Dorthea Jensen havde en del år bolig i et mindre hus sammen med sin mand og deres 8 børn. Hun var meget alene, da hendes mand var fisker.
Huset var i dårlig stand. Hun havde derfor snakket med INI om renovering af huset. INI var indstillet på at renovere det. Hun havde arbejde på en døgnin-stitution. Hun havde en mellemløn, men kunne klare det, da huslejen var lav.
Da hendes mor døde, ville hendes far, der havde fået kræft gerne have, at de var omkring ham. Hun tog – med familie – derfor hjem til faderen og boe-de hos ham i ca. 4 måneboe-der.
Faderen boede i en anden by. Hun fik en aftale med sit arbejde om, at hun kunne komme tilbage til arbejdet, når hun vendte tilbage.
Da de vendte tilbage, var der vandskade i deres bolig. De blev derfor ind-logeret på et hotel. INI besluttede da, at huset skulle have en fuld istandsæt-telse, og de kunne ikke vende tilbage til den. INI tilbød dem en anden bolig.
Huslejen i den var imidlertid meget højere end det, de havde betalt for deres tidligere bolig. De havde før betalt ca. 2000 kr./måned. I den nye skulle de betale 6000 kr./måned. Det endte dog med, at de flyttede ind i lejligheden.
Dorthea Jensen havde ikke kunnet genindtræde i det job, hun havde haft, og som hun var blevet lovet, hun kunne få igen, når hun vendte tilbage. Hun var derfor uden arbejde og skulle i aktivering. Da hun var blevet fyret, kunne hun ikke få offentlig hjælp.
Hun ville derfor med den nye bolig kun have 3-4000 kr./måned til overs til mad, tøj m.m. til hende og de 7 børn, der boede hjemme.
Det tog hårdt på hende. Hun var tæt på at begynde at drikke. Det havde hun gjort, hvis hendes mand ikke havde talt hende fra det. Hun fik af kommunen tilbudt et kursus i personlig udvikling, som hun tog imod. Hun kom i aktive-ring i en døgninstitution og fik senere arbejde der.
Hendes løn dækkede imidlertid ikke deres nødvendige udgifter. Hun fik hjælp fra kommunen, men mod tilbagebetaling. De oparbejdede derfor en gæld til kommunen. Pengene fra kommunen og hendes indtægt var imidler-tid ikke nok. Hun var derfor under konstant pres for at få det til at løbe rundt.
Til sidst valgte hun at prioritere udgifterne til børnene og udlod at betale hus-leje.
115
Da der var gået 5 måneder, blev de sat ud. Hun husker, at hun havde fået 2 rykkere. Hun husker ikke, at hun havde fået en tredje. Hun var efter den ryk-ker, som hun husker som den anden, i gang med at ville kontakte INI, men kom hele tiden fra det. Hun havde i døgninstitutionen skiftende arbejdstider, og måtte derfor flere gange udskyde at gå ned til INI.
Pludselig en dag stod politiet og INI så uden for deres dør og fortalte, at de skulle ud af lejligheden. ”Da vi første gang fik et brev, stod der, at vi skal be-tale huslejen...og da jeg havde et arbejde på en døgninstitution, hvor jeg ar-bejdede både dag og nat, kom jeg ikke ned til INI...Da jeg endelig ville have mødt frem, så stod politiet og bankede på og sagde: '...I skal ud nu'...sådan sagde de..”.
Den dag politiet og INI kom, fik de en nøgle til en genhusningsbolig, som de straks skulle flytte over i. Deres egen lejlighed blev låst. De kunne så de næste to dage gå til INI for at få nøgle til deres lejlighed, så de kunne tømme den. Nøglen skulle afleveres kl. 16.
De fik ikke noget tilbud om opbevaring af deres bohave. De fik ikke noget at vide om, hvad de måtte tage med – f.eks. køleskab og fjernsyn. Der var imidlertid ikke meget plads, så der var ikke meget, de kunne tage med. ”Vi smed meget ud...sofaen, bordet...fordi der ikke var plads til det. Det kom ud.
Vi havde ikke plads til det. Der var ingen skure ved genhusningsboligerne.
Der kom ikke noget til opbevaring. Vi fik ikke noget tilbud om opbevaring”.
Livet uden egen bolig
De bor nu 7 børn og 1 voksen. Når manden er hjemme fra fiskeriet er de 2 voksne i en genhusningsbolig. De har et værelse. I det andet værelse bor en kvinde, som næsten aldrig er der. De sover alle på madrasser i værelset. De er heldige, at det kun er dem det meste af tiden.
I nogle af de andre lejligheder, de har boet i, har der været flere. De har væ-ret tre og fire familier i andre lejligheder. De har vævæ-ret op til i alt 13 i en lejlig-hed med 3 rum.
Det er langt fra altid, det er gået gnidningsfrit. Det kan være svært at få ren-gøringen til at fungere. Et sted søgte de at lave aftaler om, hvem der gjorde rent bestemte steder og hvornår. Men det blev ikke overholdt.
Hun synes det er slemt at bo sammen med nogen, der drikker og især, når der er børn og unge. ”Jeg havde ellers sagt til INI, at vi ikke har lyst til at bo sammen med nogen, som drikker. Da vi boede i de hvide blokke, boede vi 4 familier. Der boede et ægtepar med en datter, som var blevet konfirmeret.
Hun boede af og til hos sine bedsteforældre. Dette ægtepar var alkoholikere.
De, der boede lige ved siden af os, havde en datter på 10 år. Det viste sig, at når ægteparret, som var alkoholikere, blev fulde, så blufærdighedskræn-kede de pigen ved at vise sig nøgne for hende. Pigen fortalte det ikke til nogen. Da dette ægtepar en dag begyndte at skændes og begyndte at vælte borde og stole, meldte vi dem til politiet.
Da politiet kom, begyndte pigen at fortælle om det. De havde dog heldigvis ikke rørt ved pigen. Politiet sagde, at familien med pigen på 10 år straks skulle henvende sig til INI. Det gjorde de. Ægteparret blev straks flyttet til en anden lejlighed”.
Det havde på flere måder været svært med dette ægtepar. De festede og støjede, og det hjalp ikke, at de sagde noget til dem. ”De var ligeglade, men jeg har boet med andre, der også drak, og de hørte efter, når vi sagde, at de ikke måtte feste”.
Hun synes, det er hårdt for børnene. Hun oplever, at nogle af hendes egne børn skammer sig over at bo sådan, at de er særligt berørt, når de er
te-116
enagere. En af hendes piger har forsøgt at begå selvmord to gange. Det er svært at have noget privatliv.
De har det meget trangt, og det er en belastning. ”Der er meget trangt. Man ville jo også gerne have et liv selv”.
”Når min mand og jeg får lyst til at være os selv, eller når vi trænger til at være sammen som familie, så plejer vi gerne at overnatte hos hans foræl-dre. Vi har jo også en datter, som ikke synes det er særlig sjovt at bo på den måde. Hun har nu for anden gang taget piller. Hun er 18 år. Hun forsøgte at tage livet af sig ved at spise piller to gange, og jeg tror, det er fordi vi bor, som vi gør...vi har jo mistet før...ja, vi ved jo, at vi alle engang skal dø...men..”.
Deres ældste datter bor meget hos hendes mands forældre, men det kan også være svært for dem. De er ved at blive ældre og kan ikke klare så me-get mere.
Hun har et stort ønske om, at INI tager hensyn til dem, så de, der har børn, ikke skal bo sammen med nogen, der drikker. De kunne også lade dem, der har børn, bo sammen. Hun har sagt det til INI flere gange, men oplever ikke, at det har gjort nogen forskel. Lige nu har de det godt, fordi det i praksis kun er dem, der bor i lejligheden.
Hun synes det er hårdt, at de skal flytte hver tredje måned. Hun siger: ”Det er hårdt. Hvis jeg skal tænke på at skulle vente 3, 4 år eller mere på, at vi får vores egen lejlighed. Det har jeg ikke kræfter til, og hvis vi skal flytte hver 2-3 måned. (græder)...Vi har et rum og sover på madrasser (græder)”.
Det gør det ekstra hårdt at flytte, fordi de kan komme til en lejlighed, der ikke kun ikke er rengjort, men som er møgbeskidt. Hun siger: ”De sidste to steder har vi oplevet, at der ikke var gjort rent. Så vi har også måttet gøre rent i den lejlighed, vi kom til. Meget var smadret...inde i ovnen var der aldrig blevet gjort rent. Den var helt sort, og der var gamle madrester, som man bare har efterladt. Jeg har heldigvis taget en masse billeder af det. Vi græd først over det, for det var jo hårdt”.
Hun har henvendt sig til INI i byen om det. De har svaret, at det ikke var deres ansvar. Hun har så skrevet til INI's hovedkontor, der har svaret, at det er INI's ansvar. Hun har så spurgt INI i byen igen, og de fastholder, at det ikke er deres ansvar.
Hun oplever, at INI taler dårligt om hende, og har oplevet at blive mobbet på det lokale INI kontor, mens andre hørte på: ”Noget, som jeg glemte, som er meget vigtigt og meget tungt, er, at dem, som henvender sig til INI, som er blevet sat ud af deres bolig, dem taler man højlydt om og griner ad, mens de ventende hører på det...det har jeg også klaget over...Det er jo meget hårdt at blive smidt ud, og vi, der er blevet det, ved jo godt, hvorfor det skete. Der-for skal det ikke være sådan, at vi bliver behandlet som affald...de bagta-ler...de udpeger...og siger for eksempel: '...se, hende der klager igen...'...og griner ad vedkommende...Det har jeg oplevet to gange”. Hun har skriftligt klaget over denne behandling.
Muligheder for at få egen bolig
De havde, da de blev sat ud, en huslejerestance på ca. 30.000 kr. De havde ikke betalt husleje i ca. 5 måneder. De skulle så efterfølgende også betale for maling af lejligheden, så restancen til INI blev på ca. 40.000 kr. Hertil kom, at de havde fået hjælp fra kommunen, som skulle tilbagebetales.
Hun fik en ordning, så der automatisk blev overført ca. en tredjedel af hen-des løn til betaling af deres restance til INI. De har derfor nu ikke mere re-stance til INI. De har betalt det meste af deres gæld til kommunen.
117
Hun har været i kontakt med INI om at få en ny bolig. Hun havde haft et møde med chefen for INI's afdeling i byen. Hun fortæller, at han havde lovet hende, at hun ville komme på listen til en 4 rums bolig og være blandt de før-ste på lifør-sten. Det havde gjort hende glad. Da hun senere snakkede med sagsbehandlerne i INI, fik hun at vide, at de var langt nede på listen – om-kring nr. 200 – og til en 3 rums bolig.
Hun kunne ikke få at vide, hvor lang tid der ville gå, men kunne godt forestil-le sig, at det vilforestil-le tage fforestil-lere år. Hun begyndte at græde og siger, at det vilforestil-le hun ikke kunne holde til.
Hun synes, de er landet i en situation, som det er svært at komme ud af, og hun kan se, at der er andre, der får bolig: ”Jeg er strandet her, fordi der ikke er nogen bolig til mig og mine børn. Jeg føler mig kraftesløs, fordi de udlejer til andre uden at tænke på de trængende. De studerende lejer immervæk deres lejligheder til kammeraterne uden om INI a/s. (her taler de om privat-udlejning)”.
Ønsker til fremtiden
Hendes ønske til fremtiden er hurtigst muligt at få egen bolig igen, men det er de vilkår, de nu lever under, der trænger sig på. ”Egen bolig ville betyde, at vi ikke skulle flytte rundt hele tiden...Vi ville kunne have det stille og roligt.
Mit største ønske er at få egen bolig. Så kunne jeg også få besøg af mine børnebørn”.