Legitimitet inden for det forhandlingsmæssige rum (overenskomst)

kunne forhandle et godt resultat til de offentligt ansatte uden nogen modydelse og succeskriteriet var mere end opfyldt. FOA fik i den grad sat sig på dagsordenen og fik opfyldt nogle ultimative krav, hvilket var en succes for organisationen.

Søndag den 17. juni 2007 kunne Anders Fogh Rasmussen præsentere en færdig trepartsaftale, der frem til 2011 skulle give de offentlige ansatte 6,5 mia.kr. i form af bl.a. flere senior stillinger, mulighed for, at ufaglærte bliver uddannet til faglærte, meget mere efteruddannelse, og flere fuldtidsstillinger i de offentlige institutioner. Hans Jensen fra LO var godt tilfreds: ”Det er en af de få forhandlinger i mit liv, hvor der ikke har været modydelser, økonomisk i hvert fald, og det er jo en fornøjelse, at der ikke er et eneste resultat i aftalen, uden at der er forbedringer for lønmodta-gerne i den offentlige sektor,” sagde Hans Jensen, der ikke tøvede med at kalde aftalen for et ”hi-storisk uddannelsesløft”. 3F lykønskede aftalen og udsendte den 18. juni 2007 en pressemedde-lelse om, at trepartsaftalen var solidt arbejde.Det lykkedes at italesætte kvalitetsreformens tre-partsaftale positivt i alle medier.

Vi har via vores interview med Mads Lebech og Bent Hansen erfaret, at arbejdsgiverne ikke var tilfredse med de øremærkede beløb i trepartsaftalen, som skulle effektueres i overenskomsterne.

Det giver rod i forhandlingssystemet, hvis politikerne blander sig for meget. Der er således udfor-dringer med den kognitive legitimitet, idet ikke alle tager den måde som trepartsforhandlingerne og den efterfølgende trepartsaftale for en given og naturlig måde for fremtidig politiske forhand-linger.

I relation til den omverden, hvor Dennis Kristensen erhverver sin primære legitimitet, nemlig medlemmerne og internt i LO familien opnåede Dennis Kristensen kognitiv legitimitet pga. det resultat han fik fremskaffet.

Opsummering

Vi må opsummere, at der generelt er opnået kognitiv legitimitet om FOA´s ageren, som har skabt forståelse i det omgivende rum, fordi der blev indgået en aftale med regeringen, som tilgodeså fagbevægelsen generelt. Arbejdsgiveren som ikke var en del af aftaleindgåelse har derimod ikke megen forståelse over for set-up’et.

legitimt inden for KTO, idet reglerne åbnede op for dette. I hovedparten af forløbet blev der såle-des ikke skabt indflydelseslegitimitet.

Transaktionel legitimitet (noget for noget)

FOA fandt, at organisationens krav om en lønstigning på 15 % var et troværdigt krav overfor ar-bejdsgiverne. Da arbejdsgiverne ikke ville honorere FOA’s krav, var den eneste mulighed at satse på konflikten ville trække så længe ud, at der kom et regeringsindgreb. Hverken arbejdsgiverne eller regeringen ville imidlertid imødekomme det ultimative lønkrav på 15 % lønstigning, og der kom derfor ikke det ønskede forlig eller det ønskede regeringsindgreb. Efter flere ugers strejke valgte FOA at indgå forligsaftale på 13,4 % med arbejdsgiverne. Der blev skabt transaktionel legi-timitet ved underskriften på overenskomstaftalen.

Opsummering

FOA havde i perioder udfordringer med den pragmatiske legitimitet, idet hverken arbejdsgiverne eller regeringen støttede op om lønkravet. Da FOA indså, at kravet ikke ville blive honoreret, var organisationen hurtig til at omstille sig og fik indgået forlig. Dette betød, at FOA opnåede prag-matiske legitimitet.

12.3.2 Moralsk legitimitet (overenskomst)

I den moralske legitimitet skulle der skabes positiv, normativ evaluering af organisationen og dens aktiviteter.

Konsekvensdimensionen (resultatets moralske konsekvenser)

De øvrige medlemmer i KTO og i fagbevægelsen var bekymrede for, om Dennis Kristensen ville skabe et resultat, der ville blive markant bedre end KTO forliget på 12,8 procent, idet dette så ville medføre, at det ville kunne betale sig for organisationer fremover at forhandle selvstændigt og fællesskabets muligheder for at skabe gode resultater ville samtidig forringes. Solidaritetsprin-cippet (jf. den politiske geografi) ville med andre ord blive udfordret. Både Ellen K. Lykkegaard samt Anders Bondo Christensen har i vores interview givet udtryk for denne bekymring.

FOA fik god opbakning i det offentlige rum både hos medlemmer og befolkningen, men i kroner og øre vurderes overenskomst anstrengelserne reelt at være beskedne.

Vi har via vores interview erfaret, at udregninger har vist, at KTO forliget på 12,8 procent reelt er højere, når man udregner ferieprocenten, som falder uden for reguleringsordningen⁵². Dvs. det gav de kommunalt ansatte 0,3 procent oveni, dvs. resultatet blev på 13, 1 procent. De 13,4 pro-cent, som FOA fik fremskaffet er i realiteten kun lidt højere. I princippet betyder reguleringsord-ningen, at de offentlige overenskomstforhandlinger og de langvarige konflikter reelt ikke har ind-flydelse på størrelsen af den samlede lønudvikling i den offentlige sektor. Så længe regulerings-ordningen gælder, er der sat grænser for vækst, men til gengæld også for tab. Da

52 Reguleringsordningen virker på den måde, at de offentligt ansattes lønstigninger forøges, hvis der kommer mere gang i i

den private sektors lønninger end forudsat, mens der omvendt sker en reduktion af de aftalte lønstigninger i det offentlige, hvis de viser sig at ligge højere end i det private arbejdsmarked.

ningen er den del af de indgående forlig under overenskomst 2008, samtidig med, at de konflik-tende ikke reelt satte spørgsmålstegn ved fortsættelsen af denne diskussion, blev hele diskussio-nen om 12,8 eller 15 pct. en ren pseudodiskussion⁵³.

FOA’s strategi har ikke givet et højere resultat, og slet ikke hvis man holder udgifterne op imod resultatet. Både arbejdsgivere samt repræsentanter fra KTO har karakteriseret FOA’s resultat som symbolpolitik. Men netop denne symbolpolitik har medført, at KTO fællesskabet finder FOA’s stra-tegi for moralsk legitim. Solidaritetsprincippet er ikke udfordret.

Både Ellen K. Lykkegaard og Anders Bondo Christensen har i vores interview været enige om, at det har styrket fagbevægelsen generelt, at det lykkedes FOA at få samlet medlemmerne om en sag. Det har sat fokus på faglige organisationers eksistensberettigelse. Og da resultatet reelt ikke er særlig højt i forhold til KTO forliget, har Dennis Kristensen ikke udfordret KTO’s forlig og der-med har han ikke svækket KTO’s forhandlingsvilje. Hverken samordningsprincippet eller solidari-tetsprincippet (jf. den politiske geografi) er således blevet svækket.

Proceduredimensionen (hvordan de eksterne omgivelser opfattede, at FOA kæmpede)

I KTO regi vakte det utilfredshed, da Dennis Kristensen som KTO formand ikke varetog helhedens interesser, men tværtimod arbejdede på en model, der primært skulle tilgodese FOA medlemmer.

Dette var klart i strid med solidaritetsprincippet (jf. den politiske geografi).

Efter Dennis Kristensen var tvunget til at afgive formandskabet, var det legitimt, at han arbejdede på bedst mulige resultater for FOA. Men internt i LO medførte det utilfredshed, at han i forbindelse med formandsskiftet specifikt var medvirkende til, at det ikke blev en person fra en

LO-medlemsorganisation, der blev ny formand for KTO.

Arbejdsgiverne har været frustrerede over for FOA’s måde at inddrage medierne på under for-handlingerne, jf. interaktionsanalysen. I vores interview med Mads Lebech og Bent Hansen har de begge beskrevet Dennis Kristensen som presseivrig og selviscenesættende på bekostning af de reelle forhandlinger med dem. I relation til modparten har Dennis Kristensen en udfordring i rela-tion til den moralske legitimitet.

Arbejdsgiverne har givet udtryk for, at det giver rod i forhandlingssystemet, hvis politikerne blan-der sig for meget. Ved at FOA bevidst inddrog medier samt søgte at påvirke folketingspolitikere kan organisationen være medvirkende til at ødelægge den danske model. Selvreguleringsprincip-pet (jf. den politiske geografi) bliver derved udfordret. Anders Bondo Christensen har i vores in-terview givet udtryk for dette.

FOA blev under de aktuelle overenskomstforhandlinger kritiseret af regeringen for det ultimative krav om en lønstigning på 15 %, idet organisationen derved ikke havde forståelse for den ifølge regeringen overophedede danske økonomi krævede løn tilbageholdenhed. Regeringen henviste

53 Jesper Due Madsen og Jørgen Steen Madsen p. 47 (2008)

konsekvent til, at løsningen alene skulle findes inden for den danske model, uagtet at det reelt var regeringen, som havde mulighed for at honorere det ønskede krav. Regeringen ville ikke hjælpe FOA til at lønkravet på de 15 procent blev imødekommet. Den 6. juni 2008 udtalte Anders Fogh Rasmussen i medierne: "Ingen skal tro, at de får mere ud af det end de 12,8 procent. Dels vil det være unfair over for de andre offentlige områder, og dels vil det blive umuligt at forhandle i frem-tiden, hvis det hedder sig, at man bare kan vente på, at der kommer et regeringsindgreb".

Den personlige dimension

I relation til arbejdsgiverne anses FOA’s ageren ikke som en resultatmæssigt udfordring for frem-tidige overenskomstforhandlinger, men den måde han har forhandlet på har arbejdsgiverne opfat-tet problematisk. Der er således udfordringer med den personlige dimension af den moralske legi-timitet. Dennis Kristensens ageren overfor arbejdsgiverne har medført en svækkelse af den mo-ralske legitimitet, og det kan måske have negativ betydning for kommende individuelle forhand-linger i relation til arbejdsgiverne, hvilket kan give KTO en bedre forhandlingsmulighed i de kom-mende overenskomstforhandlinger.

Opsummering

Der er udfordringer med den moralske legitimitet pga. proceduredimensionen og den personlige dimension. I relation til konsekvensdimension vurderer vi, at der ikke er problemer.

12.3.3 Kognitiv legitimitet (overenskomst)

Den kognitive legitimitet under konflikten var at vise, at FOA som faglig organisation ikke alene kæmpede for højere løn til sine medlemmer, men konflikten var et velfærdsanliggende for hele samfundet. Dennis Kristensen appellerede retorisk til det systemiske princip (jf. den politiske georgrafi). Overordnet betragtet er det forståeligt og meningsfuldt, idet dette er kerneopgaven for en faglig organisation. Da regeringen ikke løste konflikten med et regeringsindgreb, og da rege-ringen og folketingspolitikere valgte at holde sig uden for konflikten, blev den kognitive legitimitet ikke reelt udfordret. Det var overenskomstparterne der fandt frem til en løsning – og selvregule-ringsprincippet blev bevaret.