a Manglende inddragelse i beslutningsprocessen

Flere af tjeklistens punkter undersøger, om pjecerne giver den gravide kendskab til

beslutningsprocessen ved igangsættelsestilbuddet. Ligeledes undersøges det om pjecerne støtter den gravide til overvejelser i beslutningsprocessen (Bilag 21, 1.1-1.2; 2.0; 5.0; 6.0).

Disse punkter finder vi relevante for besvarelse af vores problemformulering, da de kan belyse, hvordan pjecerne som vejledning kan indgå som en styringsmekanisme.

Ingen af pjecerne opfylder disse punkter på tjeklisten, og kun nogle formår det delvist. Det kan dermed antages, at den gravide ikke støttes i beslutningsprocessen, da der ikke opfordres til refleksion eller medinddragelse.

Fælles for pjecerne er, at igangsættelse ikke tydeligt bliver fremlagt som et valg, der kræver en beslutning af den gravide. Et eksempel herpå er fra Herlev Hospital: ”Information til dig der skal have sat fødslen i gang” (Bilag 4, s. 1). Pjecen benytter et sprog, der tager udgangspunkt i, at den gravide skal sættes i gang. Den lægger dermed ikke op til at den gravide indgår i

beslutningsprocessen. Et andet eksempel er Rigshospitalets pjece, som informerer den gravide om, at hun vil blive ringet op en given dato. De skriver efterfølgende: ”Ved denne samtale vil du få en aftale om igangsættelse af fødslen” (Bilag 7, s. 1). Ovennævnte citater belyser, at det anvendte sprog, ikke giver de gravide muligheden for et valg. Dette på trods af at Sundhedsloven

foreskriver, at patienten skal inddrages i drøftelsen af sin behandling (Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, 2014, §21). Pjecerne, som aktør i praksisregimets synlighedsfelt, slører gennem sproget, at de gravide har et valg. Styringen (conduct of conduct) af den gravide kommer således til udtryk.

I tidligere analyse af Murtagh & Folan fremgår det, at de gravide efterspørger mere diskussion om mulige forløb ved igangsættelsen (Murtagh & Folan, 2014, s. 107). Samme tendens fremgår i analysen af pjecerne, da tjeklisten belyser, at den gravide ikke indgår i beslutningsprocessen.

Ydermere fremgår det af tjeklisten, at pjecerne ikke beskriver mulige forløb og udfald (Bilag 21, 1.1-1.2; 1.5; 1.7; 2.0).

39 3.3.3.b Værktøjer til en beslutningsproces

Ydermere undersøger tjeklisten, om pjecerne indeholder struktureret vejledning i overvejelse og kommunikation om igangsættelse; herunder hvordan den gravide tager en beslutning (Bilag 21, 6.0-6.3). Ingen af pjecerne opfylder dette til fulde. Eksempelvis synliggør ingen af dem værktøjer til den beslutningsproces, der bør indgå ved et til- eller fravalg (Bilag 21, 6.1). Værktøjer kan være spørgsmål der fordrer til refleksion og overblik hos den gravide, fx en liste den gravide kan udarbejde, som beskriver fordele og ulemper ved igangsættelse. Relevansen af disse værktøjer kan underbygges af Sundhedsloven, der beskriver, at det er den sundhedsprofessionelles ansvar, at: “Patienten informeres og inddrages i drøftelserne af behandlingen” (Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, 2014, §21). De manglende værktøjer kan ligeledes ses i analysen af Gatward et al., hvor en gravid udtaler, at hun ikke har et valg efter at have fået fremlagt igangsættelsestilbuddet (Gatward et al., 2009, s. 6).

Tjeklisten undersøger desuden, om pjecen foreslår måder, hvorpå den gravide kan tale om beslutningen med sundhedsprofessionelle (Bilag 21, 6.2). Nordsjællands Hospital er det eneste, der delvist nævner en dialog omkring beslutningen: ”Beslutningen tager vi sammen med dig, (...).

Stil derfor gerne spørgsmål undervejs” (Bilag 5, s. 1). Pjecen lægger således op til medinddragelse i beslutningsprocessen, men forklarer dog ikke direkte, at dialogen kan omhandle fravælgelse af igangsættelse.

Ifølge Dean er styring ethvert forsøg på at forme aspekter ved vores adfærd i overensstemmelse med bestemte mål for øje (Dean, 2006, s. 43). Styringen (conduct of conduct) udtrykkes således, da tre af pjecerne ikke støtter de gravide i overvejelse og kommunikation ved

igangsættelsestilbuddet (Bilag 21, 6.0). Grundlaget for beslutningsprocessen bliver derved mangelfuld, og den gravide må styre sig selv inden for nogle begrænsede rammer.

De begrænsede rammer for medinddragelse kan sammenholdes med tidligere analysefund i studierne, hvor en gravid ønsker igangsættelse før anbefalingerne foreskriver (Gatward et al., 2009, s. 5). Den gravide forsøger at lede sin egen krop, men når hun træder uden for normen, opmuntres hun ikke længere i selvledelse.

40 3.3.3.c Betydningen af den gravides værdier

Som nævnt tidligere belyser tjeklisten, hvorledes pjecerne indeholder metoder til at hjælpe den gravide med at tydeliggøre og udtrykke værdier. Herunder om pjecerne ansporer de gravide til at tale med andre om deres værdier. Samt overveje hvilke positive og negative aspekter, der betyder mest for dem (Bilag 21, 5.0). I pjecerne fra Herlev og Nordsjællands Hospital nævnes, at der kan være mange spørgsmål, hvilket de opfordrer de gravide til at stille (Bilag 4, s. 4; Bilag 5, s. 1).

Rigshospitalet opfordrer de gravide til at stille spørgsmål efter det er besluttet, hvordan fødslen skal sættes i gang - ikke om fødslen skal sættes i gang (Bilag 7, s. 1). Ingen af hospitalerne foreslår således måder, hvorpå de gravide kan inddrage andre i, hvad der betyder mest for dem (Bilag 21, 5.2-5.3).

Det fremgår på flere parametre af tjeklisten, at den gravides værdier ikke bliver inddraget i beslutningsprocessen. I Gatward et al. udtaler en gravid:“It wasn’t clear to me that at the time that they did the prostaglandin that I will be staying in the hospital from that time on” (Gatward et al., 2009, s. 6). Med denne udtalelse kan det antages, at den gravide ønskede at blive hjemme under igangsættelsen. Det kan formodes, at hun ikke er blevet opfordret til at dele denne værdi om at blive hjemme. Hvis den gravide havde udtrykt dette, kunne uoverensstemmelsen mellem hendes værdier og igangsættelsen muligvis have påvirke hendes oplevelse af tilbuddet.

Når den gravides holdninger og værdier ikke inddrages, kan de ikke anvendes som argumenter i hendes stillingtagen. Det kan formodes, at hvis hun ikke er bevidst om sine værdier, indgår de ikke i beslutningsprocessen. Derfor bliver teknologier som risiko og evidens styrende ved

igangsættelsestilbuddet.

3.3.4 Den naturlige fødsel og fravalget

3.3.4.a At ‘gå over tid’

Hvidovre Hospital formulerer i deres pjece: ”fødslen bliver sat i gang, så du kan nå at føde inden du er 42 fulde uger” samt ”(…) der er risiko for flere komplikationer for mor og barn, når

graviditetslængden passerer 42 uger” (Bilag 6, s. 1-2). Fraset denne tydeliggør ingen af pjecerne, hvad det vil sige at “gå over tid” og passere 42 fulde uger. Der skelnes således ikke mellem at

41 passere terminsdatoen, og stadig at være inden for terminsperioden, eller graviditas prolongata hvor de øgede risici kan opstå (Sundhedsstyrelsen, 2013, s. 144). Med afsæt i pjecerne og Giddens forståelse af risikokalkulation (Giddens, 1996, s. 134), kan den gravide muligvis ledes til at tro, at de øgede risici indtræder, når hun passerer terminsdatoen. Det kan muligvis påvirke hendes grundlag for at tilvælge igangsættelsen. Ydermere kan denne risikokalkulation antages at være årsagen til, at nogle gravide omtaler sig selv som værende ‘gået over tid’, selvom de stadig er inden for den normale terminsperiode (Sundhedsstyrelsen, 2001, 2.2).

3.3.4.b Manglende vejledning

Tjeklisten belyser ydermere, hvordan pjecerne beskriver de to behandlingsmuligheder; afvente med overvågning eller sætte fødslen i gang (Bilag 21, 1.5-1.5.2). Det fremgår i vores tjekliste, at pjecerne i et sparsomt omfang fremlægger behandlingsmulighederne ved et fravalg. Pjecen fra Herlev Hospital nævner ikke muligheden for fravalget. Nordsjællands Hospital nævner: ”Ønsker du ikke at få fødslen sat i gang, vil vi tilbyde at følge dig og dit barn med tætte kontroller, der bliver planlagt ud fra netop din situation”. Rigshospitalets tilbyder at hjælpe med en individuel plan (Bilag 5, s. 1; Bilag 7, s. 3).

Ingen af disse pjecer nævner, hvad en sådan plan indebærer, hvorfor fravalget muligvis kan opleves som uhåndgribeligt. Ifølge Giddens indebærer kolonisering af fremtiden, at individet skal foretage en risikokalkulation (Giddens, 1996, s. 134). Hvis den gravide ikke får tilstrækkelig

vejledning om fravalget, kan risikokalkulationen forekomme mangelfuld. Derved opleves fravalget af igangsættelsen som uhåndgribelig og ikke kalkulerbar.

Ydermere udtrykker pjecerne kun indirekte, at der er risici forbundet med at ‘gå over tid’. Det fremgår bl.a. i pjecen fra Rigshospitalet: ”at det er sikrere for dig og dit barn end at fortsætte graviditeten” (Bilag 7, s. 1). Risikoen fremgår således ikke tydeligt i tre af pjecerne, men der anvendes et sprogbrug, som antyder, at graviditet efter terminen er forbundet med fare.

Når fravalget beskrives med ‘tætte kontroller’ og igangsættelse forbindes med at være ‘sikrere for dig og dit barn’, kan det antages at fravalget forbindes med en potentiel fare, dog uden at faren synliggøres eller konkretiseres. Heri opstår der en kolonisering af fremtiden, da den gravide står overfor en hypotetisk tænkning, der indebærer en risikokalkulation af uforudsete hændelser (Giddens, 1996, s. 134). Kalkulationerne er således for ukonkrete til, at den gravide kan forholde

42 sig til fravalget. Derved styres hun mod at vælge igangsættelsen. I vores tidligere analyse beskrives det, at de gravide oplever, de kan straffes og ansvarliggøres for deres til- eller fravalg. Således synes det relevant at diskutere, om den uhåndgribelige risikokalkulation har indflydelse på den gravides oplevelse af igangsættelsestilbuddet.

Hvidovre Hospital beskriver grundigt, hvad det indebærer at vente med igangsættelse. Pjecen nævner, at den gravide følges med kontroller, bestående af ultralydsscanning og CardioTocoGrafi (CTG), der undersøger om placenta fungerer optimalt, og om barnet har det godt (Bilag 6, s. 2).

Den beskriver desuden, at der er risiko for flere maternelle og føtale komplikationer efter 42 fulde uger (Bilag 6, s. 2). Således italesættes risikoen ved at fortsætte graviditeten efter

igangsættelsestilbuddet. Det kan dermed antages at de uforudsete hændelser, risikokalkulation indebærer (Giddens, 1996, s. 134), synes mere håndgribelige og forståelige for den gravide. Det kan formodes, at hun derfor ikke i lige så høj grad styres mod igangsættelsen.

Giddens mener, at skæbnesvangre øjeblikke, hvilket vi anser som til- eller fravælgelse af igangsættelse, er influeret af ekspertens råd (Giddens, 1996, s. 135). Pjecerne udgør denne ekspertrådgivning, som den gravide må inddrage i sin risikovurdering. Hvidovre Hospitals pjece præciserer dog ikke den eksakte risiko for intrauterin fosterdød, hvorfor dette forsøg på at synliggøre fravalget alligevel ikke synes håndgribeligt. I et governmentality-perspektiv synes de uddybende forhold ved risici mangelfulde i praksisregimets synlighedsfelt. Det kan dermed antages, at de gravide styres mod målet om fødsel inden 42 fulde uger.

3.3.4.c Udførlig vejledning om igangsættelsen

Behandlingsmulighederne samt procedurer inden for igangsættelse er modsat ovenstående beskrevet udførligt, og har et større fokus i samtlige pjecer (Bilag 21, 1.5.2, 1.7). Som den eneste mangler Rigshospitalets pjece dog at beskrive vestimulerende drop som mulig behandling.

Samtlige pjecer beskriver desuden relevante bivirkninger ved de forskellige

igangsættelsesmetoder, både i form af ubehag, overstimulering og navlesnorskompression (Bilag 4, s. 3; Bilag 5, s. 3; Bilag 6, s. 3; Bilag 7, s. 2). Pjecerne opfylder således de lovmæssige krav om fyldestgørende vejledning om bivirkninger ved behandlingen (Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, 2014, §16).

43 Denne grundige beskrivelse kan antages at styrke den gravides forståelse for tilvalget, hvorfor der sker en yderligere styring mod igangsættelse. Den udførlige vejledning om igangsættelse

fremhæves som et objekt i praksisregimets styring (Dean, 2006, s. 72). Pjecen som aktør i synlighedsfeltet styrer dermed gravide mod målet; fødsel inden 42 fulde uger.

Derudover er Nordsjællands Hospital det eneste, der fremhæver, at en pausedag eller sectio kan blive en mulighed, og pjecen giver herved et mere nuanceret billede af et muligt

igangsættelsesforløb. Denne nuancerede vejledning fra Nordsjællands Hospital styrker ydermere det informerede samtykke, da de gravide har ret til at kende betydelige konsekvenser for en iværksat behandling (Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse (2014), §16).

At de resterende pjecer ikke nævner disse mulige konsekvenser, kan desuden ses som en styring, da et langt eller mislykket igangsættelsesforløb formentlig ikke appellerer til at vælge

igangsættelse.

Når pjecerne udførligt beskriver igangsættelse samt hvilke behandlinger og procedurer dette indebærer, kan det muligvis fremstå som det åbenlyse valg for den gravide.

Anskues dette med empowerment som en styringsteknologi, støttes den gravide til selvstyrende handlekompetencer, hvori hun kan opleve at træffe et frit valg (Olesen, 2010, s. 321). Med

udgangspunkt i den mangelfulde vejledning om fravalget kan det antages, at de gravide oplever at træffe et frit valg, mens praksisregimets mål om igangsættelse opnås.

Den udførlige vejledning i igangsættelse kan således fremme en subjektivering hos den gravide, da hun kan opleve at være en frit vælgende patient, der samtidig indordner sig under den

disciplinerende biomagt (Olesen, 2010, s. 322).

44

4.0 Diskussion

4.1 Diskussion af analysefund

Gennem foregående analysearbejde har vi fundet relevante perspektiver til besvarelse af vores problemformulering:

Hvordan indgår vejledningen om igangsættelse som styringsmekanisme, og hvorvidt kan den have indflydelse for den gravides oplevelse af igangsættelse?

Diskussionen vil inddrage Sundhedsloven, da det findes relevant at diskutere om styringen i vejledningen foregår inden for lovmæssige rammer. Ydermere vil vi anvende et ekspertinterview foretaget med en jordemoder, der har været med i udarbejdelsen af Rigshospitalets nye

igangsættelsesafsnit. Det, mener vi, kan bidrage til en praksisnær diskussion.

Flere af vores analysefund belyser, at de gravide mangler vejledning ved igangsættelsestilbuddet.

Det er især den skriftlige vejledning, som opleves utilfredsstillende. Vi finder ligeledes, at de gravide føler sig nødsaget til at søge yderligere information om igangsættelse andetsteds (3.2.2). I analysen af hovedstadsområdets pjecer tydeliggøres det ikke, at igangsættelse er et tilbud, der medfører at de gravide skal træffe et til- eller fravalg (3.3.3.a). Dette da vejledningen om fravalget af igangsættelse er manglende eller sparsom.

Sundhedsloven har til formål at sikre det enkelte menneskes selvbestemmelse og integritet. Den fremhæver desuden, at information skal være let tilgængeligt (Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, 2014, §2). Ud fra de gravides udtalelser i studierne samt vores analyse af pjecerne imødekommes lovgivningen ikke tilfredsstillende.

4.1.1 Sikres individets rettigheder i kollektivet?

Af vores analysefund fremgår det, at de gravide efterspørger yderligere diskussion om mulige forløb ved igangsættelse. Ydermere mener de gravide, at det er de sundhedsprofessionelles pligt

45 at tilbyde mere vejledning (3.2.2). Disse mangler opfylder ikke de lovpligtige krav om, at det er den sundhedsprofessionelles ansvar at inddrage patienten i drøftelser af behandling (Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, 2014, §21). Vi formoder, at de sundhedsprofessionelle der har

udarbejdet vejledningen, naturligvis har gode intentioner på den gravides vegne. At de lovpligtige krav i vejledningen ikke overholdes, trods formodning om gode intentioner, kan forklares i et governmentality-perspektiv. Som tidligere nævnt er aktørerne i et praksisregime underlagt styring, herunder de sundhedsprofessionelle. Dette kommer til udtryk i de sundhedsprofessionelles

udarbejdelse af vejledningen, da Sundhedsstyrelsens anbefalingerne om igangsættelse kan anskues som en styringsteknologi i sig selv.

Ifølge Jordemoderens etiske retningslinjer beskrives det, at jordemoderen skal medvirke til at sikre, at den gravide får forståelig vejledning om sine valgmuligheder, samt støtter hende deri (Jordemoderforeningen, 2010, s. 1).

Vi undrer os således over, hvorfor Jordemoderens etiske retningslinjer og Sundhedsloven ikke synes overholdt.

Det fremgår af pjecerne at både Nordsjællands Hospital og Rigshospitalet afholder

informationsmøder om igangsættelse (Bilag 5, s. 1; Bilag 7, s. 3). Desuden har Rigshospitalet primo april 2016 omstruktureret deres procedure og oprettet et nyt igangsættelsesafsnit. Den nye procedure omhandler, at den gravide får individuel vejledning i jordemoderkonsultationen ved terminsdatoen. Efterfølgende inviteres hun til informationsmøde i uge 41+1. Dette møde indebærer kollektiv vejledning af de gravide og deres partnere uafhængigt af indikation for

igangsættelse. Ved mødet er der fokus på hvordan en igangsættelse foregår. I uge 41+2 ringes den gravide op. Ved dette opkald tilbydes den gravide undersøgelse og igangsættelse, hvilket hun skal tage stilling på baggrund af vejledningen i jordemoderkonsultationen og informationsmødet. I uge 41+4 møder den gravide på igangsættelsesafsnittet, hvor hun skal til- eller fravælge

igangsættelsen (Bilag 1, s. 1-2; Bilag 7, s. 1)

Det kan antages, at andre fødeafdelinger vil lade sig inspirere af Rigshospitalets nye tiltag, eftersom det er en af landets største

(http://sundhedsstyrelsen.dk/publ/tidsskrifter/nyetal/pdf/2008/01_08.pdf ,lokaliseret d. 26. maj 2016). Derfor synes det relevant at inddrage Rigshospitalets nye struktur og deres overvejelser om

46 vejledningen. Ligeledes hvordan informationsmøderne formidler vejledningen til de gravide, og for at kunne forstå hvorvidt de lovmæssig krav opfyldes.

I ekspertinterviewet udtaler jordemoderen om den tidligere procedure for

igangsættelsesundersøgelsen: “Det var meget forskelligt, hvad de mødte op med (...) det gav en del problemer (...) Det var svært for os at hjælpe dem på den bedste måde. De kom med så forskellige forventninger” (Bilag 1, s. 1). Jordemoderen uddyber, at dette kan være udtryk for, at jordemødrene i konsultationen vejledte forskelligt. Den enkelte jordemoder vurderede subjektivt med hendes faglige viden, hvilken vejledning der var relevant (Bilag 1, s. 1). Efter

omstruktureringen er det nu en fast gruppe af jordemødre, der vejleder og afholder

informationsmøder. Jordemoderen fortæller, at formålet med denne gruppe er, at de gravide får en ensartet vejledning. Denne ensartede vejledning består af pjecerne, gruppen af jordemødre på afsnittet, introduktion til jordemødrene i konsultationerne samt informationsmøderne (Bilag 1, s.

3). Møderne henvender sig til alle uanset indikation, og afholdes med et PowerPoint oplæg, hvor fokus bl.a. er: ”(…) at føre dem igennem det, som vi synes, (…) de skal vide om igangsættelse”

(Bilag 1, s. 2). At Rigshospitalets nye procedure ensretter al vejledning, herunder de enkelte jordemødres, ses som en yderligere styring af de gravide. Vi kan tolke denne ensretning i et styrings-perspektiv, hvor jordemoderens subjektive vejledning om igangsættelse indeholder en magt, der styrer den gravide. Ensretningen kan dermed have en indflydelse på den gravides oplevelse af tilbuddet. Kan følgerne heraf være, at endnu flere gravide fremadrettet sættes i gang, da der ikke tages højde for individet, men at kollektivet er i fokus?

Vores analysefund belyser et øget behov for diskussion og manglende støtte til

beslutningsprocessen. Vi er derfor skeptiske over for, om et kollektivt informationsmøde, pjecen og undersøgelsen i uge 41+4, opfylder den enkelte gravides behov. Ydermere om de

lovgivningsmæssige krav om inddragelse i drøftelserne af behandlingen overholdes (Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, 2014, §21). Vi er dog ydmyge over for, at vi ikke har kendskab til det PowerPoint oplæg, der afholdes. Vores grundlag for denne skepsis er udelukkende begrundet med det kendskab, vi har fra ekspertinterviewet, samt følgende retorik i pjecen fra Rigshospitalet: ”Der

47 afholdes informationsmøde om igangsættelse” (Bilag 7, s. 3). Heri lægges der umiddelbart ikke op til dialog om muligheden for igangsættelse eller afventende behandling.

Med et informationsmøde og en pjece der appellerer til kollektivet og ikke individet, mener vi, at den gravide kan opleve sig selv som en del af et normsæt. Således opleves igangsættelse som en normal afslutning på graviditeten, når hun er ’gået over tid’ (3.3.4). Kan det betyde, at den gravide tror, at hun skal sættes i gang, og ikke at det er et reelt tilbud, når hun møder op til undersøgelsen i uge 41+4? Styres den gravide til igangsættelse allerede inden hun møder til undersøgelsen, fordi fravalget ikke prioriteres i pjecerne, og ligeledes ikke i den mundtlige vejledning til

informationsmøderne?

For besvarelsen af problemformuleringen synes det relevant at reflektere over, hvad et kollektivt oplæg har af betydning, når det både henvender sig til ukomplicerede gravide og gravide med patologiske indikationer. Kan det medføre, at de ukomplicerede gravide i denne kontekst opfatter sig selv som en del af en norm, der indebærer sygeliggørelse af graviditeten? Og kan denne risikotænkning betyde en yderligere styring mod igangsættelse?

Jordemoderen i ekspertinterviewet udtaler, at de gravide før informationsmødet var skeptiske for at skulle sættes i gang, men efterfølgende ikke synes det lyder farligt. Hun tilføjer: “Og der skal man være forsigtig med at sige, om det er godt eller skidt.” (Bilag 1, s. 4). Kan dette være et udtryk for, at de gravide har fået tilstrækkelig information, der omfatter relevante oplysninger om

behandlingsmulighederne? (Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, 2014, §16). Eller et udtryk for, at de gravide gennem vejledningen styres mod at tilvælge igangsættelse? Det kan

sammenholdes med vores analysefund, hvori de gravide føler, at de bør vælge igangsættelse, da tilbuddet ikke opleves som et valg, eller at den sundhedsprofessionelle ved bedst (3.2.1.c).

4.1.2 Det informerede samtykke - for hvis skyld?

I vores analysefund fremgår det, at den gravides risikokalkulation kan opleves uhåndgribelig ift.

fravælgelsen af igangsættelse (3.3.4.b). Analysefundene tyder på, at det informerede samtykke ikke gives på et grundlag af fyldestgørende information, som Sundhedsloven foreskriver

(Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, 2014, §15). Hvorvidt kan der være tale om et reelt

48 informeret samtykke, når den gravide ikke kender begge behandlingsmuligheder ligeligt? Kan det diskuteres, om det informerede samtykke kan fremstå som en styringsteknologi? De gravide oplever muligvis at træffe et informeret valg, men i virkeligheden samtykker de blot til igangsættelse, som vejledningen anbefaler?

Et af fundene i analysen er, at en gravid modvilligt vælger at blive sat i gang, da hun opfatter sig selv som et risiko-objekt (3.2.3.a; 3.2.1.b). Vi kan sammenholde dette med Olesens perspektiv på

Et af fundene i analysen er, at en gravid modvilligt vælger at blive sat i gang, da hun opfatter sig selv som et risiko-objekt (3.2.3.a; 3.2.1.b). Vi kan sammenholde dette med Olesens perspektiv på

In document Den ‘naturlige’ igangsættelse (Sider 38-0)