Kvinde – 46 år – gift – tre børn
Fra bolig til uden bolig
Hun var i en periode uden arbejde og havde derfor ikke penge til huslejen. I næsten et år betalte hun ikke husleje.
Hun var godt klar over, at det kunne betyde, at hun blev sat ud af sin bolig.
Det fyldte meget i hendes tilværelse. ”Jeg havde dårlig samvittighed...Selv-følgelig. Jeg tænkte hele tiden på, at de kunne komme og smide os ud. Det fyldte meget”.
Hun husker kun, at hun fik en rykker. En dag kom politiet sammen med INI a/s. ”De kom og sagde, at vi kan flytte ind i et værelse...Så tænkte jeg ikke over det...Så jeg smider alt det ud, som jeg ikke kan have med...eller lader det blive stående. De sagde, at vi havde weekenden til at smide ud i”.
Til et spørgsmål om INI fortalte hende, at de kunne få deres ting opbevaret, siger hun: ”Det vidste jeg ikke noget om...Jeg gav alt ud. Jeg vidste ikke, jeg kunne få noget i en container. Jeg måtte tage det med, jeg kunne bruge...og resten skulle vi bare have ud af lejligheden...Mere fik jeg ikke at vide”.
Da de flyttede første gang, havde de seng, fjernsyn, mobiler og lidt stole og borde, vaskemaskine, fryser og køleskab.
Hun tog ikke kontakt med kommunen, da hun blev arbejdsløs. ”Dengang vidste jeg ikke så meget, men nu ved jeg, hvor jeg skal gå hen og henvende mig”, siger hun.
Hun havde, da hun kom ud af boligen, en gæld på ca. 83.000 kr.
Livet før
Kaalat Hendriksen er født i Uummannaq. Har boet nogle år i Paamiut og har boet i byen, hvor hun nu bor, i 16 år. Hun har siden 2004 arbejdet som soci-almedhjælper i en daginstitution, først i en børnehave og siden i en vugge-stue bortset fra en periode, hvor hun ikke havde arbejde.
Livet uden egen bolig
Kaalat Hendriksen har boet i genhusningsbolig i ca. 3 år. Hun bor i genhus-ningsboligen sammen med sine døtre på 18, 14 og 12 år og sin mand.
Da de blev sat ud og kom ind i den første genhusningsbolig, var de i 2 år i den samme bolig. Siden er de blevet flyttet hver tredje måned. Det er derfor det fjerde sted, de bor. ”Det har gjort en stor forskel. De første to år kunne vi have det roligt. Det var meget bedre, at vi skulle hjem til de samme menne-sker. Nu skifter det hele tiden, og man ved ikke, om man kommer til at bo sammen med nogen, der larmer eller brokker sig...Det er hele tiden, vi skal flytte…og hvem er det, vi nu skal bo sammen med. Vi får heller ikke noget at vide på forhånd”.
De har efter, at de er begyndt at flytte rundt, efterladt deres bord. ”Det var svært med vores bord. Det var et dejligt gammelt bord. Det var tungt, og det
110
kunne jeg ikke have med, når jeg skulle flytte hver tredje måned...så det var svært”. Deres vaskemaskine er også smidt ud. Den var gammel og kunne ikke klare at blive flyttet sådan rundt med. De har stadig deres køleskab og fryser med.
Hun synes, det er belastende at skulle flytte rundt og fortæller, at hun har skadet sin skulder ved at skulle 'bære og bære'. Hun får hjælp af sine døtre og en veninde, når de skal flytte. ”Men det er som regel dyrt at flytte. Jeg kan godt bruge 200 kr. til taxa. Om vinteren er det bedre, så kan vi bruge slæ-den”, siger hun.
Det er hårdt for hendes børn at bo i genhusningsboligerne. ”De bliver over-belastet af at bo her. De bliver drillet med, at de er smidt ud af deres lejlig-hed, og får f.eks. at vide 'I er nogle fattige nogen', og de blev holdt ude og kunne ikke lege med de andre børn”, siger hun. Det var det første sted, hvor de boede i 2 år, at børnene blev mobbet.
”De er i pubertetsalderen...De kan være kræsne...De begynder at forandre sig og så bliver det omkring dem anderledes, men vi prøver at berolige dem og snakke med dem, når det kun er os, der er her...Når de begynder at have problemer, så er det rigtig svært...De vræler, selvfølgelig, og hvad skal jeg sige...De reagerer voldsomt”, siger hun videre. Hendes børn har nogle gan-ge bebrejdet hende, at de er blevet sat ud. De sigan-ger: ”Hvorfor er vi så-dan...eller hvorfor bor vi her...Hvornår bliver gælden betalt...Selvfølgelig forsøger jeg at forklare og berolige dem...Det er barsk...Vi skal være stærke.
Vi kan være sure i lang tid, men nogle gange er vi selvfølgelig glade. Det svinger hele tiden. Når vi er i vores båd – jollen – så er vi helt anderledes.
Så er vi som en familie, der er glad, og vi kan være os. Det er det samme, når vi tager i fjeldet. Så er der ikke andre mennesker. Så er det os...bare os.
Når vi vil råbe, så er det værsågod...eller hvad vi vil gøre. Vi kan være der hele dage og indtil midnat. Det er især i weekenden”.
De bor 5 i et værelse. ”Det er trangt, og det giver ikke plads til privatliv”, siger hun. Det kan være meget udfordrende ikke at have mulighed for et privatliv.
”Det sværeste her er, at vi ikke kan have noget privatliv. Det er svært for hele min familie. Vi har kun værelset, og selv der kan vi dårligt snakke uden, at de andre kan høre det gennem væggen”, siger hun. ”Om sommeren er det ok, om vinteren er det anderledes, man kan jo ikke have privatliv og alt....”.
De har båd og hunde. Det bruger båden meget. Så kan de komme væk fra lejligheden og være sig selv. Det bruger de også for at give børnene noget andet. De tager også ofte i fjeldet.
Kaalat Hendriksen synes, at den største udfordring og alt det, der følger med, er at skulle skifte bolig hver tredje måned. ”Det er hele tiden, at vi skal skifte...og hver gang nye mennesker. Det er ikke trygt”, siger hun. Hun vil næste gang, de skal flytte, tage hen til INI a/s og klage over, at de skal flytte så meget og har gjort det før. ”De siger, at det er bestyrelsen, der har beslut-tet det, og at de ikke kan lave det om”.
”Det kan være besværligt at bo så mange. Man er jo ikke ens. Og så må man tilpasse sig, og man må vente, når en anden f.eks. bruger ovnen. Vi prøver at enes og undgå at skændes og være rolige sammen. Vi må så ven-te, når der er nogen i køkkenet, og vi kan også aftale, hvem der er de førsven-te, der skal være i køkkenet. Men det kan være ret svært at være der, når flere vil lave mad på samme tid”.
Det kan også være en opgave at holde lejligheden i orden. ”Først forsøgte jeg at holde den ren. Så det var mig, der vaskede op og gjorde rent hele ti-den. Det blev for meget. Så prøvede vi at lave en plan for, hvem der på skift skulle gøre rent de forskellige steder. Det fungerede ikke. Vi havde planlagt,
111
hvem der skulle vaske gulve og holde orden der og der...men det gik helt i vasken. Så nu er det kun os, der gør rent”.
Det sted, de boede de første to år, var der kun dem og en enlig mand. ”Det var stille og roligt...Der kunne vi være, for han sejlede...Han var fisker, så han kunne være ude 5-6 dage. Så vi kunne have privatliv. Det var dejligt, men her, hvor vi bor nu...det kan man ikke her”. Der hvor de bor nu, er der et par ovenpå. De andre steder, hvor de har været, siden de er begyndt at flytte rundt, har de været mange i lejligheden. I en lejlighed har de været 13 – en familie på i alt 8 og så dem selv med 5. ”Det var en større lejlighed, men det er ikke det...der er stadig kun ét køkken”.
Hun har selv ikke familie i byen, men hendes mand har. De har snakket, om nogle af deres børn kunne bo hos dem. Hun siger herom: ”De [familien] gi-der ikke. De skal også have penge for kost og logi. Det kan jeg ikke betale.
De har måske også kun lidt plads, og så drikker de jo. Jeg er ikke en, der drikker meget”. Hendes mand drikker. ”Når han har penge til det...Når han har lidt overskud, så drikker han. Sidste gang han var fuld, blev han overfal-det, så jeg tror, han måske vil drikke mindre. Han skal ikke være her [i lejlig-heden], når han drikker, og kommer han hjem for at sove, når han er fuld, så er det direkte i seng”.
Kaalat Hendriksen har arbejde som socialmedhjælper i en vuggestue. Dette arbejde har hun haft i ca. 8 år – først i en børnehave og siden i en vugge-stue.
Hun opsøger nogle gange kommunen, men kun akut. ”Jeg tager en sag ad gangen og ikke det hele på en gang. Det bliver jo trættende, hvis man skal tage alle problemer på en gang. Det er mest om børnene, når jeg kontakter kommunen. Min mand er også blevet bedre til at støtte mig, så nu tegner det til at blive lysere tider”. Hun har også taget kontakt til skolen. ”Jeg har fortalt dem i skolen, at vi er blevet smidt ud, og hvad det betyder for børnene. De skal nemlig ikke bare dømme vores børn som uopdragne”.
Muligheder for at få egen bolig
Kaalat Hendriksen har arbejde og får hver måned overført en tredjedel af sin månedsløn til afdrag på deres gæld. Det er ca. 3800 kr. om måneden. Gæl-den er nu nede på knap 70.000 kr. ”Det er godt, når jeg kan betale, selvom det er hårdt, men jeg tænker også på, at vi ikke betaler husleje eller for el og vand”, siger hun.
De er ikke skrevet op hos INI til en ny lejlighed – eller er det måske alligevel.
Til et spørgsmål herom siger hun: ”Det ved jeg ikke...måske først, når jeg har betalt det hele”. Hun var ikke klar over, at hun kunne blive skrevet op, selv om hun havde gæld.
Hun har ikke snakket med INI om mulighederne for at få en bolig. Hun har kun læst i de brochurer, der ligger hos INI. Hun ved ikke, hvor lang tid der vil gå, før hun har fået betalt sin gæld.
Ønsker til fremtiden
Til spørgsmålet om, hvad hun vil tænke, hvis INI a/s tilbød hende en lejlig-hed, siger hun: ”Jeg tror jeg vil befinde mig i himmelen...så glad vil jeg bli-ve...Det vil være så dejligt. Det vil lette gevaldigt. Vi vil kunne have privatliv.
Nu går vi også og surmuler og græder lidt selvfølgelig, og gemmer os...luk-ker os inde på værelset, og man kan jo ikke rigtig snakke, for væggene er så tynde. Man kan tydeligt høre, hvad der siges inde ved siden af”. Hun tilføjer:
”Jeg har lovet mine børn, at det ikke sker igen, at vi bliver sat ud”.
Mens hun bor i genhusningsboligerne, vil hun gerne være fri for at flytte hele tiden. ”Når man flytter rundt, så flytter man tingene frem og tilbage...Det er
112
det værste...Det gør en træt, men vi skal klare det, selvom vi er belastet.
Man skal være stærk. Jeg vil ønske, at vi ikke skal flytte rundt hele tiden. Det er belastende, rigtig belastende”.