Diskursfællesskaber vs. praksisfællesskaber

130

Kapitel 8: Genrer er specifikke, ideologisk

funderede fællesskabers normer for handling

De tre genreskoler, RGS, ESP og Sydneyskolen, beskriver alle genrer som normer, der udvikles af, giver mening for og bruges af større eller mindre grupper mennesker, der deler behov, værdier og erfaringer. Pragmatisk genreteori er således sociologisk i sit

udgangspunkt.

131 dækker dog over noget andet end speech community-begrebet, dels fordi sociolingvistikken med dens fokus på tale ikke får de fællesskaber på tværs af tid og rum med, som skriften muliggør. Dels fordi genreteori fokuserer på ligheder mellem de funktioner, sprogbrug har, mens sociolingvistikken retter sine studier mod socialisering, sproglig variation og

tilhørsforhold. Og desuden fordi man fødes eller flytter ind i speech communities, mens man overtales til, vælger eller arbejder for at opnå medlemskab i et diskursfællesskab. Her

kræver medlemskabet ikke kun tilhørsforhold, men også sproglige kvalifikationer (Swales 2008:24), og man kan sagtens dele diskursfællesskab uden at være en del af det samme speech community (Swales 2008:29).

Groft forenklet beskriver Swales de sekundære praksisfælleskaber, man socialiseres ind i gennem livet, mens Labov og Hymes primært er optaget af de sociale dynamikker under og i kraft af den primære socialisering.

Swales opstiller seks definerende træk ved diskursfællesskaber:

1) Et diskursfællesskab deler et sæt af almene, offentlige målsætninger, som kan være nedfældet i dokumenter eller have en mere uformel karakter.

2) I et diskursfællesskab deler medlemmerne mekanismer til brug for deres kommunikation med hinanden (mekanismer såsom møder, telefonmøder, brevudveksling, samtale osv.). Dvs. at tre personer, der deler en række livsforudsætninger, ikke er en del af samme diskursfællesskab, hvis de aldrig interagerer med hinanden.

3) Et diskursfællesskab bruger først og fremmest dets deltagelsesmekanismer til at skabe information og give feedback. Dvs. til at udveksle information om

formålsrelaterede emner.

4) Et diskursfællesskab råder over en eller flere genrer, der kommunikativt er designet til at realisere fællesskabets målsætninger. Disse kan evt. assimileres (ikke overtages) fra andre fællesskaber.

5) Diskursfællesskaber deler ikke kun genrer, men også et specialiseret ordforråd.

6) Hvert diskursfællesskab har sine kernemedlemmer, som har en tilpas mængde relevant viden og derudover også diskursekspertise (Swales 2008:24-27).

132

Swales eksemplificerer med en frimærkeklub med ca. 320 medlemmer (inklusive Swales selv) fra mere end fem forskellige lande. Foreningens primære formål er at fremme interessen for og viden om frimærker fra Hong Kong. Medlemmerne kan, og vil som hovedregel, være deltagere i en række af forskellige diskursfællesskaber. Som Gunther Kress formulerer det: ‘Every individual has been and is institutionalized in a multiplicity of ways.’ (Kress 1987:37). Dette forhold har betydning for, hvilket varierende antal genrer, som den enkelte lærer at bruge (Swales 2008:30).

Swales afviser, at man nødvendigvis deler et diskursfællesskabs normer og verdenssyn, fordi man kender og kan bruge dets genrer: ‘I would not want to accept that discourse conventions cannot be successfully deployed in an instrumental manner’ (Swales 2008:30-31). Man kan således godt lade som om og overbevise andre om, at man er en del af et diskursfællesskab, uden at man identificerer sig med de ideologier, som flertallet i denne gruppe agerer, definerer og vurderer ud fra.

Swales beskriver, hvordan et medlemskab i et diskursfællesskab ikke behøver at øve nogen særlig indflydelse på medlemmets identitet og personlighed. Det behøver ikke, men det kan. Diskursfællesskaber kan være alt fra hobbyforeninger til religiøse

bofællesskaber til en arbejdsplads. Swales’ eget felt, det akademiske, består af forskellige diskursfællesskaber. Formålet med universitetets undervisning er, at de studerende i løbet af et eller flere kurser bliver medlemmer af et specifikt diskursfællesskab. De begynder som novicer, men har mulighed for over tid at blive eksperter og fuldgyldige medlemmer.

Swales tager som nævnt 14 år senere afstand fra sine tidligere definitioner, særligt definitionen af genrer, som han redefinerer ved hjælp af seks metaforer, som han låner fra en række sprog- og genreteoretikere herunder Charles Bazerman, Amy J. Devitt, David Fishelov og filosoffen Ludwig Wittgenstein (Swales 2004:61-68). Disse seks metaforer udgør tilsammen en dynamisk genredefinition, der gør op med definitionen af diskursfællesskabernes ejerskab over genrerne. Den nye genredefinition lægger op til, at hver genre defineres ud fra sin særlige kontekst, som varierer fra det formelle til det løst organiserede. Men ingen af de seks metaforer, hvoraf jeg har berørt de to første i afsnit 7.2 og afsnit 7.3, nemlig genrer som rammer og genrer som standarder, genererer en egentlig beskrivelse af, hvad det vil sige at dele genrekonventioner. Swales formulerer sin sene genredefinition uden at eksplicitere, hvilke konsekvenser den nye genreteori har for netop hans tidligere beskrivelse af diskursfællesskaber.

133 Carol Berkenkotter og Thomas N. Huckin (1995) adopterer Swales’ term diskursfællesskab, men lægger modsat Swales vægt på, at genreappropriering kræver indkulturering i det fællesskab, hvor genren giver mening. Genrer repræsenterer værdisystemer og er derfor ideologiske:

Genre conventions signal a discourse community’s norms, epistemology, ideology, and social ontology. (Berkenkotter & Huckin 1995:21).

Berkenkotter og Huckin viser i deres egne studier, hvordan viden om ideologier og måder at praktisere genrer på er tæt integreret hos den enkelte og i dialogen mellem medlemmer i diskursfællesskabet. F.eks. analyserer de et skriveforløb i forbindelse med udgivelsen af en videnskabelig artikel, hvor en biolog vælger kun at referere til sine egne tidligere studier i præsentationen af det felt, artiklens problemstilling og resultat er del af. Bedømmerne kræver i peer review-processen, at hun inddrager andres relevante studier, og hun udvikler sine genrekompetencer ved i praksis at lære at tydeliggøre, hvordan andre forskeres studier har inspireret hende. Bedømmernes kommentar er ideologisk i den forstand, at den viser, at videnskab forstås som en kollektiv, induktiv og kumulativ aktivitet (Berkenkotter & Huckin 1995:23).

Berkenkotter og Huckins sammenkædning af genrer og ideologier har rod i Millers genrebeskrivelse i Genre as Social Action (1984), hvori hun adresserer, at

genrestudier giver indsigt i samfundets værdihierarkier:

As a recurrent, significant action, a genre embodies an aspect of cultural rationality.

For the critic, genres can serve both as an index to cultural patterns and as tools for exploring the achievements of particular speakers and writers (…). (Miller 1984:165).

Forskere inden for RGS har traditionelt koblet begge forskningsformål, således at de først og fremmest studerer tekster for at forstå, hvordan situerede forhandlinger af betydning mellem flere forskellige samtaleparter reflekterer de magtrelationer og ideologier, som sætter

dagsordenen i konteksten.

Genrer forstået som sociale handlinger udspiller sig i praksis som normer, der reguleres i et fælleskab mellem en gruppe mennesker. Derfor er praksisfællesskab som begreb for mig mere sigende end f.eks. diskursfællesskab og speech community.

Praksisfællesskaber er ikke kun genrefællesskaber, men også diskursfællesskaber og

ideologiske fællesskaber; og individer der orienterer sig efter hinanden i et praksisfællesskab

134

har ofte (men ikke altid) de samme smags- og stilmæssige præferencer – og definerer deres identitet ud fra stort set samme værdier. Disse forhold er alle nogen, vi får indblik i ved at studere praksis – det er i praksis, fællesskaber etableres. Hvad der kan udgøre et

praksisfællesskab, afhænger af konteksten. Praksisfællesskabsbegrebet kan således bruges om alt fra meget store fællesskaber som den globaliserede verden, vesten, EU, Norden og Danmark til mindre fællesskaber som 3.a på Sølvgade Skole, direktionen i Danske Bank eller en madklub på Samsø. Forståelsen af specifikke fællesskabers særegenhed, kvalitet og status skabes ved at sætte fællesskaber i relation til hinanden. EU er ikke USA; direktionen i Danske Bank er ikke direktionen i Saxo Bank.

Min forståelse af, hvad et praksisfællesskab er, bygger først og fremmest på Bourdieus beskrivelser af socialiseringsprocesser, som jeg gennemgår i afsnit 8.5-8.7 samt Vygotskys læringsteori, som kort er beskrevet i afsnit 5.1. Ingen af de to bruger selv praksisfællesskabsbegrebet, som er udviklet i forlængelse af deres teorier af

socialantropologen Jean Lave og læringsteoretikeren Étienne Wenger, der siden 1990’erne under betegnelsen situeret læring har udviklet en konstruktionistisk læringsteori (Lave &

Wenger 1993, Wenger 1999).