I
Salarium
forHøiesteret
betaler TiltaltePoulineChristine
Poulsen, LarsensHustru,
tilHøieste- retssagførerne
Baggerog
Shaw30 Kroner til
hver.I den indankede Doms Præmisser hedder det : Under denne Sag tiltales Pouline Christine Poulsen, Husmand Anders Christian Larsens Hustru, for falsk Forklaring for Retten. Efterat Gaard
ejer Simon Poulsen af Sivikjær den 7 Juni d. A. havde anmeldt til Politiet, at der var frastjaalet ham 10 Kr., og at han havde Arbejdskarl Peder Kjærgaard, der, efter hvad Poulsen forklarede til en i Anledning af Anmeldelsen optagen Politirapport, havde arbejdet hos ham i nogle Dage i den første Halvdel af Maj Maaned d. A., mistænkt for at have begaaet dette Tyveri, blev der ved Skodborg og Vandfuld Herreders Politiret den 16 Juni d. A. paabegyndt et Forhør, hvilket imidlertid ikke førte til, at Kjærgaard, der som mistænkt for det ham paasigtede Tyveri hensad arresteret fra den nævnte Dag indtil den 31te Juli næst
efter, men som vedholdende nægtede at have gjort sig skyldig i samme, blev sat under Tiltale. Da Undersøgelsen under For
hørene blev rettet paa, hvilke Penge Kjærgaard havde modtaget og udgivet paa den Tid, da Tyveriet skulde være udøvet og senere, blev Tiltalte i denne Anledning afhørt i den nævnte Ret den 18 Juli d. A., og hun forklarede da, som det i den paa- gjældende Tilførsel til Retsprotokollen hedder: »paa Forehold af
60 26 Marts 1895.
det Fornødne«, at hun, medens hendes Mand fra den 20 Maj til den 9 Juni d. A. sad arresteret i Lemvig, af Kjærgaard havde faaet betalt 5 Kr., som han skyldte hendes Mand, nemlig først 3 Kr. og senere samme Dag, som hendes Mand kom ud af Arresten, 2 Kr., hvorhos hun, efterat Kjærgaard paa Fore- holdelse af den af hende saaledes afgivne Forklaring havde udsagt, at Tiltalte vel gjentagne Gange, medens hendes Mand sad arre
steret, havde af krævet ham de 5 Kr., som han skyldte hendes Mand, men at hun ikke havde faaet dem, i samme Forhør er
klærede dette for urigtigt, hvorefter hun afgav en nærmere For
klaring gaaende ud paa, at Kjærgaard — til hvem Tiltalte nogle Dage, efterat hendes Mand var bleven arresteret, havde henvendt sig, ved hvilken Lejlighed, der mellem dem havde været Tale om de ovenommeldte 5 Kr., hvilke Tiltalte, efter hvad hun nok troede, da forlangte af ham — senere, uden at Tiltalte bestemt huskede naar, var kommen hjem til hende og havde betalt hende 3 Kr. af det nævnte Tilgodehavende, at hun, da hun havde modtaget Underretning om, naar hendes Mand vilde blive løsladt, sendte sin lOaarige Søn til Kjærgaard med en Seddel, hvori hun, foruden at underrette denne om hendes Mands fore- staaende1 Løsladelse, opfordrede ham til at betale hende de re
sterende 2 Kr., og at Drengen da ogsaa fik Pengene med til
bage og leverede dem til Tiltalte. Efterat være gjort bekjendt med denne Forklaring benægtede Kjærgaard at have betalt Til
talte paa hendes Bopæl 3 Kr., og med Hensyn til de af hende omforklarede 2 Kr. erklærede han, at det vel var rigtigt, at han paa den nævnte Maade havde sendt hende dette Beløb, men at Tiltalte, da han om Aftenen samme Dag — efter det Oplyste den 9 Juni — som han havde betalt Beløbet, kom hjem til hende, gav ham de 2 Kr. tilbage, idet hun sagde, at hun ingen Brug havde for dem i Øjeblikket, hvorhos han tilføjede, at Til
talte kun havde forklaret som ovenfor anført, fordi hun til sin Mand havde sagt, at Pengene vare betalte. Tiltalte gjentog imid
lertid i det nævnte Forhør, som det i Protokoltilførslen hedder, Ansigt til Ansigt med Kjærgaard sin Paastand om paa den an
førte Maade at have faaet de omhandlede 5 Kr. betalt, hvorhos hun benægtede at have tilbageleveret de 2 Kr. I det paaføgende Forhør oplystes det, at Tiltalte den 10 Juni, da hendes Mand kom tilbage efter sin Løsladelse af Arresten, havde meddelt ham, at hun havde indkrævet deres Tilgodehavende hos Kjær
gaard, samt at denne senere samme Dag ligeledes havde sagt til Tiltaltes Mand, at han havde betalt hende de omhandlede 5 Kr. ; men da der tillige fremkom Oplysning om, at Tiltalte den nævnte Dag havde sendt Kjærgaard en Seddel, hvori hun under
rettede ham om, at hun til sin Mand havde udtalt sig som nys anført, hvilken Meddelelse Kjærgaard efter sin Forklaring havde
26 Marts 1895. 61 opfattet som en Opfordring til ham om at sige det Samme til Tiltaltes Mand, blev Tiltalte anholdt og senere belagt med Vare
tægtsarrest som sigtet for at have afgivet falsk Forklaring for Retten, og efterat hun gjennem flere Forhør havde fastholdt Rigtigheden af den af hende afgivne Forklaring, har hun tilsidst erkjendt, hvad ogsaa stemmer med Sagens øvrige Oplysninger, at denne Forklaring er usandfærdig, idet Sandheden er, at hun, der ikke tidligere havde modtaget nogen Del af det omhandlede Tilgodehavende, den 9 Juni, efterat have skrevet til Kjærgaard, at hun, hvis han havde nogle Penge, gjerne vilde have dem, paa den af hende tidligere omforklarede Maade modtog 2 Kr., hvilke hun imidlertid, da hun frygtede for, at hendes Mand ved sin Hjemkomst vilde tage Pengene fra hende, naar han fandt hende i Besiddelse af dem, samme Dags Aften ved Kjærgaards Nærværelse paa hendes Bopæl tilbageleverede ham, idet de sam
tidig paa Foranledning af Tiltalte aftalte, at de skulde sige til hendes Mand, at de 5 Kr. vare betalte. Som Grund til, at hun har afgivet den ovennævnte usandfærdige Forklaring for Retten, har Tiltalte anført, at det var Frygt for hendes Mand, idet hun var bange for at give en anden Forklaring om de 5 Kr. end den, hun den 10 Juni havde givet ham, nemlig at de vare betalte, hvorhos hun har tilføjet, at hun meget vel vidste, at den For
klaring, der blev afæsket hende om Kjærgaards Forhold, angik det ham paasigtede Pengetyveri, og at hendes Forklaring ikke kunde medføre noget Ansvar for hende selv, idet hun var gan
ske ubekjendt med, om Kjærgaard havde begaaet det paagjæl
dende Tyveri eller ikke. Iøvrigt har Tiltalte udsagt, at hun meget godt vidste, at hun var pligtig at udsige Sandheden, samt at hun kunde komme til med Ed at bekræfte Forklaringens Rigtighed ; men hun har forsikret, at hun ikke vilde have beediget den af hende afgivne usandfærdige Forklaring.
For sit ovenommeldte Forhold er Tiltalte, der er født i Aaret 1864 og ikke ses tidligere at have været tiltalt eller straf
fet, ved Underretsdommen rettelig anset efter Straffelovens § 146 med en Straf, der efter Sagens Omstændigheder findes pas
sende bestemt til Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage, og bemeldte Dom, hvis Bestemmelser angaaende Aktionens Om
kostninger ligeledes billiges, vil saaledes være at stadfæste.
62 26 Marts 1895.
Nr. 177. Høiesteretssagfører