Habitusdispositioner

142

Bourdieus rationelle pædagogik skal ses som et forsøg på at gøre op med de metoder, der praktiseres i skolesystemet, snarere end som et opgør med fordelingen af magt til at definere hvilke værdier, skolen skal repræsentere, og hvilke praksisser, der skal

undervises og eksamineres i. Det er en del af Bourdieu og Passerons teori om

institutionaliseret reproduktion, at værdier og praksisser i en given institutionel ramme altid vil spejle den herskende klasses i det samfund, som har grundlagt skolen. Og dette

umuliggør alle ideer om frie former for opdragelse, herunder muligheden for at realisere romantiske forestillinger om at kunne skabe rammer, hvor børn fastholdes i en naturlig og fri udvikling. Magt, værdisystemer og praksisser reproduceres, personligheden struktureres og anarkisme er i alle dens former en utopi.

Inden for alle tre pragmatiske genreskoler er der udviklet pædagogiske principper og undervisningsprogrammer, som er tæt beslægtet med Bourdieus rationelle pædagogik. Jeg har præsenteret disse i kapitel 5.

143 (…) habitus forstået som et historisk fænomen, som et socialt konstitueret system af strukturerede og strukturerende holdninger, der er tilegnet i en praksis og konstant er orienteret mod praktiske mål. (Bourdieu & Wacquant 1996:106-7).

Som individer er vi ubevidste om vores egen habitus i den forstand, at vi tror, vi træffer frie valg, fordi vi ikke ser, hvordan vores valg er struktureret af den kultur, vi er socialiseret ind i. Det er netop dette forhold, der forklarer, at en og samme begivenhed kan sætte vidt forskellige tanker i gang afhængigt af den oplevendes habitus. Vores situationsbundne handlinger afhænger af, hvor godt vi kender den situationstype og det felt eller den kultur, vi agerer i. Man kan således ikke objektivt beskrive sammenhængen mellem stimuli og agens – en erkendelse der for Bourdieu får konsekvenser for, hvordan han mener, skolen bør

indrettes.

Forståelsen af habitus placerer Bourdieu som kritiker af såvel objektivisme som subjektivisme: at handle er hverken en mekanisk reaktion eller et resultat af en

personlig, rationelt funderet strategi (ibid.:106). Teorien om habitus afholder sig samtidig fra at give en en ren deterministisk forståelse af mennesket. Det deterministiske ved teorien er dog fremtrædende både i beskrivelsen af habitus som struktureret struktur og i beskrivelsen af subjektivitet i en af de mest citerede Bourdieu-passager:

Når man siger habitus, siger man samtidig, at det individuelle, det personlige og det subjektive er socialt og kollektivt. Habitus er socialiseret subjektivitet. (…) den menneskelige bevidsthed er socialt begrænset og socialt struktureret, fordi den – uanset om man bryder sig om det eller ej – med Marx’ ord ”er spærret inde inden for grænserne af den enkeltes hjerne”, det vil sige inden for grænserne af de tanke- og videnskategorier, der er en følge af vedkommendes opdragelse og uddannelse, medmindre, naturligvis, vedkommende gør sig netop disse forhold klart (ibid.:111).

Dette aspekt forklarer, hvorfor mennesker ofte deler smagspræferencer, hvorfor menneskers valg og handlinger ofte er forudsigelige eller i hvert fald ikke overraskende, og hvorfor vi kan være på udebane og hjemmebane alt efter hvor velkendt en situation, vi er i. Men beskrivelsen af habitus reducerer ikke nødvendigvis mennesker til blot og bar

reproducerende produkter. Der er ikke tale om et menneske, der blot udlever dets strukturerede strukturer for derved at få en strukturerende funktion. Bourdieu beskriver tværtimod, hvordan vi som individer handler fornuftigt ved at træffe beslutninger i kraft af vores habitus. Bourdieu tager selv afstand fra at reducere handlinger til automatiserede vaner:

144

Paradoksalt nok har de fleste af mine kritikere helt overset, at der er en afgørende forskel mellem min måde at bruge begrebet på og den måde, det er blevet brugt på før – jeg taler om ”habitus” for netop ikke at tale om ”vaner” – det vil sige, at for mig er det centrale det generative – for ikke at sige kreative – aspekt af holdningsmæssige systemer forstået som en kunst, en praktisk beherskelse i udtrykkets fulde betydning og specielt som ars inveniendi. Mine kritikere vender med andre ord tingene på hovedet. De indlæser mekanisme i et begreb, der er udviklet specifikt som modtræk mod enhver form for mekanisme (ibid.:107).

Bourdieu beskriver med brug af begrebet ars inveniendi, hvordan mennesket frem for mekanisk at handle ud fra habitus, er begrænset af sin habitus i sin forståelse af verden og i sine vurderinger af egnes og andres handlinger. Menneskets forståelse af egne

handlemuligheder begrænses af habitus. Men habitus muliggør ikke blot vanemæssige handlinger, habitus skal forstås som et holdningsmæssigt system der udstikker en ramme inden for hvilken, den enkelte vælger mellem flere forskellige muligheder, bruger sin fornuft, mærker lyst til noget frem for noget andet etc. Mennesket er i den forstand ikke determineret til at gøre præcis det, det gør i praksis. Det er frit stillet inden for habitussets begrænsende ramme. Samtidig muliggør habitus, at mennesket på daglig basis kan udføre de fleste handlinger uden videre omtanke.

Bourdieu går videre i sin beskrivelse af mennesket som et frit tænkende individ. På Wacquants spørgsmål om, hvorvidt teorien om habitus udelukker den bevidste overvejelse og det strategiske valg som grundlag for social handlen, svarer Bourdieu:

Overhovedet ikke. Den umiddelbare tilpasning af habitus og felt er kun én blandt flere muligheder for social handlen, selvom det er den hyppigste. ”Vi er empiriske” som Leibniz sagde, med hvilket han mente praktiske, ”i tre fjerdedele af vores handlinger.”

De generelle retningslinier, habitus har indfældet i bevidstheden, kan godt kombineres med strategiske overvejelser over omkostninger og muligheder for afkast, der bringer de operationer til overfladen i bevidstheden, som habitus ellers udfører ifølge sin egen logik. I krisesituationer, hvor den rutinemæssige tilpasning af subjektive og objektive strukturer pludselig slås i stykker, opstår en række omstændigheder, der er

befordrende for rationelle overvejelser og gennemtænkte valg, i alt fald blandt de aktører, der har de nødvendige midler og forudsætninger for at være rationelle (ibid.:117).

I vores normale omgang med verden, særligt den praktiske, men også i vores rationelle overvejelser, kan vi ikke undslippe vores habitus, men vi kan forstå og rationelt agere inden for denne habitus. Dertil kommer, at særlige omstændigheder kan sætte os i stand til

metarefleksivt at vurdere vores internaliserede holdninger og dispositioner. Dette element uddyber Bourdieu senere i samme interview, hvor intervieweren, Loïc J.D. Wacquant,

145 spørger, hvor deterministisk definitionen af habitus som strukturerende og struktureret struktur skal forstås. Bourdieu afviser igen denne udlægning, denne gang ved at forklare hvordan han mener, at vi som mennesker kan omstrukturere habitus gennem refleksiv analyse:

(…) man kan bruge sin viden om disse forhold til at analysere og distancere sig fra sine egne holdninger. Ifølge stoikerne er vi aldrig selv herre over det første træk, kun træk nummer to. Det er svært, for ikke at sige umuligt, at styre den første reaktion og tilbøjelighed i habitus. Men den refleksive analyse lærer os om ikke andet, at det er os selv, der giver en bestemt situation en del af den magt og indflydelse, den har over os, og på den baggrund bliver det muligt at modificere vores opfattelse af situationen og dermed reagere anderledes (ibid.:121).

Vi er ikke dømt til determination, men habitus skaber rutinepræget praksis og gør det besværligt, krævende og som regel overflødigt at foretage bevidste valg om at ville ændre sig radikalt.

Bourdieus teori om, hvordan habitus i den daglige praksis begrænser den enkeltes frihed, har sat sig spor i læringsteorier som den Lars Qvortrup inspireret af Gregory Bateson (1998) præsenterer i Det lærende samfund (2001). Her opereres med forskellige læringsniveauer, der spænder fra de læringsprocesser, hvor man handler ud fra sine habitusdispositioner uden at reflektere over sin handling, til læringsprocesser, hvor man reflekterer over generaliserbarheden og eller endda over, hvordan man generelt reflekterer og skaber forståelser i konkrete (nye) situationer. Det er de metakognitive og metarefleksive læringsprocesser, der med et Bourdieusk blik kan (men ikke nødvendigvis vil) åbne for frie valg. I en pædagogisk sammenhæng er det at aktivere sådanne processer hos eleverne alt afgørende, hvis sigtet med det pædagogiske arbejde er at skabe mulighed for, at elever kan bevæge sig ind på nye territorier i nye praksisfællesskaber og appropriere relevante nye genrer.