Retspraksis

Som anført ovenfor bærer retspraksis præg af, at der ofte ikke er procederet på spørgsmålet. Denne manglende fokusering på problemstillingen har naturligvis betydning ved vurdering af dommenes præjudikatsværdi. Da konkurslovens § 61 i vidt omfang er en videreførelse af den tidligere retstilstand inden for ansættelses-retten, jfr. nedenfor i kapitel 17.1, kan afgørelser vedrørende denne retstilstand også have interesse.

Set som et indgreb i parternes kontraktretlige forpligtelser og rettigheder vil det største indgreb være at beregne opsigelsesvarslet efter § 61 fra en eventuel opsigel-se foretaget forud for konkursdekretets afsigelopsigel-se. Dette begyndelopsigel-sestidspunkt er antaget i to domme fra Højesteret fra henholdsvis 1908 og 1912. I begge afgørel-ser var der dog tale om opsigelse under en forudgående likvidation.¹⁹²

U1908.406 HD: En bogholder var antaget med aftalt uopsigelighed i 5 år. I forbindelse med selska-bets afvikling blev bogholderen afskediget med samtykke af et likvidationsudvalg, der var dannet for at afvikle selskabets forhold. Selskabet gik senere konkurs, og tvisten opstod i forbindelse med bogholderens anmeldelse af krav i boet. Uopsigeligheden blev tilsidesat, og varslet blev ansat til 3 måneder, der svarede til kontraktens varsel efter uopsigelighedsperiodens udløb. Sø- og Handels-retten begrundede dette således: “Efter Analogien af Tyendelovens § 38 maa det imidlertid antages, at Kontraktens Bestemmelse om Forholdets Uopsigelighed indtil 1 August 1908 ikke er bindende for Konkursboet”. Højesteret stadfæstede afgørelsen og anførte: “Med Bemærkning, at den Appel-lanten paa Kreditorernes Vegne i Marts Maaned 1905 givne Opsigelse under de foreliggende Om-stændigheder maa ligestilles med en af Konkursboet sket Opsigelse, og iøvrigt i Henhold til de i Decisionen anførte Grunde, der i det Væsentlige tiltrædes, vil denne være at stadfæste.”

192. Samme standpunkt kan muligvis udledes af U1937.485 HD, men i denne sag blev der ikke pro-cederet på spørgsmålet.

U1912.311 HD: En kaptajn var af et selskab antaget til at føre et skib. Ansættelsesforholdet var uop-sigeligt til den 22. april 1912 og kunne herefter opsiges med 6 måneders varsel. Selskabet blev ta-get under konkursbehandling med virkning fra den 24. juni 1910. I boet anmeldte kaptajnen blandt andet krav på hyre, kostpenge og kaplak indtil uopsigelighedsperiodens udløb. Højesteret anerkend-te ikke kravet, men nedsatanerkend-te detanerkend-te svarende til et varsel på 3 måneder. Kravet ansås sikret ved søpant i skibet.¹⁹³Som begrundelse for nedsættelsen anførte Højesteret: “I henhold til Sølovens §§ 65, 68 og 268 og Konkurslovgivningens Grundsætninger i Forbindelse med vor Rets Regler om Opsigel-sesvarslet i personlige Tjenesteforhold”. Ved beregningen af det samlede krav anvendte Højesteret som begyndelsestidspunkt en afskedigelse foretaget forud for konkursdekretets afsigelse. Denne var foretaget efter, at selskabet var trådt i likvidation. Højesteret anførte herom: “Som nævnt i Deci-sionen blev Indstævnte, der tiltraadte Tjenesten den 22 April 1910, imidlertid afskediget af Selska-bet den 17 august 1910, og efter det Foreliggende maa det antages, at denne Afskedigelse senere er blevet ratihaberet af Selskabets Konkursbo.”

Også to nyere domme har anvendt dette begyndelsestidspunkt. Dette gælder den ovenfor i kapitel 7.2.2 refererede dom af 28. april 1997 fra retten i Hillerød, samt den nedenfor i kapitel 17.3.3.1 refererede dom af 12. juni 1997 fra Sø- og Han-delsrettens skifteret. I sidstnævnte sag begrundedes konkursreguleringen dog med almindelige konkursretlige grundsætninger.

Også i U1913.792 LOHS, der er refereret ovenfor i afsnit 7.2.1, anvendes et opsigelsestidspunkt, der ligger forud for konkursen som begyndelsestidspunkt. Ef-ter dommens præmisser skulle afskedigelsestidspunktet anvendes, men på grund af parternes påstande blev dette ikke dommens resultat.

Østre Landsret har i den nedenfor refererede dom antaget, at der ikke kan ske konkursregulering for den del, der ligger forud for fristdagen. Det skal dog bemær-kes, at fristdagen og dekretdagen var sammenfaldende, og at der alene var proce-deret på uanvendelighed for tiden forud for fristdagen.

Utrykt dom fra Østre Landsret af 11. maj 1994 (B-0952-93): En ingeniør blev den 1. juni 1990 ansat i et selskab med titel af administrerende direktør. Han blev ikke anmeldt til Erhvervs- og Sel-skabsstyrelsen som direktør. Der blev ikke oprettet nogen ansættelseskontrakt, men der var enighed om, at der var aftalt et opsigelsesvarsel på 12 måneder fra selskabets side og 6 måneder fra direk-tørens side. Månedslønnen udgjorde 70.000 kroner. Den 13. september 1990 blev ingeniøren opsagt til øjeblikkelig fratræden. Selskabet blev erklæret konkurs den 5. juli 1991 med samme dag som fristdag. Kurator oplyste, at der ikke ville blive dækning til § 97-krav. Ingeniøren anmeldte herefter – med krav om fortrinsret efter konkurslovens § 95 – krav på løn i henhold til opsigelsesvarslet. Kra-vet var dog begrænset tidsmæssigt bagud til de senest 6 måneder før fristdagen, jfr. konkurslovens

§ 95 stk. 1, nr. 2. Boet gjorde gældende, dels at kravet ikke var fortrinsberettiget, dels at der kunne ske konkursregulering, og at kravets fortrinsret herefter ville bortfalde, idet der – efter konkursre-gulering – ikke bestod noget krav inden for tidsgrænsen på 6 måneder forud for fristdagen. Med hensyn til konkursreguleringen anførte ingeniøren, at regulering alene står til rådighed for

konkurs-11.2. Retspraksis

193. Kravet ville næppe være omfattet af det almindelige lønprivilegium, jfr. I. H. Deuntzer, Den dan-ske Skifteret, side 286 med henvisninger.

boet, og at reguleringen derfor ikke kunne ske for tiden forud for fristdagen. Østre Landsret gav medhold i, at kravet var fortrinsberettiget og anførte om konkursreguleringsmuligheden: “Det rej-ste krav er i overensrej-stemmel se med konkurslovens § 95 tidsmæssigt bagud fra fristdagen begræn-set til 6 måneder. Den del af kravet, der vedrører tiden efter fristdagen 8. juli 1991 angår så kort en periode, at en begrænsning ved en opsigelse, såfremt appellanten fortsat på fristdagen havde været ansat, ikke ville kunne foretages af boet i medfør af konkurslovens § 61. Denne bestemmelse kan ikke bringes til anvendelse på perioden før fristdagen. Heller ikke på andet grundlag vil der kunne ske konkursregulering” [min udhævning].

Boets faktiske opsigelse er af Sø- og Handelsrettens skifteret anvendt som begyn-delsestidspunkt ved nedennævnte afgørelse:

Utrykt dom fra Sø- og Handelsrettens skifteret af 23. september 1998 (P-0037-96): Et selskab havde indgået en lejekontrakt, der var uopsigelig fra lejers side indtil 31. december 2000. Efter for-udgående betalingsstandsning blev selskabet erklæret konkurs den 30. april 1996. Den 13. maj 1996 erklærede selskabet af egen drift, at det ikke ville indtræde i lejekontrakten og påberåbte sig samti-dig konkurslovens § 61. Udlejeren erkendte, at uopsigeligheden ikke kunne opretholdes, men påstod opsigelsesvarslet fastsat til 12 måneder, hvilket var i overensstemmelse med kontraktens bestem-melser efter udløbet af uopsigelighedsperioden. Endvidere fremlagde udlejeren 14 lejekontrakter med et tilsvarende opsigelsesvarsel. Med hensyn til begyndelsestidspunktet påstod udlejeren, at det-te først kunne regnes fra boets meddelelse af 13. maj 1996. Boet påstod opsigelsesvarslet nedsat til 6 måneder og påstod, at dette varsel skulle regnes fra konkursdekretes afsigelse.¹⁹⁴Sø- og Han-delsretten fastsatte varslet til 12 måneder og gav udlejeren fuld medhold i den beløbsmæssige opgø-relse, hvilket kun kunne ske ved anvendelse af et begyndelsestidspunkt, der ligger efter dekretes afsigelse. Dommen er anket til Østre Landsret.

Også det tidspunkt, hvor anmelderen måtte have anset sig som afskediget, er ble-vet anvendt som begyndelsestidspunktet, hvilket skete i nedennævnte afgørelse:

SHT 1913.540: En afdelingschef var forud for konkursen blevet afskediget med kortest muligt var-sel (til trods for aftalt uopsigelighed i 5 år). Boet opsagde senere afdelingschefen ex tuto. Forinden denne opsigelse havde han foretaget anmeldelse af sit krav. Boet procederede med hensyn til begyn-delsestidspunkt principalt på opsigelsen forud for konkursen, subsidiært at konkursens indtræden eo ipso medførte en afbrydelse af tjenesteforholdet, og at varslet derfor skulle regnes fra konkur-sens indtræden. Retten fastsatte varslet til 3 måneder og statuerede, at varslet skulle regnes fra hans anmeldelse i boet, idet han på dette tidspunkt måtte have betragtet sig som afskediget.

Endelig antoges det i U1913.350 SHD, at det var boets faktiske opsigelse, der var afgørende.

194. Boets påstand om begyndelsestidspunktet fremgår ikke direkte af dommen. Derimod fremgår det direkte af sagens processkrifter. Desuden fremgår det indirekte af dommen, idet boet havde god-kendt et opsigelsesvarsel på 6 måneder regnet fra dekretet, og dette tidspunkt er anvendt ved den beløbsmæssige opgørelse af udlejerens påstande.

U1913.350 SHD: En kontorchef blev af direktionen opsagt den 30. maj 1912 med et varsel af 6 måneder. Selskabet blev erklæret konkurs den 6. juni 1912. Uden nærmere forklaring på årsagen hertil opsagde boets kurator ex tuto kontorchefen den 29. august 1912. Boet procederede på, at opsi-gelsesvarslet skulle være 3 måneder, og at perioden principalt skulle regnes fra opsigelsen forud for konkursen subsidiært fra 1. månedsskifte efter konkursens indtræden. Retten gav kurator medhold i en påstand om, at varslet skulle reduceres til 3 måneder, men med hensyn til begyndelsestidspunk-tet fandt retten, at dette først kunne være boets opsigelse, i hvilken forbindelse retten anførte: “..., men der er ingen Hjemmel til at antage, at Konkursen eo ipso medfører en Opsigelse, og da An-melderen først er opsagt af Konkursboet den 29 August s.A., er Kontrakten heller ikke ved denne Opsigelse bragt til Ophør før den 30 November 1912.”