Forestillingen om trepartsaftalen som led i kvalitetsreformen

Optakten

Den overordnede forestilling om kvalitetsreformen blev uropført i det offentlige rum af regeringen, men forestillingen blev først rigtig interessant, da regeringen indbød til trepartsforhandlinger med fagbevægelsen. Denne trepartsforestilling har vores interesse, idet FOA spillede en markant rolle og var medvirkende til, at regeringen indgik en aftale med fagbevægelsen, som øremærkede 6,5 mia kr. til bl.a. FOA’s medlemmer. Trepartsaftalen blev udmøntet under de efterfølgende overens-komstforhandlinger.

Vi har på baggrund af vores iagttagelsespunkt valgt at fokusere på trepartsforhandlingerne, hvor FOA spillede en vigtig rolle. Trepartsforhandlingerne er både forestillingen, men også et vigtigt manuskript i den overordnede forestillingen om kvalitetsreformen. Vi har i vores kernefagsopgave på MPA studiet⁴⁷ gennemgået tilblivelsen af kvalitetsreformen, men da reformen som sådan ikke er omdrejningspunktet for denne masterafhandling – udover at den var katalysator for de efter-følgende trepartsforhandlinger - vil vi ikke analysere denne reform i medfør af Goffmans teori (rol-ler og relation, manuskript osv.), men alene kort gengive, hvordan reformen blev lanceret. For yderligere læsning henvises til kernefagsopgaven.

Kvalitetsreformen kan med vores valgte rum i masteren henregnes til primært det politiske rum.

Kvalitetsreformen blev iværksat via topstyring fra statsminister Anders Fogh Rasmussen, som personligt og via embedsmænd fra Statsministeriet igangsatte denne og andre store reformer uden om den parlamentariske styringskæde og uden for det korporative forvaltningsapparat, men derimod i tæt samarbejde med fx KL og personligt udpegede personer⁴⁸. Regeringen nedsatte en kvalitetsgruppe til at rådgive sig om kvalitetsreformen. Gruppen bestod af 27 centrale personer fra organisationer, regioner, kommuner, erhvervsliv. FOA’s formand Dennis Kristensen var både inviteret som formand for FOA og KTO, og deltog i arbejdet som bestod af seks temamøder. Der var ikke meget substans eller interesse for reformen før udmøntningen i trepartsaftalen.

Det var FOA som tilskyndede at kvalitetsreformen konkret blev udmøntet i en trepartsaftale med regeringen KL, Danske Regioner, LO, FTF, AC og FOA.

Formålet med trepartsforhandlingerne var bl.a. ved økonomiske midler at sikre udviklingen af medarbejdernes kompetencer, attraktive arbejdspladser samt rekruttering af medarbejdere til den offentlige sektor, både på kort og lang sigt. Disse trepartsforhandlinger indgår primært i det rum, som vi i masteren har valgt at kalde forhandlingsrummet, men også i det politiske rum, idet FOA udover at befinde sig i forhandlinger påvirkede kvalitetsreformen politisk.

47 Eriksen, Langbakke, Hansen og Thomsen (2008)

48 Greve, Carsten (2007)

Publikum til forestillingen var en bred kreds af offentligheden, dvs. vores tredje rum, som vi har valgt at operere med i masterafhandlingen er også relevant i Goffmans optik, men bliver da lige-som de to øvrige rum omfattet af dramaturgiens begrebsverden.

Forestillingen om trepartsaftalen blev spillet på forskellige scener (fx den politiske scene, medie- og pressens scene, regeringens scene og på fagbevægelsens scene). Hver forestilling med sit eget team af skuespillere, direktører og instruktører, med hver sin egen tolkning af manuskriptet, og hver forestilling med sit fokus på hvert sit publikum. Forestillingen er således spillet på mange scener, der - gennem skuespillernes, tilskuernes og de udenforståendes føromtalte mange forskel-ligartede roller - interagerer i meget komplekse relationer. Vi har i vores analyse alene fokuseret på scener, der er relevant for FOA, dvs. de forhold som skete på henholdsvis regeringens scene og LO’ s scene. Vi kunne have valgt at operere med andre scener, så som AC’s scene, Danske Regioners scener m.fl. Dette er udeladt, da vores iagttagelsespunkt er FOA, og vi vil alene fokuse-re på udvalgte centrale begivenheder med fokuse-relevans for FOA.

10.2.1 Manuskriptet

I forlængelse af de seks temamøder i den regeringsnedsatte kvalitetsgruppe opfordrede FOA og LO regeringen til trepartforhandlinger, og regeringen imødekom invitationen. Herefter deltog hen-holdsvis KL, Danske Regioner, LO, FTF, AC og FOA i trepartsforhandlinger.

Manuskriptet til forestillingen bestod af flere akter. Første og sidste akt er udarbejdet i en meget snæver kreds af forfattere, hvorimod der i udarbejdelsen af de mellemliggende akter er inddraget en væsentlig større kreds af bidragsydere (medforfattere).

FOA (som individuel organisation) bidrog løbende sammen med de hovedorganisationer (LO, FTF og AC), KL og Danske Regioner til udarbejdelsen af manuskriptet, samtidig med forestillingen spil-lede. Der skete nogle markante skift undervejs i skriveprocessen, idet processen ikke var planlagt i detaljer⁴⁹, men blev udviklet undervejs med pragmatiske tilpasninger som følge af hændelser i omverdenen og konkrete initiativer fra aktørerne, herunder FOA.

Færdiggørelsen (forhandlingen) af det endelige manuskript (trepartsaftalen) blev forsinket ved, at FOA truede med at forlade forestillingen lige op til tæppet skulle gå, hvis ikke manuskriptet var blevet ændret. Manuskriptet blev ændret og udmøntede sig den 17. juni 2007 i en trepartsaftale indgået mellem regeringen, KL, Danske Regioner, LO og AC.

På trods af forsinkelsen og ændringerne i manuskriptet undervejs blev der mod slutningen af pro-cessen en større og større grad af ensartethed mellem de respektive teatres (den politiske,

49 Carsten Greve sammenligner kvalitetsreformen med moderniseringspolitikken for den offentlige sektor fra årene 1983-2005⁴⁹. Konklusionen er, at kvalitetsreformen indholdsmæssigt er gentagelser af tidligere moderniseringstiltag, men at processen er en lidt anden end tidligere. Indholdsmæssigt er der i et historisk-institutionelt perspektiv tale om såkaldt stiafhængighed ⁴⁹. Men en afgørende forskel fra tidligere tiders moderniseringspolitik var den brede inddragelse af organi-sationer og ressourcepersoner som udarbejdede oplæg og diskuterede ved temamøderne. Tidligere var oplæggene skrevet af Finansministeriet og ingen andre blev inddraget, idet forvaltningspolitikken lå hos Finansministeriet.

die- og pressens scene og på fagbevægelsens scene) forestillinger og fortolkninger af samme skuespil. Herudover efter forestillingens gode anmeldelser og gode publikumsreaktion var der en tendens til en vis form for ”medejerskab” til manuskriptet fra dem, der ikke havde været inviteret til at være medforfattere og bidragsydere (som fx oppositionen og dele af fagbevægelsen).

Det usædvanlige ved manuskriptet til denne forestilling var også, at det undervejs blev en hybrid af forskellige genrer. Der blev inddraget tekster om uddannelse og efteruddannelse, ret til fuld-tidsansættelse og nye seniorordninger, som normalt kun hører til i manuskriptet til

overens-komstforestillinger, forestillinger som denne teaterdirektør (regeringen) normalt ikke blander sig i.

10.2.2 Roller og relationer i LO forhandlings-teamet

Da regeringen fulgte opfodringen fra FOA og LO og inviterede fagbevægelsen til trepartforhandlin-ger om kvalitetsreformen, nedsatte LO fagbevægelsen et forhandlingsteam.

Teamet bestod fra starten af instruktøren (den daværende LO formand Hans Jensen), en lille gruppe af skuespillere (embedsmænd i LO) og medinstruktøren (Dennis Kristensen). Dennis Kri-stensen havde allerede i efteråret 2006 luftet sine idéer og lyst til at opsætte en sådan forestilling.

Men det var Hans Jensen, der opfordrede teaterdirektøren (statsminister Anders Fogh Rasmussen) til at sætte forestillingen op. Hans Jensen blev, qua sin rolle som formand for LO, instruktør på fagbevægelsens scene.

De øvrige medlemmer af teamet (LO’s daglige ledelse, som består af alle forbundsformændene) fik først besked om at der ville blive en forestilling, da Hans Jensen og Dennis Kristensen var ble-vet indbudt og havde sagt ja tak til at bidrage til udarbejdelse af trepartsaftalen. Det skabte stor vrede hos de magtfulde forbundsformænd fra 3F og HK, at de var kommet med i en forestilling som de principielt var uenige i skulle opføres, og som i hvert fald havde et ”plot”, de ikke havde været med til at diskutere og beslutte. Det gav teamet en meget vanskelig start, og det krævede en del diskussioner og selvbeherskelse inden for hele teamet, der i en periode optrådte inden for manuskriptets rammer og instruktørens anvisninger.

Hans Jensen havde senere i processen meget vanskeligt ved at styre teamets medinstruktør Den-nis Kristensen, som indleverede selvstændige bidrag til manuskriptet, uden om instruktøren, men direkte til teaterdirektøren. Medinstruktøren truede desuden instruktøren med at forlade teamet og direktøren med at forlade forestillingen, hvis ikke det endelige manuskript indeholdt hans re-plikker (krav).

10.2.3 Back stage/Front stage og de modstridende roller - hemmelighederne På regeringens scene

Regeringens tilgang til processen via bl.a. inddragelse af en større kreds af aktører frem til den endelige udarbejdelse af trepartsaftalen gav et ganske godt indblik i, hvad der skete på bagsce-nen. En del tidligere forestillingers (reformprocesser) meget lukkede og beskyttede adgang mel-lem scenen og bagscenen blev frivilligt eller ufrivilligt perforeret i denne proces. Man kan sige, at en del af bagscenen pludselig blev til en del af selve scenen.

Den asymmetriske informationskløft mellem performer og publikum (politikere, medier og øvrige omverden) og de dermed opståede modstridende roller, som Goffman taler om, synes dermed at være mindsket gennem regeringens tiltag forud for og under trepartsforhandlingernes forløb.

Håndteringen af kvalitetsreformen og trepartsforhandlingerne med de tilhørende beslutningspro-cesser har delvist undertrykt de fem typer af hemmeligheder, som Goffman omtaler. På grund af medinddragelsen af flere aktører i processen, indskrænkningen af bagscenen, antallet af scener som forestillingen blev opført på, og interaktionen mellem disse forestillinger, fik både ”de store og strategiske hemmeligheder” dårligere livsbetingelser end tidligere. Manøvrerummet ændrede således karakter, og ”the guarded passageway” tilpassede sig. Bagscenen blev mindre og tilsku-ernes indsigt alt andet lige større.

På LO fagbevægelsens interne scene

LO fagbevægelsens interne forestilling var undervejs præget af en del uklarhed og uenighed om rollefordelingen i teamet, hvem der skulle performe, manglende koordination, og dermed mange eksempler på opbrud mellem bagscenen, ”guarded passageway” og selve hovedscenen.

Teamets uklarhed og kamp omkring roller, manglende koordination og afstemning, gav sig udslag i at interne debatter og aktioner omkring udarbejdelsen af manuskriptet, som vanligvis ville fore-gå på bagscenen (i forhandlingsfællesskabets lukkede forberedelsesrum), blev foretaget i det of-fentlige rum (i medierne), og dermed gav et ganske godt indblik i, hvad der skete på bagscenen.

Den beskyttede adgang mellem scenen og bagscenen blev således – især af FOA - perforeret mange gange i processen.

Den asymmetriske informationskløft mellem performer og publikum, og de dermed opståede modstridende roller, synes dermed at være mindsket flere gange gennem processen. Håndterin-gen af processen har delvist undertrykt de fem typer af hemmeligheder. Bagscenen blev mindre og tilskuernes indsigt alt andet lige større.

Det betød på således, at der ikke forskel på den viden, som en del af LO forhandlingsteamet be-sad, og den som publikum fik kommunikeret.

10.2.4 Styring af kommunikationen (Impression Management)

Impression Management forudsætter så at sige, at aktørerne er anden ordens tænkende, det vil sige at de er i stand til at spille og tænke og styre spillet samtidig.

Anders Fogh Rasmussen som teaterdirektør havde svært ved at styre og koordinere de forskellige teams, økonomien og tiden, da de forskellige teams havde fået den opfattelse, at direktøren ville have forestillingen, uanset hvad den måtte koste. Derfor truede utilfredse skuespillere løbende med at forlade forestillingen, forestillingen blev forsinket og opsætningen blev dyrere.

Hans Jensen forsøgte, som instruktør for LO teamet, at bevare den overordnede styring af kom-munikationen før, under og efter, men det lykkedes bestemt ikke under hele forestillingen.

Undervejs konkurrerede Hans Jensen og Dennis Kristensen i det offentlige og åbne rum om sty-ringen. Undervejs afslørede aktører i teamet i særdeleshed FOA indirekte og direkte hemmelig-heder (i medierne), som kunne have virket forstyrrende på processen og dermed betydet, at fore-stillingen var faldet til jorden, og manuskriptet aldrig var blevet færdigskrevet.

Impression Management har været udfordret og dermed bestemt ikke været fuldt integreret i LO forhandlingsteamets forestilling, men trods gentagne pres på forestillingen, lykkedes det dog at bevare den indre logik – den røde tråd – over for store dele af publikum.

Hvorvidt forestillingen og styringen af kommunikation er lykkedes, er i sidste ende udelukkende op til publikum at afgøre. Det er i sidste ende de FOA’s medlemmer der vurderer indsatsen og det endelige resultat. Ligeledes er det vælgerne, der vurderer regeringens indsats.

Dog synes den asymmetriske informationskløft efter trepartsaftalen om kvalitetsreformen mellem LO teamet (inklusiv FOA) og en del af publikum (fagbevægelsens medlemmer) stadig at være for stor (medlemmerne ville frem for alt have mere i løn og flere kollegaer (hænder)). Der var hos FOA en erkendt informationskløft, der søges udlignet gennem en målrettet og offensiv overens-komststrategi 2008 og kommunikationsstrategi, der netop sikre og sætte løn på dagsordenen.

10.2.5 Opsamling

Vi kan gennem vores analyse af vores empiri med Goffmans dramaturgiske optik opsummere, at der har været forskydninger i FOA’s roller og relationer i det beskrevne genstandsfelt, som har haft betydning for det institutionelle set up.

Forskydninger i roller og relationer

Trepartforhandlingerne har således medført en rolleforskydning i det politiske rum ved, at LO fag-bevægelsen (herunder FOA) primært har optrådt som inviterede aktører i en borgerlig regeringens forestillinger til i forbindelse med trepartsforhandlingerne at være initiativtagere, aktive aktører og medspillere. FOA forhandlede med den borgerlige regering ud fra den betragtning, at det var re-geringen der havde resurserne og initiativet til at opsætte forestillingen.

FOA fik med trepartforhandlingerne en uventet central rolle i processen omkring kvalitetsrefor-men. I forhold til indflydelseskanaler søgte og fik FOA (både direkte og gennem LO forhandlings-teamet) indflydelse ved for første gang at opfordre en borgerlig regering til trepartforhandlinger.

FOA fik sig derved en ny rolle og valgt en ny strategi for at få indflydelse og varetage deres med-lemmers interesser.

På de indre linjer i LO forhandlingsteamet blev der med Hans Jensens og Dennis Kristensens age-ren rykket ved den grundlæggende norm, at det er LO’s daglige ledelse (med de store forbunds formænd i spidsen) diskuterer opsætninger i det offentlige rum og strategier til at få indflydelse, inden de bliver fremsat. Når ønsket om en trepartforhandling først er fremsat i det offentlige rum bliver det, som Poul Erik Skov Christensen udtrykte det under vores interview med ham ”svært at underkende en sådan udmelding”.

FOA satsede på en selvstændig rolle i forbindelse med trepartsforhandlingerne, hvor FOA forhand-lede på den politiske scene samtidig med de agerede på mediescenen – og uden særlig hensyn til hvordan, der plejer at spilles på fagbevægelsens og forhandlingsfællesskabets scene. Det skabte irritation og vrede på de indre linier i LO fagbevægelsen.

Det institutionelle set up

Det er vores vurdering, at Goffmans dramaturgiske begrebsapparat har givet et nyt perspektiv på trepartsforhandlingerne. For det første blev manuskriptet skrevet samtidig med at forestillingen udspillede sig. Der var tale om et åbent spil med nye deltagere, nye roller og nye inddragelses-former.

For det andet endte trepartsaftalen med at blive en sammenblanding af normalt adskilte genrer.

Elementer som normalt forhandles ved overenskomstbordet blev en del af trepartsaftalen, og i forhold til styringen af processen var der ikke, som tidligere, på forhånd udarbejdet en drejebog og en dagsorden, der styrede forløbet og havde fastlagt indholdet. Det vil ganske givet sætte sig spor i fremtidige forhandlingsprocesser, herunder overenskomstforhandlinger og trepartsforhand-linger, at den normalt skarpe adskillelse af, hvor man forhandler hvad, blev yderligere mudret ved denne forestilling.

Sammenfattende er det vores opfattelse, at det stiller nye krav til alle aktører, at manuskriptet bliver skrevet undervejs, som forestillingen skrider frem. Det stiller krav til styringen af forestillin-gen, som bliver vanskeligere og improvisation og selviscenesættelse bliver vigtige kompetencer, såvel ved forhandlingsbordet som i medierne.