Kvinde – 46 år – gift – et barn
Fra bolig til uden bolig
De begyndte at komme bagud med deres regninger, da hun blev arbejdsløs.
Hendes mand er fisker og havde ikke fast indtægt og ofte en meget lille ind-tjening.
Hun blev dobbelt ramt. Der var i perioder ikke arbejde til hende på fabrikken.
Dertil kom, at hun blev syg. Hun fik gigt og fik fra hospitalet at vide, at hun ikke længere måtte arbejde på fabrikken. Der stødte flere ting til, så hun skulle til Nuuk for at bliver opereret for galdesten.
126
De havde fået 2 eller 3 rykkere. Hendes mand var lige kommet hjem fra fi-skeri, da politiet kom og sagde at de skulle ud. Hun var på arbejde på fabrik-ken. Hendes mand kom ned til hende og fortalte, at politiet var kommet, og at de skulle ud af lejligheden nu. ”Jeg var nødt til at tage fri midt i det hele for at tage ned til INI a/s...Min mand havde end ikke fået taget sit fiskertøj af, da de kom ind og sagde: 'Så, nu skal I ud herfra.' ”
”Jeg skyndte mig ned til INI a/s før lukketid...vi havde jo ikke nogen steder at gøre af vores ejendele...Jeg sagde til dem, at jeg er blevet sat ud af min lej-lighed og ikke har noget sted at tage hen. De gav mig en nøgle til en lejlig-hed og sagde 'Her skal I genhuses. Der skal I bare tage hen for det er der, I skal være’. Men jeg var aldrig blevet informeret om, at vi skulle flytte rundt.”
De vidste ikke hvor de skulle gøre af deres ejendele. ”Jeg spurgte i INI a/s, hvor jeg kunne gøre af mine ting, og de svarede, at det ikke var deres an-svar. Så vi kunne bare begynde at smide ud af det, der skal smides ud, og beholde det, vi gerne vil beholde. Vi fik ikke noget tilbud om at få opbevaret vores ting...Så vi fik travlt. Jeg undersøgte, om der var en kælder eller et udhus ved genhusningsboligen, men det var der ikke. Gudskelov kunne vi opbevare vores ting midlertidigt i min mands fætters og kusines udhus”.
”Vi tog en topersoners sofa og en trepersoners sofa med, et bord...en lille reol og et fjernsyn og radio...Vi vidste jo ikke, hvor stort et sted, vi skulle hen til...Vi havde ikke set det”.
Da de kom til lejligheden, blev de overraskede over, at de skulle bo sammen med andre. ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige om at komme ind i lejlighe-den...Det viste sig, at vi skulle bo sammen med nogle andre...Det vidste vi ikke noget om”.
De havde en huslejerestance på 6-7000 kr. Da de var flyttet, havde de en gæld til INI på ca. 30.000 kr. ”De havde lagt istandsættelse oveni, selvom det ikke var nødvendigt. Pludselig var restancen blevet meget stor, og vi snakkede mange gange med INI a/s om det. Vi syntes, det var alt for meget for istandsættelsen”.
De forsøgte at få hjælp fra kommunen. ”Da det så ud til, at vi ville blive sat ud, forsøgte jeg at få hjælp fra kommunen, men der er ikke nogen hjælp at få. De ville ikke hjælpe med de 6-7000 kr.”.
Livet før
Aggaati Berthelsen og hendes mand har haft en lejlighed i byen i samme bebyggelse, som de nu bor i en genhusningsbolig i. Den havde de haft i ca.
10 år.
Hun er født og opvokset i byen. Hun var den yngste – en efternøler – i en børneflok på 13 søskende. Flere er døde. De var 10, da hun var barn, og er nu 6 søskende. Med hende er de 5 søskende i byen.
De har en søn, der nu er voksen.
Hun gik ud af 9. klasse, og begyndte at arbejde på fabrikken, og har gjort det i mange år. Hendes mand er fisker.
Livet uden egen bolig
Det var som nævnt ovenfor overraskende for dem, at de skulle bo sammen med andre i lejligheden. Hun siger herom: ”Det var meget utrygt. Der var tre værelser, hvor der boede nogen, og så os der flyttede ind. Vi var to, ovenpå var de tre...et par med en datter. I det andet værelse var der også tre, og i det fjerde var der en enlig med en datter. Det var svært i starten. Jeg havde ikke lyst til at gå ud af værelset...og jeg mistede lysten til at lave mad. Jeg
lukkede mig inde. Men faktisk blev det meget hyggeligt det sted”.
127
De har siden måttet flytte flere gange, og det næste sted var meget ube-hageligt at komme til. ”Da vil flyttede første gang, var jeg nødt til at græ-de...Hvad skal jeg sige...det var et ringe sted...alt var møgbeskidt...toilettet var så ulækkert, at det var som om en gryde, hvor en masse brunt var løbet over...Der var ikke engang lys. Hele lampen var ødelagt, og ledningerne stak ud. Det var også farligt. Det var meget utrygt at kommet til den lejlighed”.
De havde en lampe, som de kunne sætte derind, men det var ikke godt. Hun siger: ”Jeg tog ned til INI a/s og fortalte, at der ikke var lys på toilettet, og at der var løse ledninger fra væggen og ikke nogen fatning til pæren, og bad dem om at komme og gøre den i stand. Det var et meget utrygt sted at væ-re. Jeg kunne end ikke lave mad i køkkenet, da vi kom. Det var alt for ulæk-kert. Vi kunne ikke sove. Først da vi havde gjort rent et par dage, kunne vi sove og være der. Da viceværten kom for at se på lampen nogle dage se-nere var hans kommentar, at der rigtig nok var blevet rart...altså efter at vi havde gjort rent i lejligheden”.
De har igen senere også måttet flytte til snavsede lejligheder. Den, de nu bor i, var, da de kom til den, næsten lige så snavset som den første. ”Da jeg kom ind i køkkenet og åbnede ovnen, så var det godt, at jeg havde handsker på...ovnen var helt brun og mørk og der var ikke noget lys i den...der var døde maddiker i ovnen...jeg havde nærmest gråd i halsen...og radiatorerne var så snavsede, at vi var nødt til at hælde vand over dem for at få dem re-ne”, siger hun.
Det kan være et problem at få det til at fungere med de andre, der bor der.
Det forrige sted, hvor de boede, var det kun dem, da de kom. Da de havde gjort rent, tog de ud til deres søn, og da de kom tilbage, var nogle sko væk, og et par var flyttet ind. De lå på deres madrasser, som de havde taget ind til dem. De kendte dem godt. De havde boet sammen før, og de var dengang blevet flyttet, fordi de larmede. ”De råbte og skreg, og når de tændte for mu-sikken, var det for fuld udblæsning...nogle nætter kunne vi ikke lukke et øje...og selvom min mand skulle op på arbejde”, siger hun. Det blev værre og værre, og det hjalp ikke at hendes mand bad dem om ikke at larme. ”Til sidst var vi meget trætte. Vi havde ikke fået en ordentlig søvn i lang tid. Jeg gik derfor mest grædende ned til INI a/s og bad dem om at flytte os”. Inden hun nåede hjem, ringede INI a/s og fortalte, at hun og hendes familie kunne flytte til en anden lejlighed.
De har nu boet ca. en måned, hvor de bor nu. De har det godt i lejligheden nu. Det er i praksis kun dem. Der bor en ung mand i et af værelserne, men de ser ham næsten ikke. De har stadig de sofaer, som de tog med til den første lejlighed. De har bord og køleskab. Da de i praksis er alene i lejlighe-den, har det kunnet indrette den lidt. De, der boede i lejligheden før, har bedt om at kunne lade fryseren stå. De har så lånt fryseren og har også deres frysevarer i den.
De har fået at vide, at de skal flytte om knap 2 måneder igen. De ved ikke, hvor de skal flytte hen. ”Alt det flytteri...og vores ting...det er meget trættende og spild af penge. Det er belastende...Og jeg må på grund af min sygdom ikke bruge mine kræfter, og samtidig skal jeg søge arbejde, og vi har jo hel-ler ikke nogen penge...hver gang vi flytter, skal vi bruge penge til taxa...og vi bruger ofte 6-700 kr. til rengøringsmidler.
Hun har nogle søskende i byen, men får ikke nogen hjælp fra dem. Hun har en niece. Niecen og hendes mand hjælper dem, når de skal flytte til en an-den lejlighed.
Hun har ikke spurgt nogen i familien, om de kunne have hjulpet dem. ”Jeg ved ikke, om de kunne have hjulpet os. De er jo også samlevende, så jeg har ikke kunnet få mig til at spørge”. Deres søn er gift og har to børn. De bor i en lejlighed med to soveværelser. Hun ved ikke, om de kunne bo der. ”Jeg
128
har ikke spurgt min søn om det og har heller ikke lyst til det. Det er heller ikke særlig trygt dernede...der er vist noget skimmelsvamp...Børnene er ofte syge”.
Muligheder for at få egen bolig
De har stadig en gæld på 26.000 kr., og hun er uden arbejde og må ikke tage fysisk hårdt arbejde. Hendes mand fisker i ny og næ. Det betyder, at de har en pause med tilbagebetaling af deres gæld til INI. ”Hvis jeg får arbejde, vil jeg kunne begynde at betale af på det. Vi skal af med gælden, for at vi kan få egen bolig igen”.
De er ikke skrevet op på ventelisten. ”Jeg har været skrevet op, men har ikke betalt de 100 kr., det koster at stå på den”, siger hun.
Hun plejer at gå op på Arbejdsmarkedskontoret for at høre, om der er et ar-bejde, og hun spørger rundt omkring. Hun har været afløser i et køkken på en børneinstitution og også som pædagog, men har længe ikke haft fast ar-bejde.
Ønsker til fremtiden
Til et spørgsmål, om hun til sidst har noget, hun vil tilføje, siger hun: ”Ja, jeg har noget på hjerte. Hvis INI a/s vil blive ved med at flytte rundt på folk på den måde, så bør de istandsætte stederne, før de flytter folk ind i dem, og sørge for, at de er rene, når man flytter til et nyt sted. De bør tjekke det, in-den der fraflyttes og tilflyttes. Og så bør de ikke flytte folk rundt så meget.
Der bør være længere tid imellem. Man skal jo begynde forfra igen og igen, og man kan ikke føle sig hjemme”