samfundsfags implementering
Det er svært at vurdere styrken af modstanden mod strategien med den stærke eksterne styring af implemen-teringen af samfundsfag, men den var helt klart tilstede både hos dem der var negativt og dem der var positivt indstillet til det nye fag. Til den sidst-nævnte gruppe hørte mange historie-lærere, som op gennem 1950erne havde eksperimenteret med fornyelse af samfundskundskab. Se fx et referat af et møde i Pædagogisk Selskab og Socialpolitisk Forening i 1954, »Fra det aktuelle til det almene og abstrakte«
(Gymnasieskolen 1954 s. 130f.). Deres interesse og frustration illustreres fint i en artikel i Gymnasieskolen af adjunkt Frida Madsen fra Århus Katedralskole (Gymnasieskolen 1961:373-375). Hun var primus motor i et samfundslinje-forsøg, som var gennemført fra 1960 til 1963. I artiklen udtrykker hun skuffelse over, at de allerede oparbejdede erfa-ringer ikke anvendes i det nye fag og en frustration over den manglende ind-flydelse på det nye fag. En frustration som givetvis var dækkende for store kredse i det etablerede gymnasium.
Frida Madsen siger bl.a.:
Der er sikkert mange samfundsin-teresserede historielærere, der med beklagelse har erfaret, at man fra myndighedernes side har opgivet tanken om supplerende uddannelse i de nye discipliner. Meningen er da, at oprettelse af de nye samfundsfaglige grene kun undtagelsesvist vil kunne godkendes, før lærere med den nød-vendige universitetsuddannelse er til rådighed, dvs. de nye samfundsfagli-ge kandidater, der forventes færdisamfundsfagli-ge,
så undervisningen kan træde i kraft fra 1. august 1967.
Og:
Der er afgjort stor interesse for un-dervisning i samfundsforhold, ikke blot blandt vore gymnasieelever, men også ude i befolkningen, blandt erhvervsfolk f.eks., og mange har set hen til en gymnasielinje, der gav en sådan undervisning en retfærdigere plads på skemaet, men vil denne interesse tåle, at ideen går i hi i 7 lange år? Jeg tror det ikke.
Frida Madsen udtrykker en bekymring for, at
… unge eksperter uden baggrund i værdifulde undervisningstraditioner skal til at opbygge et helt nyt fag.
Hermed udtrykker hun tydelig institu-tionel modstand mod det nye fag. Hen-des løsningsforslag er, at samfundskan-didaterne
ikke må optræde som et-fagskandi-dater, at faget skal kombineres med et af de »gamle« fag (historie, geo-grafi, sprog eller matematik), at der skal tages pædagogikum i begge fag;
endvidere at den før omtalte meto-dik så nogenlunde er oparbejdet af trænede lærere, når de nyudklæk-kede kandidater møder frem i 1967.
De skal med andre ord bindes godt og grundigt ind i de eksisterende institu-tionelle strukturer.
Jeg vil indtrængende opfordre inte-resserede lærere til at bombardere undervisningsinspektion og udvalg med ansøgninger om forsøgs-undervisning på disse områder, og der er vel næppe tvivl om, at velbe-grundede ansøgninger vil blive taget til følge.
Det havde været nemt at tilfredsstille efterspørgslen efter faget blandt ele-verne og imødekomme frustrationen blandt lærerne ved at lukke historie-lærerne ind. Hertil siger Tage Kaarsted (som selv var uddannet historiker, lektor på Statskundskab og den som gennemførte forsøgsundervisningen i samfundsfag på Århus Statsgymnasium 1966-1968):
Jeg kan ikke tilråde historielærerne at begynde samfundsfaglige grene.
Uden at det skal opfattes som en jeriminade, vil jeg for mit eget ved-kommende sige, at det har været et hestearbejde. Ikke blot med »at læse lektier«, men også med at formulere opgaver og ikke mindst at rette dem.
Der er bogstavelig talt ingen græn-ser for, hvad man kan blive udsat for af verifikationsproblemer. Først og fremmest kræver det dog for en historiker, at han så at sige skal om-stille sig mentalt fra den historiske synsmåde og til den samfundsviden-skabelige. Det kan man vist i virke-ligheden kun, hvis man har gennem-gået en universitetsuddannelse heri.
Og jeg kan roligt tilstå, at havde jeg ikke kunnet trække stærkt på kolle-ger ved universitetet, tror jeg ikke, at jeg havde kunnet gennemføre for-søget. Hvad jeg har sagt om histori-kere, gælder sikkert også for jurister.
Formentlig vil direktoratet også være meget tilbageholdende med igang-sættelsestilladelser. (Gymnasieskolen 1968 s. 1001-1002).
Så var der advaret! Og der blev da hel-ler ikke givet dispensationer til historie-lærere til at undervise på de samfunds-faglige grene. På hf fik historielærere dog i stort tal dispensation til at under-vise i samfundsfag, men her var også tale om en helt ny uddannelse, som først skulle definere sig selv og ikke en traditionel uddannelse, som skulle re-formeres.
Kaarsted-citatet kan tolkes som et velment råd til historielærerne, men det kan også tolkes som udtryk for en strategi med at skærme faget mod faglig udvanding og fastlåsning i sam- fundskundskab/samfundslære-tradi-tionen, som let kunne blive resulta-tet, hvis historielærere (eller jurister) overtog det. Det, der formentlig ligger Kaarsted (og kredsen bag ham) på sinde, er at faget bliver samfunds-fagligt.
Det fremtrædende formale element i samfundsfag var både meget radikalt for sin tid og fik særdeles gode betin-gelser for at udvikle sig. Vi må betragte det som et tidligt tegn på et senmo-derne dannelsesmål i gymnasiet, som i vid udstrækning senere er blevet til hele gymnasiets dannelsesmål og en del af de nye krav om projektorienteret fag-samspil.
Noter
1. Den indvending mod faget blev fremført allerede i den kommission, der med ‘den røde betænkning’ foreslog oprettelsen af samfundsfag af professor Knud Togeby fra Københavns Universitet. Han kunne ikke støtte indførelsen af samfundsfag som et grenfag i gymnasiet, idet han så det som en udvidelse af den almendan-nende undervisning på bekostning af den studieforberedende (Betænkning nr.
269, 1960:29).
2. Jeg kan nøjes med at henvise til Gagel i denne artikel, idet han fungerer som den, der sammenfatter den tyske sam-fundsfagsdidaktik i disse år.
Litteratur
Andersen, P. N., S. Heltberg, G. Tolder-lund Hansen, H. Koch, H. Ravnholt og F.
Wendt (Andersen m.fl. 1946). Borger i Danmark – En Grundbog for Studiekredse i Medborgerkundskab. Statsradiofoniens Grundbøger. København: J. H. Schultz Forlag.
Betænkning nr. 269, 1960. Det nye gymna-sium (den røde betænkning).
Christensen, T. S. (2000). Samfundsfag som gymnasialt fag. Samfundsfagsnyt, nr 136.
Efterretninger om Århus Katedralskole. Di-verse årgange.
Gymnasieskolen. Diverse numre
Gagel, W. (2000). Einführung in die Didaktik des politischen Unterrichts. 2. Auflage.
Opladen: Leske + Budrich.
Haue, H. (2003). Almendannelse som lede-stjerne – En undersøgelse af almendan-nelsens funktion i dansk gymnasieunder-visning 1775-2000. Odense: Syddansk Universitetsforlag.
Haue, Harry (2004). Almendannelse for tiden. Odense: Syddansk Universitetsfor-lag.
Lorentzen, Svein (1986). Ungdomsskolens samfunnsfag i historisk og komparativt perspektiv I – IV, Avhandling for den filo-sofiske Doktorgrad, Trondheim.
Munch P. (1917). Mindre Lærebog i Sam-fundskundskab. Sjette Oplag. Kjøben-havn og Kristiania: Gyldendalske Bog-handel.