Af dr. phil. H. Strandgaard
Allerede ordet plantage leder tanken hen på Jylland, og det er da også i udpræget grad denne landsdel, som plantagerne har sat sit præg på både landskabsmæssigt og med hensyn til en række vildtarters udbredelses-mønster. fore-går menneskelige aktiviteter næsten overalt, synes det at være afgØrende nØdvendigt, at
Selvom plantagerne således i vid udstræk-ning danner den egentlige baggrund for, at der i Jyllands tidligere hedeegne i dag findes store bestande af navnlig hjortevildt, er disse områders bæreevne dog fremdeles relativ
24
FI,. L B('pl.nt('d~ arealer I Ho\'~rd.1 plant.,e I 1893. Kortet er udarbejdet pi grundt., al den fante opm4lin,. JOrn .ko'lreaulerinlen lou·tol delte Ar.
FI,. I. Beplantede aruler I Hoverdal planlage i lU •. Denne tilstand bevarede. heil op Ul 19.1:.
hvor 111&11 ,enoplo, Ulplantnlnllarbejdel.
Fi,. S. Beplantede .realer I Ho\!erdal p.lanta,c I IMS. Tilplantningen er nu ., vidt (remjIuedet, at d. Aba. arealer er 1I1e ved .t v.re helt lonvundot.
Eksempel på tilplantningsgrad og' .;.jbrløb Hoverdal plantage, VIborg disirikt. :
lav. Sammenlignes f.eks. bestandstætheden af rådyr i det Østlige og det vestlige Dan-mark, lever der langt flere dyr pr. 100 ha på Øerne og i Østjylland end i Midt- og Vestjylland. Dette skyldes primært de øst-lige landsdeles generelt større frodighed.
Men også de enkelte plantageområder imel-lem findes der store forskelle, forskelle, der ikke alene kan føres tilbage til variationer i jordbund og klima, men som i vid ud-strækning også hænger sammen med de en-kelte plantagers tilstand.
En plantage er en levende enhed. Der foregår til stadighed ændringer både gen-nem træernes vækst og gengen-nem menneskelige indgreb i form af plantning og hugst m.m.
Og disse ændringer spiller en betydelig rolle . for det dyreliv, der findes i området.
Nåletræ er det dominerende element i
plantagerne. Dette er afgØrende for planta-gernes ernæringsværdi for vild tet, idet næ-sten alle vore nåletræer i udpræget grad er skyggetræer. Kun hvor der kommer tilstræk-keligt lys gennem kronetaget ned til skov-bunden, vil der blive en bundflora og der-med et fØdegrundlag for områdets dyreliv.
Jeg mindes i den forbindelse en jagt på Palsgård, hvor vi netop drØftede disse for-hold. En af skovfogederne sagde til mig:
"Ja, Strandgaard, det er meget godt, det du går og fortæller, men nu har jeg været skov-foged her i 30 år, og jeg synes ikke, der er sket så store ændringer. Derimod kan jeg godt fortælle, at der er sket store ændringer med hensyn til vildtmængden, for da jeg kom her som ung skovfoged, kunne vi i en såt skyde lige så meget vildt, som vi nu får på en hel dag."
Der er ingen tvivl om, at det med jagt-udbyttet er rigtigt, men jeg fØlte mig i den grad overbevist om, at bevoksningsforhol-dene spiller en afgØrende rolle, at jeg valgte at svare skovfogeden fØlgende: "Dengang du kom hertil, var der tale om en ung og nyplantet plantage. Det, at der var sket en bearbejdelse af jorden, og at træerne var
Vejrende gaffelbuk i bjergfyrplantage.
nyplantede, gjorde, at der var kommet gang i produktionen. Træerne gav dækning, men holdt endnu ikke lyset ude, og der kunne gro en masse lyng og lignende i rækkerne mellem træerne. Men i dag er der intet på skovbunden. J a, jeg vil endda indgå det væddemål med dig, at om du fik hele din dag til rådighed, så ville du ikke være i stand til at fØde to kaniner med det, du kunne plukke under de sluttede bevoksnin-ger."
Så store ændringer er der sket, men ofte bemærker man det ikke, når man går i om-rådet dag efter dag.
*
Men også tilplantningsgraden spiller ind.
Den intensitet, hvormed arealet udnyttes til skovdyrkning har været stadig stigende, ofte med biotopforringelse for dyrelivet til fØlge.
Som eksempel kan udviklingen i Hover-dal Plantage i Vestjylland anfØres. De are-aler, der udgØr plantagen blev hovedsagelig kØbt i 1891-92, da staten erhvervede store arealer med henblik på tilplantning. I 1893 foretog skovreguleringen den fØrste opmå-ling, og kortet, der er udarbejdet på grund-lag af oplysninger herfra, viser, at der på
25
daværende tidspunkt kun var tale om yderst begrænsede tilplantninger. Bortset fra et par småarealer fandtes der kun nogle nyplant-ninger lige omkring gården St. Hoverdal i områdets sydkant. Resten af arealet henlå som hedestrækninger.
I de næste årtier var der til gengæld en meget livlig aktivitet med tilplantning af store områder. 2. fase viser de tilplantede arealers udstrækning i 1914, da
plantnings-Kronhjort i lysning i en nåletræsplantage.
26
arbejdet igen standsede på grund af den l.
verdenskrig. Herefter henlå plantagen uden nogen nævneværdig aktivitet lige til 1942.
De plantede arealer voksede op og dan-nede skov og dermed dækning, og ind imel-lem lå store arealer med lyng og græsser.
Selv hvis plantagen var blevet anlagt af hen-syn til hjortevildt, kunne man næppe Ønske en bedre fordeling af hede og plantage, og Poul Hansens beskrivelse i Fra Ødemarker
til storskove 1942, tyder da også på en bety-delig kronvildtbestand i området i den nævnte periode.
I 1942 blev Ulborg statsskovdistrikt op-rettet som selvstændigt skovdistrikt, og med tilkØb af ca. 60 ha ved plantagens sydvest-lige del blev plantningsarbejdet samtidig genoptaget. Som det fremgår af det neder-ste kort, der viser det beplantede areal i 1965, er de åbne hedestrækninger nu ved at være helt forsvundet. Denne udvikling har medfØrt en forringelse af bæreevnen som helhed. Både tilplantningsgrad og bevoks-ningernes aldersfordeling er således af den største betydning for, hvor meget vildt der kan finde livsbetingelser inden for plantage-området, men det er ikke kun tilstanden i plantagerne, der er af stor betydning for vildtets trivsel. Samspillet med de nærmeste omgivelser er også af stor betydning, og på hjortevildtets vinterernæring meget vigtige lyngvegetation forsvundet og i det moderne landbrug ofte erstattet med plØjemarker i vinterhalvåret.
Enkelte distrikter har taget konsekvensen af dette og anlagt et betydeligt net af bety-delig vildtmæssig værdi.
Selvom plantagerne primært er et sted, land-skab og dermed også betingelserne for vildt-arterne. Som det er vist, har det været en positiv ændring for vores hjortevildt. Også
En smuk seksender råbuk.
duehØgen har i hØj grad nydt godt af til-plantningen, men for agerhØns og urfugle har udviklingen været katastrofal. Ikke alene har man med plantagerne skabt ideelle be-tingelser for en af disse hØnsefugles natur-lige fjender, men man har samtidig direkte ødelagt den biotop, der er livsnØdvendig for dem.
I almindelighed må plantagerne sikkert betragtes som et gode, men her som i andre forhold, hvor naturen ændres, vil en vurde-ring af resultatet være helt afhængig af, hvem og hvad det er godt for.
27
Skovning af gammel ædelgran i hedeplantage.