Hvad siger teorierne?

Som nævnt ovenfor er forskning i anbringelser – og forebyggende foranstaltninger – et væsentligt bidrag til vores samfundsforståelse af to årsager. For det første er forskningen vigtig for at forstå og beskrive de anbragte børns problemer i vores samfund, og for det andet er forskningen vigtig for at forstå, hvad vi – vores sociale sy-stem – tilbyder disse udsatte grupper af børn og unge.

Teorier om, hvad der øger børns risiko for at blive anbragt

Den første grund til, at det er vigtigt at forske i anbringelser af børn, afspejler en større international litteratur om, hvad der skaber opti-male opvækstvilkår for børn, og herunder om årsager til omsorgs-svigt og overgreb på børn, om hvad en opvækst præget af disse to problematikker betyder for barnets identitetsdannelse og for dets udvikling af sociale og kognitive færdigheder. Denne litteratur taler om betydningen af forhold i det omkringliggende samfund, om

be-195

INTRODUKTION TIL TEMAET ANBRAGTE BØRN

tydningen af ressourcer i hjemmet og om betydningen af relationen mellem barnet og dets forældre.

For at starte med det nære, så er et barns opvækstvilkår især be-stemt af relationen til dets forældre – eller den eller de andre voksne, der varetager forældreansvaret for barnet. En af de vigtigste teorier til at forstå denne relation er Attachment Theory eller teorien om tilknytningsmønstre mellem barnet og dets forældre.

Teorien blev formuleret af den engelske psykoanalytiker og læge John Bowlby i 1950’erne (1999)¹⁶⁰ og blev senere videreud-viklet i samarbejde med udviklingspsykologen Mary Ainsworth.¹⁶¹ Udgangspunktet i denne teori er, at alle spædbørn har brug for at være tilknyttet mindst ét voksent menneske for at kunne udvikle sig socialt og følelsesmæssigt og for at lære at regulere sine følelser – denne voksne er typisk barnets forælder, men teorien udelukker ikke, at flere voksne eller store børn kan varetage rollen.

Tilknytningen kan have forskellig karakter, alt efter hvilke er-faringer barnet har gjort sig i relationen til den voksne, og tilknyt-ningens karakter kommer især til udtryk gennem barnets sociale og følelsesmæssige opførsel under utrygge forhold. Derfor vil man i situationer, hvor barnet er utrygt, kunne se, hvilken tilknytning barnet har til sin primære voksne: Ifølge teorien kan der være tale om et trygt tilknyttet barn, et utrygt undgående barn, et barn med ambivalent tilknytning og et barn med desorganiseret tilknytning.

Når tilknytningen er vigtig, ikke blot for relationen til den pri-mære voksne, skyldes det som nævnt, at det er i denne relation, at barnet udvikler sig socialt og følelsesmæssigt, og herved udvikler nogle kompetencer, som det skal bruge i andre og senere relationer.

Et barn, som er anbragt, får forhåbentligt en god relation til en voksen på anbringelsesstedet, en relation, der kan sikre barnets fort-satte sociale og følelsesmæssige udvikling. Men selve det, at barnet er blevet anbragt, er et udtryk for, at barnets opvækstvilkår ikke har været optimale – måske fordi tilknytningen til moren eller faren har haltet – og sådanne suboptimale opvækstvilkår kan altså, ifølge

160. Bowlby (1999).

161. Ainsworth og Bowlby (1965). Ainsworth m.fl. (1978).

196

INTRODUKTION TIL TEMAET ANBRAGTE BØRN

teorien, have konsekvenser for barnets sociale og følelsesmæssige færdigheder, også på den lange bane. Med udgangspunkt i denne teori kan vi forvente, at børn og unge, der har været anbragt udenfor hjemmet, vil være socialt og følelsesmæssigt udfordret.

Samtidig har tilknytningen betydning for barnets følelse af tryg-hed og sikkertryg-hed, og fraværet af en tilknytning, som sikrer disse to forhold, vil aktivere barnets stresssystem i den fysiologiske forstand, hvor der dannes stresshormoner i kroppen. Langvarig og tilbage-vendende stress – kaldet toksisk stress – kan skade hjernen, idet stresshormonet virker som gift på hjernecellerne og kan slide på kroppen gennem den såkaldte allostatiske belastning.

Sådanne alvorlige konsekvenser af stress viser sig fx ved, at børn (men også voksne), der har været udsat for konstant eller tilbage-vendende stress, har langt dårligere fysisk og psykisk helbred end andre, og oplever en række begrænsninger i deres kognitive og ikke-kognitive færdigheder. Hermed kan en dårlig tilknytning få vidt-rækkende konsekvenser og være medvirkende til, at barnet kommer skævt i gang med livet og skævt ind i voksenlivet – og igen kan den dårlige tilknytning ikke blot være anledningen til anbringelsen, men vores viden, om at et barn har været anbragt, vil samtidig være et vidnesbyrd om, at barnet med stor sandsynlighed har været udsat for stress i skadelige mængder.

Tilknytningen vil selvfølgelig på mange måder afspejle personlig-hed og mentalt overskud hos barnets primære voksne, men spørgs-målet er, om der er forhold i familien, som kan være medvirkende til at forhindre, at barnet udvikler en tryg tilknytning, eller som på anden vis kan være med til at skabe toksisk stress hos barnet?

Her kan vi finde hjælp i Michael Rutters teori om kumuleret ri-siko. Rutter identificerer seks faktorer, som gang på gang har vist sig at være nært forbundne med børns psykosociale udvikling, nemlig 1) forældrenes ægteskabelige uoverensstemmelser, 2) forældrenes lave socioøkonomiske status, 3) en stor familie, 4) fars kriminalitet, 5) mors dårlige mentale helbred og 6) anbringelser udenfor hjemmet.

Den sidste risikofaktor er naturligvis lidt tautologisk i forhold til at forklare et barns risiko for at blive udsat i den forstand, som vi interesserer os for her i kapitlet, men de øvrige faktorer giver

me-197

INTRODUKTION TIL TEMAET ANBRAGTE BØRN

get god mening: En opvækst hos en mor, der kæmper med angst og depression, eller en far, der ryger ind og ud af arbejdsmarkedet og fængslet, vil være en opvækst præget af et omfattende fravær af stabilitet og sikkerhed og hermed af ustabile eller måske helt fra-værende følelsesmæssige og materielle ressourcer.

Det ligger også i teorien – og i teoriens navn – at jo flere af disse risikofaktorer, man udsættes for samtidig eller hen over barndom-men, og jo længere tid de varer, desto større er risikoen for, at de får negative konsekvenser for børnene. Disse er alle forhold, som for det første kan være en væsentlig hindring for, at barnet får en tilstrækkelig tilknytning til sine forældre – de primære voksne – med de konsekvenser som vi nævnte ovenfor, og de kan samtidig udgøre et selvstændigt bidrag til at skabe toksisk stress hos bar-net, igen med de konsekvenser vi nævnte ovenfor. Hermed kan de nævnte risikofaktorer altså på forskellig vis være med til at gøre et barn udsat og øge risikoen for, at det anbringes udenfor hjemmet, og anbringelsen bliver samtidig en markør for, at vi har at gøre med et ungt menneske med særlige behov for støtte, hjælp og omsorg, netop fordi det har været udsat for manglende stabilitet.

Men som vi alle ved, er familien jo ikke en isoleret størrelse, der lever uafhængigt og upåvirket af det omkringliggende samfund. Til at forstå kontekstens betydning vil vi, som den sidste, bringe en af de store udviklingspsykologiske teorier på banen, nemlig psykologen Uri Bronfenbrenners udviklingsøkologiske model fra 1979. Hans model handler ikke direkte om udsatte grupper, eller omsorgssvigt og overgreb, men om at barnets udvikling skal forstås i lyset af dets kontekst – og altså netop, at vi ikke kan se familien og relationen mellem barnet og den primære voksne uden også at medtage den bredere kontekst.

Ifølge Bronfenbrenner består vores kontekst af en række lag – eller subsystemer – som påvirker, støtter og former individet, og som samtidig øver indflydelse på hinanden. Hermed vil en ændring et sted i systemet – i et subsystem – ikke kun påvirke barnet, men også kunne skabe ændringer andre steder i systemet. Bronfenbren-ner specificerer de fem subsystemer som mikro-, meso-, ekso-, ma-kro- og kronarsystemet.

198

INTRODUKTION TIL TEMAET ANBRAGTE BØRN

Mikrosystemet udgøres af alle de fysiske interaktioner – som fx med familien og skolen – som barnet indgår i, og mikrosystemet er hermed betegnelsen for de aktiviteter, der er tættest på barnet.

Mesosystemet rummer interaktioner mellem mikrosystemer – som fx mellem barnets familie og dets lærere i skolen. Eksosystemet be-står af begivenheder, som har indirekte indflydelse på barnet, og det kan fx være forhold på farens arbejdsplads, der fører til hans fyring eller til ændrede arbejdsrutiner, som giver anledning til stress og depression hos faren. I makrosystemet finder vi samfundsmæssige værdier, det politiske system mv., der, uden at handle direkte om børneliv eller lignende, betinger barnets liv. Sidst har vi kronarsy-stemet, der er betegnelsen for de forandringer, der sker over tid i alle de øvrige systemer.¹⁶²

Med Bronfenbrenners teori får vi et konkret redskab til at for-stå og identificere kilder til et barns hensigtsmæssige og mindre hensigtsmæssige udvikling. Disse kilder kan ligge tæt på barnet, fx i interaktionen mellem barnet og skolen, eller mellem barnet og dets forældre, og de kan ligge langt fra barnet, fx i en organisering af skolesystemet, der favoriserer bestemte egenskaber over andre osv.

Koblet til pointen om betydningen af barnets tilknytning, så er Bronfenbrenners bidrag her, at den interaktion, der foregår mellem barnet og dets forældre – i mikrosystemet – ikke er afkoblet deres kontekst, og hvis vi skal forstå og adressere problemer i deres re-lation, må vi forstå det større system, som denne relation indgår i.

Tilsammen anskueliggør de tre teorier ikke blot mængden af forhold, som kan spille ind på et barns risiko for at blive så udsat, at en anbringelse kommer på tale. De anskueliggør også komplek-siteten i de processer, der skaber denne risiko, samtidig med, at de fortæller, hvorfor mennesker, der har været anbragt i barn- og ung-dommen, kan have særligt vanskeligt ved at begå sig og har brug for særlig hjælp og omsorg til at leve livet.

162. Bronfenbrenner (1979), Bronfenbrenner (1994). Reprinted in: Gauvain og Cole (red.).