K ULTURENS GRUNDLÆGGENDE ANTAGELSER

kan  se  fordele  i  at  have  et  centralt  drevet  medie  til  intern  kommunikation,  men  spørgsmålet er, om de vil slippe de velfungerende vaner og bryde ud af siloerne, så der  kan  skabes  fælles  fodslag  om  en  fælles  måde  at  kommunikere  internt  på.  De  grund‐

læggende antagelser, der analyseres i det følgende, tyder på, at dette kan blive vanske‐

ligt. 

fælles forståelse af, at arbejdet i URK skal være nemt at gå til og fungerer bedst på det  helt lavpraktiske plan. 

En  anden  overordnet  grundlæggende  antagelse  hos  de  frivillige  i  URK  udspringer  af  ovenstående. Arbejdet fungerer godt, som det er, og der er ikke behov for at ændre det. 

Det er især blandt de aktivitetsfrivillige, denne indstilling dominerer, hvor det funkti‐

onelle aspekt ved driften af aktiviteten er det vigtigste. Det er vigtigt, at det forbliver  ukompliceret både i forhold til at påbegynde et frivilligt stykke arbejde og til at være  frivillig. Således er de frivillige forbeholdne over for bureaukratiserede arbejdsgange,  for det er der slet ikke behov for. En aktivitetsfrivillig i en lektiecafé sætter ord på det‐

te: ”Det der er brug for er, at der er et lokale og der bliver sat nogle sedler op, og det, det  er der som knap nok brug for.” (bilag 3, 00:03:30) og uddyber ”(...) forkromede organi­

sationer, eller sådan noget, det er der ikke brug for.” (Bilag 3, 00:25:30). Flere steder i  vores  empiri  udtrykker  de  frivillige,  at  det  er  enkeltheden,  der  gør  frivilligt  arbejde  attraktivt, og at der ikke eksisterer et behov for at gøre det anderledes. Hos de organi‐

satoriske  frivillige  hersker  en  lidt  anden  holdning,  som  reflekterer  organisationens  øgede professionalisering. Hvor de aktivitetsfrivillige fokuserer på at styrke URK ved  at få det bedste ud af deres aktivitet, er de organisatoriske frivillige i højere grad opta‐

get af at drive organisationen  frem: ”Og det er helt klart noget, der er sket i den tid, jeg  har været her for at sætte fokus på kontinuerlig udvikling og, øh, der er nogle målsæt­

ninger som skal nås, og det køres mere som sådan en virksomhed, der skal drives frem. 

Og det synes jeg ikke er negativt ment her.” (Bilag 10, 00:14:59), siger en organisatorisk  frivillig. Denne forskel i holdning til forandring blandt de frivillige ses også i organisa‐

tionens diskussioner om omfanget af URK’s fortalervirksomhed, hvor man bl.a. rundt  omkring i organisationen møder ”(...) ret stor modvilje mod at blive mer’ politisk.” (Bilag  10,  00:51:10).  Den  upartiske  grundholdning,  der  har  sine  rødder  dybt  i  Røde  Kors‐

bevægelsen, har stor værdi for de frivillige i URK, og særligt dem, der er beskæftiget i  URK’s asylarbejde, ønsker ikke, at for meget fortalerarbejde skal kompromittere upar‐

tiskheden (fx bilag 9). 

En  sidste  gruppe  af  grundlæggende  antagelser  omhandler,  at  de  frivillige  har  deres  egen lille verden i hver deres aktivitet. Vores empiri viser flere eksempler på, at de fri‐

villige i aktiviteterne er mere knyttet til deres aktivitet, end de er knyttet til URK. Alle  frivillige betegner deres aktivitet som noget særligt, og at det, de oplever i aktiviteten 

derfor ikke viser et repræsentativt billede af organisationen. Det er imidlertid tydeligt,  at denne opfattelse af at se sin aktivitet som et særtilfælde, netop er det generelle bil‐

lede af aktiviteternes forståelse af deres rolle i URK. Af konkrete eksempler kan næv‐

nes,  at  Café  Zusammen  er  særlig,  fordi  de  har  deres  egen  organisation  med  HR‐

funktion og mellemledere (bilag 13). At ferielejrene er særlige, fordi de betragter sig  som en autonom enhed under URK (bilag 12). At Hovedtropperne er særlige, fordi de  har en anderledes brugergruppe med tilknytning til Hjernesagen (bilag 1, 2 og 18), og  at lektiecaféen på Blågårds Plads er et særligt tilfælde, fordi de ikke har brug for URK,  men i stedet læner sig op ad lokale kontakter (Bilag 3 og 4). Der er således en domine‐

rende opfattelse af, at de enkelte aktiviteter er selvkørende enheder, og at dette funge‐

rer godt. Samtidig er det deres interesse for aktiviteten, der er det centrale, og en akti‐

vitetsfrivillig fortæller, at informationer fra URK ikke interesserer hende eller har be‐

tydning for ”(...) mit frivillige arbejde. (...) så på den måde er jeg ikke engageret i URK  overhovedet, andet end det jeg laver selvfølgelig. I min aktivitet.” (Bilag 4, 00:16:20). På  samme måde er der ikke behov for at kommunikere med frivillige uden for ens aktivi‐

tet,  og  der  er  knap  nok  behov  for  at  kommunikere  med  de  kontaktpersoner,  der  er  tilknyttet aktiviteten (Bilag 1‐4, 8 og 9). Det tyder dog ikke på, at lysten til at kommu‐

nikere  på  tværs  mangler,  men  på  nuværende  tidspunkt  eksisterer  der  ikke  et  behov  for det. Det er det samme mønster, der er gældende i forbindelse med implementerin‐

gen af Fremtidens URK og andre organisatoriske tiltag. ”Altså der blir’ såd’n taget nogle  beslutninger, ”nu laver vi en ny struktur”. Det’ dæleme fint. Den er pæn, på plakaten, men  den passer ik’ nede hos os frivillige altså.” (bilag 9, 01:09:10), siger en aktivitetsfrivillig  og forklarer hermed den til tider manglende forståelse for de tiltag, der iværksættes  fra organisatorisk hold.  

Sætter vi ovenstående analyse af kulturens øvre og nedre lag i forhold til Martins tre  kulturperspektiver, former der sig et billede af, at URK ”er” kultur⁹. Vi har netop belyst  den grundlæggende antagelse, at der ikke er behov for tiltag, der går ud over de frivil‐

liges egen lille verden. Vi mener hermed ikke, at de frivillige er uinteresserede i verden        

9 Vi mener, at Martins tre kulturperspektiver bidrager til forståelsen af URK’s kultur, men vi er med  inddragelsen af disse bevidste om, at den teoretiske position, vi har indtaget i kraft af vores overve‐

jende symbolistiske kulturforståelse, præger analysen.  

omkring sig, men at det er så hyggeligt, og tingene kører så godt i aktiviteterne, at URK  bliver omtalt med et ’de’, der har sin funktion fjernt fra den pågældende aktivitet. Fx  siger en aktivitetsfrivillig: ”De er jo ikke her i lektiecaféen så, og der er ikke nogen af os,  der sådan på den måde er inde dér i kernen.” (bilag 9, 00:52:28) og udtrykker dermed  den  generelle  holdning  om,  at  aktiviteterne  hver  især  er  et  særligt  fællesskab  uden  påvirkning fra URK. Dog er der ikke tale om fragmentering, da subkulturerne kan op‐

fattes som små celler, hvor de inkluderede forbliver inden for subkulturens membran,  og de frivillige udtrykker hverken behov for eller overskud til at blande sig med andre  celler  i  organismen  URK.  Den  ikke  eksisterende  fragmentering  kan  dog  modstride  URK’s  strategiske  vision  om  fremmelsen  af  social  innovation  i  organisationen.  Social  innovation kræver videndeling på tværs, hvor det netop er nødvendigt, at de frivillige  går ind og ud af forskellige fællesskaber i URK. Omvendt har URK’s ledelse med Strate‐

gi 2015 erklæret ønsket om et samlet værdigrundlag og fælles identitet. Dette kan dog  ikke  tilskrives  integrationsperspektivet,  da  der  stadig  er  plads  til  tvetydigheder  og  diskussion på alle niveauer i organisationen. 

Således  kan  URK  siges  at  være  domineret  af  en  differentieret  kultur,  hvor  der  er  grundlæggende  antagelser,  der  samler  organisationen,  og  antagelser,  der  skaber  et  billede af en organisation bestående af mange små selvstændige enheder. URK’s kultur  består dermed af en række subkulturer, der deler en række fællestræk, men er distan‐

ceret  fra  URK.  Det  betyder,  at  subkulturerne  i  højere  grad  er  internt  homogene  end  knyttet til URK som helhed. På nuværende tidspunkt synes der ikke at være stridighe‐

der mellem de forskellige subkulturer. I vores empiri har vi særligt bemærket, at de to  overordnede subkulturer, der knytter sig til det at være organisatorisk frivillig versus  aktivitetsfrivillig, har stor respekt for hinandens arbejde. ”Jeg har bare respekt for, at  der er nogen der gider at bruge deres tid på at få det hele til at fungere, så jeg kan ha’ det  sjovt.” (bilag  8,  00:45:52),  siger  en  aktivitetsfrivillig  og  sætter  ord  på  den  gensidige  forståelse, som vi har identificeret, der er til stede blandt de frivillige i URK. Vi mener  dog,  at  der  mellem  subkulturerne  lurer  latente  konflikter,  der  kan  blusse  op,  særligt  hvis de organisatoriske frivillige og ledelsen bliver for radikale i forhold til at ændre på  de procedurer, som de enkelte aktiviteter har opbygget og værner om.