Læplantningen har to hovedformål. Et kort-sigtet går ud på at forbedre de lokalklima-tiske forhold, således at dyrkningsudbyttet det enkelte år forØges. UndersØgelser gen-nem mange år viser, at dette merudbytte andrager 5-10 pet. på vindudsatte arealer.
Det langsigtede mål er at bevare dyrk-ningsjorden til næste generation. I historisk tid er der adskillige eksempler på, at hele egne er blevet Ødelagt og affolket, fordi man ikke i tide har været opmærksom på læets betydning. Man huggede lØs af skovene, så landskabet blev blottet og åbnede mulighed for sandfygning. Tisvilde Hegn på Nord-sjælland, klitplantagerne i Thy og på LæsØ er blot nogle eksempler på arealer, der er opgivet som landbrugsjorder og senere til-plantet. I mindre målestok findes sådanne arealer spredt ud over det ganske land. I nyere tid har vi haft store fygninger i 1938 og i 1969.
De fremhævede eksempler viser, at det langsigtede læplantningsmål må prioriteres meget højt, idet de opståede skader ved sandfygning er af en sådan art, at de på-gældende arealer for evigt er tabt for en erhvervsmæssig landbrugsudnyttelse.
42
At arealerne så i dag tilfØrer vort sam-fund andre værdier af mere rekreativ art, er en anden sag. Visse moderne Økonomer me-ner, at Ødelæggelsen har været en national-økonomisk fordel. Der må naturligvis adva-res kraftigt mod beregninger, der bygger på et væld af forudsætninger og begrænsninger, bl. a. at det e~ muligt for nationen at tjene tilstrækkeligt i andre erhverv.
Udover de to skitserede hovedformål har læplantningen naturligvis selvstændige mil-jø- og vildtmæssige kvaliteter.
Denne artikel vil kun beskæftige sig med det langsigtede mål: beskyttelse mod vind-erosion.
Vinderosionen er et resultat af fire fak-torer:
1. Vindstyrke af en størrelse, der kan starte og vedligeholde fygningen. Dette sker om-kring vindstyrke 6 (af meteorologer kal-det blæst eller kuling).
Vinter - i forgrunden ungt 3-rækket løvtræ-hegn og bagved et slidt grantræløvtræ-hegn.
Ca. 10 år gammelt blandingshegn af løvtræ.
2. Tilstedeværelse af lØs, tør og tilstrækkelig findelt jord.
3. En glat overflade, så fygningspartikler ikke standses.
4. Areal af en vis stØrrelse, idet fygning er selvaccelererende.
Når ovennævnte betingelser er til stede, vil vinden sætte jordpartiklerne i bevægelse på 3 forskellige måder.
De største partikler (over 0,5 mm) vil krybe hen over markerne, indtil der opstår læ, hvor de danner driver.
De mindre kvartskorn lØftes af vinden op i 20-30 cm hØjde, men falder snart til jor-den igen, hvor de virker som bomber, der kan nedbryde jordstrukturen på en sådan måde, at antallet af partikler under fyg-ningsstØrrelsen vokser.
U ndervejs er der sket en afslibning af knolde, der rager op, hvilket betyder, at fyg-ningen yderligere kan udvikle sig.
De allermindste enheder, ler og humus, føres hØjt i luften og kan som svævestøv føres hundredvis af km bort. Det er den
mindste, men også mest værdifulde del, der derved går tabt for stedse.
*
~ange anser denne skade for den Økono-misk mest alvorlige. Problemet bliver ikke mindre af, at materialet fØres op i så stor hØjde, at man ofte ikke direkte er opmærk-som på, at der sker skade.
Ved at betragte processen kan man se, at den kan stoppes ved at bremse vinden, ska-be lokalt læ, have jordpartikler af tilstræk-kelig stØrrelse eller sørge for ikke at have lange glatte stræk, hvor der kan ske en ac-celeration.
Der er således flere muligheder for at mindske jordfygningen, men læplantningen må betegnes som den eneste, der angriber ondets rod: ved at nedsætte vindens energi og dermed dens mulighed for at starte en jordflytning.
For at opnå en sikkerhed, der nærmer sig 100 pct., skal hegnene plantes med en afstand af 10-15 gange ' hØjden, men det medfører dyrkningsmæssige ulemper, lige-som arealforbruget vil blive betydeligt. En
43
afstand på 20-30 gange hØjden, der er opti-malt med hensyn til mertilvækst det enkelte dyrkningsår, vil også, når det drejer sig om at forhindre jorderosion, have meget stor effekt. Man regner med, at vinden i marts, april og maj overskrider vindstyrke 6 i 7 pct. af tiden. Hvor der er udfØrt .læplant-ninger på ovennævnte måde, vil læhegnene reducere vindstyrken ved jorden så meget, at dette procenttal, der er et udtryk for fyg-ningsrisikoen, falder til omkring 1.
En anden gavnlig virkning ved læhegnene er, at de skaber et smalt bælte med total læ, hvor fygningspartiklerne kan lejre sig, såle-des at fygningen materialemæssigt skal be-gynde forfra ved hvert hegn.
Selvom læhegnene således er det vigtigste middel til bekæmpelse af jorderosion, må man ikke alene forlade sig på disse, idet der som nævnt stadig eksisterer en mulig-hed for jordfygning.
Man bØr ved jordbehandling sikre, at overfladen efterlades ujævn, og at de mind-ste partikler er kittet sammen i større krum-mer. Markformerne kan være aflange, med Kraftig jordfygning vest for HjØrring.
44
den brede side mod vinden, og variation i afgrødevalget med græsmarker og vinteraf-grøder vil i marts-april virke dæmpende på fygningen. De senere års overgang til ensi-dig bygdyrkning har forøget fygningsrisi-koen, selv på de bedre jorder.
Konklusionen må blive, at et fornuftigt system af læhegn suppleret med omtanke ved jordbehandling og afgrødevalg er nØd-vendigt på erosionstruede arealer. Da læ-hegnene er det længelevende hovedelement, er det vigtigt at fremhæve, at god pasning af hegnene er nØdvendig. Det indebærer klipning i siderne og pleje af de buske, der giver læ i bunden.
Men pasning er også at sikre, at udgåede hegn uds,kiftes i tide og på en sådan måde, at der til stadighed er læ i området, og at den opsummerede landskabelige lævirkning ikke sættes over styr.
Læhegn kræver således en stadig og ved-varende indsats, både når det gælder det enkelte hegn og de områdedækkende syste-mer. Selv få års forSØmmelse kan betyde varig erosioI).sskade på landbrugsjorden.