I INI's genhusningsboliger skal alle beboere flytte til en anden genhusnings-bolig hver tredje måned. Det gør INI, for at beboerne ikke skal opleve, at de har et fast bosted og heller ikke opleve, at de har et hjem. Det er gratis at bo i lejlighederne, og INI vil gerne sikre, at nogen af den grund ikke har som mål at komme ud af lejlighederne. Det skal reglen om flytning hver tredje måned modvirke.
Billede 16. Et par, der bor alene i en lejlighed, har indrettet sig med indbo, selvom de overskrider ret-ningslinjerne for, hvad man må have i boligen.
Når beboerne skal skifte lejlighed, får de besked på at møde op på det lo-kale kontor. De får kun adgang til en ny lejlighed ved at møde op. Det gør INI for at sikre, at personerne også fortsat reelt ønsker at bruge gen-husningsboligen.
Det er dog ikke altid, at der holdes en tre måneders kadence. Der er beboe-re, der har boet i en lejlighed meget længere. En boede f.eks. det første sted i to år. I bygderne og de mindre byer, hvor der ofte kun er en eller ganske få genhusede, er det i praksis umuligt at flytte beboerne rundt. Det sker derfor normalt ikke der.
Den altoverskyggende belastning
Stort set alle interviewede fortalte om belastningen ved at skulle flytte hver tredje måned. For nogen var det den ulempe ved genhusningsboligerne, der var den mest belastende. Det blev understreget, da en af de genhusede ved afslutning af interviewet, blev spurgt om, hvad hendes vigtigste ønske var, og hun sagde: ”Når man flytter rundt hele tiden, så flytter man tingene frem og tilbage...Det er det værste [ved at bo i genhusningsboliger]...Det gør en træt, men vi skal klare det...Jeg vil ønske, at vi ikke skal flytte rundt hele tiden. Det er belastende, rigtig belastende”.
En anden svarede på et spørgsmål om, hvad det vil betyde at få egen bolig, så skal de ikke flytte hele tiden. Først bagefter fortalte hun om de positive kvaliteter, der er forbundet med egen bolig. Det er et dækkende udtryk for, hvor meget det at flytte hver tredje måned fylder i tilværelsen, når man bor i en genhusningsbolig.
Det er belastende, fordi det betyder, at man aldrig kan falde til ro og sige at her bor man. De steder, man bor, bliver aldrig til ens hjem, eller til et sted,
hvor man hører til. Når en af interviewpersonerne sagde følgende om at få
63
egen bolig: ”Det da helt sikkert være bedre end at flytte rundt hele tiden...og jeg vil kunne få det stille og roligt [hvis jeg havde min egen bolig] ”, er det et udtryk for, at man ikke har et hjem, når man flytter rundt hver tredje måned.
Billede 17. Værelse i en genhusningsbolig, hvor et par bor sammen med en enlig mand, der næsten ikke er der.
Det sætter sig i nogle beboere som en tilstand. Man kan ikke falde til ro. En oplever, at det får hende til at opleve sig selv som værdiløs. ”Hele tiden flyt-te, flytte...om en måned skal jeg ned til INI igen og får så at vide, hvor jeg skal flytte hen. Man kommer til at føle sig som et værdiløst liv”. En anden har svært ved at se, at de kan klare det, hvis det trækker ud. Det slider for meget på dem. De er en familie med mange børn. Hun sagde: ”Det er hårdt. Hvis jeg skal tænke på at skulle vente 3-4 år eller mere på, at vi får vores egen lejlighed. Det har jeg ikke kræfter til, og hvis vi skal flytte hver 2.-3. måned (græder)...Vi har et rum og sover på madrasser (græder)”.
En enlig mand, der ellers har det ok med at bo i genhusningsboligerne, op-levede også flytningerne som en plage: ”To måneder...og så i overmorgen skal vi flyttes til et andet sted...Jeg ved ikke endnu hvor. Det får jeg først at vide, når jeg kommer ned på INI's kontor i overmorgen”.
Information om kommende flytning og selve flytningen
Beboerne fik normalt nogen tid forinden at vide, at de skulle flytte til en ny genhusningsbolig, men de fik først at vide, hvor de skal flytte hen, på dagen hvor de skal flytte. De ved heller ikke, hvem de kommer til at bo sammen med, og hvor mange der skal at bo i lejligheden. Det sidste havde stor be-tydning for flere og specielt for familier, der gerne ville have, at der var ro og orden i lejligheden.
Hertil kom, at det også nogle gange var usikkert om, hvornår de skulle flytte.
Det var som regel godt, da det normalt betød, at der gik mere end tre måne-der. De fik imidlertid ikke besked om, hvor længe de kunne blive boende.
Selvom det var begrænset, hvad man som beboere kunne have som indbo, var der altid noget, der skulle flyttes, når de skulle til en anden lejlighed.
Nogle havde mere end andre. Flere fik hjælp fra venner og familie til flytnin-gen.
Det blev også en ekstra udgift for dem, der blev nødt til at bruge taxa og der-for måtte bruge 2-300 kr. til en flytning.
64
Rengøring i boligerne de flytter til
Nogle beboere havde oplevet, når de skulle flytte rundt, at komme til en gen-husningsbolig, der ikke kun ikke var rengjort, men også var meget beskidt.
Det var for dem meget nedslående at komme til en sådan bolig. Den var på ingen måde rar at komme ind i, og de måtte bruge både tid og penge på at få den gjort ren.
En beskrev det med følgende ord: ”Da vi flyttede første gang, var jeg nødt til at græde...Hvad skal jeg sige...det var et ringe sted...alt var
møgbe-skidt...toilettet var så ulækkert, at det var som en gryde, hvor en masse brunt var løbet over...Der var ikke engang lys...ledningerne stak ud. Det var også farligt...Da jeg kom ind i køkkenet og åbnede ovnen, var det godt, at jeg havde handsker på...ovnen var helt brun og mørk, og der var ikke noget lys i den...der var døde maddiker i ovnen...jeg havde nærmest gråd i halsen...og radiatorerne var så snavsede, at vi var nødt til at hælde vand over dem for at få dem rene...Det var alt for ulækkert. Vi kunne ikke sove. Først da vi havde gjort rent et par dage, kunne vi sove og være der”.
En anden sagde: ”De sidste to steder har vi oplevet, at der ikke var gjort rent. Så vi har også måttet gøre rent i den lejlighed, vi kom til. Meget var smadret,...inde i ovnen var der aldrig blevet gjort rent. Den var helt sort, og der var gamle madrester, som man bare har efterladt. Jeg har heldigvis ta-get en masse billeder af det. Vi græd først over det, for det var jo hårdt..”.
Hun har efterfølgende kontaktet og skrevet til INI. Den lokale afdeling afvi-ste, at rengøringen var deres ansvar. Hun fik dog medhold fra INI's hoved-kontor, men fik fra den lokale afdeling at vide, at de fastholdt, at det ikke var deres ansvar. Alle svarene fik hun mundtligt.
65
Billede 18. Billeder fra en genhusningsbolig, som den så ud, da nogle genhusede beboere skulle flytte ind i den.
Billederne herover (Billede 18) er taget af en genhuset beboer. En anden beboer fortalte om lignende forhold ved indflytning. Det var ikke et generelt tema blandt de interviewede i genhusningslejlighederne.
Nye beboere
Når man flytter, medfører det som regel, at man skal bo samme med nye personer. Flytninger indebærer derfor, at man hver tredje måned er nødt til at skulle forholde sig til nye mennesker, som man skal fungere sammen med.
Man skal i et eller andet omfang bygge et fællesskab op (se nedenfor), og skal derfor bruge ressourcer på det. Det kan være trættende og opslidende at skulle gøre det. Hvis man lige har fået noget til at fungere, så skal man ved flytningen i gang igen, og så også om tre måneder.
En af beboerne fortalte, at de i de første 2 år boede i den samme bolig. Si-den er de blevet flyttet hver tredje måned. ”Det har gjort en stor forskel. De første to år kunne vi have det roligt. Det var meget bedre, at vi skulle hjem til de samme mennesker. Nu skifter det hele tiden, og man ved ikke, om man
66
kommer til at bo sammen med nogen, der larmer eller brokker sig...Det er hele tiden vi skal flytte,…og hvem er det vi nu skal bo sammen med. Vi får heller ikke noget at vide på forhånd”.
Billede 19. Der kan være trængsel i et køkken i en genhusningsbolig, og man skulle nogen gange aftale, hvem der brugte køkkenet og hvornår. Det fungerede som regel. Det var derimod ofte vanskeligt at få rengøringen i lejligheden til at fungere, når der var mange.
Beboersammensætningen
Beboersammensætningen har stor betydning for, at beboerne kan fungere godt sammen, når man bor tæt sammen med andre i en genhusningsbolig, ikke selv har valgt dem, man bor sammen med, og skal forholde sig til nye hver tredje måned.
Billede 20. Værelse for to enlige mænd i en genhusningsbolig.
Det gik flere gange godt. Det gik også nogle gange rigtig galt. Det sidste var især, når man blandede alkoholikere med husstande, der ønskede et nor-malt liv. Der var flere af de interviewede, der drak meget, men som også samtidig kunne have en adfærd, hvor de tog hensyn til andre.
67
Der var imidlertid også nogle, som drak så meget, og hvor det at 'feste' med alkohol var så meget en del af deres tilværelse, at de var ligeglade med, at andre blev generet af denne adfærd. De er måske bedst betegnet som skæ-ve eksistenser i den betydning, at deres generelle adfærd var meget forskel-lig fra det, vi opfatter som normalt, og at de havde vanskeforskel-ligt ved at tilpasse deres adfærd, så den var acceptabel for andre.
En familie med 3 børn og unge, hvor begge voksne havde arbejde, boede sammen med et par, der var alkoholikere, og som ofte 'festede'. Når de fe-stede, var det med meget alkohol, og det kunne blot være dem alene. De spillede da høj musik inde på værelset og var meget højrøstede. Det hjalp ikke, at familiens mand flere gange bad dem om at være mere afdæmpede.
De kunne feste frem til klokken fire-fem om morgenen. Det var for familien helt ubærligt. De skulle på arbejde næste dag og deres børn og unge skulle i skole. ”De råbte og skreg, og når de tændte for musikken var det for fuld udblæsning,...nogle nætter kunne vi ikke lukke et øje,...og selvom min mand skulle op på arbejde”, sagde hun.
Tre familier med børn lagde meget vægt på, at de kunne bo sammen med familier med børn. I det lå i høj grad også, at de ikke ønskede, at deres børn skulle bo i lejlighed med alkoholikere og skæve eksistenser. Det blev også sagt direkte.
Børnene
Der var flere familier med børn og unge i genhusningsboligerne.
Der var alvorlige problemer forbundet med at have børn og unge i genhus-ningsboliger, især større børn og med unge.
Der var generelt ikke plads til, at børn og unge kan udfolde sig. Der var me-get lidt plads i det værelse, som familien havde, og der var ikke nome-get fælles-rum til ophold. Der kunne nogle steder være plads i køkkenet, men det var så et sted, hvor alle kom.
Billede 21. Værelse til en familie med børn og unge. De har tidligere boet i boliger, hvor der i alt var 13-15 personer.
Børnene og måske især de unge blev stigmatiseret. De blev, nogle af de steder de boede, mobbet, fordi de boede, som de gjorde. Et sted ville de an-dre børn ikke lege med dem. En af møan-drene sagde: ”Børnene bliver belastet af at bo her. De bliver drillet med, at de er smidt ud af deres lejlighed og får
68
at vide 'I er nogle fattige nogen'. Det første sted, vi boede, blev de holdt ude af de andre børn og kunne ikke lege med dem”.
En af mødrene sagde, at hendes børn skammer sig over, at de bor, som de gør. En anden oplevede, at selv lærerne var anderledes over for hendes søn, fordi han boede i genhusningsbolig.
I et tilfælde var en pige udsat for, at en mand krænkede hende ved at vise sig nøgen for hende flere gange. I en af familierne med unge havde en af de unge forsøgt at tage livet af sig to gange. Det er ifølge moderen en følge af, at de bor i en genhusningsbolig.
En familie med tre små børn, syntes det var vanskeligt at bo i genhusningsbo-ligen, fordi det krævede meget opsyn med de små, der jo var nysgerrige og ikke kunne skelne mellem, hvad der var deres, og hvad der var de andre be-boeres ting. De boede endvidere i et rum, der var gennemgangsrum for en anden beboer. De boede i lejlighed med en, der drak meget. De ønskede me-get, at de ikke skulle bo sammen med nogen, der drak, da de havde børn.
Det var et udtalt ønske fra tre familier, der havde børn i genhusningsboliger-ne, at de ikke kom til at bo sammen med folk, der drak.