Inkorporeret kulturel kapital

145 spørger, hvor deterministisk definitionen af habitus som strukturerende og struktureret struktur skal forstås. Bourdieu afviser igen denne udlægning, denne gang ved at forklare hvordan han mener, at vi som mennesker kan omstrukturere habitus gennem refleksiv analyse:

(…) man kan bruge sin viden om disse forhold til at analysere og distancere sig fra sine egne holdninger. Ifølge stoikerne er vi aldrig selv herre over det første træk, kun træk nummer to. Det er svært, for ikke at sige umuligt, at styre den første reaktion og tilbøjelighed i habitus. Men den refleksive analyse lærer os om ikke andet, at det er os selv, der giver en bestemt situation en del af den magt og indflydelse, den har over os, og på den baggrund bliver det muligt at modificere vores opfattelse af situationen og dermed reagere anderledes (ibid.:121).

Vi er ikke dømt til determination, men habitus skaber rutinepræget praksis og gør det besværligt, krævende og som regel overflødigt at foretage bevidste valg om at ville ændre sig radikalt.

Bourdieus teori om, hvordan habitus i den daglige praksis begrænser den enkeltes frihed, har sat sig spor i læringsteorier som den Lars Qvortrup inspireret af Gregory Bateson (1998) præsenterer i Det lærende samfund (2001). Her opereres med forskellige læringsniveauer, der spænder fra de læringsprocesser, hvor man handler ud fra sine habitusdispositioner uden at reflektere over sin handling, til læringsprocesser, hvor man reflekterer over generaliserbarheden og eller endda over, hvordan man generelt reflekterer og skaber forståelser i konkrete (nye) situationer. Det er de metakognitive og metarefleksive læringsprocesser, der med et Bourdieusk blik kan (men ikke nødvendigvis vil) åbne for frie valg. I en pædagogisk sammenhæng er det at aktivere sådanne processer hos eleverne alt afgørende, hvis sigtet med det pædagogiske arbejde er at skabe mulighed for, at elever kan bevæge sig ind på nye territorier i nye praksisfællesskaber og appropriere relevante nye genrer.

146

under betegnelsen personlighed og i videnskabelige diskurser under betegnelsen identitet.

Bourdieu behandler de sproglige kompetencer for sig vha. begrebet lingvistisk kapital (Bourdieu 1997c), der vurderes ud fra dialekt, sociolekt, køns- og aldersbestemt lekt, ordforråd, bemestring af forskellige mundtlige og skriftlige genrer samt flersproglighed.

Den inkorporerede, kulturelle kapital er blot en blandt flere former for kapital. De vigtigste brikker i Bourdieus kapitalbegreb er indfanget i figur 8.1.²⁷

Figur 8.1 Relationerne mellem de forskellige kapitalformer i Bourdieus teori

Bourdieus to begreber habitus og kapital er tæt forbundne. En persons habitus påvirker, hvilke former for kapital han eller hun forsøger at tilegne sig, og de kapitaler som en person kan trække på, kan skabe rammerne for, at han eller hun flytter sig til nye sfærer i

samfundet, hvilket på sigt vil påvirke hans eller hendes habitus. Hvor kapital er det, personer definerer sig selv ud fra, og det, som giver individer magt i forskellige sammenhænge, er habitus de mere ubevidste strukturerede og strukturerende internaliserede holdninger,

27 For uddybning se Bourdieu og Wacquant 1996:83-105.

147 værdisystemer og praksisformer, individer tager for givet og derfor interagerer med verden ud fra. Kapitaler får værdi alt efter i hvilke kontekster, de sættes i spil.

Samfundets forskellige kontekster og de værdihierarkier, som adskiller dem, teoretiserer Bourdieu vha. sine begreber felt og marked. Markedsbegrebet spiller sammen med begrebet om kapital og betegner metaforisk, at mennesker sætter deres ressourcer (kapitaler) i spil i forhold til specifikke konteksters (markeders) normer og indre logik.

Ligesom pengesedler og mønters værdi er symbolsk og kulturelt fastsat, så fastsættes andre former for kapitalers værdi kulturelt og vil derfor altid være symbolsk i den forstand, at den er subjektiv (Bourdieu & Wacquant 1996:104).

Bourdieu bruger desuden begrebet felt, der ligesom marked bruges til at afgrænse værdisystemer fra hinanden. Bourdieu selv bruger flere steder begreberne til at niveaudele, således at et marked består af en række felter. Felter (og markeder) kan

underlægges systematiske beskrivelser, hvor empiriske studier af interaktionelle praksisser bruges som afsæt til generelle beskrivelser af normer, praksisser og ideologiske

grundantagelser. Humanistisk forskning fra historie til antropologi er baseret på at producere sådanne beskrivelser ved at syntetisere bestemte befolkningsgruppers tidstypiske eller kulturelle tendenser og leveforhold.

Det er en grundtanke for Bourdieu, at man på baggrund af sådanne

feltbeskrivelser kan udlede universelle mekanismer for, hvordan felter fungerer. En af de generiske mekanismer Bourdieu fremhæver, er, at der internt i felter ofte foregår en kamp mellem dominerende og nye grupperinger. Kampen opstår, når nyligt indtrådte forsøger at ændre feltet og de adgangsbegrænsninger, som skaber og fastholder de dominerendes position. I sådanne kampe vil den dominerende gruppe næsten altid forsøge at forsvare sine privilegier i form af kapital og magt, og dette kan eksempelvis gøres ved at etablere

regulerende mekanismer, der mindsker konkurrence fra dem, der endnu ikke har samme position og magt.

Hvilke indsatser og interesser, der giver kapital i et felt, er enten underforstået eller defineret sprogligt på en måde, som gør det svært for agenter fra andre felter at

gennemskue dette for dem fremmede felts veje til kapital og magt. Succes i et felt kan opfattes som fiasko i et andet:

Et felt – selv det videnskabelige felt – definerer bl.a. ved at definere nogle indsatser og specifikke interesser, (…) som ikke bliver opfattet af en agent der ikke er konstrueret

148

til at indtræde i dette felt (enhver kategori af interesser indebærer en ligegyldighed over for andre interesser, andre investeringer, der således enten er dømt til at blive opfattet som absurde, vanvittige, eller som sublime, uinteresserede, uegennyttige).

(Bourdieu 1997a:117).

Bourdieu beskriver desuden en anden generisk mekanisme nemlig den, at der i et felt, for at det fungerer, skal findes nogle indsatser, der kan spilles om, og at der findes agenter, der er udstyret med en habitus, der indebærer en erkendelse og anerkendelse af de immanente love i spillet og de indsatser i form af kapital og magt, der står på spil.

Bourdieus generiske beskrivelse af, hvordan felter og markeder opererer, udelukker, at sådanne fællesskaber kan opretholdes, hvis alle agenter er ligestillede i forhold til besiddelse af kapital og magtpositioner. Bourdieus teori baseres på, at ønsket om vækst er et menneskeligt grundvilkår. Med vækst refererer jeg ikke til vækstmetaforens gængse snævert økonomiske betydning, men til udvikling, forøgelse og forbedring i bred forstand – personlig vækst, økonomisk vækst og social vækst; alt sammen forårsaget af menneskets ønske om magt og velstand. Bourdieus teori er derfor særlig velegnet til at beskrive samfundsmæssige styrkeforhold mellem forskellige agenter og institutioner internt i et felt eller mellem felter indbyrdes. Hans teorier forklarer, hvorfor personer kan have succes i ét felt og falde igennem i et andet. Konkret giver teorien en ramme, som kan forklare, hvorfor haute couture tidligere ikke fandt vej til kunstmuseerne, mens det ved det 21. århundredes begyndelse ikke er et særsyn, at kulturbærende institutioner udstiller mode som kunst, og at designere anerkendes som kunstnere, også af kunstkritikere. Og hvorfor arkitekter frustreres over merkantile bygherrer, og nogle synes, at fristil er skolegangens vigtigste og sjoveste aktivitet, mens andre drager genrens berettigelse i tvivl.