Mange af de hjemløse/genhusede var meget opmærksomme på, om de ville være til belastning, hvis de flyttede ind hos et familiemedlem.
”Jeg vil ikke være til belastning”, var et svar mange kom med, når de blev spurgt, om de kunne bo hos et familiemedlem. Der lå nogle gange i svaret en stolthed og et ønske om at kunne klare sig selv. Ofte var svaret et resul-tatet af en nøgtern iagttagelse af konsekvenserne for dem, de eventuelt skulle flytte ind hos. De ville være til belastning og også mere, end deres relation til familien kunne bære.
Mange gange blev der end ikke spurgt, fordi den, der var uden bolig godt vidste, at det ikke ville gå, eller at det ville være for voldsomt et indgreb i fa-miliens måde at leve på.
Det var især to forhold, der gjorde, at personer ville være en belastning. Det ene var, at der var meget dårlig plads i familiemedlemmers bolig til en ekstra person.
Det andet var, at boligsikringsreglerne ville medføre, at den, de flyttede ind til, mistede så meget i boligsikring, at det ville blive en økonomisk belastning.
78
Den hjemløse/genhusede havde ofte selv en klar fornemmelse af, om de kunne bo hos familiemedlemmer. De fleste, der fornemmede, at de ville være til belastning, spurgte ikke. Nogle havde boet hos familiemedlemmer og var selv flyttet, fordi de følte, at de var til belastning.
Der er ikke plads
Der var mange, der vurderede, at der ikke var plads hos familiemedlemmer.
”Vi kan ikke bo hos dem [familie i byen]. Det vil være for mange mennesker.
De har familie. Min storebror har tre børn og min storesøster har tre børn.
Der er derfor ikke plads hos dem”.
”Jeg kan ikke bo hos dem. De har deres egne børn. Det vil være højst ube-høvlet, hvis jeg skulle bo hos dem. De har deres egne problemer, ikke. Så jeg kan ikke bare presse igennem og sige, at 'Jeg vil bo hos jer'. De skal bruge pladsen selv”.
Det var typiske udsagn.
Det var heller ikke alle hjemløse/boligløse, der fandt det attraktivt at bo hos familie i længden, hvis det, de kunne tilbydes, var en sofa i stuen. Det inde-bar bl.a., at de ikke havde noget privatliv. En foretrak derfor at bo i en gen-husningsbolig.
At der ikke er plads er ikke noget absolut. Det afhænger også af, hvordan man lever. Der var som nævnt familier, hvor man boede mange og tæt i en bolig, og hvor det var deres måde at leve på.
Men der var også mange familier, hvor man levede som en kernefamilie i en mindre bolig, hvor der også skulle være plads til børnene. En ekstra person ville derfor medføre markant anderledes rammer for familiens måde at leve på.
Kan ikke på grund af boligsikringsreglerne
Boligsikringsreglerne medførte for flere af de hjemløse/genhusede, at de ikke kunne bo hos familie eller venner, selvom de havde plads. En genhuset kunne f.eks. ikke bo hos sin far. Faderen var oppe i årene, og han besøgte ham derfor hver dag. Han ville gerne bo hos ham og kunne så også hjælpe ham nu, hvor han kunne klare mindre selv. Det kunne han ikke, for det ville belaste faderens økonomi meget, da han så ville miste meget af sin boligsik-ring.
En anden, der var hjemløs, boede lige efter han mistede sin bolig hos sin datters mormor. Det kunne han imidlertid ikke fortsætte med, da hun ville mi-ste alt for meget i boligsikring. Han boede også hos sin sømi-ster i tre måneder, men måtte flytte ud på grund af boligsikringsreglerne.
Tabet i boligsikring var særlig stort, idet han året forinden havde haft en god indtægt, og kommunen brugte hans indtægt året forinden som grundlag for beregningen af boligsikringen til søsteren. Mens han var hjemløs, havde han stort set ingen indtægt og kunne derfor slet ikke dække tabet ved en lavere boligsikring. Han kom da til at leve ca. 2 år som hjemløs.
Reglerne for beregning af boligsikring betød, at nogle reelt boede hos no-gen, men de lod sig ikke registrere. Nogle havde på fornemmelsen, at kom-munen godt vidste det, men lod være med at gøre noget.
Andre grunde
En person havde valgt at blive genhuset i stedet for at spørge, om hun kun-ne bo hos noget familie. Hun led i perioder af depression og følte, at hun da ville være til stor belastning for dem, hun boede hos. Hun havde derfor heller
ikke spurgt.
79
To havde forældre, der havde plads, men nu var ældre. De havde derfor ikke spurgt, idet de fornemmede, at det ville være en for stor belastning for forældrene at have flere boende i deres bolig.
Til stor belastning
Der var modsat også eksempler med personer, der var flyttet ind hos noget familie og åbenlyst var til belastning. En fik f.eks. to onkler boende. De kom for at være ham behjælpelig, da han var syg, men ville ikke flytte, da han igen kunne klare sig selv. De brugte deres penge på alkohol, og han måtte betale for maden, selvom han dårligt havde råd. Han ville ikke smide dem ud, da man 'jo' ikke smed familiemedlemmer ud. Det endte med, at han for at komme ud af situationen, sagde sin lejlighed op.
80
Muligheder for at komme ud af hjemløsheden
Interviewpersonerne, der var uden bolig, var i meget forskellige situationer.
De havde derfor også meget forskellige muligheder for at komme ud af de-res hjemløshed.
De fleste havde et ønske om at komme ud af hjemløsheden. For nogle var det imidlertid en så fjern mulighed, at de ikke havde klare tanker om, hvor-dan de skulle komme ud af den. Det var især udpræget i byer, hvor der var lang ventetid på ventelisten til boliger. Enkelte havde det ok med at leve i hjemløshed, selvom de, når de blev spurgt, gerne ville have egen bolig.
Nogle havde klare ønsker om at komme ud af hjemløsheden og havde også klare eller nogenlunde klare planer for, hvordan de skulle komme ud af hjemløsheden.
De fleste oplevede, at de ikke kunne få hjælp fra kommunen. Nogle havde fået det, før de mistede deres bolig. Kommunen var for mange en fjern stør-relse, som det var svært at have kontakt med og få noget ud af.
Mange var ikke skrevet op på venteliste hos INI eller Iserit til en bolig. De fle-ste, der ikke var skrevet op, havde ikke noget klart svar på, hvorfor de ikke var det. Flere nævnte imidlertid, at det kostede 100 kr. om, året, og at det bidrog til, at de ikke lod sig skrive op. Deres manglende tilmelding til venteli-sten kan også tages som et udtryk for, at flere ikke forventede at få en ny bolig inden for en overskuelig tid.