Af Gudmund Schütte.
Det oprindelig angliske Sagn om Uffe h in Spage, som i sin æ ld ste Form kendes gennem K vadet »W idsith«, er i nyere Tid u d n y tte t p a a forskellig Maade gennem G endigtninger. P aa 'dansk Side i G r u n d t v i g s Vise, F ru H a n s i g n e L o r e n - z e n s »Grænsens Sang« og P r i m d a h l s Opera, p a a tysk Side i F ru I n g e b o r g A n d r e s e n s Festspil »Offa«, hvor H an d
lingen forresten er forfalsket, id et Offa tæ nkes a t kæm pe mod D anekongen Alewih, hvad der intetso m h elst s ta a r om i U rk v a
det, der angiver de tyske Svaber som han s M odstandere.
Det forekom m er mig, a t der burde gøres Forsøg p a a at naa tilbage fra Saxes latin sk e Gengivelse til den danske U r
text, p a a sam m e Maade, som A x e l O 1 r i k h a r gjo rt det ved sin G endigtning af »Bjarkem aal«. F ørst nogle Ord om Si
tuationen.
Det ældste T rin af den danske Overlevering kan skim tes deri, a t Sagnet lader Uffe efterfølges af sin »Søn« Dan. H er h a r vi endnu et d u nk elt Minde om, a t Anglerne som H errer i Søn
derjy llan d afløses af D anerne.
Men det h a r væ ret glem t eller ikke fo rstaaet af den F or
tæ ller eller Digter, der h a r b rag t Sagnet i den hos Saxe fore
liggende, endelige Form. Hos ham er ifølge A rkivar E l l e k i l d e s M ening det gam le Stof blevet b ru g t som Ram m e om
«n H andling, der egentlig frem stiller aktuelle T ildragelser fra 10de A arhundrede.
A nglerne er a ltsa a annekterede som D a n s k e r e , og den fordanske U rtid er forsvunden. Deres Rigssæde er fra Angel fly ttet til J e l l i n g , som v a r D anm arks vigtigste K ongsgaard i 10. A arhundrede, endnu kendelig for os gennem sine m ægtige Kongshøje og R unestene. Og V e r m u n d og U f f e er kun M asker for G o r m d e n G a m l e og H a r a 1 d B l a a t a n d.
Sagnet om Uffe hin Spage.
Sam m ensm eltningen k an være lette t af den O m stændighed, a t V erm und allerede i »Beowulf« — synes a t optræ de med N avneform en G a r m u n d , der n æ rm er sig stæ rk t til Gorm.
V erm und er gam m el, bæ rer i nordisk Overlevering T ilnavnet
»den vise«, hvad der fo ru d sæ tter høj Alder; det passer jo godt nok til Gorms Tilnavn »den Gamle«. løvrigt tillægges der V erm und en vis U virksom hed, P assiv itet; han h a r nedgravet s it ypperlige Slagsvæ rd Skrep af M istillid til Sønnen Uffes Evne til a t svinge det. H erm ed k an sam m enholdes, a t Gorm i Sagnet hos Sven Aggesøn kaldes »den løge«, dvs. »den lade«.
Yderligere er V erm und affældig og blind; her tæ n ker Digteren sik k e rt p a a et alm endansk N atio n altræ k , den blinde Sorgløs
hed overfor F a re r fra U dlandet. »O D anm ark, paa R æ nker du ald rig dig forstod!«
Sønnen U f f e frem stilles som k æ m pestæ rk, m en dvask og næ sten stum . Vi m indes h er et lignende Motiv i en anden d an sk G endigtning af anglisk U rdigtning, nem lig den Dvask
hed, der tillæ gges T ysk ertræ llen Kong Ingild og revses i en T ordentale af Kæm pen S tark ad ; denne T ordentales danske Udgave h a r Axel Olrik netop tydet som m øntet paa H arald B laatand. Men Uffe ejer Evnen til i elvte Time at vaagne til Daad. Og dét, m ener Ellekilde, sigter til H arald B laatand, der k raftig sikrede Rigets Sydgrænse ved a t nedkæ m pe den svenske In d v an d rer Gnupas Rige og saaledes stolt kunde sige p aa Jel- lingstenen om sig selv, a t han »vandt alt Danm ark«. løvrigt kan Uffes Opvaagnen i elvte Time ogsaa tages som et Billede paa alm en d an sk A rt: »Kommer vi ikke idag, saa kom m er vi i m orgen; en skal ald rig gøre idag, hvad en kan opsæ tte til i morgen«.
V erm unds U draab om Uffes Svæ rdslag: »Der hørte jeg and en Gang S k r e p ! « er for os blevet et staaende billedligt U dtryk for k ra ftig t Svar p aa Tiltale. Uffe h a r jo allerede i sit Svar til Saxerne givet Exempel derpaa. O rdet »Der klang Skrep!« u d try k k e r for os nu et Svar, der ikke blot er kraftigt,
65
66 Gudmund Schütte.
m en ogsaa fu ld t af h v ast Vid, saaledes som netop det sønderjyd- ske Lune i vore Dage y tre r sig.*)
S a x e r n e s Sendem æ nd o ptræ der stortalende, udæ skende og sabelraslende og vil sam tid ig have deres U ltim atu m opfattet som m aadeholdent. H er h a r vi den tydelige G enklang af D an
m ark s Sam m enstød med den tyske S to rm agt p a a H arald B laa- tan d s Tid, m en forresten ogsaa foregribende velkendte al tyske K lange fra vor egen Tid. Sagnet er i digterisk Form , h vad der i vore Dage vilde have form et sig som en polem isk D agblads- Leder mod tysk im p erialistisk Politik.
Alt ialt er Sagnets Sindbilledsprog dybt og m alende.
D esværre h a r vi U ffesagnet nu ku n p aa L atin. Men det forekom m er m ig dog, at jeg gennem Saxes Text k a n høre det danske O ldkvad klinge. H an er h er knap saa vidtløftig s n a k kesalig som m ange Steder ellers, og F ortæ llingens M enings
afsn it form er sig ofte saaledes, at de kunde tæ nkes gengivet i ottelinjede Strofer. Ogsaa k an S tavrim ene m angen G ang skim tes tydeligt nok. Derfor h a r jeg i Olriks Fodspor vovet a t gøre Forsøget p aa a t skabe en dansk G endigtning. Jeg syntes, det v ar Synd, a t vi skulde nøjes med Saxes kedelige latin sk e Pyntestil. Den islandske Sagnkender, B ibliotekar Dr. phil.
S i g f u s B 1 ö n d a 1, hvem jeg h a r forelagt m it Forsøg, h a r ialfald ikke stille t sig h e lt afvisende. Nu fa a r Læ seren selv døm m e; h an bør tage m it P ro d u k t med rim elig O verbæ renhed i Ihukom m else af det gam le Ord. a t »Skarn faa den, der b y d er bedre, end h an har«.
H erm ed g a a r vi over til G enfrem stillingen. Jeg sæ tter den latin sk e Texts tilsvarende L injer jæ vnsides, sa a m an kan se, at jeg i Virkeligheden ofte næsten ord ret holder m ig til F o r
billedet.
Da Øjnene Vermund
«af Ælde svigted, Saxlands Konge sendte ham Bud:
Cumque Wermundus
ætatis vitio oculis orbaretur, Saxoniæ rex
ei per legatos mandat,
*) Jfr. Svend T horsens S am ling »Lunets Sønner«, 1937.
Sagnet om Uffe hin Spage.
68
Sagnet om Uffe hin Spage. 69
70 Gudmund Schütte.
S agnet öm Uffe hin ’Spage. 7
72 Gudmund Schütte.
S agnet om Uffe hin Spage. 73
plenti-74 Gudin und Schütte.
Sagnet om Uffe hin Spage. 75
76 Gudmund Schütte.
af Glæde brast han, og Taarerne sletted Sorgens Spor.
Saxer de faldne
med Sorg maatte jorde.
Daner om Uffe dansed med Fryd.
Adilses Drab for Daaden glemtes.
Vor Vanære sluktes i Saxernes Skam.
nimietate gaudii vultum fletu solvit.
Ita (lætitia rigavit) genas, quas dolor madidare non
poterat, lætitia rigavit.
Saxonibus igitur pudore mæstis pugilumque funus
ducentibus, Uffonem Dani
iucundis excepere tripudiis.
Quievit tum Athislanæ cædis.
infamia
Saxonumque opprobriis exspiravit.