lærer blive efter Omstændighederne at udrede af det Offent ­ lige

Thi kjendes for

Ret:

Landsover-

samt Hof- og Stadsrettens

Dom

bør

ved Magt

at stande. Høiesteretssagførerne

Bagger

og

Asmussen tillægges der iSalarium for Høiesteret hver 150

Kroner, som

udredes

af det

Offentlige.

84 5 April 1895.

I den indankede Doms Præmisser hedder det: Under nær­

værende fra Odense Kjøstads Extraret hertil indankede Sag er Tiltalte Wilhelm Gerlach, der er født den 28 Marts 1856 og ikke funden tidligere straffet, aktioneret for Overtrædelse af Straffelovens Kapitel 26 og Lov 25 Marts 1872 § 148.

Ifølge Sagens Oplysninger etablerede Tiltalte i Aaret 1885 en Kjøbmandsforretning i Odense, bestaaende af Salg af Kolonial­

varer en detail fra Butik og en gros til Landhandlere paa Fyen. Han ejede selv Intet, da han begyndte Forretningen, men fik som Driftskapital Laan fra Forskjellige. I Aaret 1887, i hvilket Aar Tiltalte giftede sig, udvidede han sin Forretning betydeligt ved til sine øvrige Handelsartikler at føje Margarine fra Firmaet Otto Mønsted i Aarhus. Tiltalte kjøbte Margarinen i fast Regning til samme Pris, hvortil han kunde sælge den, men fik af Mønsted først 3 pCt. Provision samt Halvdelen af sine Rejseudgifter og Averteringsudgifter, senere 4 pCt. Provision mod selv at betale Fragten af Varer fra Odense til Kjøberens Plads. Da der til denne Handel krævedes betydelig Kapital, som Tiltalte ikke var i Besiddelse af, fik han hos Firmaet Esmann & Co. i Odense, hvis ene Indehaver var besvogret med ham, tilstaaet en Kassekredit, saaledes at han paa Firmaet kunde trække et saa stort Beløb, som svarede til Maximum af de sidste 2 Maaneders Omsætning med Mønsted. Kassekrediten, hvoraf Tiltalte skulde svare Firmaet 5 pCt i Rente i løbende Regning samt 2 pCt. af Omsætntngen med Mønsted, skulde efter Aftalen være afviklet eller dog nedbragt til et saa lille Beløb som muligt hvert Aars 30te Juni. Tiltalte skaffede sig derhos en udstrakt Varekredit hos udenlandske Kjøbmænd, hvorhos han yderligere skaffede sig Penge ved at faa Vexler, som han havde trukket paa Handelsagent I. E. Villesen, der var Agent for flere af de nævnte Handlende, diskonterede i en Bank i Odense, efter at Vexlerne vare akcepterede af Villesen.

I Efteraaret 1890 paabegyndte Tiltalte at drive saakaldte »Termins­

forretninger* o: Kjøb og Salg afVarer paa en senere Leverings­

tid, saaledes at ved denne ikke selve Varerne leveres, men alene Differencen imellem Prisen paa Salgstiden og Prisen paa Leveringstiden berigtiges; disse Forretninger, der efter det Oplyste drejede sig om Beløb paa ca. 600,000 Kr., og af hvilke den sidste er foretagen den 28 Januar 1892 pr. 9 Marts s. A., have efter det Fremkomne bragt Tiltalte et Tab af ialt 39,086 Kr. 8 Øre. Tiltaltes Stilling, der ingensinde havde været god, om end hans Omsætning havde været betydelig og stedse var i Stigning, saaledes at den endog i Aaret 1891 udgjorde ialt 400,000 a 450,000 Kr. forværredes efterhaanden, saa at den af ham pr.

30 Juni 1891 opgjorte Status viste et Underskud paa ca.

13,000 Kr., medens de tidligere aarlige Statusopgjøreiser havde udvist Overskud, og i Løbet af Aaret 1891 forværredes

Stillin-5 April 189Stillin-5. 85 gen yderligere. Da den ovennævnte Bank i Odense nægtede at diskontere de af Tiltalte trukne og af Villesen akcepterede Vexler, lod Tiltalte i Vinteren og Foraaret 1892 senest den 11 Maj 1892 gjennem Handelshuset I. P. Quaade & Søn ved for­

cerede Salg heri Staden for at skaffe Penge bortsælge Varer til Beløb ca. 30,500 Kr., ligesom han i samme Tid senest den 20 Juni 1892 til 7 forskjellige Handlende i Odense solgte Varer en gros for ca. 9000 Kr. Medens Tiltalte hidtil prompte havde opfyldt sine Forpligtelser, saa han sig ikke istand til at betale en i Marts 1892 forfalden Gjæld til Otto Mønsted paa 21,145 Kr. 82 Øre, og Forholdet mellem ham og Mønsted ordnedes da saaledes, at Tiltalte fremtidig modtog Varerne i Konsignation fra Mønsted, hvorhos der for den nævnte Gjæld udstedtes tvende Vexler, en paa 5000 Kr. at betale den 15 Maj 1892 og en paa 16,145 Kr. 82 Øre at betale den 30 s. M. Medens den først­

nævnte Vexel blev betalt den 15 og 17 Maj, saa Tiltalte sig ikke istand til at indfri den sidstnævnte Vexel ved Forfaldstid og henvendte sig i den Anledning til Mønsted, der krævede Vexlen betalt inden 8 Dage, idet han truede med i modsat Fald at fratage Tiltalte Konsignationslageret. Tiltalte indfriede imidler­

tid ikke Vexlen, men betalte den 1, 3, 11, 16, 20 og 22 Juni i Afdrag paa Vexlen ialt 8145 Kr. 82 Øre, og da Mønsted, der havde ladet Sagen bero, omtrent samtidig med sidste Indbetaling erfarede, at Tiltalte sad daarligt i det, lod han Tiltalte, en af de paafølgende Dage fratage Konsignationslageret. Tiltalte standsede derefter sine Betalinger og fik tvende Kjøbmænd i Odense til at opgjøre sin Status; den 7 Juli 1892 indgav en Kreditor Begjæ­

ring til Skifteretten i Odense om at tage Tiltaltes Bo under Konkursbehandling; den 8 s. M. afsagdes Konkursdekret, ogpaa en den 27 September s. A. afholdt Skiftesamling besluttedes det at foranledige indledet kriminel Undersøgelse mod Tiltalte, hvorefter nærværende Undersøgelse tog sin Begyndelse.

Forsaavidt Tiltalte under denne — hvorunder det er oplyst ved Fremlæggelse af Statusoversigt i Boet, at Aktiva udgjøre 17,064 Kr. 2 Øre og Passiva 115,437 Kr. 34 Øre, og at der til Dækning af de uprivilegerede Kreditorer, hvis Fordringer udgjøre ialt 112,455 Kr. 6 Øre haves 14,081 Kr. 74 Øre, — har været sigtet for i egennyttig Hensigt at have unddraget Konkursboet Værdier, hvilken Sigtelse er støttet paa, at Tiltalte ikke har kunnet gjøre Rede for et Beløb paa ca. 18,000 Kr. af det sidste Aars Underskud, er der ikke fremkommet noget til Bestyrkelse heraf.

Tiltalte er endvidere sigtet for paa en Tid, da han maatte forudse sin forestaaende Fallit, at have benyttet sine Midler til fortrinsvis at dække enkelte Kreditorer, blandt hvilke særlig skal fremhæves Otto Mønsted og Firmaet Esmann & Go., idet han foruden som foran omtalt i Maj 1892 at liave indfriet en Vexel

86 5 April 1895

til Mønsted paa 5000 Kr. og i Juni s. A. at have betalt Afdrag 8145 Kr. 82 Øre til Samme paa en Vexel paa 16,145 Kf. 82 Øre, den 20 Juni 1892 til Firmaet Esmann & Co. i Afdrag paa den ovennævnte Kassekredit har betalt 2600 Kr., hvoraf dog kun 124 Kr. 53 Øre udbetaltes kontant, medens Resten likvideredes med en Fordring, som Tiltalte havde paa en af Deltagerne i Firmaet. Tiltalte har nu vel erkjendt, at han vidste, at han ved den sidste pr. 30 Juni 1891 foretagne Statusopgjørelse havde havt Underskud, og at hans Stilling var yderligere forværret senere, samt at hans Varelager var betydelig reduceret ved de nævnte forcerede Salg, ligesom han i hele Foraaret havde havt stor Vanskelighed ved at skaffe Penge, hvorhos det endvidere er oplyst, at et enkelt kjøbenhavnsk Firma

— som det maa antages paa Grund af Rygterne om Tiltaltes Terminsforretninger — havde meddelt Tiltalte, at det ikke ønskede længere at modtage Ordrer fra ham. Tiltalte har imidlertid bestemt fastholdt, at han, lige til Mønsted tog Kon­

signationslageret fra ham, ikke har tænkt sig Muligheden af en Fallit, hvorimod han vil have tænkt sig, at han — der alene med Undtagelse af, at han i Dagene omkring den 20 Juni hos en Kreditor Firmaet Dethlefsen & Balk i Hamborg, søgte og fik nogen Henstand med Betalingen af en Varegjæld, hvorom nær­

mere nedenfor, ikke ses at have anmodet om nogen Henstand med forfalden Varegjæld, og som i det Hele, naar bortses fra Forholdet til Mønsted, maa antages prompte at have opfyldt sine Forpligtelser, ligesom han til det Sidste har nydt en udstrakt Kredit — vilde, naar han den 30 Juni opgjorde Status, hen­

vende sig til sine to Hovedkreditorer, Mønsted og Esmann à Co., og at han da haabede ved Imødekommen fra disses Side at komme ud af de foreliggende Vanskeligheder. Rigtigheden af Tiltaltes Forklaring om først til det angivne Tidspunkt at have forudset sin Fallit bestyrkes saavel ved den af den handels­

kyndige Revisor under Boets Behandling afgivne Beretning som ved de Forklaringer, der ere afgivne under Sagen af Tiltaltes Personale og af fornævnte Handelsagent Villesen samt af de tvende Handlende, der opgjorde Tiltaltes Status ved Betalings­

standsningen, og ligesom Tiltalte efter det Forhold, hvori han stod til Firmaet Esmann & Co., kan have havt Grund til at tro paa en Imødekommen fra dettes Side, som kunde hjælpe ham ud over Vanskelighederne, saaledes gjælder dette ogsaa Firmaet Otto Mønsted, der uagtet Firmaet stillede sig temmelig afvisende i de under Sagen fremlagte Breve angaaende Tiltaltes forskjellige Henvendelser til dem, dog gjentagne Gange faktisk have imødekommet Tiltalte, og som, efter hvad der er oplyst, efter Fallitten har antaget Tiltalte til Udsælger i Odense. Efter alt det saaledes Foreliggende findes det betænkeligt at antage, at Tiltalte har forudset eller maatte forudse sin forestaaende Fallit,

5 April 1895. 87 da han foretog de omtalte Betalinger, og ligesom han derfor ikke findes at have overtraadt Straffelovens § 261, saaledes kan han af samme Grund ikke anses efter Straffelovens § 260 for i Løbet af Foraaret 1892 at have optaget Forstrækninger hos Firmaet Esman & Go., hvis Tilgodehavende efter den nævnte Kassekredit maa antages i April 1892 at være voxet til ca.

48,000 Kr.

Som foran bemærket foretog Tiltalte i Tiden fra Vinteren 1892, indtil kort før han standsede sine Betalinger, forcerede Varesalg gjennem Firmaet I. P. Quaade & Søn for ca. 30,500 Kr. for at skaffe Penge, ligesom han samtidig til Handlende i Odense solgte Varer en gros for ca. 9000 Kr. Det er under Sagen oplyst, at af de saaledes solgte Varer er Varer for ca.

9700 Kr. indkjøbte i Vinteren og Foraaret 1892 kort før Salgene, og at Varerne i enkelte Tilfælde endnu ikke vare hjem­

bragte til Tiltalte, da Salgene af dem fandt Sted; Resten af de solgte Varer maa antages at have været tidligere kjøbte Varer, henhørende til Tiltaltes Varelager, som efter det Oplyste maa antages at have været større end rimeligt, og som Tiltalte derfor ønskede at realisere. Medens enkelte af de nævnte Varer ere solgte med Fordel, er det oplyst, at Tiltalte har lidt Tab ved Salget af nogle af de andre Varepartier, men det er dog ikke oplyst, at Tabene, der efter det Foreliggende ikke synes at have været meget betydelige, skyldes den forcerede Realisation, hvor­

imod det i flere Tilfælde er antageligt, at de skyldes andre Omstændigheder.

Ligesom det nu ikke er oplyst, at Tiltalte, uagtet hans Vareindkjøb have været større i det første Halvaar 1892 end i den tilsvarende Tid af Aaret 1891 — hvilket imidlertid kan tilskrives hans tiltagende Omsætning — har kjøbt de solgte Varer uden Hensigt at betale dem, eller at han paa anden Maade ved Kjøbet og det derpaa følgende Salg har gjort sig skyldig i svigagtigt Forhold, saaledes findes heller ikke hans forcerede Salg af Varerne efter det Oplyste at have været af en saadan letsindig Beskaffenhed, at han i de Tilfælde, hvor Varesalgene have bragt ham Tab, skulde kunne anses efter Straffelovens § 263.

Derimod findes Tiltalte, paa hvis Straf i saa Henseende forskjellige Kreditorer have andraget, at have gjort sig skyldig i Overtrædelse af sidstnævnte § ved de ovenfor omtalte Termins­

forretninger, der efter det Oplyste ere foretagne paa en Tid, da Tiltalte var uden Formue og hans Forretning havde givet Under­

skud, og som efter det ovenfor bemærkede havde bragt ham et Tab af ialt 39,086 Kr. 8 Øre.

Da Kjøbmand Dethlefsen af Firmaet Dethlefsen & Balk i Hamborg, hvilket Firma Tiltalte skyldte for Varer ialt 1046 Rink. 24 Pf., hvoraf i alt Fald en Del vat forfalden, omtrent

88 5 April 1895.

midt i Juni 1892 var i Odense, overgav han, da han befrygtede, at Tiltaltes Stilling var mindre god, Fordringen til Sagfører Danielsen til Inkassation, og efter en Samtale mellem Danielsen og Tiltalte blev der givet denne Henstand med Betalingen, imod at han for det skyldige Beløb udstedte 2 Vexler, der forfaldt den 1ste Juli og den 15 Juli s. A. Sagfører Danielsen har nu som Vidne edelig forklaret, at Tiltalte under den nævnte Sam­

tale fremstillede sin Stilling saaledes, at Vidnet maatte faa det Indtryk, at der ikke var noget ivejen med den, og at dette var Grunden til, at Henstanden tilstodes Tiltalte. Sagfører Danielsen har i saa Henseende nærmere forklaret, at Tiltalte sagde til ham, at han var solvent, og at der ikke var noget ivejen mellem ham og Mønsted, samt at hans sidste Status havde vist Overskud, og at der ikke senere var indtruffet Begivenheder, som havde forringet hans Stilling. Tiltalte har erkjendt, at han overfor Sagfører Danielsen, da han søgte om Henstand med Gjældens Betaling, har fremstillet sine Forhold, som om der i Virkelig­

heden ikke var noget ivejen med ham, samt at han ved den omtalte Lejlighed har sagt til Danielsen, at han var solvent, hvorimod han ikke vil kunne erindre at være fremkommet med de øvrige Udtalelser. Efter det saaledes Foreliggende maa det antages, at Tiltalte, for at skaffe sig den omtalte Henstand, er fremkommet med saadanne Foregivender, at hans Forhold i saa Henseende maa henføres under Straffelovens § 257.

Det er endvidere oplyst, at Tiltalte ikke i sine Handels­

bøger har indført de fornævnte Terminsforretninger, idet han alene paa sin private Konto i Bøgerne har indført de Summer, som han efterhaanden udbetalte i Anledning af Tab ved disse Forretninger. Ligesom imidlertid Tiltalte ikke herved kan anses at have gjort sig skyldig i noget Forhold, der falder ind under Straffelovens § 262, saaledes er det heller ikke iøvrigt oplyst, at Tiltalte paa anden Maade har udvist grov Uorden ved Førelsen af sine Bøger.

Tiltalte sigtes endvidere for at have gjort sig skyldig i uredelig eller dog i høj Grad uordentlig Opgjørelse af Status, i hvilken Henseende det navnlig lægges ham til Last, at hans Inventariekonto, efter i Status pr. ultimo December 1888 at være opført med ialt 4618 Kr. 62 Øre, i Statusopgjøreisen pr.

ultimo August 1889 er forhøjet til 9545 Kr. 40 Øre og i Status­

opgj øreisen pr. ultimo Juni 1890 og pr. ultimo Juni 1891 til henholdsvis 10,164 Kr. 20 Øre og 12,843 Kr. 80 Øre, samt at der paa Opgjøreiserne intet er afskrevet paa udestaaende Fordringer. Med Hensyn til det førstnævnte Punkt har Tiltalte imidlertid forklaret, at den omtalte Forhøjelse af Inventariekontoen skete, fordi der i Statusopgj øreisen pr. ultimo December 1888 alene under den paagjældende Konto var opført det Beløb, som han i saa Henseende havde udtaget ved sit Ægteskab, men at

5 April 1895. 89 Kontoen hverken omfattede hans tidligere Inventarium eller hvad lian erhvervede ved eller efter Ægteskabet, og om det end maa antages, at den omtalte Konto har været for højt ansat, findes dog Tiltalte ikke efter det foreliggende i saa Henseende overbevist om at have gjort sig skyldig i noget strafbart Forhold. Dette findes ligeledes at maatte statueres, forsaavidt der paa Opgjørel- serne intet er afskrevet paa udestaaende Fordringer; thi ligesom det maa antages, at der, naar bortses fra en Fordring paa Til­

taltes Broder E. Gerlach i Amerika, stor 2950 Kr., som skriver sig fra et denne af Tiltalte i 1889 ydet Laan, ikke er lidt noget videre Tab paa udestaaende Fordringer, saaledes har Tiltalte med Hensyn til den nævnte Fordring paa Broderen forklaret, at han efter de Oplysninger, han har om Broderen, ingenlunde anser den for uerholdelig, og Rigtigheden af denne Forklaring lindes ikke at kunne forkastes.

Forsaavidt som det endelig er oplyst, at Tiltalte har und­

ladt i sin Hovedbog eller Statusbog at indføre den af ham pr.

ultimo Juni 1891 opgjorte Status, findes Tiltalte herved at have gjort sig skyldig i et Forhold, der i Medfør af Konkurslovens § 148 falder ind under Straffelovens § 262, 2det Led.

Efter alt det Foranførte har Tiltalte saaledes forskyldt Straf dels efter Straffelovens § 257 og § 263 dels i Medfør af Kon­

kurslovens § 148 efter Straffelovens § 262, 2det Led, men da Tiltalte under Sagen har været underkastet Varetægtsarrest fra den 14 Oktober 1892 til den 10 December s. A., uden at dette kan tilskrives hans eget Forhold under Sagen, og da Straffen skjønnes ikke at kunne overskride en kortere Tids simpelt Fængsel, findes den lidte Varetægtsarrest i Medfør af Straffelovens

§ 58 efter Omstændighederne at kunne træde i Stedet for Straf.

Underretsdommen, der har anset Tiltalte efter Straffelovens

§ 261 og 263, jfr. §§ 62 og 58, med en Straf af simpelt Fængsel i 2 Maaneder, vil derfor forsaavidt være at forandre.

Onsdagen den 10 April.

Nr. 183. Høiesteretssagfører

Lunn

contra

Ludvig Wilhelm Emilius Sørensen (Def.

Jensen),

In document Slægtsforskere. Det er et privat special-bibliotek med værker, der er en del af vores fælles kulturarv omfattende slægts-, lokal- og (Sider 140-146)