12 13 Marts 1895.
var ubrugt og af fortrinlig Kvalitet, at han og Hustru selvfølge
lig vare villige til at afgive enhversomhelst Forklaring, der maatte affordres dem, at han jo ikke havde noget med Vurderingen af det Reddede at gjøre, men at Formanden jo kunde komme og se paa det, og at han vilde lide et stort Tab, hvis det Reddede ikke skulde ansættes efter Vurderingen, men nogenlunde til sin Værdi, hvorhos han sluttede Skrivelse saaledes: »Handl nu med mig, som De vill Jeg vil ikke have en eneste Øre, som ikke tilkommer mig med Rette.« Ifølge Listen skulde der være brændt for ialt 4422 Kr. 50 Øre. Under 28 s. M. tilskrev Til
talte endelig Formanden, at han samme Dag havde set en Del Dyner og Puder, som paa den sendte Liste vare opførte som brændte, hvad jo kunde blive fradraget, naar Opgjørelsen skete, og at dette var den eneste Post, som var løbet surr for ham og Hustru. Under den i Anledning af Branden og hvad dermed stod i Forbindelse anstillede Undersøgelse har Tiltalte fremstillet sine økonomiske Forhold, da Branden fandt Sted, paa en urigtig Maade. Medens han i Begyndelsen af Undersøgelsen erklærede disse Forhold for gode og opgav sin Gjæld til ca. 3300 Kr., er det senere oplyst, at han, med hvis Embede som Skolelærer der kun var forbunden en aarlig Indtægt af ca. 1600 Kr. foruden frit Hus og Have, da havde en Gjæld af ca. 6000 Kr. og af Kommunekassen havde faaet udbetalt alt det ham af denne Til
kommende for Aaret 1893, 818 Kr. 6 Øre, ja endog et lidt større Beløb. Vel havde han udtaget adskilige Patenter i Ind- og Ud
land paa af ham gjorte Opfindelser, men efter det Oplyste kan det ikke antages, at disse den Gang vare af nogen økonomisk Værdi.
Tiltalte, der nægter sig skyldig i Assurancesvig eller Forsøg herpaa, har erkjendt, at han i Anmeldelsen af August 1885 gjennemgaaende satte sine Ejendele til den Værdi, de havde kostet ham i Indkjøb, uagtet adskillige af dem vare brugte, ja at han endog for sine musikalske Instrumenters Vedkommende satte dem betydeligt over Indkjøbsprisen, 575 Kr., nemlig til 850 Kr.; men henset til, at hans Forklaring om, at de brugte Gjenstande var særdeles godt vedligeholdte, og at de musikalske Instrumenter af ham vare kjøbte særdeles billigt, findes ikke at kunne forkastes, kan han ikke anses herved at have gjort sig skyldig i svigagtig Omgang. Det er endvidere oplyst, at Tiltalte i hans ovennævnte Skrivelse af 15 Juli f. A. til Assurancefore
ningens Formand indeholdte Angivelse om, at alt var brændt med Undtagelse af det i Vurderingsforretningen anførte, er urig
tig, og dette særlig gjaldt om de Klæder og Uhre, som Tiltalte og Hustru havde paa, da Branden fandt Sted, saavelsom om forskjellige af de assurerede Effekter, der den Gang beroede hos Tiltaltes da fraværende Sønner, ligesom Tiltalte ogsaa, uag
tet han har erkjendt, at han vidste, at ialfald adskillige af de
13 Marts 1895. 13 reddede Effekter ved Vurderingsforretningen vare bievne vurde
rede til meget lavere Beløb end dem, til hvilke han havde ansat dem ved Anmeldelsen til Assurance, i bemeldte Skrivelse opgav den ham hos Assurancen formentlig tilkommende Erstatning i det Væsentlige til det Beløb, der fremkom ved at drage Vur
deringsforretningens Totalsum fra Assurancesummen. Tiltalte har imidlertid med Hensyn hertil forklaret, at han, der paa Grund af det samtidigt optagne Brandforhør kun af og til var tilstede ved Vurderingsforretningen, ikke var nøjere bekjendt med denne, og at han, da han skrev det ommeldte Brev, ikke huskede paa de Effekter, som hans Sønner havde hos sig, samt at der, hvad ogsaa er besyrket ved det iøvrigt Oplyste, fra den ene af Vurderingsmændene fremkom en Udtalelse, der kunde lade Tiltalte antage, at de Klæder, som de Brandlidte vare iførte, ikke skulde medoptages i Vurderingsforretningen. Derhos vil Tiltalte have staaet i den Tro, at der ifølge Assuranceforeningens Love tilkom ham i Erstatning det Beløb, der fremkom derved, at det Beløb, til hvilket de reddede Gjenstande efter Branden bleve vurderede ved Vurderingsforretningen, blev draget fra det Beløb, for hvilket Assurance var tegnet, medens det ikke kunde være hans Sag at paase, at de reddede Gjenstande ikke bleve vurderede for lavt. Da nu disses Tiltaltes Forklaringer ikke findes at kunne forkastes, og det navnlig ikke tør statueres, at det, da Tiltalte afsendte Brevet, har maattet være ham klart, at hans anførte Beregningsmaade af Erstatningen i al Fald ikke kunde være at anvende, naar, som Tilfældet var og som det var ham bekjendt, en stor Del af de vurderede Gjenstande vare red
dede i uskadt Stand og ved Vurderingsforretningen vare ansatte til Beløb, der var betydelig lavere end dem, til hvilke han selv havde ansat dem ved Forsikringens Tegning, medens det maa anses oplyst, at Tiltalte under Vurderingsforretningen flere Gange gjorde Vurderingsmændene opmærksomme paa, at de vurderede for lavt, findes det ikke at kunne anses som bevist, at Tiltalte ved det omhandlede Brev har tilsigtet at besvige Forsikringsfore
ningen.
Endelig er det oplyst, at Tiltalte i den Liste over brændte Gjenstande, han fremsendte med sin Skrivelse af 26 Juli s. A., har, selv afset fra Dyner og Puder, med Hensyn til hvilke han han under 28 næstefter berigtigede Listen, saavel anført mere brændt end rigtigt var, navnlig for Linned, Dækketøj og Gardi
ners Vedkommende, som optaget et Skoleuhr med angivet Værdi 7 Kr. uden at bemærke, at det ikke tilhørte ham, men Skolen.
Naar det imidlertid tages i Betragtning, at de reddede Gjenstande efter det Oplyste vare spredte paa flere Steder og derfor muligen, som af Tiltalte angivet, ikke saa let kunde nøjagtig gjennem- gaas af ham, der til Brug ved Listens Affattelse forgjæves havde
14 13 Marts 1895.
begjært sig Vurderingsforretningen udlaant, og at det ikke kan anses uantageligt, at Tiltalte, som af ham forklaret, og som og
saa i Skrivelsen antydet, med Hensyn til mange Gjenstande, der
under Linned, Dækketøj og Gardiner, maatte stole paa sin Hustrus, som hun senere har erkjendt, urigtige Opgivender, da han selv desangaaende ikke vidste nøjagtig Besked, samt at det var Tiltalte bekjendt, at en senere Revision skulde finde Sted ved den foran ommeldte Sammenkomst med Formanden eller en anden af denne sendt Mand, findes det betænkeligt at forkaste Tiltaltes Forklaring om, at han har forfattet Fortegnelsen over det Reddede saa godt, han formaaede, og at Grunden til, at han paa Fortegnelsen havde opført det ommeldte Skoleuhr, var den, at han ved Affattelsen ikke tænkte paa, at det tilhørte Skolen, og det samme maa gjælde, forsaavidt Tiltalte har forklaret, at hans Ytring i herommeldte Skrivelse, at alt, hvad der var til
stede af Linned, Sengklæder og lignende, var ubrugt, selvfølgelig ikke refererede sig til de af disse Gjenstande, der, da Branden fandt Sted, brugtes af ham med Familie, men kun til de mange Gjenstande af samme Art, de i en Aarrække havde samlet paa. Tiltalte vil herefter ikke kunne anses skyldig i Assurance
svig eller Forsøg paa denne Forbrydelse.
Forsaavidt Tiltalte endelig er aktioneret for bedrageligt For
hold, kan det heller ikke mod hans Benægtelse anses tilstrække
ligt godtgjort, at han har gjort sig skyldig heri. Vel har han af Rasmus Hansen af Thystrup, til hvem han stod i Venskabs
forhold, modtaget kontante Laan, ligesom denne har skrevet paa Vexler til Gunst for ham, medens Tiltalte til Gjengjæld for betydeligere Beløb har solgt til Hansen sin Ret efter nogle af fornævnte Patenter, alt under Foregivende af, at disse Patenter vare af Værdi, men det kan ikke anses oplyst, at det har været ham bevidst, at Patenterne maatte anses værdiløse. Forsaavidt han særlig er sigtet for at have formaaet Hansen til i Vinteren 1892—93 at laane ham 600 Kr. under det falske Foregivende, som han oplæste af et fingeret Brev, at et tydsk Patent, han havde udtaget, var solgt eller skulde sælges for 6000 Reichs
mark, hvoraf den første Halvdel skulde betales i December Termin 1893 og den anden i Juni Termin 1894, er det mod hans Benægtelse ikke godtgjort, at dette falske Forgivende fremkom, før han fik Laanet, eller overhovedet i bedragerisk Hensigt.
Som Følge af det Foranstaaende vil Tiltalte i det Hele være at frifinde for Aktors Tiltale, og den indankede Dom, ved hvilken Tiltalte efter Straffeloven § 259, jfr. § 46, og efter dens
§ 257 er anset med Fængsel paa Vand og Brød i 5 Gange 5 Dage, men forøvrigt frifunden for Aktors Tiltale, vil saaledes være at forandre i Overensstemmelse hermed, hvorimod den i
13 Marts 1895. 15 Henseende til Aktionens Omkostninger, der rettelig findes paa
lagte Tiltalte, vil være at stadfæste.