Genrer som typificerede standarder

Bakhtin definerer aldrig eksplicit genrer som handling, men taler i relaterede termer om, hvordan ytringer grundlæggende er formålsrettede:

There can be no such thing as an absolutely neutral utterance. (…). Expressive intonation is a constitutive marker of the utterance. (Bakhtin 1986:84-85).

Genrer defineres af Bakhtin som relativt stabile typer ytringer (ibid.:60) og som helheder, der guider sprogbrugeren hele vejen igennem en ytring (ibid.:81). Disse helheder er obligatoriske at mestre for at kunne bruge sproget i praksis (ibid.:80). Bakhtin foregriber desuden Miller ved at argumentere for, at genrer udvikles inden for specifikke kontekster (ibid.:64). Bakhtin beskriver endvidere, hvordan de intentioner, hvorudfra vi ytrer os,

122

påvirker alle lag af ytringen, og at der som følge heraf knytter sig forskellige slags normer til hver af de typificerede intentioner: tematiske, stilistiske og kompositoriske. Af de tre typer af normer er det de stilistiske normer, Bakhtin først og fremmest er optaget af. Han henleder opmærksomheden på, at der til nogle genrer som f.eks. forretningsdokumenter, militære ordrer og skilte, men også hverdagsgenrer som hilsner, afsked og lykønskninger, hører meget faste konventioner, som gør, at de situerede manifestationer, de konkrete ytringer i tid og kontekst, for hver genre næsten bliver ens. De muliggør kun et minimum af personlig stil, mens andre genrer, som romanen, i høj grad giver plads til personlige ytringer (ibid.:63).

Man kunne udvide eksemplerne med f.eks. satire, essay, indie-film og performancekunst, der alle som romanen inviterer afsenderen til kreativt at udforske, hvor fleksible de konventioner, der definerer dem, er.

I forlængelse af Bakhtin kan genrestabilitet fastsættes til at betegne, at der findes en række situerede ytringer, som ligner hinanden, og eventuelt også at denne lighed bevares over en længere historisk periode. Genrestabilitet indikerer en stabilitet i konteksten.

Dels at det praksisfællesskab, som bruger genren, har stabile værdier og interesser, herunder at fællesskabets normer for gyldige intentioner og formål fastholdes over tid. Dels at de medier, som genren udspiller sig i, ikke forandres som følge af større kulturelle og sociale forandringer i samfundet eller af nyudviklet teknologi. Men selvom genrer er stabile, kommer de kun i spil i unikke ytringer, der altid åbner for kreativitet forstået som

ukonventionel handling. Situerede genrebrud kan skabe nye genrer eller radikalt forandre allerede eksisterende. Bakhtin beskriver, hvordan genrer, selvom de er genkendelige normative helheder, som udvikles inden for hver af samfundets sfærer, samtidig er “much more changeable, flexible, and plastic than language forms are.’ (ibid.:79).

Bakhtin lægger således i høj grad op til, at genrenormer kan beskrives. I passager lyder det næsten som om, at han er talsmand for synkrone genrebeskrivelser, der kortlægger genrers generiske stil, komposition og tematik. Samtidig beskriver han, som i citatet, genrer som fleksible standarder, der er langt mindre stabile end grammatiske konventioner.

Netop denne sammenligning mellem genrer og grammatiske konventioner ligger til grund for en af de centrale RGS-forskere Amy J. Devitts antologibidrag Genre as Language Standards (1997). I artiklen beskriver hun ligheden mellem genrer og grammatik.

Hun forholder sig kritisk til det, hun udpeger som den underliggende diskurs i den

123 genrepædagogiske debat, nemlig forestillingen om, at valgfrihed altid konnoterer noget godt, og begrænsninger altid noget dårligt. Denne forestilling, argumenterer hun for, fungerer som et underliggende værdisæt både hos kritikere af og fortalere for genrepædagogik, herunder også Sydneyskolens pro-genrepædagogiske repræsentanter såsom Frances Christie. Devitt argumenterer for et positivt syn på genremæssige begrænsninger:

I will argue that genres, like language standards, interlink standards/constraints and variation/choice, an interlink essential to the construction of meaning. (Devitt 1997:45).

Hun fremhæver ligheden mellem genrestandarder og de standarder, der findes i sproget, og som beskrives som lingvistisk skik og brug – lingvistisk etikette - i funktionelle

grammatiske beskrivelser. Disse udpeger de gældende normer for, hvordan man bruger kommaer og punktummer, hvordan sætningsleddene forbindes i hoved- og bisætninger osv.

Hvis man bryder med disse standardiserede måder at bruge sproget på, inviterer man til, at andre lader det få konsekvenser, gode som dårlige (ibid.:46). Grammatiske og genremæssige standarder er begge både kontekstafhængige, situationelt indlejret og forskellige fra person til person.

Devitt uddyber beskrivelsen af genrer som standarder. Hver person har et register af muligheder (ibid.:50). Når vi bruger sproget, så forholder andre sig til, om vi bruger såvel grammatiske som genremæssige standarder på en passende eller upassende måde. Standarder defineres således både ud fra funktionalitet og ud fra, om de er socialt passende (ibid.:50). Devitt forstår ikke genrer som restringerede standarder, men ser genrer som ’a choice that can be made’ (ibid.:46). Ligesom grammatiske regelsæt altid åbner for et hav af valgmuligheder, gør beskrivelser af genrers træk det også: ’within any genre, there is a great deal of ”free” variation’ (ibid.:52). Sproglig betydning opstår, fordi vi forstår

betydninger i relation til andre betydninger: ‘Without the possibility of an alternative, no standards need develop for no meaning is made’ (ibid.:53).

Devitt forholder sig således positivt til muligheden for at kunne beskrive genrestandarder. Hun er derfor også, som jeg har påpeget i afsnit 5.4, den, der i RGS-regi har arbejdet mest ihærdigt på at udvikle en genrepædagogik.

Devitts teoretiske forklaringer af forholdet mellem standarder og

valgmuligheder kredser først og fremmest om sprogbrugeres aktive valg. De tekster, som indeholder nyskabelser, kan fortolkes positivt som kreative nye måder at gøre ting på, eller

124

de kan fortolkes negativt som udtryk for misforstået eller upassende kommunikation.

Dedømmelse sker først i modtagelsen.

Devitt fortolker kreativitet som et udslag af viderebearbejdning og eventuel grænsesprængning frem for af grænseløshed, når hun i den tidligere artikel, Generalizing about Genre: New Conceptions of an Old Concept (1993), beskriver genrer som dynamiske i den forstand, at de udvikles og forandres gennem situeret genrebrug:

Working within existing genres as well, individuals choose and create: even the most rigid genre requires some choices, and the more common genres contain substantial flexibility within their bounds. (…). Individuals choose within linguistic and generic conventions, and they create and recreate the society that those conventions reflect.

Although genre thus is a social concept and construct, it also clarifies the nature of individual choices. Again, genre proves the dichotomy false. (Devitt 1993:580).

Devitts begreb om standarder arbejder godt sammen med Swales og Bazermans begreb om rammer.

Når genrer begrebsliggøres metaforisk som typificerede standarder og rammer, tillægges de en fasthed og afgrænsning af fysiske dimensioner. Derfor er det oplagt at

diskutere, om genrer kan beskrives udtømmende. Hos RGS og ESP er svaret overordnet nej, hos Sydneyskolen i højere grad ja. Det samme gælder for afdækningen af et felts netværk af genrer. Sydneyskolen argumenterer for at kunne afdække sådanne netværk gennem

systematiske beskrivelser af det finitte antal genreressourcer, der er til rådighed i den situationelle og kontekstuelle kontekst, og som den enkelte sprogbruger vælger imellem i konstruktionen af sin situerede ytring (Martin & Rose 2008:21-22), mens RGS og ESP er enige med Bakhtin om det umulige i at ville lave udtømmende genrebeskrivelser:

The wealth and diversity of speech genres are boundless (…) because the various possibilities of human activity are inexhaustible, and because each sphere of activity contains an entire repertoire of speech genres that differentiate and grow as the particular sphere develops and becomes more flexible. (Bakhtin 1986:60).

For Bakhtin er talegenrer langtfra noget, der kan fastfryses. Bakhtin bruger begrebet speech genres, men bruger f.eks. ofte romanen som et eksempel på en genre. Jeg tillader mig derfor at udlægge citatet ovenfor som om, der ikke kun teoretiseres over mundtligt sprogbrug, men at speech genre-begrebet er rummeligt nok til også at kunne indbefatte skriftlige genrer.

Miller (1984) er ligeledes inde på umuligheden af at lave udtømmende, taksonomiske beskrivelser af samfundets genresystemer: ‘the number of genres current in

125 any society is indeterminate and depends upon the complexity and diversity of the society.’

(Miller 1984:163). Jeg har allerede i afsnit 5.2 og afsnit 5.4 vist, hvordan disse teoretisk meget forskellige grundantagelser hos Sydneyskolen og RGS resulterer i vidt forskellige empiriske erkendelsesinteresser og metodologiske overvejelser.