Det trad itio n elle dyn astisk e B aand h o ld t de to Folk sam men, danske og tyske talte vel hver sit Sprog, m en den danske
4) Se ogsaa O plysningstiden i II. IV. p. 210 ff.
2) Acta A. XVIII. Nr. 700. S ta tu t § 1, S taatsarch iv , Kiel.
Oplysningstiden i Hertugdømmerne. 21 H elstat forenede dem alle, den danske Konge v a r deres fælles Landsfader, plig ttro A rbejde for S ta t og Konge besjælede dem alle. Og disse 3 F a k to re r g jald t i D atidens Øjne lan g t m ere end f. Eks. fælles Sprog. O rdet M odersm aal kendtes endnu ikke i sin n u væ rende B etydning, m an talte k u n om S p r o g , og det v ar p ra k tisk ta lt lige fedt, om m an talte det ene eller det andet. Det v ar selvfølgelig h o n n et a t k u n n e flere, i h v ert F ald et u dover den gemene Mands, og derfor g jaldt Tysk ikke blot i K øbenhavn som »dannet og fint«, m en ogsaa i N ordsles
vig, ligesom F ra n sk v a r d a n n e t og fin t i B erlin og det øvrige'T ysk
land. Vi m aa i denne Forbindelse erindre, a t det ikke a ltid h a r væ ret fin t a t tale D ansk i Kongeriget. — P a a Holbergs Tid talte
„en honn et Mand« jo F ra n sk m ed sin F ru e og Tysk m ed sin H und og D ansk med sin Tjener, det laveste Væsen i Huset. Man huske, a t f. Eks. R ahbek i vort T idsrum lod sig vie p a a Tysk, og baade C ram er og A dler havde v æ ret Hof p ræ ste r og Professo
re r i København, selvfølgelig h a r de ta lt Tysk. Ogsaa Johan Elias Schlegel og Basedow v a r i vor Periode P rofessorer i hen holdsvis K øbenhavn og Sorø, og de h a r næ ppe k u n n e t sige en Sæ tning p a a Dansk. — N aar a lt dette betæ nkes, da er det jo k u n i Tidens Aand, n a a r f. Eks. slesvigske A kadem ikere havde ty sk H ussprog — ogsaa P ræ stern e ude i Landsbyerne. Og at der h ist og her i B øndernes O ptegnelser forekom m er tyske Sæ t
ninger, eller a t en rig og b erejst K nip ling sh and ler som Jens W ulff i Brede skrev tyske »Digte« til sin H u stru s Fødselsdag,1) eller a t en og anden Storbonde vil spille fornem og derfor for
søger a t føre sin Dagbog p a a Tysk,2) saa godt det nu kunde gaa, er jo ikke noget Bevis p a a Tyskhed, ikke engang et Bevis for tysk K ulturpræ g. Det viser altsam m en kun, a t de honnette A m bitioner h ø rer m ed til den m enneskelige Psyke.
O plysningstiden v a r iøvrigt et re n t Eldorado »for Folk, som ta le r alle Sprog«, og en M and som Baggesen følte sig som en Fisk i V andet i de ty sktalend e Dele af F rederik VI.’s Riger
*) F abricius, Sønderj. Hist. IV. p. 152.
2) F. Eks. Sønderj. Åarb. 1933. p.
22 Hans Hejselbjerg Paulsen.
og Lande,1) og h a n skrev jo ogsaa Digte p aa Tysk. Om noget n a tio n a lt Forhold v idner disse Ting i h v e rt F ald ikke. Ste
nen ude ved Højer, der sattes til Minde om, a t »her steg Kong F red erik VI i Land, da h a n vendte tilbage fra sin U ndersøgel
sesrejse ned langs K ysten efter Storm floden« (1825), er med t y s k In d sk rift, det h a r ikke stød t nogen dengang, vel ikke engang v a k t F orundring. Nu vilde noget sa a d a n t væ re en Dem on
stratio n , p a a O plysningstiden v ar det noget selvfølgeligt. Spro
get v a r ganske und erordn et. Staten, Kongen v ar et og alt.
P a a næ vnte Rejse til V esterhavsøerne h a r F rederik VI s ik k e rt ikke følt sig frem m ed. H an m ødte h er den sam m e H engivenhed og H yldest som alle an dre Steder i H elstaten.
Man jublede ham i Møde:
Sev w illkom m en, F rederik!
d ir folgt Segen, du b rin g st Glück.
D arum schw ören T reue d ir Alle Zeiten, gern auch w ir.2)
— Man h a r u n d re t sig over, a t den saare varm h jerted e danske Mand, S u p erinten den t Jep Hansen, Sognepræ st i H jordkæ r, havde tysk Hussprog. Det er k u n en Selvfølgelighed i Tyverne. Ja, endnu i A. D. Jørgensens B arndom shjem v a r Tysk jo H ussprog indtil efter T reaarskrigen.
O plysningstidens M ennesker lagde ingen Vægt p aa Spro
get. Det bestem te ikke et M enneskes T ilhørselsforhold til den ene eller anden Nation.
En dansk H elstatsm an d som den kendte P a sto r P. Kier i Øster Løgum førte f. Eks. fra første F æ rd sin Kirkebog p a a Tysk, skønt Forgæ ngeren skrev Dansk. H an skrev Digte haade p aa D ansk og Tysk, førte sin Dagbog i begge Sprog, skrev sine væ rdifulde h isto risk e S k rifter p a a Dansk, udgav
’) F. Eks. »Rejse gjennem T yskland til Schweiz«. I B aggesens sam lede V æ rker ved Aug. Baggesen IX. p. 47. (om Kiel).
2) Jap P eter H ansen, den kendte S kolelæ rer i K e j t u m , lod Børnene synge en af sine egne Sange. F indes i »Bericht fü r m eine K inder u. Enkel«. Die H eim at 1922. p. 48 f.
O plysningstiden i H ertugdøm m erne. 23 danske Læ rebøger for derved a t fortræ nge de tyske, m en sine E rin d rin g er og m ere personlige O ptegnelser skrev h an p a a Tysk.
En anden søn d erjydsk Præ st, B u rch ard i i R etting,1) som beherskede og talte det sønderjvdske Folkem aal og natu rlig v is præ dikede p a a H øjdansk, havde tysk H ussprog; m en han stod venskabeligt til det danske A andsliv og oversatte f. Eks.
Virgils Aeneide til Dansk.
Saaledes kunde der frem drages en Mængde E ksem pler paa, hvor lid t Sproget betød for D atidens M ennesker. »B r ø d r e e r v i a l l e.2) N ordm ænd, D anske og Slesvig-Holstenere, gode Børn, som gerne og eendræ gtigt h jæ lp er hverandre«. (Chr. Ditl. Fr.
R eventlow 3) til Søsteren Grevinde Louise Stolberg, 1813).
S t a t s e n h e d e n o g D y n a s t i e t v ar det centrale i Ti
dens Tanker. Med oprigtig Glæde betoner m an Gang p a a Gang, a t m an h a r L and og Konge fælles. »Vi er forbundne ved een Gud, een Tro, een Konge, eet F æ dreland, eet Folk«, sk riv er f.
Eks. P a sto r Outzen i B reklum i sit P ris s k rift 1817. Det er beteg
nende, a t Sproget ikke nævnes, en Enhed h e r var og&aa i hans Øjne uden Betydning.
Ikke m in dst H olstenerne v ar ivrige efter a t forsvare den
»overnationale« Stat. »Vi skal ikke jage efter a t væ re Tyske, ikke Danske, ikke Preussere, ikke Østerrigere, vi skal ikke holde videre p a a N ationalitet, end hvad M enneskenes F oræ d
ling og F æ d relan d et gavnligt er«, sk riv er en H olstener i 1815.4) Og H istorikeren i Kiel, Professor Hegewisch, D ahlm anns F or
gænger, blev i sin P rofessortid ikke træ t af a t virke imod Na
tio nalh ad et, som h an k ald er »denne usalige F ru g t af m ere b a r
b ariske Tider«, ja, han k ald er det endog »den sorteste og for
dæ rveligste b lan d t alle de Laster, hvorm ed hele Folk kan være
’) K. F ab riciu s a. S. p. 34 og 9. B u rch ard i: L eb en serin n eru n gen. Flensb. 1927.
2) F rem h æ v et her.
3) L. Bobé, Reventi. I, p. 146.
4) A nsichten bey der B eleuchtung der von R . . . 1 um bearb. und um geändr. p atr. ged. 1815, p. 75.
24 Hans Hejselbjerg Paulsen.
befæ ngt.1)« Denne Uvilje m od n atio n ale S killelinjer og B egejst
rin g for H elstaten beherskede hele den ty sk talende O verklasse p a a O plysningstiden overalt, hvor R ationalism ens S y nspunkter havde b undfæ ldet sig. »König u n d V aterland« v a r Løsenet.