev det rigtignok anderledes, hvad talrige exx. hos Johannes Petersen viser. Som proprium specielt om ikke inddiget m arskø h a r det tid lig t fået sin faste fra ødialekten stam m ende form : H a l g , H a l l i g (men dog næppe i det 14. årh.; ingen af de ved sto rm floden 1362 eller tidligere dannede halliger: N ordm arsk, Lange
næs, Gröde, Habel, Oland, — h a r ordet hallig indgående som led i navnet). Som appellativ b ru g t specielt om (opr. ikke-ind- diget) jord, som hørte k irk e n til, — i hvilken betydning ordet selvfølgelig b rugtes lige så tit af ikke-øfriser som af øfriser — bruges den ikke-dialektale form h i l g e n i a n d ved siden af k e r c k e n 1 a n d. Men endnu tidligere end hos Johs. Petersen k a n vi finde ordet. 24./9. 1470 donerer C h ristiern I. » d a t H i l l i g e l a n d t , und alle opgeworpen lande in W irkesherde ime S tran d belegen, d a r nene kerckheren, kerken effte kerspele in sin« til Slesvig dom kirke. Æ ld re h isto rik ere gik ud fra, at der h e r v a r tale om Helgoland. F ø rst H. H. von Schw erin viste 18962) det m eningsløse deri og opfattede det rig tig t som
kirke-x) B egyndelsen af F a d erv o r gengives 1742 i F ø r-d ialek t: Yes Aa.jt deer dü beest u n Hem m el, H allig t w ord dan nöhm (Hansen, Pellw or- m er Chronik, p. 20); 1749 i N o rd m arsk -d ialek t: Ohsen Baabe! die dö beest öhne Henm iel. H allig t w aard e dan Nohme (smst.); 1914 fra Hal- ligerne uden n æ rm ere angivelse: U esen Babe, d irr Dü best ön di Hem m el, h alag et w ard D an Nome (H einrich Schm idt, Eine u n te r
gehende W elt. Streifzüge nach den H alligen Schlesw ig-H olsteins, p. 21).
■’) H elgoland. H istorisk-geografisk undersökning. Lund. 1896.
p. 92 ff.
Sønderjyllands Stednavne. 1 jord eller præbende, uden i øvrigt a t drage videre slutninger.
Men denne k irk ejo rd v a r vel netop dette ikke-inddigede m a rsk land. — Bispen i Slesvig havde k o rt i forvejen klag et til æ rk e
biskoppen i L und over, at U tlandsfriserne ikke betalte afgift af det af dem inddigede, nyligen opståede m arskland, hvoraf de havde store indtæ gter, og æ rkebiskoppen v ar derpå (1469) frem kom m et m ed en påm indelse. F risern e h a r a ltså inddiget
»helligt land«, d. v. s. n y d a n n e t land, som egentlig tilhørte k ir
ken. Muligvis er det den sam m e kirkejord, der om tales som H i l g h e l a n t i Liber censualis episcopi Slesvicensis fra 1462 (og ikke som af h isto rik ere alm indelig an tag et Helgoland).1) — Svarende h e rtil finder vi i vort om råde i det 18. årh. et p a r steder jo rd sty k k er benæ vnt H e l l i g l a n d (Brøns) og H e l l e l a n d (Vodder). Men ellers er den øfrisiske form H allig (eller ensta vel sesform en Hal g, da ordet k a n have stød) overtaget og an v en d t i navne på (vistnok m indre) m arsk sty k k e r i Tønder, M øgeltønder og Højer Landsogn: H a 11 i g, G a a s e-, K e e L R o k k e 1-, S a n d - , S k i d t - o g V a n d h a 11 i g.2) P å Rømø e r H a l l i n g e n navnet på en lav, san d et revle gennem m arsken nordøst for Juvre. H alling er sik k e rt sam m e ord som hallig. Vi h a r h er en ikke sjæ ldent forekom m ende lydudvikling, som der nok bliver lejlighed til a t behandle i større sam m enhæ ng.
Holm. Ordet er fæ llesgerm ansk (dog lindes det ikke i old- højtysk, men er først in d lå n t i n yhøjtysk fra nedertysk). Det h a r i stednavne u d fra m oderne anskuelse en dobbeltanvendel
se, idet det dels bruges i navne på s m å ø e r i h avet (sjæ ldnere en stø rre ø, som fx. Bornholm) eller om givet af vandløb (herhen en del navne p å herregaarde), dels bruges i navne på ager
eller navnlig e n g s t y k k e r , der h æ ver sig lidt over om givel
serne eller er afsk ilt fra om givelserne ved vandløb, grøfter eller render. Men en såd an skelnen m ellem egentlige øer (omgivet
J) Se næ rm ere herom i D anske S tu d ier 1924. p. 187.
2) Om nogle hallig -n av n e syd för gram sen se D anske S tu d ier 1924. p. 184 note.
186 P e te r S k a u tr u p .
af vand) og m ark- eller englodder er nok sekundæ r, og grund- betydningen er antagelig » f o r h ø j n i n g (i terræn)«. — I dansk liar ordet til enhver tid væ ret levende i begge anvendel
ser og k u n n e t indgå i stednavne. Af ønavne på -holm findes således i V aldem ars Jordebog i ølisten nitten, d erib landt øen Holm i Vesterhavet, d. v. s. U tholm. I navne på nuvæ rende øer findes det vist i om rådet kun i K a t h a l e H o l m e (ved Mandø), men det er sandsynligt, at en hel del af de m ark- og engnavne på -holm, som skal behandles i en senere gruppe, op
rin delig h a r væ ret regulæ re øer, men senere er blevet landfaste, ganske som fx. H olm sland (tidligere kald et Holm) og H inds
holm forhen var øer. Hvad førsteleddene angår, synes der ikke at være nogen som helst forskel i sam m ensæ tningsm ulig hed er
ne for ønavne og engnavne på -holm .1)
Land bruges i stednavne dels i faste sam m ensæ tninger, dels i definitiv apposition. Den sidste gruppe (fx. R ø m ø L a n d , Kur Land eller K urland, osv.) ses der h er bort fra.") I fast sam m en sæ tnin g kan frem hæ ves følgende hovedanvendel
ser: 1. i betegnelser for d e t f a s t e l a n d i m odsadning til h avet (som lokaliteterne ligger ved og er hæ vet over); disse navne behandles her. 2. i gam le sam m ensæ tninger om større 1 a n d o rn r å d e r (større ø e r) el 1er s t a m m e o m r å d e r (Jylland, Langeland, L aaland, T hosland osv.); findes ikke i vort om råde. 3. i betegnelse for p a rte r af eller d i s t r i k t e r i n d e n f o r e t o m ’r å d e , sæ dvanlig dog vist kun i sam m ensæ tning m ed retn ingsangivende ord og ved lokaliteter, der delvis om gi
ves af vand eller deles ved vandløb. Holstebro er ved Storeaa
ves af vand eller deles ved vandløb. Holstebro er ved Storeaa