Historiefaget i gymnasiet har op til 1960erne i høj grad været en del af den fagvidenskabelige tradition, mens den pædagogiskdidaktiske dimension havde en beskeden plads. Dette forhold ændrede sig så småt i 1960erne, hvor uddannelsesøkonomiske forestillinger medvirkede til, at der kom mere fokus på historieundervisningens ‘hvordan’
end på ‘hvad’. Det er derfor en central historiedidaktisk problemstilling at få undersøgt, hvornår og i hvilken ud
strækning det pædagogiskdidaktiske aspekt vandt terræn.
AnneMette Jakobsens speciale fra 2002 handler om historieundervis
ningens udvikling 195882 i det almene gymnasium. Ifølge en samarbejdsaftale mellem Institut for Historie og DIG har jeg undervist de historiestuderende i historiedidaktik og desuden været specialevejleder på området. Jeg har således som en del af DIGs fagdidak
tiske forpligtelse været vejleder for dette og følgende omtalte specialer.
AnneMette Jakobsens undersøgelse fokuserede på historielærernes efter
uddannelsesaktiviteter, og herunder i hvilken udstrækning det pædagogisk
didaktiske område blev tilgodeset.
Med udgangspunkt i Niklas Luhmanns systemteori og kommunikationsteori analyserer AnneMette Jakobsen gym
nasielærernes debatfora og begrun
der sin tese om, at det pædagogiske element i lærernes kommunikation i løbet af denne periode kan opfattes som et særligt uddifferentieret subsy
stem, der dog klart var underordnet den fagligt videnskabelige orientering.
Historie lærerforeningens bestyrelse tog initiativ til at udgive en tekstsam
ling om historiedidaktik set i relation til pædagogisk teorier. Det skete med ud
givelsen af En levende historie som et særnummer af Noter i 1981. AnneMette Jakobsens speciale belyser et centralt
problemfelt i historie undervisningen, nemlig de videnskabelige diskursers hegemoni i relation til den didaktisk
pædagogiske, og at de to diskurser af mange lærere længe blev opfattet som modsætninger. Det er mit indtryk, at denne modsætning i de senere år er svækket, og at historielærerne især i forbindelse med gymnasiereformen har erkendt at en styrkelse af historiedidak
tikken er en forudsætning for, at faget kan bevare sin dynamik og relevans.
Læremidler og historiedidaktik
Frem til 1970erne byggede store dele af undervisningen på et ret fast pensum, og derfor spillede lærebogen en afgø
rende rolle. Fornyelse af faget forud
satte således også ændringer af lære
bogen, og den tanke er da nær liggende, at der i lærebøgernes frem stilling kan ske en fornyelse, der efterhånden også ændrer faget, sådan at disse mulige ændringer kan indgå i den næste re
form af faget. Denne problemstilling behandlede Tanja Krebsø i et speciale fra 2003, hvor hun gennemførte en dis
kursanalytisk inspireret gennemgang af de mest brugte lærebøger i historie i gymnasiet i årene 1963 til 1987. Målet var at undersøge, om lærebøgerne i gymnasiets historieundervisning havde en reformfremmende funktion, eller om de i højere grad var traditionsbevaren
de. Konklusionen var, at lærebøgerne nærmest var det sidste og ikke eksplicit blev omtalt i reformudvalgene, og at det var vanskeligt at pege på at lære
bøgerne skulle have været inspirerende for udformningen af det fagbilag, der blev udformet i 1987.
Torben Larsen har i sit speciale fra 2004 arbejdet med gymnasiets lære
bøger i historie og deres fremstilling af udviklingen i Tyskland. Et af parametre
ne i undersøgelsen er lærebøgernes op
fattelse af ledere, personificeret af bl.a.
Karl den Store, et andet parameter var opfattelse af race, fx en omtale af den indoeuropæiske indflydelse på Europas
folkeslag. Endelig indgår bøgernes be
skrivelse af det nazistiske Tyskland i vurderingen. Det empiriske grundlag for undersøgelsen er de mest brugte lære
bøger i verdenshistorie i første halvdel af det 20. århundrede, som var skrevet af P. Munch og de forfattere, der videre
førte hans verdenshistorie, samt Preben Arntoft og Poul Holt. Spørgsmålet er, om der kunne spores påvirkninger fra nazistisk side i disse bøgers fremstilling af Tysklands historie. Ingen af de tre undersøgte lærebogssystemer forholdt sig kritisk til nazismen og i et af dem, nemlig Holts Verdenshistorie kunne der endda registres en positiv holdning til udviklingen i Tyskland i 1930erne. Holt var ikke nazist og i 1944 kom han på grund af sine nationale synspunkter i tysk koncentrationslejr. Efter 2. Ver
denskrig dekreterede Undervisningsin
spektionen ved gennemgang af tre af bogens kapitler om henholdsvis »Racer, Folk og Sprog«, »Det tredje Rige« og
»Antisemitisme og Zionisme«, at lærer
ne skulle komme med »behørigt kor
rigerende« kommentarer. (Haue, 1998, s. 247). Lærebogen blev endnu opfattet som et sandhedsvidne. Denne funktion har lærebogen næppe i dag, men Tor
ben Larsens konstatering af en mere eller mindre udtalt protysk tendens i danske lærebøger er et mo mentum om, at lærebogsforfattere også i dag skal reflektere over graden af politisk kor
rekthed i deres frem stillinger.
Historiebevidsthed – et rummeligt begreb
I det traditionelle samfund var historie
undervisningens opgave knyttet til ‘nation building’, og overførsel af tradi
tionen havde en central plads ved udvælgelse af fagets pensum. Med de posttraditionelle tendenser, der be
gyndte at tegne sig i 1970erne, måtte faget redefinere sit formål, og det skete ved at styrke fagets formale indhold og gøre målet for undervisningen til en udvikling af elevernes kritiske sans.
Dermed blev historisk metode og kilde
kritik en central del af undervisningen, og pensum blev i nogen grad under
ordnet metodehensynet. I slutningen af 1970erne vandt den materiale side af faget en del af det tabte tilbage, og i bedste fald blev det et udgangspunkt for en kategorial dannelse. I denne proces var det ikke tilstrækkeligt at tale om udvikling af elevernes kritiske sans, og derfor blev det tyske historiebevidst
hedsbegreb det overordnede mål for undervisningen, der nu skulle have det mål at skabe forbindelse mellem elever
nes fortidsfortolkning, deres nutidsfor
ståelse og deres fremtidsforventning.
En central historiedidaktisk problem
stilling er da, om dette overordnede begreb har en retningsgivende funktion i relation til undervisningen?
Det har derfor været vigtigt i den historiedidaktiske forskning at under
søge, hvilken funktion begrebet historie bevidsthed har. Tine Mose under søgte i 2004 i specialet Historie
bevidsthed til eksamen 3000 spørgs
mål til mundtlig eksamen i historie i det almene gymnasium med henblik på at afgøre, i hvilken udstrækning ele
vernes kvalificering af deres historie
bevidsthed indgik i eksamensspørgs
målene. Parametrene var, i hvilken udstrækning spørgsmålene forudsatte en forbindelse mellem fortid og nutid og fremtid, og det var det bemærkel
sesværdigt nok kun nogle få procent, der gjorde. Denne meget grundige og perspektivrige under søgelse indgik i historieudvalgets arbejde med henblik på udformningen af de nye læreplaner for historie under visningen i det almene gymnasium i 2004, og medvirkede til at formålet med undervisningen ikke alene burde være en kvalificering af elevernes historie bevidsthed, men også deres viden og identitet. Tina Moses undersøgelse viste i øvrigt, at 15% af spørgsmålene snævert var knyttet til den kolde krig, og at de to oftest citerede personer var Harry S. Truman
og George Marshall, henholdsvis i rela
tion til Trumandoktrinen og Marshall
planen fra 1947. Bl.a. disse oplysninger var medvirkende til at 1945 i 2005lære
planen ikke blev et periodiseringspunkt som i bekendtgørelsen fra 1987, men i stedet valgtes perioden 191489, altså tiden mellem udbruddet af 1. Verdens
krig og Murens fald. De fem kernestof
områder i denne periode omfatter da heller ikke eksplicit den kolde krig, men:
ideologiernes kamp, velfærdsstaten, afkolonisering, menneskerettigheder og Murens fald. Tina Moses speciale er et interessant eksempel på, at den forskning, der foregår i ‘underskoven’, også kan sætte sig spor. Her var DIG en væsentlig forudsætning for, at dette kunne ske, idet der var personsammen
fald mellem vejleder på specialet og medlem af læreplansudvalget for historie.
I 1970erne, da mange elever fra bog
fremmede miljøer kom i gymnasiet, blev det relevant at tale om erfarings
pædagogik, der skulle modvirke ud
viklingen af en parallelisme mellem elevens hverdagserfaringer og historie
undervisningen. Med et voksende antal elever fra indvandrerfamilier i 1990erne blev denne problemstilling yderligere aktualiseret. Et påtrængende spørgsmål er da, hvordan historie undervisningen kan udvikle også de tokulturelle elevers historiebevidsthed. Camilla Edsberg Pind undersøgte i sit speciale fra 2006 denne problem stilling. Den teore
tiske synsvinkel var den schweizisk
amerikan ske lærings forsker Etienne Wengers teori om læring i praksis
fællesskaber, der handler om hvordan samspillet mellem del tagelse og reifika
tion bestemmer del tagernes oplevelse af mening. Forskellen mellem deltagelse og reifikation er, at eleverne ved del
tagelse kan genkende noget af sig selv i hinanden, mens reifikation drejer sig om at eleven tillægger andre sine op
fattelser og forestillinger, som dermed opnår autonom eksistens. Det empiri
ske grundlag for undersøgelsen var observation af historieundervisningen i to klasser på et gymnasium, hvor an
delen af tokulturelle elever var omkring 20%. Konklusionen var, for det første,
»at de tokulturelle elevers deltagelses
aktivitet var meget lav, netop fordi de præges af deres fælles tokulturelle bag
grund, som gør, at de isolerer sig i et socialt fagligt netværk.« For det andet, at »de to kulturelle elevers deltagelse, dvs. den sociale oplevelse og gen
kendelse af hinanden i praksisfælles
skabet, er nærmest ikkeeksisterende, mens reifikation dvs. tingsliggørelse, fx i form af skriftlig praksis, dominerer.
Dette med fører ikke en udfordrende, dynamisk og emergent læreproces, men derimod en bogstavelig, indholds
søgende ureflekteret praksis, hvor lærerens spørgsmål og elevernes be
svarelse opleves uafhængigt af prak
sissituationen, og hvor reifikativ viden blot reprodu ceres uden tilegnelse af et menings ejerskab.« Camilla Pind gør sig i forbindelse med disse nedslående kon
klusioner nogle forestillinger om, hvad der kan gøres. En af fremgangsmåderne kunne være at lade historie indgå i et fagsamspil med de naturvidenskabe
lige fag, som mange tokulturelle elever opfatter som mere konkrete, og som derfor vil gøre det lettere for dem at engagere sig og skabe mening. En an
den kunne være nogle metakognitive øvelser i forbindelse med evaluering af undervisningen og endelig kunne en tredje løsning være, at læreren i forbin
delse med gruppearbejde lader både etniske danskere og to kulturelle elever indgå i samme gruppe (s. 80).
Rudi Lauridsen har i sit speciale under søgt lærernes opfattelse af og brug af historisk bevidsthed. På grund
lag af en spørgeskemaunder søgelse blandt et regionalt udvalgt antal
historie lærerne i det almene gymnasium i efteråret 2005, blev begrebet an
skuet under forskellige synsvinkler. Det teore tiske udgangspunkt er Luhmanns
system og kommunikationsteori, på basis af hvilken den gymnasiale ver
den omkring historieundervisningen kan opdeles i fem subsystemer, nemlig ministeriet, historiedidaktikerne, fag
konsulenten, historielærerforeningen og fagets praktikere. Det empiriske grundlag er dels spørgeskemaunder
søgelsen, dels interview med fire lærere.
En af konklusionerne var, at begrebet historisk bevidsthed kun i ringe grad blev ekspliciteret i den daglige under
visning, og at lærernes opfattelse af be
grebet må siges at være ret forskelligar
tet. Et af spørgsmålene var: »Elevernes historiebevidsthed skabes også andre steder end i historieundervisningen.
Hvordan bruger du det i undervisnin
gen?« 32 respondenter gav udtryk for, at dette aspekt altid blev medtænkt i undervisningen, mens 20 responden
ter svarede, at dette aspekt bruges sjældent i undervisningen. Det viste sig desuden, at 73 % af de kvindelige respondenter tilhørte den første kate
gori, men det kun var tilfældet for 49%
af de mandlige respondenter. Et andet spørgsmål lyder: Hvordan vil du vurdere, at elevens historiebevidsthed bedst kan blive kvalificeret? Her benyttede re
spondenterne to svarkategorier, nemlig A.: Ved en tværfaglig tilgang, og B.: Ved en fagfaglig tilgang. Fordelingen var 9 i A og 41 i B, og en sammenligning af fra hvilket universitetet læreren kom, viste, at den tværfaglige fremgangsmåde blev foretrukket af kandidater fra henholds
vis RUC og Aalborg, mens kandidater fra Århus, Odense og København over
vejende gik ind for en fagfaglig vej til kvalificering af elevernes bevidsthed.
(s. 65). Undersøgelsen indeholder des
uden en række oplysninger, der viser forskelle mellem regioner og mellem hen holdsvis kvinders og mænds opfat
tel ser. Historie bevidsthed kan, som det sker i specialet, nok opfattes som et symbolsk generaliseret kom mu n ika
tions medium, men dets rummelighed viser sig at være stor, og derfor er det
forklarligt, at brugen af det blive mindre præcis og entydig. Læreplanen i rela
tion til 2005reformen bygger da heller ikke så ensidigt som 1999fagbilaget på historisk bevidsthed som overordnet målbegreb; men gennem opfyldelsen af de 10 kompetencemål, som lære planen opstiller, skulle der gerne samlet set – uanset lærernes forskellige op fattelse af begrebet – ske hensigtsmæssig kvalificering af elevernes historiske be
vidsthed.
I et speciale fra 2008, Historia Magistra Vitæ est, har Heidi Eskelund Knudsen undersøgt hvad ‘historien udenfor’ indeholder, og hvordan den bliver medtænkt i læremidlernes ud
formning i det almene gymnasiums historieundervisning efter 2005re
formen. Det sker ud fra den antagelse, at ‘historien udenfor’ er en vigtig del af kvalificeringen af elevernes historie
bevidsthed. Teorien er grundlæggende Luhmanninspireret, men suppleres med Lev Vygotskys forestillinger om elevernes nærmeste udviklingszone. En gennemgang af læremidler til historie
undervisningen, som er blevet til efter den læreplan, som trådte i kraft med gymnasiereformen i 2005, viser, at de i ringe grad medtænker ‘historien uden
for’, som læreplanen fremhæver som et væsentligt kompetencemål. I en del
konklusion, hvor udgangspunktet er begreberne historieskabt og historie
skabende, formuleres det således: »På det ene niveau udtrykkes der en com
monsenseviden om en tid, hvori eleven også indgår, mens det andet niveau ofte er svært at spore inter subjektive relationer mellem eleven og lære midler, idet de eksisterer uafhængigt af hin
andens relevanssystemer.« (s. 59).
Specialet indeholder ud over ana lysen af læremidlerne også elevinterview fra to klasser fra hver sin skole. Ved at fokusere på tre parametre: familie, venskaber og skole, indkredses nogle centrale elevforestillinger om ‘histori en udenfor’. Undersøgelsen viser, at elever
og læremidler har helt forskellige ud
gangspunkter, når det drejer sig om at kvalificere elevens historiebevidst
hed, og faren for parallelisme er nær
liggende. Den teoretiske forforståelse i undersøgelsen er, at der bør være mulighed for, at eleven kan identificere sin ‘historie udenfor’ med læremidlets fremstilling. Heidi Knudsen reflekterer over, om denne forforståelse er hen
sigtsmæssig, og om den ikke i stedet burde være ‘Verfremdung’.
Arbejdet i den historiedidaktiske under skov er vigtigt, fordi de studeren
de her får en indsigt, som kan præge deres undervisning, kollegiale kontakt og videreuddannelse.