Del IV – Ulighed i levevilkår
10 Udviklingen i børns forbrugsmuligheder siden midten
10.2 Udvikling i børns forbrugsmuligheder
I det følgende tages der udgangspunkt i den enkelte husholdnings disponible indkomst – dvs. husholdningens samlede indkomst
ef-120
UDVIKLINGEN I BØRNS FORBRUGSMULIGHEDER
ter skat. For at tage hensyn til stordriftsfordele vægtes den totale disponible indkomst med antallet af personer i husholdningen ef-ter den skala, der anvendes af både OECD, Eurostat og Danmarks Statistik. Den ækvivalerede indkomst pr. person i husholdningen er således opgjort som:
Ækvivaleret indkomst = Husholdningens disponible indkomst 0,5 + (0,5 � antal over 14 år) + (0,3 � antal under 15 år) Hvis der kun er én person (voksen) i husholdningen, er den ækvi-valerede indkomst præcis lig med den disponible indkomst. Hvis der er to voksne og ingen børn, er den ækvivalerede indkomst lig med 2/3 af den disponible indkomst – dvs. hver af de to personer i husholdningen har en ækvivaleret indkomst, der er 2/3 af den sam-lede indkomst. Hvis der er to voksne og to børn under 15 år, er den ækvivalerede indkomst 0,48 gange den totale disponible indkomst i husholdningen. Alle medlemmer af husholdningen tillægges denne ækvivalerede indkomst – både de voksne og børnene, idet antagel-sen er, at medlemmerne af husholdningen på denne måde deler den forbrugsmulighed, som indkomsten tillader.
I det følgende ses der på den ækvivalerede indkomst for forskel-lige grupper – herunder voksne og børn. På trods af, at det næsten udelukkende er de voksnes disponible indkomst, der er grundla-get for husholdningernes ækvivalerede indkomst, behøver voksne og børns ækvivalerede indkomster gennemsnitlig set ikke at være ens, eller for den sags skyld at udvikle sig ensartet. Dette afhænger i høj grad af, hvordan de disponible indkomster varierer med an-tallet af børn i familierne, og hvilke typer af familier der i det hele taget har børn.
I figur 10.1 er det vist, hvordan den gennemsnitlige ækvivalerede indkomst har udviklet sig for børn og voksne i Danmark i perioden fra 1987 til 2018. For både børn og voksne har der i denne periode været en stor indkomstfremgang, men det er interessant at bemærke, at fremgangen har været størst for børnenes vedkommende. I 1987 var de voksnes gennemsnitlige ækvivalerede indkomst 173.000 kr., og i 2018 er den vokset til 276.000 kr. – en fremgang på 60 procent.
For børnenes vedkommende var den gennemsnitlige ækvivalerede
121
UDVIKLINGEN I BØRNS FORBRUGSMULIGHEDER
indkomst 161.000 kr. i 1987, og den er i 2018 vokset til 272.000 kr.
– en fremgang på 69 procent. Det svarer til, at de voksnes ækviva-lerede indkomst var ca. 12.000 kr. højere end børnenes i 1987 – og denne forskel er i 2018 skrumpet ind til 4.000 kr.
Det er også bemærkelsesværdigt, at det især er efter finanskrisen, at forskellen på voksnes og børns ækvivalerede indkomst er skrum-pet. Denne forskel i udviklingen i forbrugsmuligheder for børn og voksne er i overensstemmelse med, at der er en voksende tendens til, at lavtuddannede ikke får børn,121 samt at der har været et fald i fertiliteten efter finanskrisen, der har været større blandt lavtud-dannede end blandt højtudlavtud-dannede.122
Figur 10.1 Ækvivaleret indkomst for børn og voksne i 2018-priser.
1987-2018
Kilde: Egne beregninger på basis af data fra Danmarks Statistik.
I figur 10.2 vises udviklingen i Gini-koefficienten i ækvivaleret ind-komst. Koefficienten er her opgjort som et tal mellem 0 og 100.
I en helt lige fordeling, hvor alle indkomstmodtagere har samme
121. Se Jalovaara m.fl. (2019).
122. Se Comolli m.fl. (2019).
ÆKVIVALERET DISPONIBEL INDKOMST, KR.
122
UDVIKLINGEN I BØRNS FORBRUGSMULIGHEDER
indkomst, vil Gini-koefficienten være 0. Jo mere ulige fordelingen er, desto større vil Gini-koefficienten være, og værdien 100 opstår, hvis én person får hele indkomsten.
Figur 10.2 Gini-koefficient for ækvivaleret indkomst blandt børn og voksne. 1987-2018
Kilde: Egne beregninger på basis af data fra Danmarks Statistik.
Det ses, at uligheden er højere blandt voksne end blandt børn. I 2018 er Gini-koefficienten således 30 blandt voksne, mens den er 27 blandt børn. Både blandt voksne og børn har Gini-koefficienten været stigende (dog med et lille fald mellem 2017 og 2018) – en stigning, der begynder i midten af 1990’erne. Under højkonjunk-turårene lige inden finanskrisen var der en særlig stor stigning i koefficienten og især blandt børnene.
I figur 10.3 vises udviklingen i forholdet mellem 90- og 10-pro-cent fraktil – dvs. forholdet mellem indkomsten for den person, hvor der i populationen kun er 10 procentpoint, der har en højere indkomst i forhold til indkomsten for den person, hvor der kun er 10 procentpoint af populationen, der har en lavere indkomst. Dette mål for ulighed bekræfter udviklingen i Gini-koefficienten. Ulighe-den er større blandt voksne end blandt børn. I 2018 er
90/10-for-GINIKOEFFICIENT
123
UDVIKLINGEN I BØRNS FORBRUGSMULIGHEDER
holdet således 3,1 for børn, mens det er 3,5 for voksne. Dvs. det barn, hvor der kun er 10 procentpoint af børnene, der har en højere ækvivaleret indkomst, har 3,1 gange så høj en forbrugsmulighed, som det barn, hvor der kun er 10 procentpoint af børnene, der har en lavere ækvivaleret indkomst. I 1987 var forholdet for børnenes vedkommende kun 2,3. Ligesom for Gini-koefficienten ses et vok-sende 90/10-forhold fra midten af 1990’erne og fremefter – dog med et lille fald fra 2017 til 2018.
Figur 10.3 Forhold mellem 90-procent og 10-procent fraktil i ækvivaleret indkomst blandt børn og voksne. 1987-2018
Kilde: Egne beregninger på basis af data fra Danmarks Statistik.
Der kan være en særlig interesse omkring antallet af børn, der har en meget lav forbrugsmulighed, da en meget lav forbrugsmulig-hed kan have stor betydning for de afsavn, børnene har i forhold til andre børn.123 For at vurdere udviklingen i antallet af børn, der har en særlig lav forbrugsmulighed, anvendes Danmarks Statistiks indkomstgrænse for „lavindkomst“ i Danmark, der er beregnet som
123. Se Benjaminsen m.fl. (2016).
P90/P10-RATIO
124
UDVIKLINGEN I BØRNS FORBRUGSMULIGHEDER
50 procent af medianindkomsten.124 Dvs. personer, der lever i fa-milier, hvor den ækvivalerede indkomst er under halvdelen af den midterste ækvivalerede indkomst, lever ifølge denne definition i lav-indkomstfamilier. I figur 10.4 vises udviklingen i andelen af børn og voksne, der lever i lavindkomstfamilier.
Figur 10.4 Andel børn og andel voksne, der lever i lavindkomstfamilier.
1987-2018
Kilde: Egne beregninger på basis af data fra Danmarks Statistik.
Det ses, at der er en mindre andel af børnene end af de voksne, der le-ver i lavindkomstfamilier, og det er især tilfældet efter finanskrisen.
Blandt voksne er det således 9,7 procent, der lever i lavindkomstfa-milier i 2018, mens det er 8,0 procent af børnene. Ligesom i målene for ulighed er der en stigning i andelen, der lever i lavindkomstfa-milier fra midten af 1990’erne – med et lille fald mellem 2017 og 2018 – men set over hele perioden er stigningen noget mindre for børns vedkommende end for voksnes. Det er vigtigt at understrege,
124. Dette niveau svarer stort set til ROCKWOOL Fondens minimumsbudget, se Bonke og Christensen (2016).
125
UDVIKLINGEN I BØRNS FORBRUGSMULIGHEDER
at ovenstående udelukkende tager udgangspunkt i familiernes dis-ponible indkomster. I fattigdomsmålet, der for eksempel offentlig-gøres af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE),125 indgår studerende og børn af studerende ikke, ligesom der også ses bort fra personer, der har en formue ved starten af året, der overstiger 50 procent af medianindkomsten. AE finder med deres definition, at der i 2018 er 5,3 procent af børnene, der lever under fattigdomsgrænsen.
Stigningen i andelen af børn, der lever i lavindkomstfamilier, fra 2013 og fremefter, skal ses i sammenhæng med reformer i kon-tanthjælpssystemet. Fra 1. januar 2014 er der en kontanthjælpsre-form, der sænker kontanthjælpen til unge mellem 25 og 30 år. I 2015 indføres integrationsydelsen, der er en lavere ydelse end den normale kontanthjælpssats til nyankomne indvandrere. En tilsva-rende lav ydelse var kortvarigt indført i 1998 under betegnelsen:
„introduktionsydelse“; den blev indført igen fra 2002 til 2012 un-der betegnelsen: „starthjælp“. Endelig blev un-der fra 1. oktober 2016 indført et kontanthjælpsloft, der gav anledning til et loft over, hvor meget man samlet set kunne modtage i ydelser fra det offentlige, hvis man er på kontanthjælp.