Mand – 47 år – enlig – tidligere gift – tre børn
Fra bolig til uden bolig
Jenseeraq Mørch har været uden bolig i 6½ år fra begyndelsen af februar 2006. Han og hans kone gik fra hinanden, og han overlod nøglerne til lejlig-heden til hende. ”Det var sådan set min egen skyld, for jeg havde ikke gej-sten til at leve sammen med hende, selvom vi havde børnene. Det kan jeg se nu. Jeg har spekuleret meget over det, men da hun bad om nøglen, afle-verede jeg den med det samme uden et ord. Men det har taget hårdt på mig.
Jeg har savnet børnene, men det opdagede jeg for sent. Jeg skulle ikke have afleveret nøglen og ikke være gået min vej. ”
Han kone og børnene flyttede til Danmark og boede der i et år. ”Det var for at få mig ud af sit liv, at hun gjorde det”.
Han henvendte sig til kommunen for at få hjælp. ”Jeg tog kontakt til kommu-nen for at høre om mine muligheder, men jeg kunne ikke få nogen hjælp.
Jeg fik bare et beløb på 800 kr. eller deromkring hver 14. dag. Jeg fik bare penge. Jeg manglede ikke penge. Jeg var vant til – med alt det tømrerar-bejde – at have penge og havde masser af penge. Jeg kom ikke for penge-nes skyld. Jeg kom for at få hjælp med skilsmissen. Den tog hårdt på mig, og så havde jeg jo ikke nogen bolig. Jeg kunne næsten ikke klare det mere”.
Han var dengang 40 år.
Livet før
Han er født og opvokset i Ilulissat. Hans mor døde, da han var 7 år. Hans far var fisker og var ikke hjemme i lange perioder. Han kunne derfor ikke passe ham. Han kom derfor på børnehjemmet i Ilulissat.
Han havde kontakt med sin far. ”Ja, ja. Der var ikke nogen problemer. Når jeg ikke havde set ham i tre dage, så hold da kæft – Jeg skulle være sam-men med ham hver eneste dag efter skoletid. Han var der jo aldrig. Det kun-ne tage lidt længere tid, før han dukkede op – så dukkede man selv op”.
I 1979-80 begyndte der at komme andre typer unge ind på børnehjemmet.
”Indtil da var de fleste af os forældreløse, der ikke havde nogen, som kunne passe os. Det var et rent sanatorium dengang. Men så begyndte der at komme nogle andre ind – nogle helt ustyrlige unge, som allerede havde været hos politiet et par gange. Så blev det en meget skæv hverdag”. Han forlod derfor selv børnehjemmet. Han var da 15 år. ”Jeg var ude af børne-hjemmet uden et ord, og der var ikke nogen, der hentede mig. Jeg tog hen til min farmor. Jeg ved ikke, om de havde snakket med min farmor. De sagde ikke noget. Så jeg boede hos hende i 2-2½ år”.
Da hans far fik en lejlighed, flyttede han ind til ham. Der boede han så, indtil han blev færdig som tømrer. Han var da 20 år. Han flyttede til Qasigiannguit.
”Også kørte livet af sig selv resten af vejen indtil den dag i dag”.
Han har siden boet i Qasigiannguit, i Qaanaaq og i Qaqortoq, mens han var tømrer.
Han prøvede, da han var 35 år, at flytte tilbage til Ilulissat, men det blev kun en kort tid. Klimaet i Ilulissat var slet ikke ham. Der var alt for meget lys og
alt for varmt og specielt alt for vindstille.
95
Han har fire børn, der er 23, 23, 19 og 15 år.
Livet uden egen bolig
”Det var i starten hårdt uden bolig. Det var ti gange så hårdt som nu. Det værste var det første halve år – eller første år”.
Det var svært at vænne sig til den nye rytme, hvor han ikke havde et hjem at komme hjem til. Han havde efter bruddet med sin kone stadig arbejde som tømrer. ”Jeg kunne ikke holde dagsrytmen som tømrer ud [efter bruddet med hans kone]. Jeg savnede noget efter arbejdet. Jeg var vant til at have kone og arbejde...den rytme vi havde haft, var svær at komme væk fra. Den hav-de jeg i min krop. Det var først, da jeg begyndte at tænke på at droppe tøm-rerarbejdet, at jeg fik det bedre. Jeg tænkte, jeg ville holde et års pause eller sådan noget fra tømrerarbejdet. Men det blev til, at jeg holdt helt op”.
Han var også blevet træt af de forhold, han havde som tømrer. Det var effek-tivitet, der var i højsædet, og den måde, han boede, gjorde det svært. ”Det var kun pengemæssigt, at tømrerarbejdet var en udfordring. Effektiviteten var den eneste udfordring. Det var ikke spændende. Han var også træt af den måde, de boede på. Vi boede 15 håndværkere sammen og med fælles køkken og opholdsrum og så et lille værelse til at sove i. Det kunne man gøre, da man boede på kollegium, da man var ung, men ikke når man har været vant til at have sin egen lejlighed”.
”Jeg skred derfor fra værelset”. Han startede med at leje værelser hos priva-te. Han nåede at leje tre værelser, før han opgav den måde at bo på. Det var alle steder med ægtepar, hvor børnene var flyttet hjemmefra. Et værelse ko-stede 1500 kr. for en måned. Det gik imidlertid ikke så godt. ”Man kunne ikke have sine egne ting. Jeg havnede i de forkerte lejligheder. Købte man noget mad og diverse ting og sager, så var de der ikke. Lagde man penge til side, så var de der ikke. De spiste min mad, så havde de flere penge til deres egne øller”.
Han skiftede derfor. ”Jeg havde allerede dengang lært, hvordan man kunne overleve på gaden”. Han begyndte i stedet at overnatte en nat ad gangen hos bekendte eller overnatte i opgange. Det har han gjort siden og nu i ca.
fem år.
Når han skal overnatte hos bekendte, tager han mad med. ”Der er mange, der ikke selv kan sørge for mad, så jeg tager mad med og får adgang til en sofa om natten. Dem, jeg overnatter hos, har overhovedet ikke nogen ingre-dienser i køkkenet. Det koster minimum 200 kr. for at kunne have til, at to mænd kan spise noget rigtig lækkert. Det er prisen for at overnatte”.
Han kan lide, at overnatning i trappeopgangene giver ro. ”Når man sover i en opgang, så er man kun sig selv, og man tænker meget bedre. Der er ikke andre, der forstyrrer, eller radio, der spiller eller sådan noget. Jeg sover godt nok kun 4-5 timer, men jeg hare ikke brug for mere, så det passer med at være der fra ca. midnat til senest kl. 6, når der begynder at komme nogen.
Der er dog en opgang, hvor man kan være fra kl. 9 om aftenen til kl. 7 om morgenen. Det er et sted, hvor de har små børn og fast arbejde fra 8 til 4.”
Han har brugt opgangene i en bestemt bebyggelse, hvor der er varme i op-gangene. Han sover øverst oppe, medmindre det er for varmt, og han derfor trækker ned på 2. eller 3. sal. Han har i seks år kørt med hundeslæde, så han er vant til at sove, hvor der kan være koldt.
Hver dag overvejer han, hvor han skal sove. ”Det er mit humør, der afgør, hvor jeg vil være om natten. Det er kun op til mig at beslutte. Hvis jeg skal være i opgangen, så tager jeg lige hen til et køkken for at få noget aftens-mad. Hvis jeg beslutter at låne en sofa, så tager jeg hen til Psiffik eller Brug-sen og køber ind”.
96
Det er ikke belastende for ham ikke at vide, hvor han skal sove næste nat.
”Jeg ved godt, når jeg skal sove i en opgang. Så det er ikke noget problem.
Så ved jeg bare, at jeg skal være uden en seng i løbet af natten. Det var rig-tig hårdt de første par gange, indtil kroppen vænnede sig til det. Det har al-drig været en psykisk belastning. Selvfølgelig har man altid dårlige dage – hvem siger, at vi skal være glade 365 dage om året. Det kan ingen menne-sker klare. Der skal altid være dårlige dage, ikke? Dårlige dage gør, at man har nogle gode dage”.
Hvis han er syg, så får han som regel hjælp fra en af vennerne. ”Jeg får altid hjælp fra en af vennerne. Så hvis jeg er syg, behøver jeg ikke at have mad med. Så kan jeg jo ikke lave noget for at tjene penge. Jeg har været heldig at kunne være hos en af vennerne, indtil jeg blev rask”.
Han har mindst fem steder, hvor han kan overnatte, og måske snarere ti steder. ”Det er nogen, jeg har lært at kende efterhånden, og jeg har nogen rundt om i byen. De er flinke nok til, at jeg kan komme til dem. Bare ikke to-tre dage i træk. Man skal bare lige nå at give dem noget venskab i en eller to dage højst. Så kan de også slappe af, indtil jeg kommer næste gang”.
Når han besøger vennerne, er de som regel kun vennen og ham. ”Det er normalt kun mig, der er der. Jeg kan så godt give en genstand – altså en halv snaps – som vi kan sove på. En gang imellem kan jeg komme sammen med en. Så har vi splejset til mad og til en genstand, vi kan hygge os med.
De ryger også. Det gør jeg ikke mere”.
Han er holdt op med at ryge hash. ”Jeg sagde ikke engang til mig selv, at jeg ville holde op med at ryge – det kom bare af sig selv, og det kom ud af krop-pen. Hvis de andre ryger, og røgen kommer for tæt på, så er min stol at fin-de i gulvet [hvor fin-der ikke er røg]. Jeg skal ikke have røg. Jeg er dog falfin-det i en 3-4 gange”.
Hans helbred bliver påvirket af den måde, han lever på. ”Jeg får noget influ-enza en gang i mellem. Lidt oftere, når man lever på usunde steder. En gang imellem varer det rigtig lang tid, som sidste vinter. Da var jeg forkølet i 2-3 uger og så frisk 2-3 dage og så syg igen. Det har kostet mig dyrt at leve, som jeg gør, efter at jeg er blevet skilt. Mine hænder er ofte følelsesløse. Så skal jeg lave ti rygbøjninger for at få følelsen igen. Der, hvor jeg er nu, er gul-vet ikke til det”.
Han har også haft rygsmerter og har til sidst måttet gå til lægen, og det hjalp på dem.
Varmestuen bruger han ikke mere. Han brugte den hver dag, da den star-tede op, men han har ikke været der i 2-3 år. ”Folk begyndte at kalde det for deres hjem, og man måtte ikke røre noget eller lægge noget...og så var der ikke rigtigt respekt imellem dem, der var der, og man begyndte at skændes”.
Han lever af husflidsarbejde. Det kan han godt leve af. Det har dog før været bedre. ”Siden vort værksted blev lukket, er min indtægt blevet meget mindre.
Da vi havde værkstedet dernede, kunne jeg godt tjene 300.000 kr. om året”.
I det værksted, der er etableret et andet sted i byen, kan han ikke lave noget med fedtsten. Det hus, han nu bruger sammen med 2-3 andre, er en byg-ning, der har stået tom, og den kan ikke låses. De kan derfor ikke have ma-skiner i den. Det tager derfor længere tid at lave figurerne.
Han får ikke nogen offentlig hjælp. De er to i deres værksted, der ikke får det, og som udelukkende lever af at lave fedtstensfigurer. ”Vi er kun to, som lever totalt af at lave husflidsarbejde. Resten er misbrugere af systemet, hvis man kan kalde dem det. De andre får deres socialhjælp hver fjortende dag.
De bliver stemplet som arbejdssøgende, men de søger aldrig arbejde”.
Han ser jævnligt sine børn. ”Pigen (15 år) har jeg ikke set i længere tid, men
drengene ser jeg. En gang om ugen eller sådan noget. Vi mødes på gaden
97
eller ringes ved og aftaler at mødes. Men pigen er alt for aktiv med de unge, så vi tales ved over mobilen, ellers ikke, hvis vi ikke tilfældigt mødes på ga-den. Hvis jeg ikke har set dem i lang tid, så skal man lige over det, før man begynder at grine igen”.
Muligheder for at få egen bolig
Det er ikke hans plan at skulle have bolig i Grønland. ”Det er heller ikke rea-listisk. Jeg har ikke i de år, jeg har været uden bolig, søgt bolig. Jeg har spurgt for 1 til 2 år siden og fik at vide, at der er 15-16 års ventetid. Det er næsten umuligt her”.
Ønsker til fremtiden
Han vil gerne flytte til Danmark, Norge eller Canada. Han vil dog ikke rejse, så længe hans søn ikke accepterer det. ”Jeg skal bare have min søn til at acceptere det. Sidste år ville han ikke høre på det, når jeg sagde, at jeg tog af sted. Han vil gerne, at jeg bliver. Sidste gang jeg talte med ham – i forrige uge – kunne jeg godt mærke, at der var andre toner”.
Hvis han rejser, er det uden bestemte planer. ”Det skal bare være en prøve-tur. Jeg har sagt til mig selv, at jeg tager herfra. Men hvis jeg ikke trives der, hvor jeg havner, så kommer jeg måske tilbage hertil i sidste ende, og tager en ny beslutning derfra...Jeg er af den type, der aldrig laver fremtidsplaner.
Nu skal jeg lige have godkendelsen fra sønnerne og pigen”.
Han har ikke nogen bestemt plan. ”Jeg har ikke lyst til at være bistandsklient i udlandet, og det er ikke min plan. Måske kan jeg få arbejde som tømrer.
Det hører også med til drømmen at få en bolig, arbejde. Indtil nu er det at rejse kun en tanke, så længe jeg ikke har ok fra børnene”.