Kapitel 18: Stiftelse af SE-datterselskab, omdannelse og øvrige omstruktureringer 1013
3.1. Kort om stiftelsesmåderne
Det har ved udformningen af forordningen været magtpåliggende, at der blev fastlagt relativt håndfaste regler for, hvorledes og af hvem SE-selskaber kan stiftes.
Baggrunden for dette er til dels historisk, idet EU-Kommissionens før-ste forslag til forordning fra 1970 havde en målsætning om, at forord-ningen skulle være et middel til integration af allerede bestående virk-somheder. Det europæiske selskab skulle udfylde et påtrængende øko-nomisk behov for samarbejde over grænserne. Til nystiftelse af virk-somheder blev de nationale regler om organisationsformer anset for at være tilstrækkelige. Disse bevæggrunde er også grundlaget for det reviderede udkast til forordning fra 1975, jf. EF-Bull. 4/75, og bemærk-ningerne til art. 2, p. 138 ff. Begrænsbemærk-ningerne i stiftelsesmåderne skal ses på baggrund af det retlige grundlag, hvorpå Fællesskabet kan handle, hvilket kræver, at der allerede eksisterer et grænseoverskri-dende element, jf. nærmere herom Françoise Blanquet, Revue du Droit de l’Union européenne, Clément JUGLAR nr. 1, 2001, hvori der hen-vises til, at hjemmelsgrundlaget for forordningen er art. 308. Endvidere og nok så væsentligt har medlemsstaterne villet undgå, at SE-selskaber kunne anvendes til at omgå den enkelte medlemsstats lovgivning om medarbejderrepræsentation m.v.
I det følgende vil de måder, hvorpå et SE-selskab kan stiftes, blive introduceret med henblik på at give et overblik over de enkelte stiftelsesmåder. Stiftelsesmåderne vil blive behandlet særskilt og mere indgående i de følgende kapitler.
Præambel nr. 10-11 til forordningen, som skal ses i sammenhæng med bestemmelserne i art. 2, giver et overblik over de måder, hvorpå
et SE-selskab kan stiftes.1 Forordningen indeholder som udgangs-punkt (jf. nærmere herom ved omtalen af den femte og sjette stif-telsesmåde nedenfor) en udtømmende opremsning af de måder, hvorpå et SE-selskab kan stiftes:
Den første stiftelsesmåde er stiftelse af et SE-selskab ved fusion. Et SE-selskab kan efter denne procedure stiftes ved en fusion mellem aktieselskaber2, hvis mindst to af selskaberne henhører under for-skellige medlemsstaters lovgivning, jf. art. 2, stk. 1, og 17-31 (se nærmere om denne stiftelsesmåde i kap. 4).
Den anden stiftelsesmåde er stiftelse af et SE-holdingselskab. Et SE-selskab kan efter denne procedure stiftes ved, at aktieselskaber eller andre selskaber med begrænset ansvar3 etablerer et holding-selskab, hvis mindst to af selskaberne er omfattet af forskellige med-lemsstaters lovgivning, eller i mindst to år har haft et datterselskab eller en filial i en anden medlemsstat, jf. art. 2, stk. 2, og 32-34 (se nærmere om denne stiftelsesmåde i kap. 5).
Den tredje stiftelsesmåde er stiftelse af et fælles SE-datterselskab. Et SE-selskab kan efter denne procedure stiftes ved, at selskaber om-fattet af EF-traktatens art. 48. stk. 24, eller andre privatretlige eller offentligretlige juridiske enheder etablerer et fælles datterselskab, hvis mindst to af selskaberne er omfattet af forskellige medlemssta-ters lovgivning, eller i mindst to år har haft et datmedlemssta-terselskab eller en filial i en anden medlemsstat, jf. art. 2, stk. 3, og 35-36 (se nærmere om denne stiftelsesmåde i kap. 6).
Den fjerde stiftelsesmåde er omdannelse af et aktieselskab til et SE-selskab. Et SE-selskab kan efter denne procedure stiftes ved, at et aktieselskab5 omdanner sig til et SE-selskab, hvis det i mindst to år har haft et datterselskab i en anden medlemsstat, jf. art. 2, stk. 4, og 37 (se nærmere om denne stiftelsesmåde i kap. 7).
1. For en oversigt over stiftelsesmåderne henvises til omstående bilag til denne bog.
2. Jf. afgrænsningen heraf i bilag I til forordningen.
3. Jf. afgrænsningen heraf i bilag II til forordningen (for Danmarks vedkommende aktie- og anpartsselskaber).
4. EF-traktatens art. 48 omfatter privatretlige selskaber, heri indbefattet kooperative selskaber, samt alle andre juridiske personer, der henhører under den offentlige ret eller privatretten, med undtagelse af selskaber, som ikke arbejder med gevinst for øje.
5. Jf. afgrænsningen heraf i bilag I til forordningen.
Ud over disse fire stiftelsesmåder, der alle vedrører den oprin-delige stiftelse af et SE-selskab, fastsætter forordningen, at et alle-rede etableret SE-selskab som en femte stiftelsesmåde kan stifte et nyt SE-selskab som datterselskab, jf. art. 3, stk. 2 (se nærmere om denne stiftelsesmåde under 18.2.).
Derudover er der en sjette stiftelsesmåde, som vedrører den si-tuation, hvor et allerede stiftet SE-selskab indgår i stiftelsen af nye SE-selskaber. Denne stiftelsesmåde er sparsomt reguleret i art. 3, stk.
1, hvoraf det fremgår, at med henblik på anvendelsen af art. 2, stk.
1-3, betragtes SE-selskabet som et aktieselskab, der hører under lov-givningen i den medlemsstat, hvor SE-selskabet har sit vedtægts-mæssige hjemsted, jf. nærmere under 18.2.
Som det fremgår af de nævnte stiftelsesmåder, kan et SE-selskab ikke stiftes af fysiske personer. Dette er modsat, hvad der gælder for stiftelse af f.eks. et dansk aktie- eller anpartsselskab. Det er også modsat, hvad der gælder efter forordningen om det europæiske andelsselskab (SCE), som er omtalt nærmere under 2.1.6. Forord-ningen fastsætter udtrykkeligt, at det alene er selskaber, der kan stifte et SE-selskab. Hvilke typer af selskaber, der kan stifte et SE-selskab, afhænger af stiftelsesmåden. De selskaber, der kan deltage i stiftel-sen af et SE-selskab efter art. 2, stk. 1, 2 og 4, fremgår af bilag I og II til forordningen. Stiftelse af et SE-datterselskab, jf. art. 2, stk. 3, kan ske af flere selskabstyper, jf. ovenfor.
Selskaber, der vil stifte et SE-selskab, skal endvidere opfylde et grænseoverskridende element. Det grænseoverskridende element af-hænger – ligesom ved reglerne for de stiftende selskabstyper – af stiftelsesmåden. Udgangspunktet er, at de selskaber, der ønsker at deltage i stiftelsen af et SE-selskab, skal have hjemsted i forskellige medlemsstater. Ved to af stiftelsesmåderne – stiftelse af et SE-hol-dingselskab og SE-datterselskab – er kravet om det grænseoverskri-dende element imidlertid opfyldt, selvom de stiftende selskaber har hjemsted og hovedkontor i samme medlemsstat, forudsat at hvert af de stiftende selskaber har en erhvervsmæssig tilknytning (i form af et datterselskab eller filial) til en anden medlemsstat.
De relativt beskedne krav, der stilles til det grænseoverskridende element, illustreres tillige af, at der i et vist omfang synes at blive lagt større vægt på formalitet end substans. Et SE-selskab kan, som allerede nævnt, stiftes som et SE-holdingselskab eller
SE-dattersel-3.1. Kort om stiftelsesmåderne
skab, hvis mindst to af de stiftende selskaber i mindst to år hvert har haft et datterselskab eller en filial i en anden medlemsstat. Tilsva-rende gør sig gældende ved omdannelse til et SE-selskab, hvor det er tilstrækkeligt, at aktieselskabet har haft et datterselskab i to år henhørende under en anden medlemsstat. Ud over kravet om, at datterselskabet eller filialen skal have eksisteret i mindst to år, stiller forordningen ikke nærmere krav om virksomhedens omfang eller karakter (der er dog krav om en vis erhvervsmæssig tilknytning, når der er tale om selskaber, der ikke har hovedkontor i EU, jf. nærmere nedenfor om art. 2, stk. 5, jf. SE-lovens § 4).
Der kan derfor rejses spørgsmål, om et SE-selskab kan stiftes ved brug af et såkaldt skuffeselskab uden erhvervsmæssig aktivitet, som er stiftet i en anden medlemsstat med det ene formål at opfylde for-ordningens formelle krav om et grænseoverskridende element. For-ordningen stiller ikke – bortset fra den nævnte art. 2, stk. 5 – krav om en vis erhvervsmæssig aktivitet. Spørgsmålet er, om et skuffeselskab kan blive diskvalificeret fra at deltage i stiftelsen af et SE-selskab, fordi det ikke kan anses for at være et »reelt« selskab i forordningens forstand. Af forordningens præambel nr. 1 og 2 fremgår, at »[...]
selskaber, hvis aktivitet ikke er begrænset til at dække rent lokale behov, kan planlægge og gennemføre reorganiseringen af deres ak-tiviteter på fællesskabsplan«, hvilket forudsætter, at de »får mulig-hed for at lægge deres potentiel sammen gennem fusioner«. Det hedder endvidere i præambel nr. 3, at »[g]ennemførelse af omstruk-turerings- og samarbejdsforanstaltninger, der omfatter selskaber fra forskellige medlemsstater, støder på vanskeligheder af både juri-disk, psykologisk og skattemæssig art [...]«. I præambel nr. 4 hedder det endelig, at »[d]en juridiske ramme, inden for hvilken virksom-hederne skal operere i Det Europæiske Fællesskab, bestemmes fort-sat primært af den nationale lovgivning og stemmer således ikke længere overens med den økonomiske ramme, inden for hvilken virksomhederne skal udvikle sig for at bidrage til virkeliggørelsen af målene i traktatens art. 18. Denne situation udgør en væsentlig hindring for sammenslutninger mellem selskaber fra forskellige medlemsstater«.
Forordningens præambel nr. 1 og 2 sammenholdt med ordlyden af nr. 3 og 4 kunne tyde på, at selskabet for at få gavn af forordnin-gens muligheder skal have en eller anden form for aktivitet. Dette
skal også sammenholdes med, at forordningen som nævnt i art. 2, stk. 2 og 3, stiller krav om, at de deltagende selskaber i mindst to år har haft et datterselskab eller en filial, der henhører under en anden medlemsstats lovgivning (et tilsvarende krav stilles i relation til art.
2, stk. 4, som dog alene nævner datterselskaber).
Det er dog vanskeligt at forestille sig, at et krav om en bestemt aktivitet vil harmonere med EF-Domstolens praksis i sagerne ved-rørende Centros 212/97), Überseering 208/00), Inspire Art (C-176/01) og SEVIC Systems AG (C-411/03). Centros-sagen og Inspire Art-sagen er omtalt under 4.11., mens Überseering-sagen og SEVIC-sagen er omtalt under 1.4. Det må antages, at et selskab, der er lovligt stiftet og eksisterer under national lovgivning i en EU- eller EØS-stat, kan deltage i stiftelsen af et SE-selskab, ligesom det må kunne danne grundlag for, at det deltagende selskab kan stifte et SE-selskab (ved at være underliggende datterselskab eller filial til selskabet). Der kan således tænkes oprettet et SE-selskab ved fusion mellem f.eks. et dansk og tysk skuffeselskab, ligesom man kan fore-stille sig et udbud af færdigregistrerede »skuffe-SE-selskaber«, som det kendes fra de almindelige aktieselskaber.6 Derimod kræves der formentlig en aktivitet i det tilfælde, hvor der er tale om selskaber fra tredjelande, jf. ordlyden af art. 2, stk. 5, jf. SE-lovens § 4, som er omtalt nedenfor.
Ligeledes er spørgsmålet, hvorvidt et datterselskab (eller tillige en filial ved stiftelse af et SE-holdingselskab og SE-datterselskab) henhørende under en anden medlemsstat ved universalsuccession kan overføres til et deltagende selskab til stiftelse af et SE-selskab.
Der kan eksempelvis være tale om, at et dansk anpartsselskab, der har haft et datterselskab i mindst to år henhørende under en anden medlemsstats lovgivning, omdannes til et aktieselskab, hvorefter aktieselskabet ønskes omdannet til et SE-selskab. I denne situation må aktieselskabet antages at succedere i anpartsselskabets stilling, da der er tale om den samme juridiske person. Tilsvarende må
an-6. Jf. Jacob Hjortshøj og Tomas Krüger Andersen, NTS 2001:4, p. 474, som antager, at der ud fra et ønske om at undgå de noget tunge stiftelsesregler vil opstå et marked for levering af »skuffe-SE-selskaber« på tilsvarende måde, som man kender det fra de almindelige aktieselskaber. Se også Engsig Sørensen, Samarbejde mellem selska-ber i EF, p. 311.
3.1. Kort om stiftelsesmåderne
tages at gælde i den situation, hvor et dansk aktieselskab er det fortsættende eller nystiftede selskab ved en fusion eller spaltning.
Begge situationer er omtalt nærmere under 18.4.1. og 18.4.2.
Selvom forordningen umiddelbart må anses for at være udtøm-mende i sin opremsning af stiftelsesmåderne, giver forordningens femte og sjette stiftelsesmåde (SE-selskabets stiftelse af SE-selskab som datterselskab og selskabets deltagelse i stiftelsen af nye SE-selskaber, som er omtalt nærmere ovenfor) anledning til usikkerhed med hensyn til, hvilke muligheder et allerede etableret SE-selskab i øvrigt har for at stifte nye SE-selskaber. Ud over bestemmelsen i art.
3, stk. 1 og 2, indeholder forordningen ikke nærmere regler herom.
Det fremgår ikke klart, om et SE-selskab, der stifter nye SE-selskaber på de i art. 2, stk. 1-3, angivne måder, er underlagt forordningens bestemmelser, herunder kravet om et grænseoverskridende element, eller national ret, jf. nærmere herom under 18.2.
Forordningen angiver ikke, hvor SE-selskabet skal placere sit ved-tægtsmæssige hjemsted. Der er således ikke krav om, at SE-selskabet skal placere sit hovedkontor og vedtægtsmæssige hjemsted i en af de medlemsstater, hvori de deltagende selskaber har vedtægtsmæs-sigt hjemsted. SE-selskabet kan frit vælge, hvor i EU- eller EØS-staterne det vil placere sit hovedkontor og vedtægtsmæssige hjem-sted. Det anførte gælder dog ikke i relation til omdannelse, hvorom forordningen bestemmer, at selskabet ikke kan skifte hjemsted i for-bindelse med omdannelsen, jf. art. 37, stk. 3, omtalt nærmere under 7.1.
Forordningens art. 7 kræver, at SE-selskabets vedtægtsmæssige hjemsted og hovedkontor skal være sammenfaldende, og der er således ikke – uanset det pres, der i øvrigt er fra EU’s side på hovedsædeteorien – sket et valg mellem registrerings- og hovedsæ-deteorien i forordningen. Efter Centros-sagen7 og Überseering-sa-gen8 er EU-medlemsstaternes adgang til at gøre brug af hovedsæ-deteorien reduceret i betydeligt omfang.9
7. EF-Domstolens afgørelse af 9. marts 1999 i sag C-212/97, jf. U2000.1079H, omtalt under 4.11.
8. EF-Domstolens afgørelse af 5. november 2002 i sag C-208/00, omtalt under 1.4.
Überseering-sagen er tillige bl.a. omtalt af Erich Schanze & Andreas Jüttner, Die Aktiengesellschaft 1/2003, p. 30 ff. Se også Karsten Engsig Sørensen, NTS 2002:4, p.
Eddy Wymeersch, CMLR, nr. 40, 2003, p. 661 (p. 692 ff.), sætter på baggrund af en gennemgang af EF-Domstolens praksis, herunder Überseering-sagen, i forhold til art. 64, stk. 2, spørgsmålstegn ved, om forordningens krav er forenelige med den praksis, EF-Domstolen har lagt med Überseering-sagen. Forordningens krav er relativt byrdefulde og derfor vanskelige at forene med EF-Domstolens afgørelse i Überse-ering-sagen. Se endvidere samme forfatter i Jonathan Rickford (red.), The European Company developing a community law of corporations, p. 83 (p. 91 ff.). På tilsvarende vis antager Werlauff i U2004B.242, at kravet om sammenfald mellem vedtægtsmæssigt hjemsted og hoved-kontor må være i strid med EF-traktatens art. 43 og 48. Det anføres bl.a., at EF-Domstolens nyere praksis for så vidt angår selskabers eta-bleringsret har overhalet dette element i forordningen, som derfor for-mentlig vil kunne kendes ugyldigt af EF-Domstolen. Werlauff antager således, at kravet formentlig vil blive ophævet i forbindelse med an-vendelse af revisionsparagraffen i forordningens art. 69, litra a. Se end-videre Søren Friis Hansen i Juridiske emner ved Syddansk Universitet 2005, Hans Viggo Godsk Pedersen (red.), p. 105, om hjemstedsbegrebet i dansk og europæisk selskabsret.
Kravet i art. 7 om sammenfald mellem SE-selskabets hovedkontor og dets vedtægtsmæssige hjemsted skal ses i sammenhæng med behovet for præcist at kunne identificere den lovgivning, der finder anvendelse på SE-selskabet, hvor forordningen direkte henviser til national ret (f.eks. art. 5), eller hvor national ret finder anvendelse som følge af retskildehierarkiet i art. 9. Med de mange henvisninger til national ret er det måske umiddelbart forståeligt, at forordningen for at skabe klarhed over, hvilke regler der finder anvendelse, har valgt en model, hvor der skal være sammenfald mellem hovedkon-toret og det vedtægtsmæssige hjemsted. Man kan dog med rette spørge, ligesom ovennævnte forfattere, om EF-Domstolens praksis
405 ff., og Søren Friis Hansen, NTS 2003:4, p. 431 ff. Se ligeledes Eddy Wymeersch i CMLR 40, 2003, p. 661 ff., Marcus Lutter, ERT, 2000, p. 60 ff., og Patrick S. Ryan, Columbia Journal of European Law, Vol. 11/2, 2004/05, p. 187 ff. Se endvidere Kar-sten Engsig Sørensen, NTS 2005:4, p. 23 ff., og samme forfatter i ErhvervsJuridisk Tidsskrift, nr. 2, 2006, p. 110 ff.
9. Se nærmere herom Jan Schans Christensen, Kapitalselskaber, kap. 3. Se tillige Go-mard, Aktieselskaber & anpartsselskaber, p. 98, Peter Arnt Nielsen, International privat- og procesret, p. 631 ff., samt gennemgangen hos Mette Neville, Niels Winther-Sørensen og Karsten Engsig Winther-Sørensen i The Internationalisation of Companies and Company Laws (Mette Neville & Karsten Engsig Sørensen (red.)), p. 191 ff.
3.1. Kort om stiftelsesmåderne
har overhalet forordningen indenom på dette punkt. Det må dog nok anses for tvivlsomt, om en retsakt, der er vedtaget med henvis-ning til navnlig EF-traktatens art. 308, og hvorved der skabes en ny europæisk selskabsform, vil blive anset for ugyldig med henvisning til en retspraksis, som angår nationale selskabsformer. Noget andet er, at den nævnte praksis fra EF-Domstolen gør det naturligt at overveje bestemmelsen ved en eventuel revision af forordningen på dette punkt. Endvidere kan man forestille sig, at den beskrevne praksis kan få betydning ved fortolkningen af hovedkontor ved præjudicielle spørgsmål, der forelægges EF-Domstolen i medfør af art. 64, stk. 3.
Kravet om sammenfald mellem hovedkontoret og det vedtægts-mæssige hjemsted er en af de bestemmelser, der i medfør af revisi-onsklausulen i forordningens art. 69, litra a, inden for fem år skal overvejes nærmere, herunder om det skal tillades, at et SE-selskabs hovedkontor og vedtægtsmæssige hjemsted er beliggende i forskel-lige medlemsstater.
Forordningen finder som nævnt tidligere anvendelse på selska-ber, der har vedtægtsmæssigt hjemsted og hovedkontor i EU, samt selskaber, der har deres vedtægtsmæssige hjemsted og hovedkontor i et af EØS-staterne. Herved er Norge, Island og Liechtenstein også omfattet af forordningens regler.10
Den enkelte medlemsstat kan bestemme, at et selskab, der ikke har sit hovedkontor i Fællesskabet (EU eller EØS), kan deltage i stiftel-sen af et SE-selskab, hvis visse kriterier er opfyldt, jf. art. 2, stk. 5.
Bestemmelsen stiller krav om, at selskabet har vedtægtsmæssigt hjemsted i en medlemsstat samt en faktisk og vedvarende tilknyt-ning til erhvervslivet i en medlemsstat. Der er derimod ikke krav om, at selskabet har en faktisk og vedvarende tilknytning til netop den medlemsstat, hvori selskabet har vedtægtsmæssigt hjemsted.
10. Forordningen er omfattet af EØS-aftalen, jf. EØS-aftalen art. 77 og afgørelse nr.
93/2002 af 25. juni 2002 fra det blandede EØS-udvalg om ændring af bilag XXII (selskabsret) punkt 10 a til EØS-aftalen, EF-Tidende nr. L 266 af 3. oktober 2002, p. 69.
Det samme gælder for det tilhørende medarbejderdirektiv, jf. afgørelse truffet af det blandede EØS-udvalg nr. 89/2002 af 25. juni 2002 om ændring af bilag XVIII (sund-hed og sikker(sund-hed på arbejdspladsen, arbejdsret og ligebehandling af mænd og kvin-der) til EØS-aftalens pkt. 32 e, EF-Tidende nr. L 266 af 3. oktober 2002, p. 61.
Det fremgår af forordningens præambel nr. 23, at den »faktiske og vedvarende tilknytning« navnlig vil foreligge, hvor SE-selskabet har et forretningssted i en medlemsstat og driver virksomhed herfra.
Hensigten med bestemmelsen er at sikre, at alle selskaber, der er omfattet af den frie etableringsret i henhold til EF-traktaten, skal kunne deltage i stiftelsen af et SE-selskab.
Valgmuligheden i forordningens art. 2, stk. 5, er for dansk rets vedkommende udnyttet i § 4 i SE-loven. Det følger af denne be-stemmelse, at et selskab, der ikke har sit hovedkontor i en EU- eller EØS-stat, kan deltage i stiftelsen af et SE-selskab med vedtægtsmæs-sigt hjemsted i Danmark, hvis selskabet 1) er stiftet i overensstem-melse med en medlemsstats lovgivning, 2) har sit vedtægtsmæssige hjemsted i samme medlemsstat, samt 3) har en faktisk og vedva-rende tilknytning til erhvervslivet i en medlemsstat. Det fremgår af bemærkningerne til § 4 i SE-loven, at der med udtrykket »selskab«
menes de selskaber, der i henhold til art. 2, stk. 1-3, kan deltage i stiftelsen af et SE-selskab.11
Efter den tidligere bestemmelse i ASL § 3, stk. 2, jf. § 176, som blev ophævet ved lov nr. 226 af 31. marts 2004, var det et krav ved stiftelsen af et aktieselskab, at mindst én stifter havde bopæl her i landet, medmindre Erhvervs- og Selskabsstyrelsen undtog fra dette krav. Selskaber beliggende inden for EU eller EØS-aftalens område var undtaget fra bopælskravet i medfør af Erhvervs- og Selskabs-styrelsens vejledning nr. 93 af 29. maj 1996 om fravigelse af bopæls-kravene i aktieselskaber. Med de ændrede regler kan alle fysiske såvel som juridiske personer (selskaber, fonde og foreninger m.v.) og offentlige myndigheder, som har den fornødne retsevne, stifte et aktieselskab i Danmark uanset deres nationalitet og bopæl (domi-cil).
Med indarbejdelsen af art. 2, stk. 5, i SE-lovens § 4 bliver selska-ber med hovedkontoret beliggende uden for EU- eller EØS-staterne så vidt muligt sidestillet med de juridiske personer, der kan stifte et dansk aktieselskab.
11. Jf. forarbejderne til loven i FT 2004, Tillæg A, sp. 4995 ff. Bestemmelsen kan ikke antages at finde anvendelse på et aktieselskab, der vil omdanne sig til et SE-selskab, jf. ordlyden af art. 2, stk. 5, der taler om at »deltage i stiftelsen«. Se herved tillige Werlauff, SE-selskabet – det europæiske aktieselskab, p. 40.
3.1. Kort om stiftelsesmåderne
Det er i SE-lovens § 16 bestemt, at SE-selskaber med vedtægts-mæssigt hjemsted i Danmark skal registreres i Erhvervs- og Selskabs-styrelsen, jf. nærmere nedenfor. Ved anmeldelsen til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen skal selskaberne dokumentere, at de er stiftet i overensstemmelse med en medlemsstats lovgivning, at det ved-tægtsmæssige hjemsted er beliggende inden for samme medlems-stat, og at selskabet har en faktisk og vedvarende tilknytning til erhvervslivet i en medlemsstat, jf. Anmeldelsesbekendtgørelsens § 21, nr. 2 og 9.
I Sverige er forordningens art. 2, stk. 5, indarbejdet i 4 §, jf. Lag (2204:575) om europabolag (prop. 2003/04:112, p. 51 ff.).12
Tilsvarende er bestemmelsen i forordningens art. 2, stk. 5, indarbej-det i Norge, jf. lov om europeiske selskaper ved gjennomføring av EØS-avtalen vedlegg XXII nr. 10 a (rådsforordning (EF) nr. 2157/2001) (SE-loven) § 4, og i Finland, jf. 3 § i lag om europabolag 13.8.2004/742.13 I Storbritannien var bestemmelsen ikke foreslået indarbejdet, som det fremgår af et konsultationsdokument fra oktober 2003 udarbejdet af Department of Trade and Industry. Dette begrundes med, at det er svært at fastlægge tilstedeværelsen af en faktisk og vedvarende tilknyt-ning til erhvervslivet i en medlemsstat. På baggrund af resultatet af en høring i forbindelse med konsultationsdokumentet er denne opfattelse imidlertid ændret således, at bestemmelsen er indarbejdet i engelsk ret bl.a. under hensyn til den større fleksibilitet, det giver, jf. del 4, pkt. 55, i Statutory Instrument 2004, nr. 2326.14
12. Den svenske lov blev vedtaget 10. juni 2004, og loven kan findes på www.notisum.se.
Se endvidere den svenske betænkning, der danner grundlag for loven, jf. Ds 2003:15, Europabolag, som kan findes på www.regeringen.se. Se endvidere Johan Danelius, NTS 2004:4, p. 391 ff. I Island er forordningen gennemført ved lov nr. 26 af 27. april 2004 om europeiske selskab, som kan findes på www.se-network.org. Loven er i hovedtræk baseret på den svenske lov. Se om reguleringen af SE-selskaber i Krzysz-tof Oplustil og Christoph Teichmann (red.), The European company – all over Europe.
13. Lov om europeiske selskaper ved gjennomføring av EØS-avtalen vedlegg XXII nr. 10 a (rådsforordning (EF) nr. 2157/2001) (SE-loven) blev fremsat for Stortinget 12. no-vember 2004. Loven er vedtaget 4. marts 2004 (Besl. O. nr. 47), Lov-2005-04-01-14.
Loven kan findes på www.lovdata.no. Den finske lov blev vedtaget 13. august 2004, og loven kan findes på www.finlex.fi.
14. Konsultationsdokument fra Departement of Trade and Industry, oktober 2003 (URN 03/1279), Implementation of the European Company Statute: The European Public Limited-Liability Company Regulations 2004, som kan findes på www2.dti.gov.uk og www.se-network.org. Se endvidere resultatet af konsultationen, Implementation of the European Company Statute: The European Public Limited-Liability Company
I Tyskland er bestemmelsen ikke indarbejdet, jf. den tyske Gesetz zur Einführung der Europäischen Gesellschaft (SE-Ausführungsgesetz – SEEG) af 22. december 2004.15Dette skal formentlig ses i sammenhæng med det forhold, at hovedsædeteorien omtalt nærmere under 1.4. har været fulgt i Tyskland, i hvert fald indtil for nylig.