3.2 Analyse af vores empiri
3.2.3 Skiftende forventninger og risiko
Vi har ud fra Gatward et al. (2009) fundet, at de gravide oplever skiftende forventninger til fødslen. Vi vil gennem governmentality-teorien undersøge, hvordan det kan forklare årsagen til disse skiftende forventninger, herunder hvordan risiko anvendes som styring. Ligeledes
frembringer studierne, at flere gravide udtrykker modvillighed eller bekymring omkring
igangsættelse, men trods dette takker ja. Med fokus på styring undersøger vi, hvorfor de tilvælger igangsættelse, på trods af, at de udtrykker negative tanker herom.
32 3.2.3.a Fra en naturlig fødsel til en medicinsk fødsel
I Gatward et al. oplever 18 af de 23 gravide et skift i deres forventninger til fødslen, efter at være blevet præsenteret for igangsættelsestilbuddet (Gatward et al., 2009, s. 6). De gravide føler, at de er nødsaget til at ændre deres forventninger, da tiden for den naturlige fødsel muligvis ophører og risikotænkning opstår: “I always looked at births like a natural thing (...) I don’t like the thought of anything interfering with giving birth (...) I would rather it just go by itself. It’s a very scary
thought” (Gatward et al., 2009, s. 6). Den gravides forventninger til fødslen ændrer sig i takt med, at hun begynder at opfatte sig selv som et risiko-objekt. Risiko i governmentality-analytikken anses som en måde at fremstille virkeligheden på, så det gøres muligt at handle og intervenere inden for denne. Risiko bliver således en styringsteknologi, hvis formål er at styre individet og kollektivets adfærd mod styringens mål (Dean, 2006, s. 280). Målet er at graviditeten ikke bør passere 42 fulde uger. Med udgangspunkt i Giddens teori om risiko opstår en kolonisering af fremtiden, når der opstår uforudsete hændelser (Giddens, 1996, s. 134). Det er sammenligneligt med de ændrede forventningerne, de gravide oplever i studiet, når de foretager risikokalkulation over de fremtidige valg.
En anden gravide udtaler: ”(...) A couple of months ago there it was all going to be a natural birth (…) now it’s all getting a bit clinical and a bit medicalised” (Gatward et al., 2009, s. 6). Af citatet fremgår det, at de gravide har tanker og forventninger om graviditeten og fødslen som en naturlig proces. Efter vejledningen om igangsættelse sker der, som nævnt tidligere, en
subjektiveringsproces, og den gravide kan opleve at se sig selv og sit barn som et risiko-objekt (Heede, 2004, s. 32).
Ydermere beskriver en af de gravide hendes skiftende forventninger som: ”I am having a induction as opposed to having a baby” (Gatward et al., 2009, s. 6). Inden for det medicinske felt er evidens som nævnt tidligere, den dominerende diskurs (Glasdam et al., 2009, s. 120). At sætte i gang pga.
den forhøjede risiko for maternelle og føtale komplikationer efter 42 fulde uger, er en del af denne diskurs. Diskursen synes at stride mod de gravides egne opfattelser af den naturlige fødsel.
Særligt en gravid præciserer dette: ”It just seems wrong without being wrong” (Gatward et al., 2009, s. 6). Med afsæt i teorien om styringsteknologier, herunder vejledningen om risiko,
begynder den gravide at opfatte sig selv som et risiko-objekt (Heede, 2004, s. 32). Hun er således
33 styret af risiko og evidens som dominerende diskurs, hvorfor hun trods modvillighed om igangsættelse tilvælger den.
De gravides opfattelse af virkeligheden om den naturlige fødsel er blevet revurderet, og de skal tage et skæbnesvangert valg ud fra en nytilkommen risikovurdering. De gravide er influeret af en risikokalkulation for fremtiden (Giddens, 1996, s. 135), hvor de må vurdere, om de tør tage den risiko eller ej.
3.2.3.b At undgå medicinsk igangsættelse gennem alternative metoder
Det fremgår af Gatward et al., at alle gravide har forsøgt at starte fødslen i perioden mellem de bliver booket og til igangsættelsesdatoen. En udtaler: ”I have said all through my pregnancy, whatever it takes to have the baby is what I will do (...) I went to everything I could think of to try and avoid an induction” (Gatward et al., 2009, s. 7). Det kan antages at de gravide ønsker at undgå det skæbnesvangre valg; at til- eller fravælge igangsættelse. I den mellemliggende periode
forsøger de derfor at anvende alternative metoder. Dog er de bevidste om, når igangsættelse anbefales, må de tilvælge denne for at tilpasse sig normsættet. Dette normsæt indebærer at føde inden 42 fulde uger. Denne disciplinering mod et normsæt kan beskrives som biomagt (Dean, 2006, s. 43).
At de gravide søger alternative måder at stimulere til begyndende fødsel på, kan være et udtryk for, at de ikke ønsker igangsættelse. Trods denne antagelse takker de allesammen ja, men forsøger sig med alternative metoder for at sætte fødslen igang (Gatward et al., 2009, s. 7). Det kan forklares med, at de gravide her forsøger at bevare selvledelse, men kun inden igangsættelsen skal påbegyndes. Det kan skyldes, at de er underlagt den disciplinerende biomagt, der styrer dem mod normen om igangsættelse.
3.2.3.c Det skæbnesvangre valg
De fem gravide i Gatward et al., der ender med at gå spontant i fødsel udtrykker alle ønske om et naturligt forløb (Gatward et al., 2009, s. 6). Umiddelbart ønsker de ikke, at overgive sig til
igangsættelsen, men udtrykker samtidig forsigtighed over at fravælge tilbuddet. En gravid udtaler:
”I am a bit disappointed that I have to be induced. (…) Nevertheless, at the end of the day, I am
34 going to have the baby and that is the main point” (Gatward et al., 2009, s. 6). Den gravide håber således at gå spontant i fødsel, så hun ikke er nødsaget til at træffe et direkte til- eller fravalg.
Dette valg kan ifølge Giddens forstås som et skæbnesvangert øjeblik. Skæbnesvangre øjeblikke er begivenheder, der berører den gravides fremtidige liv, og er influeret af den
sundhedsprofessionelles vejledning. I det ovenstående citat fremgår det, at den gravide trods skuffelse lader sig styre af anbefalingen om igangsættelse. Desuden omfatter skæbnesvangre øjeblikke en straf, hvis ikke det rette valg tages (Giddens, 1996, s. 137). Straffen kan for den gravide både være tabet af den naturlige fødsel, hvis igangsættelse tilvælges, eller i yderste konsekvens tabet af barnet, hvis hun fravælger igangsættelse. Dette underbygger, hvordan de gravide gerne vil undgå igangsættelsen, men samtidig er indforstået med den straf det muligvis indebærer, hvis den fravælges.
3.3 Temaer fra studiernes analyse
3.3.1 Analyse med tjeklisten af pjecerne
Vi har med tjeklisten som analyseværktøj konstateret, at kvaliteten af vejledningen i pjecerne generelt ikke er tilfredsstillende (Bilag 21). Der er generelt mangel på vejledning om
beslutningsprocessen samt fravalget af igangsættelse (Bilag 21, 1.1-1.7.1).
Ud fra denne konstatering har vi lavet følgende temaer, der kan besvare vores problemformulering:
- Pjecernes styring
- At tage en beslutning om igangsættelse - Den naturlige fødsel og fravalget
Afklaring til tjeklisten:
Når tjeklisten nævner de forskellige behandlingsmuligheder, så henvises til at vælge igangsættelse eller at afvente med overvågning.
35 3.3.2 Pjecernes styring
3.3.2.a De gravides værdier og den ‘styrede krop’
Med henvisning til vores udformede tjekliste, fremgår det af punkt 5, at der mangler vejledning i pjecerne til at udtrykke de gravides værdier. Desuden omhandler punktet, hvordan de gravide kan overveje positive og negative aspekter, når de skal tage stilling til igangsættelsestilbuddet (Bilag 21, 5.-5.3).
I pjecen fra Nordsjællands Hospital beskrives ‘kroppen’ gentagende gange, som bestemmende for, hvornår og hvordan den gravide skal igangsættes: ”Hvis din krop ikke har gjort sig klar til fødsel”,
“Når kroppen har modnet lidt selv” (Bilag 5, s. 1,2). I pjecen fra Herlev Hospital udtrykkes det ligeledes: ”Valget af igangsættelsesmetode til dig afhænger bl.a. af, hvor parat din krop er til at føde” (Bilag 4, s. 1). I ovennævnte citater henvender pjecerne sig direkte til den gravides krop, hvor hendes psyke og personlighed synes umiddelbart adskilt fra denne. Måden hvorpå tre af pjecerne omtaler den gravide som en ‘krop’ kan udtrykke biomagtens disciplinerende styring, og synes således eksplicit formuleret. Den gravide bliver genstand for det medicinske blik, hvor kroppen, ifølge Olesens fortolkning af Foucault, manipuleres i et disciplinerende felt af magt og viden (Olesen, 2010, s. 312). Olesen beskriver desuden, at jo lydigere kroppen er, desto mere nyttig er den (Olesen, 2010, s. 313). Den gravides ‘krop’ skal således indordne sig, under de rammer, som biopolitikken i form af pjecen foreskriver. Hun synes derved lettere at regulere mod styringens mål. Målet er som nævnt tidligere at tilbyde igangsættelse på baggrund af de risici, der er forbundet med at fortsætte graviditeten efter 42 fulde uger (Sundhedsstyrelsen, 2013, s. 144).
Det kan sammenholdes med vores analysefund i studiet af Murtagh & Folan (2014), hvori de gravide udtaler, at de sundhedsprofessionelle ved bedst. De gravide ledes til selvledelse (conduct of conduct), da igangsættelsen kun er et tilbud, men overlader styringen af deres ‘krop’ til den sundhedsprofessionelle.
Pjecerne udtrykker således ‘kroppen’ som adskilt fra den gravides værdier. Hun kan derved anses som en styrbar genstand, og ikke som et individ, der kan tage stilling til igangsættelsestilbuddet.
Med afsæt i tjeklisten synes det mangelfuldt, at pjecerne ikke lægger større vægt på, at den gravide skal kunne udtrykke sine værdier, og hvad der har betydning for hendes valg (Bilag 21, 5.0-5.3).
36 3.3.2.b Statistikkers betydning
Ud fra vores tjekliste fremgår det, at der samlet set ikke er tilstrækkelig vejledning i pjecerne. Det udtrykkes bl.a. under punkterne, der omhandler den naturlige fødselsproces, vejledning om fravalget af igangsættelse. Samt hvorvidt pjecerne fremlægger behandlingsmuligheder på en forståelig og objektiv måde (Bilag 21, 1.5.1; 1.5.3-1.5.4; 1.6; 2.0-2.7). Med afsæt i vores
problemformulering synes det relevant at uddybe punkt 1.5 og 2.0. De omhandler den naturlige fødselsproces og den manglende objektive måde igangsættelsestilbuddet præsenteres på (Bilag 21).
I vores tjekliste belyses, om pjecerne beskriver den naturlige fødselsproces og den spontane fødsel, hvilket ingen af pjecerne opfylder (Bilag 21, 1.5.3-1.5.4; 9.1-9.2). Det fremgår ligeledes, at ingen af pjecerne inddrager statistikker, der kan synliggøre de udfald, som kan opstå uafhængig af valgt behandling (Bilag 21, 2.1; 2.2). De gravide har derved ingen mulighed for at til- eller fravælge igangsættelse ud fra et statistisk, objektivt sammenligningsgrundlag. Et sådant
sammenligningsgrundlag kunne fx være en henvisning til at kun 5,6% af alle graviditeter reelt når til 42 fulde uger, forudsat terminsberegningen er nøjagtig (Sundhedsstyrelsen, 2013, s. 144).
Hvis en sådan statistik inddrages i pjecerne, får de gravide en viden om, at de sandsynligvis vil gå spontant i fødsel inden 42 fulde uger. Det kan dermed formodes at have en indvirkning på, at flere gravide ville fravælge igangsættelsen.
Ifølge Dean beskriver praksisregime-analyse synlighedsfeltet, hvori styringen udspiller sig (Dean, 2006, s. 72). I opgaven anses synlighedsfeltets aktører som den gravide og pjecerne, hvoraf pjecerne tager udgangspunkt i den sundhedspolitik biomagten foreskriver. Som tidligere nævnt belyser synlighedsfeltet de objekter, der synliggøres eller sløres for at nå styringens mål; at føde inden 42 fulde uger. Når objekter såsom sammenlignelige statistikker og usikkerheder ved de mulige behandlinger ikke optræder, vurderes kvaliteten af objektiviteten i pjecerne lavt (Bilag 21, 2.1-2.3). I et governmentality-perspektiv kan det antages, at styringen mod målet forstærkes, da de gravide ikke får muligheden for at træffe deres valg på et objektivt grundlag. De gravide får således ingen mulighed for at kende til statistikken om, at de med stor sandsynlighed vil gå
37 spontant i fødsel før uge 42 og derved ikke behøver igangsættelse. En afgørende vejledning, der kan have en indvirkning på deres valg.
Som nævnt tidligere påpeger de gravide, at det skriftlige materiale opleves mangelfuldt, og kun giver dem den helt basale viden om igangsættelse (Murtagh & Folan, 2014; Gatward et al., 2009).
De gravides udtalelser kan således sammenholdes med den manglende kvalitet af pjecerne fra hovedstadsområdet, som fremgår i tjeklisten (Bilag 21, 2.0).
Her kan det yderligere diskuteres, om de gravide informeres tilstrækkeligt og derved støttes i at træffe et informeret valg.
3.3.2.c Evidens som dominerende diskurs
Tjeklisten undersøger, om pjecerne underbygger deres udsagn med evidens. Ingen af pjecerne opfylder kriterierne fuldstændig, og ved flere er det ikke muligt at undersøge (Bilag 21, 3.0; 3.2-3.4). I pjecen fra Rigshospitalet står der om medicinsk igangsættelse: ”I videnskabelige
undersøgelser kan man se, at der er færre kvinder, der får foretaget akut kejsersnit, når man anvender misoprostol” (Bilag 7, s. 2). I pjecen fra Hvidovre Hospital nævnes, at flere undersøgelser viser, at der er risiko for komplikationer efter uge 42 (Bilag 6, s. 2). Disse ovennævnte eksempler er de eneste passager, hvor pjecerne begrunder deres vejledning med videnskabelige undersøgelser.
Det fremgår dog ikke hvilke undersøgelser, og om de er underbygget med den mest opdaterede evidens (Bilag 21, 3.1-3.2). Når pjecerne ikke eksplicit henviser eller begrunder med evidens, vurderes kvaliteten af pjecerne lav.
Evidens er den dominerende diskurs inden for sundhedsvæsenet (Glasdam et al., 2009, s. 120).
Den optræder ydermere som en god kvalitet i vejledning af patienter ud fra vores tjekliste.
Diskurser er ifølge Heede bygget på viden og magt, og evidensen skaber således den ’sande viden’
ud fra de undersøgelser, der nævnes i pjecerne (Heede, 2004, s. 85). Biomagten synes at optræde skjult, da vi mener evidens, som den sande viden, indirekte nævnes med ordet ‘undersøgelser’.
Den sande viden kan beskrive den norm, som den gravide styres mod; hun anbefales igangsættelse mhp. at føde før 42 fulde uger. Evidensen omformer og påvirker således praksisregimet, og formodentlig den gravides oplevelse af igangsættelsestilbuddet.
38 3.3.3 At tage en beslutning om igangsættelse
3.3.3.a Manglende inddragelse i beslutningsprocessen
Flere af tjeklistens punkter undersøger, om pjecerne giver den gravide kendskab til
beslutningsprocessen ved igangsættelsestilbuddet. Ligeledes undersøges det om pjecerne støtter den gravide til overvejelser i beslutningsprocessen (Bilag 21, 1.1-1.2; 2.0; 5.0; 6.0).
Disse punkter finder vi relevante for besvarelse af vores problemformulering, da de kan belyse, hvordan pjecerne som vejledning kan indgå som en styringsmekanisme.
Ingen af pjecerne opfylder disse punkter på tjeklisten, og kun nogle formår det delvist. Det kan dermed antages, at den gravide ikke støttes i beslutningsprocessen, da der ikke opfordres til refleksion eller medinddragelse.
Fælles for pjecerne er, at igangsættelse ikke tydeligt bliver fremlagt som et valg, der kræver en beslutning af den gravide. Et eksempel herpå er fra Herlev Hospital: ”Information til dig der skal have sat fødslen i gang” (Bilag 4, s. 1). Pjecen benytter et sprog, der tager udgangspunkt i, at den gravide skal sættes i gang. Den lægger dermed ikke op til at den gravide indgår i
beslutningsprocessen. Et andet eksempel er Rigshospitalets pjece, som informerer den gravide om, at hun vil blive ringet op en given dato. De skriver efterfølgende: ”Ved denne samtale vil du få en aftale om igangsættelse af fødslen” (Bilag 7, s. 1). Ovennævnte citater belyser, at det anvendte sprog, ikke giver de gravide muligheden for et valg. Dette på trods af at Sundhedsloven
foreskriver, at patienten skal inddrages i drøftelsen af sin behandling (Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, 2014, §21). Pjecerne, som aktør i praksisregimets synlighedsfelt, slører gennem sproget, at de gravide har et valg. Styringen (conduct of conduct) af den gravide kommer således til udtryk.
I tidligere analyse af Murtagh & Folan fremgår det, at de gravide efterspørger mere diskussion om mulige forløb ved igangsættelsen (Murtagh & Folan, 2014, s. 107). Samme tendens fremgår i analysen af pjecerne, da tjeklisten belyser, at den gravide ikke indgår i beslutningsprocessen.
Ydermere fremgår det af tjeklisten, at pjecerne ikke beskriver mulige forløb og udfald (Bilag 21, 1.1-1.2; 1.5; 1.7; 2.0).
39 3.3.3.b Værktøjer til en beslutningsproces
Ydermere undersøger tjeklisten, om pjecerne indeholder struktureret vejledning i overvejelse og kommunikation om igangsættelse; herunder hvordan den gravide tager en beslutning (Bilag 21, 6.0-6.3). Ingen af pjecerne opfylder dette til fulde. Eksempelvis synliggør ingen af dem værktøjer til den beslutningsproces, der bør indgå ved et til- eller fravalg (Bilag 21, 6.1). Værktøjer kan være spørgsmål der fordrer til refleksion og overblik hos den gravide, fx en liste den gravide kan udarbejde, som beskriver fordele og ulemper ved igangsættelse. Relevansen af disse værktøjer kan underbygges af Sundhedsloven, der beskriver, at det er den sundhedsprofessionelles ansvar, at: “Patienten informeres og inddrages i drøftelserne af behandlingen” (Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, 2014, §21). De manglende værktøjer kan ligeledes ses i analysen af Gatward et al., hvor en gravid udtaler, at hun ikke har et valg efter at have fået fremlagt igangsættelsestilbuddet (Gatward et al., 2009, s. 6).
Tjeklisten undersøger desuden, om pjecen foreslår måder, hvorpå den gravide kan tale om beslutningen med sundhedsprofessionelle (Bilag 21, 6.2). Nordsjællands Hospital er det eneste, der delvist nævner en dialog omkring beslutningen: ”Beslutningen tager vi sammen med dig, (...).
Stil derfor gerne spørgsmål undervejs” (Bilag 5, s. 1). Pjecen lægger således op til medinddragelse i beslutningsprocessen, men forklarer dog ikke direkte, at dialogen kan omhandle fravælgelse af igangsættelse.
Ifølge Dean er styring ethvert forsøg på at forme aspekter ved vores adfærd i overensstemmelse med bestemte mål for øje (Dean, 2006, s. 43). Styringen (conduct of conduct) udtrykkes således, da tre af pjecerne ikke støtter de gravide i overvejelse og kommunikation ved
igangsættelsestilbuddet (Bilag 21, 6.0). Grundlaget for beslutningsprocessen bliver derved mangelfuld, og den gravide må styre sig selv inden for nogle begrænsede rammer.
De begrænsede rammer for medinddragelse kan sammenholdes med tidligere analysefund i studierne, hvor en gravid ønsker igangsættelse før anbefalingerne foreskriver (Gatward et al., 2009, s. 5). Den gravide forsøger at lede sin egen krop, men når hun træder uden for normen, opmuntres hun ikke længere i selvledelse.
40 3.3.3.c Betydningen af den gravides værdier
Som nævnt tidligere belyser tjeklisten, hvorledes pjecerne indeholder metoder til at hjælpe den gravide med at tydeliggøre og udtrykke værdier. Herunder om pjecerne ansporer de gravide til at tale med andre om deres værdier. Samt overveje hvilke positive og negative aspekter, der betyder mest for dem (Bilag 21, 5.0). I pjecerne fra Herlev og Nordsjællands Hospital nævnes, at der kan være mange spørgsmål, hvilket de opfordrer de gravide til at stille (Bilag 4, s. 4; Bilag 5, s. 1).
Rigshospitalet opfordrer de gravide til at stille spørgsmål efter det er besluttet, hvordan fødslen skal sættes i gang - ikke om fødslen skal sættes i gang (Bilag 7, s. 1). Ingen af hospitalerne foreslår således måder, hvorpå de gravide kan inddrage andre i, hvad der betyder mest for dem (Bilag 21, 5.2-5.3).
Det fremgår på flere parametre af tjeklisten, at den gravides værdier ikke bliver inddraget i beslutningsprocessen. I Gatward et al. udtaler en gravid:“It wasn’t clear to me that at the time that they did the prostaglandin that I will be staying in the hospital from that time on” (Gatward et al., 2009, s. 6). Med denne udtalelse kan det antages, at den gravide ønskede at blive hjemme under igangsættelsen. Det kan formodes, at hun ikke er blevet opfordret til at dele denne værdi om at blive hjemme. Hvis den gravide havde udtrykt dette, kunne uoverensstemmelsen mellem hendes værdier og igangsættelsen muligvis have påvirke hendes oplevelse af tilbuddet.
Når den gravides holdninger og værdier ikke inddrages, kan de ikke anvendes som argumenter i hendes stillingtagen. Det kan formodes, at hvis hun ikke er bevidst om sine værdier, indgår de ikke i beslutningsprocessen. Derfor bliver teknologier som risiko og evidens styrende ved
igangsættelsestilbuddet.
3.3.4 Den naturlige fødsel og fravalget
3.3.4.a At ‘gå over tid’
Hvidovre Hospital formulerer i deres pjece: ”fødslen bliver sat i gang, så du kan nå at føde inden du er 42 fulde uger” samt ”(…) der er risiko for flere komplikationer for mor og barn, når
graviditetslængden passerer 42 uger” (Bilag 6, s. 1-2). Fraset denne tydeliggør ingen af pjecerne, hvad det vil sige at “gå over tid” og passere 42 fulde uger. Der skelnes således ikke mellem at
41 passere terminsdatoen, og stadig at være inden for terminsperioden, eller graviditas prolongata hvor de øgede risici kan opstå (Sundhedsstyrelsen, 2013, s. 144). Med afsæt i pjecerne og Giddens forståelse af risikokalkulation (Giddens, 1996, s. 134), kan den gravide muligvis ledes til at tro, at de øgede risici indtræder, når hun passerer terminsdatoen. Det kan muligvis påvirke hendes grundlag for at tilvælge igangsættelsen. Ydermere kan denne risikokalkulation antages at være årsagen til, at nogle gravide omtaler sig selv som værende ‘gået over tid’, selvom de stadig er inden for den normale terminsperiode (Sundhedsstyrelsen, 2001, 2.2).
3.3.4.b Manglende vejledning
Tjeklisten belyser ydermere, hvordan pjecerne beskriver de to behandlingsmuligheder; afvente med overvågning eller sætte fødslen i gang (Bilag 21, 1.5-1.5.2). Det fremgår i vores tjekliste, at pjecerne i et sparsomt omfang fremlægger behandlingsmulighederne ved et fravalg. Pjecen fra Herlev Hospital nævner ikke muligheden for fravalget. Nordsjællands Hospital nævner: ”Ønsker du ikke at få fødslen sat i gang, vil vi tilbyde at følge dig og dit barn med tætte kontroller, der bliver planlagt ud fra netop din situation”. Rigshospitalets tilbyder at hjælpe med en individuel plan (Bilag 5, s. 1; Bilag 7, s. 3).
Ingen af disse pjecer nævner, hvad en sådan plan indebærer, hvorfor fravalget muligvis kan opleves som uhåndgribeligt. Ifølge Giddens indebærer kolonisering af fremtiden, at individet skal foretage en risikokalkulation (Giddens, 1996, s. 134). Hvis den gravide ikke får tilstrækkelig
vejledning om fravalget, kan risikokalkulationen forekomme mangelfuld. Derved opleves fravalget af igangsættelsen som uhåndgribelig og ikke kalkulerbar.
Ydermere udtrykker pjecerne kun indirekte, at der er risici forbundet med at ‘gå over tid’. Det
Ydermere udtrykker pjecerne kun indirekte, at der er risici forbundet med at ‘gå over tid’. Det