DEL III: GENREKARAKTERISTISKE AFSENDERSTEMMER OG AFSENDER- OG
12.1 Selv- og læserfremhævelser i essay- og kronikgenren - metodiske overvejelser
I Hylands studier af sprogets interpersonelle funktion undersøges en lang række sproglige markører. Hyland skelner skarpt mellem ståsteds- og engagement-markører, som han typisk opgør hver for sig i kvantitative korpusanalyser. Disse markører er præsenteret i tabel 11.1. I dette kapitel tager jeg afsæt i denne opdeling, men behandler ikke ressourcerne så adskilt som Hyland. Helt konkret undersøger jeg ståstedsmarkøren selvfremhævelse og
engagementsmarkøren læserfremhævelse. Selvfremhævelser er sammen med bl.a. forbehold, forstærkere og attitudemarkører med til at etablere afsenderstemmen.
Hyland identificerer selvfremhævelser som 1. person-pronomener med deres tilhørende possessive pronomener (Hyland 2008:10). Dette burde inkludere I, me, my, we, us, our, men at dømme ud fra hans forskellige artikler er listen sjældent helt så omfattende. I en senere publikation undlades us f.eks. fra listen (Hyland 2012:214), og i en tidligere udlades både me og us (Hyland & Tse 2004:169).
182
Læserfremhævelser antages, ligesom bl.a. spørgsmål og instrukser, at være med til at aktivere modtageren og skabe engagement. Hyland eksemplificerer
læserfremhævelser med de to 2. pronomener, you og your samt 1. person-pronomenet we (Hyland 2008:5). I en senere udgivelse samler Hyland alle engagement-markører i en liste, og her indgår der flere pronomener: our, us, we, you/your og one/one’s (Hyland 2012:214).
Hylands studier viser, at der næsten aldrig bruges 2. person-pronomener til læserfremhævelser i forskningsartikler, og Hyland foreslår, at dette skyldes, at disse pronomener adskiller læserpositionen fra afsenderpositionen, fremfor – som 1. person-pronomener i flertal – at etablere et fællesskab mellem dem og eventuelt eksplicitere et større fagligt fællesskab, som de begge er del af (Hyland 2008:11).
Hyland kommenterer ikke selv på overlappet mellem de ressourcer, han definerer som henholdsvis selv- og læserfremhævelser, men det er dette overlap, der får mig til at undersøge begge funktioner samtidigt.
Hylands analyser er først og fremmest korpusanalyser som trianguleres vha.
interview med erfarne skribenter inden for det felt, som undersøges. Hylands analyser spreder sig over en lang række genrer, som alle har det til fælles, at de primært bruges af forskere på tværs af forskellige forskningsfelter. Han har undersøgt så forskellige genrer som forord i ph.d.-afhandlinger (Hyland & Tse 2004), forskeres personlige hjemmesider (Hyland 2012), korte akademiske selvbiografier i akademiske artikler (ibid.),
prisindstillinger (ibid.), forskningsartikler (Hyland 2012; Hyland 2008; Hyland 2005) m.fl. I studierne definerer Hyland ud fra indledende analyser en række ressourcer, typisk enkeltord, hvis hyppighed optælles i et stort empirisk datamateriale, der i de fleste af studierne består af flere hundrede eksemplarer.
I nogle studier gør Hyland opmærksom på, at han efterfølgende gennemgår alle de opmærkede ord kvalitativt for at sikre sig, at de er brugt i den funktion, som de er udvalgt til at repræsentere i studiet (se f.eks. Hyland 2012:133; Hyland 2005:178).
Optællingerne følges op med korte udredninger af, hvad de enkelte ressourcer bruges til, eller hvorfor de er fraværende, i de undersøgte genrer.
Hyland konkluderer, at selvfremhævelser bruges meget hyppigere i humanistiske og socialvidenskabelige forskningsartikler end i ingeniørfaglige og naturvidenskabelige forskningsartikler. Forskellen er epistemologisk i den forstand, at
183 forskning indenfor de såkaldt ’tørre’ fag knyttes meget tættere til en argumenterende,
analyserende og eventuel introspektiv forskerpersona end forskningen indenfor de ’våde’
fag, som i højere grad styres af kodekser om objektivitet, reproducerbarhed og evidens (Hyland 2008:16-17).
Samme billede gør sig gældende med læserfremhævelser, der ligesom selvfremhævelser optræder langt hyppigst i de humanistiske og socialvidenskabelige forskningsartikler. Læserfremhævelser bruges til at vise solidaritet med et større
forskningsfællesskab, således at afsenderen og modtageren konstrueres som nogen, der deler et fælles sæt af faglige forståelser (ibid.:17).
Selvom Hylands studier først og fremmest baseres på korpuslingvistiske kvantitative studier, så beskriver han også mere kvalitativt, hvordan bestemte ståsteds- og engagement-ressourcer systematisk bruges i specifikke funktioner af forskellige
praksisfællesskaber eller mindre grupperinger. I et studie undersøger Hyland eksempelvis, hvordan bachelorstuderende på Hong Kong Universitet bruger selvfremhævelser i deres skriftlige opgaver. Her kommer han ind på en række forskellige funktioner, som de
studerende giver selvfremhævelser. De studerende bruger dem, når de: 1) fremhæver formål, 2) forklarer procedurer, 3) fremlægger resultater, 4) fremhæver nye indsigter, 5) udvikler argumenter (Hyland 2012:137). Hyland er i denne sammenhæng særlig optaget af at beskrive sammenhængen mellem sproghandlinger, strukturelementer og stemmeføring.
Sproghandlingsbegrebet er defineret i afsnit 10.3. Jeg kommer selv løbende ind på sådanne sammenhænge i mine analyser og opsummerer desuden mine fund i kapitel 15.
Overordnet opdeler jeg mine analyser på samme måde som Hyland. Først tæller jeg antallet af gange, de udvalgte ressourcer bruges i mine data, og efterfølgende udpeger og eksemplificerer jeg de funktioner, ressourcerne tjener. Mine optællinger tager afsæt i korpuslingvistiske søgninger efter bestemte ord. De hermed identificerede ord er minutiøst blevet gennemgået enkeltvist med det formål at frasortere forekomster, der bruges med andre referencer end dem, der fremhæves i præsentationen af selv- og
læserfremhævelsesressourcer nedenfor. Disse kvantitative optællinger præsenteres
indledningsvis i kapitel 13, 15 og 17. Den metode, jeg har udviklet, kobler disse kvantitative undersøgelser til mere udfoldede kvalitative analyser, der har til formål at fastsætte, hvad hver enkelt ressource bruges til i de situerede kontekster, som korpussets kronikker og essay repræsenterer.
184
Mine analyser adskiller sig således fra Hylands på tre måder. For det første har jeg udviklet en metode, der vægter den kvalitative analyse meget højt. For det andet
adskiller jeg ikke ståsteds- og engagementmarkører lige så konsekvent som Hyland, hvilket betyder, at jeg fremhæver overlappene mellem de grammatiske ressourcer, der bruges til henholdsvis selv- og læserfremhævelser. For det tredje har jeg videreudviklet og oversat Hylands lister over henholdsvis selv- og læserfremhævelser. Til undersøgelsen af elevernes selv- og læserfremhævelser har jeg udvalgt en række af de mest centrale pronomener, som refererer til afsenderidentiteten og den implicitte modtager i de tekster, der indgår i mit korpus. Og disse er inddelt i fire undergrupper, som vist i tabet 12.2.
Gruppe 1 jeg, mig, min, mit, mine brugt med reference til afsenderstemmen
selvfremhævelser Gruppe 2 vi, os, vores brugt generisk selv- og
læser-fremhævelser Gruppe 3 man, en, ens, sig, sin, sit, sine, du, dig, din,
dit, dine brugt generisk
selv- og læser-fremhævelser Gruppe 4 du, dig, din, dit, dine, I, jer, jeres brugt med
reference til en modtagerposition
læserfremhævelser
Tabel 12.2 Selv- og læserfremhævelsesmarkører som undersøges i afhandlingen
Gruppe 1 og 2 består af personlige pronomener i 1. person samt de tilhørende possessive pronomener. Gruppe 1 samler pronomenerne i ental, gruppe 2 pronomenerne i flertal.
Gruppe 1-pronomenerne bruges udelukkende til selvfremhævelser.
Pronomenerne i gruppe 2 adskiller sig fra pronomenerne i gruppe 1 ved, ligesom gruppe 3-pronomenerne, at være generiske pronomener. Jeg definerer generiske pronomener i overensstemmelse med Langacker (1997) og Jensen (2009), der bruger
begrebet til at indfange de pronomener, der refererer til en gruppe af personer, der inkluderer den, der taler, og den, der hører, samt en tredje udefineret part. Udefineret forstår jeg i det følgende som det, at gruppen, der refereres til, er en åben gruppe uden et eksakt antal af medlemmer. Generiske pronomener bruges typisk til at sige noget generelt om verden, dvs.
til at præsentere viden eller holdninger, som deles af et større fællesskab.
Mine indledende analyser af elevernes essay, som er publiceret tidligere (Smedegaard 2015b), har resulteret i en inddeling af to typer af generiske pronomener. Den første er de generiske pronomener, der bruges til at referere til en større gruppe, som
185 afsenderstemmen og den implicitte modtager positioneres som del af, f.eks. gruppen af danskere, unge eller nutidens mennesker. Denne form for generiskhed, hvor pronomenernes semantiske betydning defineres ud fra et fælles socialt tilhørshold, er den mest almindelige i det samlede korpus.
Særlig i essayene, men også i flere af kronikkerne, bruges gruppe
2-pronomenerne imidlertid også i en anden funktion, nemlig med reference til den gruppe af participanter, der tager del i teksten som begivenhed. Som vi skal se, skaber eleverne med disse pronomener en kollektiv tekstproducerende position og en kollektiv
tekstoplægslæsende position. Disse positioneringer etableres ved, at de personlige pronomener både refererer til afsenderstemmen, den faktiske læser og de intenderede, implicitte modtagere. Gruppen er dermed generisk, men er samtidig mindre og mere eksklusivt defineret end den første type af generiske pronomener. I min oversigt over de ressourcer, eleverne anvender, har jeg for gruppe 2 angivet, hvor mange af hver af de to typer eleverne bruger. De pronomener, der refererer til en social samfundsgruppe, har fået koden GS, og de, der refererer til et fællesskab, der agerer i teksten, har fået koden GT.
I gruppe 3 har jeg samlet en række andre generiske pronomener: du, dig, dit, din, dine, man, en, ens, sig, sit og sine. Denne liste kunne sagtens være længere – man kunne eksempelvis have inkluderet flere indefinitte pronomener som ingen og enhver, den
gammeldags form af vores, vor, eller kvantitative pronomener som nogle, de fleste. Disse pronomener er, ligesom dem jeg har samlet i gruppe 3, alle pronomener, der kan bruges, men ikke nødvendigvis bliver brugt, i en generisk betydning. Selvom listen således ikke er udtømmende, rummer den de generiske former, som jeg har vurderet, er dem, eleverne fortrinsvis anvender. Som mine analyser vil vise, bruges gruppe 3-pronomener også i nogle tilfælde til at referere til et tekst-fælleskab. Men skillelinjerne er her ikke så tydelige som for gruppe 2-pronomenerne, og jeg har derfor ikke kodet GT- og GS-funktioner for gruppe 3-pronomenerne i min optælling.
Selvom både pronomenerne i gruppe 2 og 3 er generiske, er afsenderen og modtageren tydeligere repræsenteret i gruppe 2-pronomenerne end i gruppe
3-pronomenerne. Gruppe 2-pronomenerne er derfor sædvanligvis mere effektfulde end gruppe 3-pronomener, når formålet er at signalere et fællesskab mellem afsenderen og modtageren.
Gruppe 3-pronomener fremhæver så til gengæld typisk tydeligere det generaliserende aspekt ved generiskheden.
186
Gruppe 4-pronomener medtager personlige og possessive pronomener i 2.
person, som bruges til at referere specifikt til en eller flere læsere.
Inden jeg præsenterer mine optællinger, er der nogle særlige forhold, som er vigtige at adressere. I mine optællinger af gruppe 2 og gruppe 3-pronomenerne har jeg frasorteret de tilfælde, hvor de udvalgte pronomener bruges om en gruppe uden af den grund at være generiske. For gruppe 2-pronomenernes vedkommende gælder det for brug af vi, os og vores, hvor disse refererer til en bestemt gruppe af individer, der inkluderer afsenderen, men ikke læseren. Der findes ikke nogen eksempler på dette i korpussets kronikker, men et enkelt i essayene. Her beskriver afsenderen en cafe-tur med to veninder:
Det så jeg som en kæmpe tillidserklæring, for det viste, at vi for det første gik væk fra den lette og sikre smalltalk (…). (375:40-41).29
For gruppe 3-pronomener gælder det, at de, når de ikke bruges generisk, bruges med
reference til en gruppe, som man ud fra konteksten kan se, ikke inkluderer afsenderstemmen og/eller modtageren. I de følgende eksempler refererer man til henholdsvis ’staten i Norge’
og ’hiphoppere´:
Nynorsk tales af størstedelen af journalisterne på NRK og er en del af pensum for norske skolebørn. Ifølge min norske familie forsøger man at ligestille Nynorsk med Bokmål. (168:71-73).
Musikken, man hører som hiphopper, er for det meste hip hop, rap og RnB. (389:45-46)
Afgrænsningen af gruppe 3-pronomener uden generisk reference er relativt ukompliceret, fordi eleverne, som i de ovenstående eksempler, i de fleste tilfælde tydeligt navngiver et specifikt fællesskab som reference for pronomenerne og desuden angiver, at de ikke selv er del her af. I enkelte tilfælde har det dog vist sig svært entydigt at vurdere, om pronomenerne bruges generisk eller ikke-generisk. Her kan der ud fra den omgivende tekst argumenteres for begge læsninger. På den ene side har eleverne valgt man fremfor tydeligt ikke-generiske pronomener som de og dem eller gruppeangivelser som instruktører, tv-producere etc. På den anden side udpeges en gruppe, som eleverne gennem deres tekster udskiller som en, de
29 I alle følgende citater er markeringer med fed mine fremhævelser. Eksemplerne er desuden klippet direkte fra elevernes stile og ind i denne tekst, således at alle slåfejl, stavefejl osv. i citaterne er del af det oprindelige tekstoplæg.
187 taler om, fremfor at identificere sig med. Nedenfor giver jeg tre eksempler, som jeg i lyset af den omgivende tekst har valgt ikke at kode som generiske pronomener. Det ville i disse få eksempler give mening at gradbøje generiskhed, men denne løsning har jeg, på grund af mit valg om at tælle forekomster, fravalgt. De tre følgende eksempler er dem, der har voldt størst besvær – besværet er udelukkende knyttet til de anvendte gruppe 3-pronomenerne, ikke til gruppe 2-pronomenerne, der i eksemplerne alle bruges generisk:
I år 2005 udgav mediemagasinet Ekko en artikel om Max Kestners vinkel på fremstilling af dokumentarfilm. Artiklen forklarer forskellen mellem ”vores”
virkelighed og virkeligheden som man fremstiller i dokumentarfilm. (551:3-5).
Vi sætter altså en grænse ved, at man lyver, selvom det er noget rigtigt, man når frem til. (358:96).
Med programmet X-factors introduktion, mener han, nåede vi et hidtidigt klimaks i forhold til uhyrlig og ydmygende underholdning – men det etablerede sig efterhånden som standard for graden af ydmygelser man kunne vise som underholdning i tv.
(536:50-53).
I de tre eksempler er der et betydningsmæssigt spil mellem brugen af gruppe 2- og gruppe 3-pronomener, således at der præsenteres en generisk social gruppe, der forholder sig til en anden social gruppe. Det er dog vigtigt at fremhæve, at der i korpusset findes en række eksempler, hvor gruppe 2- og 3-pronomener anvendes inden for samme sætning med reference til hver sin gruppe, uden at nogen af disse pronomener bruges ikke-generisk.
Et andet vigtigt parameter i optællingen har været at frasortere de personlige pronomener, som tydeligt udsiges af en anden end afsenderstemmen selv. Derfor har jeg ikke medtalt pronomener, der indgår i direkte citater. Det inkluderer både citerede titler på artikler, bøger etc., citater fra andre tekster, herunder mest oplagt tekstoplægget, citater der knyttes til en bestemt navngiven afsender (en filosof, en forfatter etc.) og citater hvor en fiktiv stemme gengives. Selvom jeg efter at have analyseret sådanne citater er kommet frem til, at udsigelsesforholdet i disse indlejrede stemmer ofte er komplekst, fordi
afsenderstemmen ofte tager medejerskab over det, der citeres, så fastholder jeg ikke at ville tælle dem med i min oversigt nedenfor. De følgende eksempler skal illustrere forskelle på, hvor komplekst et udsigelsesforhold, der knytter sig til brugen af citater. Begge eksempler stammer fra elevessay. I det første citat positioneres afsenderens stemme som én, der forholder sig til, men ikke er medansvarlig for det bragte citat. I det andet citat positionerer afsenderen i højere grad sig selv som medansvarlig for det, Ebbe Iversen citeres for at sige:
188
Netop denne oplysning giver anledning til at se med en ny vinkel på Albæks ytring,
”Man kan aldrig samtale for meget, men der er meget, der tyder på, at nogen burde tale noget mindre”. (178:42-43).
Det er nok nemmest hvis jeg giver Ebbe Iversen ret når han skriver at ”vi SAGT MED ANDRE ord og på godt dansk: plaprer løs.” (168:109-11).
Særligt i essayene optræder desuden en anden form for kompleksitet, fordi eleverne her af og til opfinder og citerer fiktive stemmer og positionerer disse i relation til andre stemmer, herunder afsenderidentitetens egen:
…smart tænkte medierne – så må vi jo opfinde følelsesjournalistikken så vi igen kan få magten over menneskerne… (198:26).
Normalt lyder det: Vi ser ikke det vi sanser. Vi ser det, vi tror vi sanser. (198:41).
Disse eksempler, hvor personlige pronomener indlejres i tydelige citater, er som sagt ikke talt med i de kvantitative optællinger.
En sidste særlig funktion, som eleverne af og til giver pronomenerne, er en metaudpegende funktion, hvor pronomenerne indsættes i teksten for at repræsentere sig selv som semiotiske tegn (se f.eks. 178:75-76; 198:66-67). Disse metarefererende pronomener er heller ikke talt med i de kvantitative opgørelser.
189