Mand – 46 år – enlig – tidligere gift – et barn
Fra bolig til uden bolig
Assileeraq Hammeken havde en embedsbolig. Den mistede han, da han mistede sit arbejde for ca. 2 år siden. Han stod da uden bolig.
Livet før
Assileeraq Hammeken er uddannet som tolk og har arbejdet som tolk i ca. 9 år. Han havde en embedsbolig i tilknytning til sit arbejde som tolk.
Han har en datter, der går på efterskole i Danmark. Datteren har boet hos ham, siden hun blev født, og indtil han mistede sit arbejde i 2010. Hun flytte-de, da han mistede sin bolig – efter ønske – hen til sin mor.
Han har tidligere været uden bolig i 4 år. Det var, da han og hans daværen-de kæreste gik fra hinandaværen-den. Han var da 26 år. I daværen-de fire år boedaværen-de han hos sine forældre, hos sin storebror og fremlejede også en lejlighed og et hus.
Han tjente godt ved at køre taxa og kunne have en årsindtægt på op til 500.000 kr. Han var også et halvt års tid i Danmark og boede på Christiania.
Han fik sin egen lejlighed, da han var 30. Indtil han var 34-35 – i 2001 – kør-te han taxa. Han holdt op, da indtjeningen blev mindre, bl.a. fordi byen fik busser.
98
Han besluttede sig da til at uddanne sig til tolk. Det begyndte han på i 2001 og var færdiguddannet i 2003. Da han var færdiguddannet, fik han straks arbejde som tolk.
Han er vokset op med 5 søskende. Han har også to halvsøskende, som blev bortadopteret, da hans far og mor blev gift. Han har senere fået kontakt til sine to halvsøskende. Han har det godt med sine søskende.
Livet uden egen bolig
Det var efterår, da han mistede sin bolig. I første omgang boede han hos sin datters mormor. Det kunne han imidlertid ikke fortsætte med, idet mormoren ville miste meget af den boligsikring, hun fik fra kommunen. Han boede der derfor kun en måned. Siden har han prøvet at sove mange steder. ”Jeg var nødt til at flytte og prøve at finde en bolig eller noget, jeg kunne leje til en ri-melig pris. Der er også ejendomsmæglere, der fremlejer huse eller lejlighe-der. Hen ad vejen har jeg prøvet at sove forskellige steder, plus stoppe-steder, opgange, bekendte...Når jeg finder et overnatningssted – et hus eller en bekendt – så plejer jeg at sove på gulvet eller i en sofa, i en lænestol – alt, hvor man kan finde en soveposition”.
Det var ikke muligt for ham at overnatte hos sin familie. ”Jeg har familie i byen, og begge mine forældre lever stadig, men de har ikke plads, og de er gamle folk”. Forældrene har en lejlighed med to rum, og de har et barnebarn på 20 år boende. Han kunne heller ikke overnatte hos sine søstre og brødre.
”De har ikke plads. Der er ikke rum nok”. Han har også iagttaget, at det der tæller for familierne har ændret sig. ”Nej, jeg kunne ikke sove på en sofa hos dem. Her i det seneste års tid – i de der 10-15 år, har familien ændret sig meget. Økonomien tæller meget nu. De mister boligsikringen, og jeg kunne ikke flytte til dem, fordi jeg året forinden havde tjent for meget”.
Han fortæller, at det er indtægten året før, der bruges til at beregne, hvor meget, der skal reduceres i boligsikringen hos den, man bor hos. Det ramte ham, idet han havde haft indtægt året før, men var uden indtægt, da han havde brug for at bo hos nogen.
Han oplever, at det ikke mere er så 'naturligt', at familien hjælper. Da han for mange år tilbage var uden bolig, kunne han uden problemer bo hos sin sto-rebror. De havde plads og tjente, så de ikke var afhængige af boligsikring.
Nu er de flyttet til en mindre bolig, og der er mindre plads til overs. Med hans lillesøster, som han bor hos nu, har det ikke kun været let. ”Det kan være svært, at der kommer en ny person ind, som skal leve i de samme rum som hende og hendes tre børn”.
Han kunne nogle gange tjene nogle penge ved noget freelance oversæt-telse. Han havde en bærbar pc, som han havde placeret et sted. Han havde en 4-5 kasser med ejendele placeret forskellige steder hos familie og be-kendte. Han kunne så som regel finde et sted hos bekendte med internetfor-bindelse, hvor han kunne sidde og arbejde. Han fik 656 kr. hver fjortende dag i offentlig hjælp.
Han var henvist til hver dag og nat at finde steder, hvor han kunne opholde sig, både om dagen og om natten. ”Jeg havde på det tidspunkt ikke noget arbejde. Så jeg føg rundt i byen. Jeg gik rundt i byen og fandt varme forskel-lige steder, i idrætshallen, konditoriet, pølsebaren og huse – mest i konditori-et og idrætshallen”.
”Om aftenen prøvede jeg at finde nogle bekendte, som jeg kunne besøge og holde mig varm hos. Det var ikke altid, at det lykkedes, men...når det ikke lykkedes, prøvede jeg at finde varme i forskellige opgange. Hvis det ikke lyk-kedes, holdt jeg mig til stoppestederne...også om vinteren, hvor jeg godt
99
kunne opholde mig en hel nat om vinteren. Det var ikke alle dage, jeg fik søvn”.
Det tærer på kræfterne at skulle finde et sted at sove hver aften, og giver mange overvejelser. ”Jeg overvejede meget, 'Skal jeg nu i dag opsøge dem, som jeg har været hos i de foregående dage, og hvem har jeg ikke mødt længe?'. Hjernen arbejder hele tiden...man er hele tiden urolig...og 'Hvem skylder jeg lidt...hvem skylder jeg ikke?'...'Hvem har jeg lovet noget, som jeg ikke har holdt'”.
Han havde en 6-7 bekendte, som han kunne besøge jævnligt, og resten var 'hovsaløsninger'. De 6-7 var alle nogle, der havde et misbrug af alkohol og hash. De bekendte, han opsøgte, har han kendt fra barndommen, ungdoms-tiden og voksenungdoms-tiden. Der var stor forskel på de bekendte, han overnattede hos. ”Det varierede ret meget. Bekendte med børn havde ikke plads. Be-kendte med misbrugsproblemer, det er dem, man kunne bo hos og betale 2-300 kroner for et par nætters overnatning. Det er meget billigere end at sove på sømandshjemmet eller et eller andet sted. Men så kommer det med, at den betaling...Jeg har jo ingen penge...Jeg fik offentlig hjælp. 656 kr. hver fjortende dag i to år. Når du skal betale 200 kr. for nogle overnatninger, så er det let at regne ud, hvornår der ikke er penge til at overnatte hos dem”.
Det var ikke normalt et direkte krav, at man skulle betale. ”Det var noget usagt noget...Man kunne komme med noget hash, eller en seks bajere – man kunne lave noget mad. Hvis man ikke kom med noget, så kunne det ende med, at de sagde 'Hvornår går du'. Så blev jeg nødt til at gå og prøve at finde en anden bekendt hvor jeg kunne sove, og det var svært”.
De manglende penge medførte, at han oparbejdede en uformel gæld til dem, han overnattede hos. ”Det var en ond spiral, tror jeg. Man opbygger en gæld dér, indtil jeg er heldig at få oversat noget. Så de fleste penge forduf-ter, før man har dem i hænderne”.
Overnatning hos venner og bekendte betød som regel, at han også skulle drikke eller ryge hash. Hvis der kom øl på bordet, så forventedes det, at han drak med. ”Hvis jeg ikke var i samme humør, så var det svært. Forestil dig, at der står en øl, og det sner udenfor. Så er det svært at sige nej til øllen”.
Nogle bekendte – som er socialklienter – kunne han godt have overnattet hos flere nætter i træk, men han måtte ud efter en 2-3 dage, da hans be-kendte eller blev trukket i deres støtte fra det offentlige.
Han lærte også byens opgange at kende og fandt nogle steder, hvor han foretrak at sove. ”De bedste steder var i nogle huse nede ved havnen. Der kommer ikke så mange mennesker, og så er det mest gamle folk, der bor der...og opgangen er opvarmet”. Det var dog ikke altid, at der var ledigt, når han kom. ”Jeg var jo ikke den eneste, der brugte de opgange. Der var flere.
De kunne godt være optaget, og så var jeg nødt til at gå igen”.
De lærte ikke hinanden at kende, når de mødtes på den måde i opgangene.
”Vi kom ikke rigtig til at kende hinanden. Jo, vi snakkede lidt sammen, men vi opbyggede ikke et tæt venskab. Jeg tror ikke, vi havde kræfter til det. Vi var nødt til at finde en løsning til næste dag”.
En dag blev han overfaldet tidligt om morgenen efter et værtshusbesøg.
”Jeg fik rigtig, rigtig bank. Jeg var på vej til en bekendt. Det kaldes 'happy slapping' tror jeg. Jeg blev slået bevidstløs. Jeg ved ikke, hvor lang tid det stod på. Jeg blev hentet af en ambulance og blev indlagt på sygehuset [stønner]. Selvom jeg var boligløs, blev jeg smidt ud af sygehuset efter fem dages indlæggelse. Da jeg henvendte mig til socialforvaltningen, kunne de ikke gøre noget, selv om jeg ikke kunne bevæge mig ordentligt og stadigvæk var hævet i ansigtet og på kroppen på grund af de slag, jeg havde fået”. Det var hårdt for ham. ”Det var en hård tid. Jeg kunne ikke ligge ned. Jeg var
100
nødt til at holde mig på indersiden, når jeg skulle sove. Jeg var så øm og er stadig øm i venstre side”.
Han ved ikke, hvorfor han blev overfaldet, men har på fornemmelsen, at det var, fordi han var hjemløs. Overfaldsmændene blev pågrebet og dømt i ret-ten.
Efter overfaldet boede han hos sin lillesøster i 2-3 måneder, men så kunne de ikke strække det længere, idet hun ville få reduceret sin boligsikring, hvis han blev boende. Han søster var arbejdsløs. Hun var derfor helt afhængig af boligsikring og den hjælp, hun fik fra socialforvaltningen. Han siger: ”Alle de muligheder, de giver fra socialhjælpen, bliver jo trukket væk, når jeg bor hos nogen”.
Han søgte efter overfaldet om førtidspension: ”Jeg kunne jo ikke bruge min krop ordentligt – og det kan jeg stadig ikke”. Han fik den bevilget i efteråret 2011, mens han fortsat var uden egen bolig. Det betød, at han fra december 2011 skulle i jobtræning.
Efter overfaldet skulle han gå til revalidering. Det var svært at klare samtidig med, at han var i jobtræning om dagen og ikke havde en bolig. ”Jeg havde næsten ingen kræfter til at fortsætte”, siger han og fortsætter: ”Det er svært at have et arbejde, når man ikke har en bolig, og hvad gør man så? Man bli-ver træt af tilværelsen, når man ikke har et fast tilholdssted. Så er det bare med at finde et land, der har boliger nok. Her i Grønland kan man ikke finde en by, der har boliger nok – i de byer, hvor der er arbejde”.
Han havde nogle bekendte i Danmark og havde sin datter på efterskole. Han valgte derfor, da han fik sin første løn fra jobtræningen, at rejse til Danmark.
”Det var lige før jeg ikke returnerede til Grønland, men da socialforvaltningen næsten lovede at tildele mig en socialbolig, blev jeg nødt til at rejse tilbage igen. Gudskelov, at de lokkede med en bolig”.
Muligheder for at få egen bolig
Han opsøgte de første år, han var boligløs ikke kommunen. ”Jeg var de før-ste år ikke i kontakt med kommunen – ikke sådan rigtigt. Jeg kunne jo klare mig nogenlunde psykisk og kropsligt. Men efter overfaldet blev det meget sværere. Det var først efter det, at jeg kontaktede kommunen mundtligt...Jeg holdt mig tilbage med at kontakte kommunen på grund af kommunens dårli-ge sagsbehandling”.
Selvom han til sidst fik en socialbolig og førtidspension, så finder han, at der stadig er meget at forbedre i kommunen for de boligløse. ”Kernen er, at der ikke bygges offentlige udlejningsboliger her i byen. De, der har penge, byg-ger deres egne huse og ejerlejligheder nu, og det har de altid gjort. Kommu-nen har derfor for få boliger at tilbyde”.
Han kan ikke forstå logikken i beløbene for den offentlige hjælp. ”Det er ulo-gisk, at man i kommunen kun får ca. 600 kr. i offentlig hjælp, når man ikke har fast adresse, og 800 kr. når man har det. Som boligløs har man brug for flere penge til overnatning”.
Den måde, boligsikringen beskæres på, rammer ham forkert, og det forhin-drede, at han kunne bo fast hos nogen i længere tid. ”Kommunen skal tage stilling ud fra de faktiske forhold og ikke regne med indtægten året før, men tage udgangspunkt i, at han aktuelt ikke har nogen indtægt – og derfor ikke trække dem han bor hos i boligsikring”. Han havde haft indtægt året før, men havde det ikke da han var uden bolig.
Det har også været vanskeligt for ham at få offentlig hjælp. ”Kommunen ville ikke udbetale offentlig hjælp til folk, der var uden fast adresse. Det var først efter, at ombudsmanden havde været inde og sige, at det var en
overtræ-delse af menneskerettighederne, at de ændrede praksis”.