Formålet med dette kapitel er at besvare masterafhandlingens hovedspørgsmål om, hvordan FOA søgte at øve indflydelse på de politiske beslutningsprocesser i kvalitetsreformens trepartsfor-handlinger og på overenskomstforløbet 2007-08, og hvilke konsekvenser FOA’s ageren har for den danske model og for FOA’s magt og legitimitet?
Kapitlet er struktureret således, at der alene gengives eksempler på de mest gennemgående og markante pointer og konklusioner.
Vi har samlet op undervejs i delkonklusioner, da det efter vores opfattelse giver det bedste over-blik. Vi vil ikke gentage dem alle her, men blot fremhæve de mest markante og gennemgående konklusioner med fokus på sammenhængen mellem struktur og aktørhandling.
Vi er som indledningsvist nævnt bevidste om, at den danske model udsættes for betydelige pres fra EU, fra regering og folketing. Vi har alene analyseret på FOA’s ageren på de politiske beslut-ningsprocesser i kvalitetsreformens trepartsforhandlinger og på overenskomstforløbet 2007-08 i relation til den danske model. Og vores konklusioner i relation til den danske model skal ses i ly-set af denne afgræsning.
Vi kan samlet på baggrund af masterens analyser konkludere, at FOA har søgt og fået indflydelse på såvel trepartsforløbet som overenskomstforløbet 2008 ved at udfordre og udvide rammerne og hovedprincipperne (systemiske princip, enhedsprincippet, selvreguleringsprincippet og solidari-tetsprincippet) i den danske model, som vi opstillede i afsnittet om den politiske geografi.
Vi kunne med strategianalysen konkludere, at FOA massivt satsede på medie- og mobiliserings-strategier og dermed signalerede de, at indirekte indflydelsesmobiliserings-strategier opfattes som afgørende og dermed primær vej til at påvirke de politiske beslutningsprocesser og opnå indflydelse på forhand-lingsresultater. Det er vores vurdering, at den massive medie- og mobiliseringsstrategi gav over-enskomstforløbet en helt anden dynamik og ikke før set opmærksomhed omkring de offentlige overenskomstforhandlinger fra mediernes side.
Det er også vores konklusion, at FOA med deres valg af strategier koblede forhandlingsrummet, det politiske rum og det offentlige rum sammen på en ny måde ved, at fremsætte krav, kommen-tere på processen og forhandle i de tre rum synkront. FOA brød dermed med præcedens og med den ”trinfølge” i forhandlingsrummet, som aktørerne har været vant til og føler sig tryg ved. Det er vores vurdering, at det gav forhandlingerne en helt anden dynamik og stillede nye krav til de involverede aktører.
Med Goffmans interaktionsanalyse konkluderede vi, at processen omkring trepartsforhandlinger var en bevægelse mod et åbent spil med nye deltagere, nye roller og nye inddragelsesformer.
Trepartaftalen endte med at indeholde elementer som normalt forhandles ved overenskomst-bordet. Forestillingen om overenskomstaftalen var modsat forestillingen om trepartsaftalen under-lagt regler for roller, relationer, og hvordan forløbet skulle foregå. Inden for disse rammer formå-ede Dennis Kristensen at spille en markant rolle og fik instruktørrollen i hovedparten af forestillin-gen, på trods af at han måtte trække sig som KTO formand.
I begge forestillinger krævedes der stor omstillingsparathed, hurtig opfattelse og reaktionsevne for at deltage, fordi back stage blev elimineret. Det betød, at der ikke var tale om en back stage med hemmeligheder og fortrolighed mellem parterne, ligesom der ikke var en guarded passage-way ud til front stage. Det er vores vurdering, at dette stillede nye krav til alle aktører, styringen af impression management blev vanskeligere, og improvisation og selviscenesættelse blev vigtige kompetencer. Det fortrolige rum i teamet er, især i overenskomstforestillingen, blev erstattet af agtpågivenhed og mistillid.
I magtanalysen konkluderede vi, at både direkte, indirekte, bevidsthedskontrollerende og institu-tionel magt har været i spil, og magtformerne ikke har overtrumfet hinanden. Efter vores vurde-ring peger magtanalyserne på, at FOA, efter treparts- og overenskomstforløbet fremstår som en aktør, der for at få indflydelse har udøvet magt og udfordret det systemiske princip ved at agere markant mere konfrontationssøgende end kompromissøgende, ved at sætte tilgængelighed for medierne højere end tillid og tryghed i forhandlingsrummet og ved at sætte lighedstegn mellem synlighed og et godt resultat.
FOA har udfordret selvreguleringsprincippet i forhandlingssystemet ved gå fra at være en faglig organisation til at være fagpolitisk organisation og ved at opfordre det politiske system til at inter-venere i pågående overenskomstforhandlinger. FOA har udfordret enhedsprincippet ved at udfor-dre den institutionelle struktur med sin autonome handlen, og dermed bryde med ”code of con-duct”. FOA har desuden udfordret samordningsprincippet ved at sætte fællesskabet til side for enegang og dermed gå fra konsensus og kollektivt fællesskab til på egen hånd at forhandle FOA medlemmernes individuelle krav. Endelig har FOA udfordret solidaritetsprincippet ved at kræve en skævdeling af de overenskomstforhandlede lønkroner til fordel for egne medlemsgrupper frem for ligedeling.
Vi har med legitimitetsanalysen konkluderet, at de eksterne omgivelser har tilskrevet FOA legiti-mitet både under trepartsforhandlingerne og under overenskomstforhandlingerne, selv om der også har været og består legitimitetsmæssige udfordringer. I relation til medlemmerne og borger-ne har FOA opnået fuld legitimitet, både pragmatisk, moralsk og kognitiv legitimitet. FOA har med sin dynamiske adfærd vist, at det nytter noget at være medlem af en faglig organisation - det giver mening.
Der har været tale om kognitive legitimitetsudfordringer, idet såvel arbejdsgiverne som andre faglige organisationer har fastholdt, at det politiske rum og forhandlingsrummet skal være skarpt
adskilte, idet det ellers, efter deres opfattelse, kan være ødelæggende for den danske model. I det politiske og forhandlingsmæssige rum består der fortsat legitimitetsudfordringer, fordi FOA og Dennis Kristensen primært har haft FOA’s egeninteresser for øje og har set stort på enhedsprin-cippet, samordningsprincippet samt solidaritetsprincippet. Især den moralske legitimitet har været udfordret. Dog har det i sidste ende legitimitetsmæssigt været afgørende for omverdens opfattel-se af FOA, at hovedprincipperne i den danske model ikke blev brudt.
Vi har gennem hele masteren haft fokus på sammenhængen mellem struktur og aktørhandling. Vi kan samlet konkludere, at der har været væsentlige ændringer i den måde FOA har søgt indflydel-se på, hvilket har givet trepartsforhandlingerne og den efterfølgende overenskomstproces en ny dynamik og ganske givet vil få betydning for fremtidens forhandlingsprocesser og for de faglige organisationer overordnede muligheder for påvirkning af politiske forhandlingsprocesser. Vi finder derimod ikke belæg for med vores perspektiver og vores empiri at konkludere, at FOA’s ageren hverken har medført afgørende brud på eller opløsning af den danske model.