Historisk oversigt

Efter konkursloven 1872 § 17 stk. 2 kunne opsigelse ske med “sædvanligt varsel til almindelig fardag”. Efter ordlyden var det således alene en sædvanlighedsvurde-ring uden hensyntagen til rimeligheden. I de første årtier efter lovens vedtagelse var der en vis usikkerhed om, hvorvidt en sædvane kunne medføre en fravigelse af et varsel fastsat i lovgivningen.²¹³For retsforhold omfattet af lejeloven blev spørgs-målet afgjort ved dommen U1938.716 HD.

213. Benægtende heroverfor U1914.577 LOHS og U1915.228 SHD, men tilsyneladende bekræftende U1915.523 SHD. Der kan endvidere henvises til Jul. Lassen, Lærebog i Obligationsrettens Spe-cielle Del, 4. udgave, ved Henry Ussing, side 30.

U1938.716 HD: I to lejekontrakter mellem samme parter var der ved aftalernes indgåelse i 1936 aftalt en uopsigelighed til 1. januar 1947. Lejeren blev erklæret konkurs den 29. juni 1937, og boet opsagde herefter lejemålene til ophør snarest muligt. Sagen vedrørte alene spørgsmålet om, hvor-vidt “sædvanligt varsel” skulle forstås efter de hidtil gældende regler eller efter lejelovens regler, der var trådt i kraft efter lejekontrakternes indgåelse. Højesteret afgjorde sagen med følgende præ-mis: “Der maa gives Indstævnte Medhold i, at Bestemmelsen i Konkurslovens § 17, 2. Stk. om Op-sigelse med “sædvanligt Varsel til almindelig Fardag” nu, efter at Lov om Leje af 23. Marts 1937 er traadt i Kraft, maa forstaas som henvisende til Bestemmelserne i den sidstnævnte Lovs § 8 og

§ 10.”

Dommens generelle præmis medførte, at der efterfølgende var enighed om, at lovens varsler havde forrang. Dette beskrives således af Henry Ussing, Dansk Obli-gationsret, Speciel del, side 29:

“Lejemaal, der er indgaaet for længere Tid, undergaar dog ifølge § 17 stk. 2 ved Boets Indtræden den Ændring, at de kan opsiges fra begge Sider med sædvanligt Varsel til almindelig Fardag. Ved disse sidste Udtryk maa forstaas Lovgivningens almindelige Regler om Fardag og Varsel. De leje-maal, der falder ind under Lejeloven, kan derfor, naar de er indgaaet for længere Tid, opsiges til den første Dag i en Maaned (Lejel § 8) med 3 Maaneders Varsel (Lejel § 10). Dette maa gælde, selv om Lejemaalet er indgaaet før Lejeloven, se U 1938.716 H. Sædvaner, der afviger fra Lovreglerne, kan herefter ikke tages i Betragtning, ialfald ikke hvis de vilde føre til et længere Varsel end Lejel § 10.

Sml fra ældre Ret U 1915.523, 1914.577.”²¹⁴

Når lovgivningen fastsatte et vist varsel, var det således unødvendigt at undersøge, om der var en sædvane for et længere varsel. Retsstillingen kan udtrykkes således, at lovgivningens varsel konkursretligt var det sædvanlige varsel, dog med en mu-lig reservation for kortere varsel i henhold til en sædvane.²¹⁵

Inden for ansættelsesretten – hvor muligheden for konkursregulering var prak-sisskabt – spillede varslet i lovgivningen ikke samme afgørende rolle. Som det ses af de nedenfor refererede domme var der dog ikke tale om en entydig tendens i for-hold til lovgivningen.²¹⁶

U1970.726 SHD: Et selskab opfordrede en funktionær til at tage ansættelse i selskabet. Funktio-næren havde 6 års anciennitet i sit nuværende ansættelsesforhold og betingede sig derfor, at opsi-gelsesvarslet allerede fra begyndelsen skulle være 3 måneder og i øvrigt følge funktionærloven.

214. Den senere litteratur tilsluttede sig dette, jfr. Bernhard Gomard, Skifteret, side 140, og Niels Ør-gaard, Konkursret, 1. udgave, side 95.

215. Udkast til lov om gældsordning indeholdt i §§ 94-97 et system med mulighed for opsigelse af længerevarende aftaler med “sædvanligt eller rimeligt varsel”. I udkastet diskuteres begreberne imidlertid ikke nærmere.

216. Afgørelserne har også betydning for problemstillinger behandlet senere i afhandlingen, hvorfor de refereres også med henblik herpå.

Disse vilkår blev aftalt. Selskabet trådte i likvidation mindre end 6 måneder efter ansættelsesforhol-dets påbegyndelse, hvorfor det legale varsel alene var 1 måned. Kravet på 3 måneders opsigelse blev ikke nedreguleret, idet Sø- og Handelsretten ikke fandt det usædvanligt – men rimeligt – at man i en sådan situation aftalte et opsigelsesvarsel på 3 måneder allerede fra ansættelsesforholdets påbe-gyndelse. Sø- og Handelsretten anførte i præmisserne, at fastsættelsen af varslet skete “under hen-syn til det tilsvarende opsigelsesvrsel, der gjaldt under hendes forudgående langvarige ansættelse i anden stilling”.

U1975.97 HD: En direktør, SB, grundlagde i 1957 en engrosvirksomhed med salg af legetøj og hob-byartikler. Som led heri blev han eneforhandler for en engelsk virksomhed for dennes legetøj. I 1969 blev det mellem parterne aftalt, at den engelske virksomhed skulle købe engrosvirksomheden via et danske selskab med virkning fra den 31. december 1969 og ansætte SB uopsigeligt i 7 år som

“assistant general manager”. Den 18. oktober 1971 bortviste selskabet SB. Selskabet trådte i likvi-dation som insolvent den 29. oktober 1971. SB anmeldte herefter lønkrav for tiden fra bortvisnin-gen til udløbet af uopsigelighedsperioden svarende til godt 5 års løn. Boet havde anerkendt et opsi-gelsesvarsel på 3 måneder og påstod derfor frifindelse under henvisning til konkursreguleringprin-cippet. Højesteret udtalte om dette spørgsmål: “Der findes ikke at kunne gives indstævnte medhold i, at funktionærloven af 1938, som intet indeholder herom, skulle have ændret det i retspraksis og juridisk teori siden århundredeskiftet anerkendte konkursreguleringsprincip, hvorefter der – uanset aftale om særlig langt opsigelsesvarsel – kun gives fortrinsret for lønkrav i en arbejdsgivers konkurs – eller likvidationsbo for tiden indtil udløbet af det legale eller sædvanlige opsigelsesvarsel og ikke anerkendes lønkrav for tiden efter dette tidspunkt, heller ikke som simpelt krav. Princippet kan hel-ler ikke antages at være berørt ved den senere ændring af konkurslovens § 33, hvilket har klar støt-te i forarbejderne til loven af 18. juni 1969. Når henses til, at indstævnstøt-te siden 1957 har været le-der af den virksomhed, som appellanten overtog den 1. januar 1970, og som indstævnte le-derefter fortsatte i som funktionær, findes der, jfr. princippet i funktionærlovens § 2 stk. 3, at burde tilken-des ham en erstatning for den uberettigede afskedigelse på i alt 6 måneders løn eller 25.000 kr. mere end den udbetalte erstatning. Denne erstatning vil være at fyldestgøre efter konkurslovens § 33.”

Desuden forelå spørgsmålet om, hvorvidt en del af uopsigelighedsperioden måtte anses som delvis betaling for engrosvirksomheden. Flertallet anså dette for tilfældet og tilkendte et simpelt krav her-for, hvorimod mindretallet ikke anså en sådan sammenhæng for at foreligge og ville derfor ikke til-kende noget beløb.

U1977.138 HD: Et selskab opsagde på grund af økonomiske vanskeligheder alle funktionærer med varsel som angivet i funktionærloven. Umiddelbart herefter trådte selskabet i likvidation som insol-vent. En af de opsagte havde været ansat i 45 år og havde i henhold til en kollektiv overenskomst et opsigelsesvarsel på 8 måneder, d.v.s. 2 måneder mere end hjemlet i funktionærloven. Sagen an-gik spørgsmålet om, hvorvidt disse to måneder kunne bortreguleres. Anmelderen gjorde gældende, at konkursregulering ikke nødvendigvis skulle ske til det legale varsel, men at særlige forhold kun-ne bevirke, at et længere varsel end funktionærlovens varsel anses som et sædvanligt og rimeligt, og at netop en kollektiv overenskomst udgjorde et sådant særligt tilfælde. Sø- og Handelsretten udtalte herom: “Det kan dernæst, når der er tale om et princip, der er begrundet i konkursens for-mål, ikke antages, at den omstændighed, at aftalen om varslet er truffet i en kollektiv overenskomst, bevirker, at det i denne overenskomst aftalte varsel skal gælde som et varsel, der ikke kan nedsæt-tes ved konkursregulering i et ansættelsesforhold, der er omfattet af Funktionærloven. I det forelig-gende tilfælde er der herefter ikke grundlag for at give funktionæren krav på et varsel, der er læn-gere end det af boet anerkendte varsel, som er det længste varsel efter Funktionærlovens § 2 stk. 3.”

12.1. Historisk oversigt

Højesteret stadfæstede afgørelsen, men med en lidt anden begrundelse, idet det anførtes: “Det til-trædes, at der i et tilfælde som det foreliggende, hvor opsigelsesvarslet i henhold til funktionærlo-vens § 2, stk. 3, udgør 6 måneder, efter det i retspraksis anerkendte konkursreguleringsprincip med hensyn til lønkrav ikke i boet kan anerkendes noget lønkrav, der overstiger nævnte 6 måneder. Det er således – som også antaget i dommen – uden betydning, at aftalen om et længere varsel er inde-holdt i en kollektiv overenskomst, og at de gensidigt vedtagne varsler gyldigt er aftalt i overens-stemmelse med lovbeoverens-stemmelsens stk. 6.”