Kvinde – 59 år – enlig – tidligere gift – to børn
Fra bolig til uden bolig
Hun havde ikke forestillet sig, at hun skulle ende i en situation, hvor hun blev smidt ud af sin lejlighed, ”...men det var heller ikke på grund af mig, at jeg blev smidt ud. Det var min søn. Han kom til at bo hos mig som logerende.
Han er 28 år. Når han holdt fest, blev jeg smidt ud af lejligheden og måtte sove ovre hos hans far. Han ville ikke have sønnen. Det gav for meget spek-takel”. Til spørgsmålet om hun ikke kunne sige til ham, at han ikke skulle holde fester, siger hun: ”Så slår han mig og slår mig. Og jeg kunne overho-vedet ikke sige, at han ikke skulle bo hos mig. De unge, det er dem, der be-stemmer mest over deres forældre...fordi de har....de bruger deres kræfter.
Jeg havde fortalt ham, at jeg blev smidt ud, hvis han lavede ballade igen”.
Hun fik advarsler og fik at vide, at hun blev smidt ud, hvis der blev ballade igen. Hun var dog slet ikke klar over, hvad det kunne komme til at betyde for hende. ”Og så...jeg har godt nok fået tre anmeldelser, og at jeg næste gang, når der bliver ballade, så bliver jeg smidt ud. Og på det tidspunkt der...jeg aner ikke, hvad det betyder, fordi...jeg er meget stille og rolig. Og så...da jeg fik at vide, at jeg skal bo sammen med dem, der bliver smidt ud, hvor vi skal dele lejlighed, én lejlighed til flere mennesker og sådan noget, ikke? Og vi kan risikere at have nogle børn med os...og den tanke, man får herinde: nej!.
Altså, hvad så med mine møbler og alt det, ikke? Og vi må ikke få nogen ga-rage eller noget andet til vores møbler, ikke? Enten så giver vi vores ting til nogle andre mennesker, der har behov for dem, fordi vi ikke kan have dem – vi må ikke have fjernsyn, vi må ikke have køleskab, vi må ikke have, vi må ikke føle...at det er et hjem. Dvs., at vi skal flytte fra det ene sted til det andet hver tredje måned. Og hvis vi ikke overholder det...så må vi ikke få en lejlig-hed resten af livet. Og da jeg fik at vide, tænke jeg, hvordan jeg skulle le-ve...jeg kunne ikke sole-ve...jeg bare blev ved at tænke og tænke og tænke”.
118
Hun var flyttet ind i en genhusningsbolig ca. 5 uger før interviewet.
Hun har måttet skille sig af med mange af sine ting. Hun siger: ”Jeg fik at vide, at jeg kun måtte have tøj og madras med – ikke en seng. Så føler man sig klemt herind, altså, når man er vant til at have en kæmpe lejlighed og har sine ting”.
Om det, hun ikke kunne have med, siger hun: ”Det kom ikke i en container.
Jeg fik ikke noget tilbud herom. De ville ikke hjælpe os – jeg måtte smide det ud, hvis der ikke var nogen, der ville have det. Jeg vidste ikke, hvad jeg skul-le gøre af det (hendes stemme knækker over). Nej...(hun græder stilskul-le). Det bliver bare smidt ud. Noget har jeg solgt. Min sofa har jeg solgt og borde-ne...Og resten smides ud...alt muligt skulle smides ud. For hvor skulle jeg opbevare det?”
Hun har taget lidt mere med end hun måtte. ”Jeg sagde til mig selv, at jeg ikke ville smide fjernsynet ud. Jeg ville have det med, og radioen har jeg også taget med. Min seng har jeg også taget med, og de store planter. Det er svært. I morges fik jeg at vide, at de ville komme og inspicere, og jeg fik en klump herinde i mave”. (Det var sandsynligvis ikke en inspektion, men blot INI, der forhørte sig, om SBi måtte komme og snakke med dem).
Livet før
Dorissi Mathæussen blev adopteret til en dansk familie på Fyn, da hun var fire år gammel. Hun er født i Grønland. Hun tog 10. klasse og flyttede til København, hvor hun ville uddanne sig til pressefotograf. Senere skiftede hun til at læse til ergoterapeut.
Da hun var i slutningen af 20'erne, besluttede hun, at hun ville opsøge sine biologiske forældre. Det gjorde hun og fik kontakt til dem begge. Kort tid efter døde hendes biologiske mor. Hun var da 29 år.
Hun valgte at blive i Grønland. Hun havde svært ved at opgive fjeldene, hvor hun følte sig hjemme. Hun mødte mand, som hun blev gravid med, og som hun boede sammen med i ca. 4 år. Hun blev kort tid efter at have fået det første barn, gravid igen. Hun har en søn og en datter. Da hun arbejdede, havde hun børnene i institution.
Hun havde arbejde i kommunen som socialrådgiver i ca. 4 år og senere ca.
2 år på et kontor. Hun blev da efterfølgende arbejdsløs.
Hun har arbejdet som oldfrue og havde for et år siden afsluttet en uddan-nelse som oldfrue. To uger efter fik hun en lammelse i venstre arm og kunne ikke bruge den. Hun er derfor ikke kommet til at arbejde som oldfrue. Hun har genoptrænet armen, men det er stadig ikke helt godt. Hun har derfor si-den levet af offentlig hjælp på 700 kr. hver 14. dag, og har søgt førtidspen-sion.
Hun er biologisk enebarn, men har som adoptivbarn tre søskende. De er alle adoptivbørn, og en af adoptivbrødrene er flyttet til Grønland for mange år siden og er lærer. Ham har hun jævnligt kontakt med, og han hjælper hende.
De to andre bor i Danmark, og dem har hun sporadisk brevkontakt med.
Livet uden egen bolig
Dorissi Mathæussen synes, det er svært at få det til at fungere godt sammen med de andre, og oplever, at der er nogen, der bestemmer over lejligheden.
Det er også svært, fordi de er så forskellige, og der let kommer en dårlig stemning. ”Åh...Men...Når man bor sådan...skal man være meget indstillet på at kunne forstå de andres levemåde og måde at være på. Og man må give efter over for dem, altså for at kunne overleve...og passe meget på, hvad man siger og gør. Altså det er...det er værre end at sidde i fængsel.
119
Fordi folk er forskellige. Når den ene kommer ud og skal handle, så begyn-der den anden at snakke dårligt om personen. Når personen kommer tilbage fra at handle, så er de gode venner. Altså sådan noget falsk noget, det er så mærkeligt, sådan en mærkelig måde at leve på...Det er ikke rart. Især når man ikke har familie her og ikke kan henvende sig til nogen”.
Dorissi Mathæussen oplever, at en familie med børn, der bor i lejligheden, bestemmer det hele. ”Jeg synes ikke, der er plads til mig. Det er deres lejlig-hed. Deres børn fylder det hele, og når de har gæster, kan jeg ikke være der. De har mange gæster, og de spiller til klokken syv – halv syv – om mor-genen...så går de i seng. De råber og skriger, når de spiller, og man kan ikke sove. Når de så falder til ro, så starter børnene – og de spiller fodbold mod min dør”.
Hun tør ikke sige det til familien, som hun oplever styrer det hele. ”Manden, deres far, er – jeg ved ikke, hvad det er, men der er et eller andet galt med ham. Han er hård, og han råber og skriger. Sådan er det hele tiden. Børnene – han snakker til dem, som om de er fuldvoksne mennesker, selv om de er bittesmå børn. I forgårs råbte han: Hvis I ikke hører efter mig, så dræber jeg jer! Altså...Jeg kan ikke leve mit eget liv, når jeg hører sådan noget, der er så brutalt, og når det er ham, der styrer vores lejlighed, vores hjem. Det er ham, der styrer det hele nu, og vi er kun logerende hos ham. Hvis vi bare siger et eller andet, så bliver vi smidt ud af ham. Det har han gjort over for flere hjemløse. Han bliver gal. Truer med vold. Ja. Og så bliver de jo bange.
Nogle kan slet ikke høre på ham, og så skriger de bare. Så går de bare ud, ja. Jeg tør nogle gange ikke gå ud og tisse. Jeg skal jo igennem køkkenet, og så venter jeg, til de er gået ind på deres værelse. Jeg er bange (græder)”.
Hun har været hos INI og har fået at vide, at hun skal lave et brev til dem.
Det vil hun gøre. Hun fortæller, at den anden kvinde, der bor i lejligheden, har været væk i to uger, fordi hun også er bange. Denne kvinde havde tidli-gere også boet sammen med den familie.
De havde det anderledes, før familien flyttede ind. ”I starten, før de flyttede ind, da havde vi det godt sammen. Vi kunne snakke om, hvad vi skulle gø-re...og sådan noget. Vi kunne støtte hinanden. Men – nu er vi adskilt. Vi er bange. Jeg kan ikke gå ind til min medbo. Så bliver vi mistænkt for at snakke om dem”.
Det er svært for hende at få en dagligdag i lejligheden. Ud over problemerne med familien med børnene, så er det også svært at lave mad. ”Jeg kan ikke lave mad. Jeg kan ikke købe pålæg. Det bliver ødelagt. Jeg har jo ikke noget køleskab. Det er ikke en ordentlig måde at leve på. Jeg bliver helt ødelagt”, siger hun.
Hun har ikke familie i byen, der kan hjælpe hende.
Hun kunne måske bo hos sin bror, man han bor i en anden by, og hun vil ikke flytte fra den by, hun bor i. Han ringer engang imellem. Hendes datter bor på Bornholm, og de snakker sammen hver dag.
Hendes søn, der var årsagen til, at hun blev uden bolig, har det ikke godt med det. ”Han har ødelagt mit liv. Han var også meget ked af det, han var meget ked af det. Nu tør han ikke engang røre mig, fordi jeg har fået et så-dant liv. Han anede ikke, hvordan tingene fungerede. Det har han forstået nu”.
Hun drikker jævnligt nu for at holde situationen ud, men ikke hver dag. Før hun flyttede i genhusningsboligen, drak hun også en gang imellem sammen med veninderne. Typisk i weekenderne hver anden uge.
Dorissi Mathæussen holder meget af at være i fjeldet. Det har være hende en passion siden hun var barn. Hun går derfor op i fjeldet, når hun skal have ny energi. ”Det lever. Når jeg er oppe i fjeldene og lægger mig ned og kigger
120
op...Deroppe kan jeg bedst mærke en eller anden kraft, eller jeg ved ikke, hvad det er. Det er det bedste jeg ved, at ligge oppe i fjeldet”.
Hun skal efter interviewet ud i fjeldet og lave mad over bål sammen med en veninde.
Da vi mødtes, og vi skulle frem til huset, hvor vi skulle interviewe, gik hun godt til. Hun turde ikke lade interviewet foregå i lejligheden. Da hun efterføl-gende fik en kommentarer herom, siger hun: ”Ja, jeg gør [går godt til]. Jeg … det er hjernen, der bestemmer. Når jeg siger til, så får kroppen fart på. Nu, hvor jeg har tømmermænd, så er det kroppen, der bestemmer, og kroppen sætter nogle grænser”.
Hun siger til slut: ”Jeg har nu helt nået enden af bunden, og nogle gange tænker jeg, hvor skal jeg gå hen. Hvor kan jeg være. For jeg vil også gerne slappe af. Det skal man kunne. Jeg skal nok...Jeg skal nok klare det (snøf-ter). Jeg skal klare det (hulkende), men det....For to dage siden...der be-gyndte jeg at drikke igen (hulker)”
Hun får 700 kr. hver 14. dag i offentlig hjælp, men har som nævnt ovenfor søgt om at få førtidspension.
Muligheder for at få egen bolig
Dorissi Mathæussen har talt med kommunen om at skaffe en bolig, men missede en aftale, fordi hun var fuld. Hun vil lave en ny aftale.
Kommunen har sagt, de vil skaffe hende en lejlighed. ”Jeg har jo altid betalt min lejlighed. Det var kun min søn, der ødelagde det”.
Ønsker til fremtiden
På spørgsmålet om, hvad det vil betyde at få sin egen bolig siger hun: ”Så vil jeg få fred. Det vil bare være godt. Så vil jeg lave broderier til grønlandske dragter. Det er tager lang tid, og man får slet ikke betalt den tid, man bru-ger...men det er dejligt at lave dem og se dem færdige”.
Hun har et ønske til INI. ”Jeg ville gerne sige til INI, at de skal være opmærk-somme på dem, der har børn, for de ødelægger det for os andre. De øde-lægger min hjerne eller...jeg kan ikke få lov til at være for mig selv. Og man bliver bange. Dem, der har børn, skal være for sig selv. Så kan vi andre have det godt sammen”.