a De gravides værdier og den ‘styrede krop’

Med henvisning til vores udformede tjekliste, fremgår det af punkt 5, at der mangler vejledning i pjecerne til at udtrykke de gravides værdier. Desuden omhandler punktet, hvordan de gravide kan overveje positive og negative aspekter, når de skal tage stilling til igangsættelsestilbuddet (Bilag 21, 5.-5.3).

I pjecen fra Nordsjællands Hospital beskrives ‘kroppen’ gentagende gange, som bestemmende for, hvornår og hvordan den gravide skal igangsættes: ”Hvis din krop ikke har gjort sig klar til fødsel”,

“Når kroppen har modnet lidt selv” (Bilag 5, s. 1,2). I pjecen fra Herlev Hospital udtrykkes det ligeledes: ”Valget af igangsættelsesmetode til dig afhænger bl.a. af, hvor parat din krop er til at føde” (Bilag 4, s. 1). I ovennævnte citater henvender pjecerne sig direkte til den gravides krop, hvor hendes psyke og personlighed synes umiddelbart adskilt fra denne. Måden hvorpå tre af pjecerne omtaler den gravide som en ‘krop’ kan udtrykke biomagtens disciplinerende styring, og synes således eksplicit formuleret. Den gravide bliver genstand for det medicinske blik, hvor kroppen, ifølge Olesens fortolkning af Foucault, manipuleres i et disciplinerende felt af magt og viden (Olesen, 2010, s. 312). Olesen beskriver desuden, at jo lydigere kroppen er, desto mere nyttig er den (Olesen, 2010, s. 313). Den gravides ‘krop’ skal således indordne sig, under de rammer, som biopolitikken i form af pjecen foreskriver. Hun synes derved lettere at regulere mod styringens mål. Målet er som nævnt tidligere at tilbyde igangsættelse på baggrund af de risici, der er forbundet med at fortsætte graviditeten efter 42 fulde uger (Sundhedsstyrelsen, 2013, s. 144).

Det kan sammenholdes med vores analysefund i studiet af Murtagh & Folan (2014), hvori de gravide udtaler, at de sundhedsprofessionelle ved bedst. De gravide ledes til selvledelse (conduct of conduct), da igangsættelsen kun er et tilbud, men overlader styringen af deres ‘krop’ til den sundhedsprofessionelle.

Pjecerne udtrykker således ‘kroppen’ som adskilt fra den gravides værdier. Hun kan derved anses som en styrbar genstand, og ikke som et individ, der kan tage stilling til igangsættelsestilbuddet.

Med afsæt i tjeklisten synes det mangelfuldt, at pjecerne ikke lægger større vægt på, at den gravide skal kunne udtrykke sine værdier, og hvad der har betydning for hendes valg (Bilag 21, 5.0-5.3).

36 3.3.2.b Statistikkers betydning

Ud fra vores tjekliste fremgår det, at der samlet set ikke er tilstrækkelig vejledning i pjecerne. Det udtrykkes bl.a. under punkterne, der omhandler den naturlige fødselsproces, vejledning om fravalget af igangsættelse. Samt hvorvidt pjecerne fremlægger behandlingsmuligheder på en forståelig og objektiv måde (Bilag 21, 1.5.1; 1.5.3-1.5.4; 1.6; 2.0-2.7). Med afsæt i vores

problemformulering synes det relevant at uddybe punkt 1.5 og 2.0. De omhandler den naturlige fødselsproces og den manglende objektive måde igangsættelsestilbuddet præsenteres på (Bilag 21).

I vores tjekliste belyses, om pjecerne beskriver den naturlige fødselsproces og den spontane fødsel, hvilket ingen af pjecerne opfylder (Bilag 21, 1.5.3-1.5.4; 9.1-9.2). Det fremgår ligeledes, at ingen af pjecerne inddrager statistikker, der kan synliggøre de udfald, som kan opstå uafhængig af valgt behandling (Bilag 21, 2.1; 2.2). De gravide har derved ingen mulighed for at til- eller fravælge igangsættelse ud fra et statistisk, objektivt sammenligningsgrundlag. Et sådant

sammenligningsgrundlag kunne fx være en henvisning til at kun 5,6% af alle graviditeter reelt når til 42 fulde uger, forudsat terminsberegningen er nøjagtig (Sundhedsstyrelsen, 2013, s. 144).

Hvis en sådan statistik inddrages i pjecerne, får de gravide en viden om, at de sandsynligvis vil gå spontant i fødsel inden 42 fulde uger. Det kan dermed formodes at have en indvirkning på, at flere gravide ville fravælge igangsættelsen.

Ifølge Dean beskriver praksisregime-analyse synlighedsfeltet, hvori styringen udspiller sig (Dean, 2006, s. 72). I opgaven anses synlighedsfeltets aktører som den gravide og pjecerne, hvoraf pjecerne tager udgangspunkt i den sundhedspolitik biomagten foreskriver. Som tidligere nævnt belyser synlighedsfeltet de objekter, der synliggøres eller sløres for at nå styringens mål; at føde inden 42 fulde uger. Når objekter såsom sammenlignelige statistikker og usikkerheder ved de mulige behandlinger ikke optræder, vurderes kvaliteten af objektiviteten i pjecerne lavt (Bilag 21, 2.1-2.3). I et governmentality-perspektiv kan det antages, at styringen mod målet forstærkes, da de gravide ikke får muligheden for at træffe deres valg på et objektivt grundlag. De gravide får således ingen mulighed for at kende til statistikken om, at de med stor sandsynlighed vil gå

37 spontant i fødsel før uge 42 og derved ikke behøver igangsættelse. En afgørende vejledning, der kan have en indvirkning på deres valg.

Som nævnt tidligere påpeger de gravide, at det skriftlige materiale opleves mangelfuldt, og kun giver dem den helt basale viden om igangsættelse (Murtagh & Folan, 2014; Gatward et al., 2009).

De gravides udtalelser kan således sammenholdes med den manglende kvalitet af pjecerne fra hovedstadsområdet, som fremgår i tjeklisten (Bilag 21, 2.0).

Her kan det yderligere diskuteres, om de gravide informeres tilstrækkeligt og derved støttes i at træffe et informeret valg.

3.3.2.c Evidens som dominerende diskurs

Tjeklisten undersøger, om pjecerne underbygger deres udsagn med evidens. Ingen af pjecerne opfylder kriterierne fuldstændig, og ved flere er det ikke muligt at undersøge (Bilag 21, 3.0; 3.2-3.4). I pjecen fra Rigshospitalet står der om medicinsk igangsættelse: ”I videnskabelige

undersøgelser kan man se, at der er færre kvinder, der får foretaget akut kejsersnit, når man anvender misoprostol” (Bilag 7, s. 2). I pjecen fra Hvidovre Hospital nævnes, at flere undersøgelser viser, at der er risiko for komplikationer efter uge 42 (Bilag 6, s. 2). Disse ovennævnte eksempler er de eneste passager, hvor pjecerne begrunder deres vejledning med videnskabelige undersøgelser.

Det fremgår dog ikke hvilke undersøgelser, og om de er underbygget med den mest opdaterede evidens (Bilag 21, 3.1-3.2). Når pjecerne ikke eksplicit henviser eller begrunder med evidens, vurderes kvaliteten af pjecerne lav.

Evidens er den dominerende diskurs inden for sundhedsvæsenet (Glasdam et al., 2009, s. 120).

Den optræder ydermere som en god kvalitet i vejledning af patienter ud fra vores tjekliste.

Diskurser er ifølge Heede bygget på viden og magt, og evidensen skaber således den ’sande viden’

ud fra de undersøgelser, der nævnes i pjecerne (Heede, 2004, s. 85). Biomagten synes at optræde skjult, da vi mener evidens, som den sande viden, indirekte nævnes med ordet ‘undersøgelser’.

Den sande viden kan beskrive den norm, som den gravide styres mod; hun anbefales igangsættelse mhp. at føde før 42 fulde uger. Evidensen omformer og påvirker således praksisregimet, og formodentlig den gravides oplevelse af igangsættelsestilbuddet.

38 3.3.3 At tage en beslutning om igangsættelse

3.3.3.a Manglende inddragelse i beslutningsprocessen

Flere af tjeklistens punkter undersøger, om pjecerne giver den gravide kendskab til

beslutningsprocessen ved igangsættelsestilbuddet. Ligeledes undersøges det om pjecerne støtter den gravide til overvejelser i beslutningsprocessen (Bilag 21, 1.1-1.2; 2.0; 5.0; 6.0).

Disse punkter finder vi relevante for besvarelse af vores problemformulering, da de kan belyse, hvordan pjecerne som vejledning kan indgå som en styringsmekanisme.

Ingen af pjecerne opfylder disse punkter på tjeklisten, og kun nogle formår det delvist. Det kan dermed antages, at den gravide ikke støttes i beslutningsprocessen, da der ikke opfordres til refleksion eller medinddragelse.

Fælles for pjecerne er, at igangsættelse ikke tydeligt bliver fremlagt som et valg, der kræver en beslutning af den gravide. Et eksempel herpå er fra Herlev Hospital: ”Information til dig der skal have sat fødslen i gang” (Bilag 4, s. 1). Pjecen benytter et sprog, der tager udgangspunkt i, at den gravide skal sættes i gang. Den lægger dermed ikke op til at den gravide indgår i

beslutningsprocessen. Et andet eksempel er Rigshospitalets pjece, som informerer den gravide om, at hun vil blive ringet op en given dato. De skriver efterfølgende: ”Ved denne samtale vil du få en aftale om igangsættelse af fødslen” (Bilag 7, s. 1). Ovennævnte citater belyser, at det anvendte sprog, ikke giver de gravide muligheden for et valg. Dette på trods af at Sundhedsloven

foreskriver, at patienten skal inddrages i drøftelsen af sin behandling (Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, 2014, §21). Pjecerne, som aktør i praksisregimets synlighedsfelt, slører gennem sproget, at de gravide har et valg. Styringen (conduct of conduct) af den gravide kommer således til udtryk.

I tidligere analyse af Murtagh & Folan fremgår det, at de gravide efterspørger mere diskussion om mulige forløb ved igangsættelsen (Murtagh & Folan, 2014, s. 107). Samme tendens fremgår i analysen af pjecerne, da tjeklisten belyser, at den gravide ikke indgår i beslutningsprocessen.

Ydermere fremgår det af tjeklisten, at pjecerne ikke beskriver mulige forløb og udfald (Bilag 21, 1.1-1.2; 1.5; 1.7; 2.0).

39 3.3.3.b Værktøjer til en beslutningsproces

Ydermere undersøger tjeklisten, om pjecerne indeholder struktureret vejledning i overvejelse og kommunikation om igangsættelse; herunder hvordan den gravide tager en beslutning (Bilag 21, 6.0-6.3). Ingen af pjecerne opfylder dette til fulde. Eksempelvis synliggør ingen af dem værktøjer til den beslutningsproces, der bør indgå ved et til- eller fravalg (Bilag 21, 6.1). Værktøjer kan være spørgsmål der fordrer til refleksion og overblik hos den gravide, fx en liste den gravide kan udarbejde, som beskriver fordele og ulemper ved igangsættelse. Relevansen af disse værktøjer kan underbygges af Sundhedsloven, der beskriver, at det er den sundhedsprofessionelles ansvar, at: “Patienten informeres og inddrages i drøftelserne af behandlingen” (Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, 2014, §21). De manglende værktøjer kan ligeledes ses i analysen af Gatward et al., hvor en gravid udtaler, at hun ikke har et valg efter at have fået fremlagt igangsættelsestilbuddet (Gatward et al., 2009, s. 6).

Tjeklisten undersøger desuden, om pjecen foreslår måder, hvorpå den gravide kan tale om beslutningen med sundhedsprofessionelle (Bilag 21, 6.2). Nordsjællands Hospital er det eneste, der delvist nævner en dialog omkring beslutningen: ”Beslutningen tager vi sammen med dig, (...).

Stil derfor gerne spørgsmål undervejs” (Bilag 5, s. 1). Pjecen lægger således op til medinddragelse i beslutningsprocessen, men forklarer dog ikke direkte, at dialogen kan omhandle fravælgelse af igangsættelse.

Ifølge Dean er styring ethvert forsøg på at forme aspekter ved vores adfærd i overensstemmelse med bestemte mål for øje (Dean, 2006, s. 43). Styringen (conduct of conduct) udtrykkes således, da tre af pjecerne ikke støtter de gravide i overvejelse og kommunikation ved

igangsættelsestilbuddet (Bilag 21, 6.0). Grundlaget for beslutningsprocessen bliver derved mangelfuld, og den gravide må styre sig selv inden for nogle begrænsede rammer.

De begrænsede rammer for medinddragelse kan sammenholdes med tidligere analysefund i studierne, hvor en gravid ønsker igangsættelse før anbefalingerne foreskriver (Gatward et al., 2009, s. 5). Den gravide forsøger at lede sin egen krop, men når hun træder uden for normen, opmuntres hun ikke længere i selvledelse.

40 3.3.3.c Betydningen af den gravides værdier

Som nævnt tidligere belyser tjeklisten, hvorledes pjecerne indeholder metoder til at hjælpe den gravide med at tydeliggøre og udtrykke værdier. Herunder om pjecerne ansporer de gravide til at tale med andre om deres værdier. Samt overveje hvilke positive og negative aspekter, der betyder mest for dem (Bilag 21, 5.0). I pjecerne fra Herlev og Nordsjællands Hospital nævnes, at der kan være mange spørgsmål, hvilket de opfordrer de gravide til at stille (Bilag 4, s. 4; Bilag 5, s. 1).

Rigshospitalet opfordrer de gravide til at stille spørgsmål efter det er besluttet, hvordan fødslen skal sættes i gang - ikke om fødslen skal sættes i gang (Bilag 7, s. 1). Ingen af hospitalerne foreslår således måder, hvorpå de gravide kan inddrage andre i, hvad der betyder mest for dem (Bilag 21, 5.2-5.3).

Det fremgår på flere parametre af tjeklisten, at den gravides værdier ikke bliver inddraget i beslutningsprocessen. I Gatward et al. udtaler en gravid:“It wasn’t clear to me that at the time that they did the prostaglandin that I will be staying in the hospital from that time on” (Gatward et al., 2009, s. 6). Med denne udtalelse kan det antages, at den gravide ønskede at blive hjemme under igangsættelsen. Det kan formodes, at hun ikke er blevet opfordret til at dele denne værdi om at blive hjemme. Hvis den gravide havde udtrykt dette, kunne uoverensstemmelsen mellem hendes værdier og igangsættelsen muligvis have påvirke hendes oplevelse af tilbuddet.

Når den gravides holdninger og værdier ikke inddrages, kan de ikke anvendes som argumenter i hendes stillingtagen. Det kan formodes, at hvis hun ikke er bevidst om sine værdier, indgår de ikke i beslutningsprocessen. Derfor bliver teknologier som risiko og evidens styrende ved

igangsættelsestilbuddet.

3.3.4 Den naturlige fødsel og fravalget

3.3.4.a At ‘gå over tid’

Hvidovre Hospital formulerer i deres pjece: ”fødslen bliver sat i gang, så du kan nå at føde inden du er 42 fulde uger” samt ”(…) der er risiko for flere komplikationer for mor og barn, når

graviditetslængden passerer 42 uger” (Bilag 6, s. 1-2). Fraset denne tydeliggør ingen af pjecerne, hvad det vil sige at “gå over tid” og passere 42 fulde uger. Der skelnes således ikke mellem at

41 passere terminsdatoen, og stadig at være inden for terminsperioden, eller graviditas prolongata hvor de øgede risici kan opstå (Sundhedsstyrelsen, 2013, s. 144). Med afsæt i pjecerne og Giddens forståelse af risikokalkulation (Giddens, 1996, s. 134), kan den gravide muligvis ledes til at tro, at de øgede risici indtræder, når hun passerer terminsdatoen. Det kan muligvis påvirke hendes grundlag for at tilvælge igangsættelsen. Ydermere kan denne risikokalkulation antages at være årsagen til, at nogle gravide omtaler sig selv som værende ‘gået over tid’, selvom de stadig er inden for den normale terminsperiode (Sundhedsstyrelsen, 2001, 2.2).

3.3.4.b Manglende vejledning

Tjeklisten belyser ydermere, hvordan pjecerne beskriver de to behandlingsmuligheder; afvente med overvågning eller sætte fødslen i gang (Bilag 21, 1.5-1.5.2). Det fremgår i vores tjekliste, at pjecerne i et sparsomt omfang fremlægger behandlingsmulighederne ved et fravalg. Pjecen fra Herlev Hospital nævner ikke muligheden for fravalget. Nordsjællands Hospital nævner: ”Ønsker du ikke at få fødslen sat i gang, vil vi tilbyde at følge dig og dit barn med tætte kontroller, der bliver planlagt ud fra netop din situation”. Rigshospitalets tilbyder at hjælpe med en individuel plan (Bilag 5, s. 1; Bilag 7, s. 3).

Ingen af disse pjecer nævner, hvad en sådan plan indebærer, hvorfor fravalget muligvis kan opleves som uhåndgribeligt. Ifølge Giddens indebærer kolonisering af fremtiden, at individet skal foretage en risikokalkulation (Giddens, 1996, s. 134). Hvis den gravide ikke får tilstrækkelig

vejledning om fravalget, kan risikokalkulationen forekomme mangelfuld. Derved opleves fravalget af igangsættelsen som uhåndgribelig og ikke kalkulerbar.

Ydermere udtrykker pjecerne kun indirekte, at der er risici forbundet med at ‘gå over tid’. Det fremgår bl.a. i pjecen fra Rigshospitalet: ”at det er sikrere for dig og dit barn end at fortsætte graviditeten” (Bilag 7, s. 1). Risikoen fremgår således ikke tydeligt i tre af pjecerne, men der anvendes et sprogbrug, som antyder, at graviditet efter terminen er forbundet med fare.

Når fravalget beskrives med ‘tætte kontroller’ og igangsættelse forbindes med at være ‘sikrere for dig og dit barn’, kan det antages at fravalget forbindes med en potentiel fare, dog uden at faren synliggøres eller konkretiseres. Heri opstår der en kolonisering af fremtiden, da den gravide står overfor en hypotetisk tænkning, der indebærer en risikokalkulation af uforudsete hændelser (Giddens, 1996, s. 134). Kalkulationerne er således for ukonkrete til, at den gravide kan forholde

42 sig til fravalget. Derved styres hun mod at vælge igangsættelsen. I vores tidligere analyse beskrives det, at de gravide oplever, de kan straffes og ansvarliggøres for deres til- eller fravalg. Således synes det relevant at diskutere, om den uhåndgribelige risikokalkulation har indflydelse på den gravides oplevelse af igangsættelsestilbuddet.

Hvidovre Hospital beskriver grundigt, hvad det indebærer at vente med igangsættelse. Pjecen nævner, at den gravide følges med kontroller, bestående af ultralydsscanning og CardioTocoGrafi (CTG), der undersøger om placenta fungerer optimalt, og om barnet har det godt (Bilag 6, s. 2).

Den beskriver desuden, at der er risiko for flere maternelle og føtale komplikationer efter 42 fulde uger (Bilag 6, s. 2). Således italesættes risikoen ved at fortsætte graviditeten efter

igangsættelsestilbuddet. Det kan dermed antages at de uforudsete hændelser, risikokalkulation indebærer (Giddens, 1996, s. 134), synes mere håndgribelige og forståelige for den gravide. Det kan formodes, at hun derfor ikke i lige så høj grad styres mod igangsættelsen.

Giddens mener, at skæbnesvangre øjeblikke, hvilket vi anser som til- eller fravælgelse af igangsættelse, er influeret af ekspertens råd (Giddens, 1996, s. 135). Pjecerne udgør denne ekspertrådgivning, som den gravide må inddrage i sin risikovurdering. Hvidovre Hospitals pjece præciserer dog ikke den eksakte risiko for intrauterin fosterdød, hvorfor dette forsøg på at synliggøre fravalget alligevel ikke synes håndgribeligt. I et governmentality-perspektiv synes de uddybende forhold ved risici mangelfulde i praksisregimets synlighedsfelt. Det kan dermed antages, at de gravide styres mod målet om fødsel inden 42 fulde uger.

3.3.4.c Udførlig vejledning om igangsættelsen

Behandlingsmulighederne samt procedurer inden for igangsættelse er modsat ovenstående beskrevet udførligt, og har et større fokus i samtlige pjecer (Bilag 21, 1.5.2, 1.7). Som den eneste mangler Rigshospitalets pjece dog at beskrive vestimulerende drop som mulig behandling.

Samtlige pjecer beskriver desuden relevante bivirkninger ved de forskellige

igangsættelsesmetoder, både i form af ubehag, overstimulering og navlesnorskompression (Bilag 4, s. 3; Bilag 5, s. 3; Bilag 6, s. 3; Bilag 7, s. 2). Pjecerne opfylder således de lovmæssige krav om fyldestgørende vejledning om bivirkninger ved behandlingen (Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, 2014, §16).

43 Denne grundige beskrivelse kan antages at styrke den gravides forståelse for tilvalget, hvorfor der sker en yderligere styring mod igangsættelse. Den udførlige vejledning om igangsættelse

fremhæves som et objekt i praksisregimets styring (Dean, 2006, s. 72). Pjecen som aktør i synlighedsfeltet styrer dermed gravide mod målet; fødsel inden 42 fulde uger.

Derudover er Nordsjællands Hospital det eneste, der fremhæver, at en pausedag eller sectio kan blive en mulighed, og pjecen giver herved et mere nuanceret billede af et muligt

igangsættelsesforløb. Denne nuancerede vejledning fra Nordsjællands Hospital styrker ydermere det informerede samtykke, da de gravide har ret til at kende betydelige konsekvenser for en iværksat behandling (Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse (2014), §16).

At de resterende pjecer ikke nævner disse mulige konsekvenser, kan desuden ses som en styring, da et langt eller mislykket igangsættelsesforløb formentlig ikke appellerer til at vælge

igangsættelse.

Når pjecerne udførligt beskriver igangsættelse samt hvilke behandlinger og procedurer dette indebærer, kan det muligvis fremstå som det åbenlyse valg for den gravide.

Anskues dette med empowerment som en styringsteknologi, støttes den gravide til selvstyrende handlekompetencer, hvori hun kan opleve at træffe et frit valg (Olesen, 2010, s. 321). Med

udgangspunkt i den mangelfulde vejledning om fravalget kan det antages, at de gravide oplever at træffe et frit valg, mens praksisregimets mål om igangsættelse opnås.

Den udførlige vejledning i igangsættelse kan således fremme en subjektivering hos den gravide, da hun kan opleve at være en frit vælgende patient, der samtidig indordner sig under den

disciplinerende biomagt (Olesen, 2010, s. 322).

44

4.0 Diskussion

4.1 Diskussion af analysefund

Gennem foregående analysearbejde har vi fundet relevante perspektiver til besvarelse af vores problemformulering:

Hvordan indgår vejledningen om igangsættelse som styringsmekanisme, og hvorvidt kan den have indflydelse for den gravides oplevelse af igangsættelse?

Diskussionen vil inddrage Sundhedsloven, da det findes relevant at diskutere om styringen i vejledningen foregår inden for lovmæssige rammer. Ydermere vil vi anvende et ekspertinterview foretaget med en jordemoder, der har været med i udarbejdelsen af Rigshospitalets nye

igangsættelsesafsnit. Det, mener vi, kan bidrage til en praksisnær diskussion.

Flere af vores analysefund belyser, at de gravide mangler vejledning ved igangsættelsestilbuddet.

Det er især den skriftlige vejledning, som opleves utilfredsstillende. Vi finder ligeledes, at de gravide føler sig nødsaget til at søge yderligere information om igangsættelse andetsteds (3.2.2). I analysen af hovedstadsområdets pjecer tydeliggøres det ikke, at igangsættelse er et tilbud, der medfører at de gravide skal træffe et til- eller fravalg (3.3.3.a). Dette da vejledningen om fravalget af igangsættelse er manglende eller sparsom.

Sundhedsloven har til formål at sikre det enkelte menneskes selvbestemmelse og integritet. Den fremhæver desuden, at information skal være let tilgængeligt (Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, 2014, §2). Ud fra de gravides udtalelser i studierne samt vores analyse af pjecerne imødekommes lovgivningen ikke tilfredsstillende.

4.1.1 Sikres individets rettigheder i kollektivet?

Af vores analysefund fremgår det, at de gravide efterspørger yderligere diskussion om mulige forløb ved igangsættelse. Ydermere mener de gravide, at det er de sundhedsprofessionelles pligt

45 at tilbyde mere vejledning (3.2.2). Disse mangler opfylder ikke de lovpligtige krav om, at det er den sundhedsprofessionelles ansvar at inddrage patienten i drøftelser af behandling (Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, 2014, §21). Vi formoder, at de sundhedsprofessionelle der har

udarbejdet vejledningen, naturligvis har gode intentioner på den gravides vegne. At de lovpligtige krav i vejledningen ikke overholdes, trods formodning om gode intentioner, kan forklares i et governmentality-perspektiv. Som tidligere nævnt er aktørerne i et praksisregime underlagt styring, herunder de sundhedsprofessionelle. Dette kommer til udtryk i de sundhedsprofessionelles

udarbejdelse af vejledningen, da Sundhedsstyrelsens anbefalingerne om igangsættelse kan anskues som en styringsteknologi i sig selv.

udarbejdelse af vejledningen, da Sundhedsstyrelsens anbefalingerne om igangsættelse kan anskues som en styringsteknologi i sig selv.

In document Den ‘naturlige’ igangsættelse (Sider 35-0)