Betydningen af pant for anvendelsesområdet

I det følgende skal det nærmere undersøges, hvorvidt anvendelsesområdet ind-skrænkes i tilfælde af, at medkontrahenten har pantesikkerhed for kontraktens opfyldelse. En nærmere undersøgelse heraf skal ses i sammenhæng med Kommen-taren, side 365, hvor det anføres:

“Er opfyldelse af fallentens forpligtelse sikret ved (uomstødeligt) pant, er panthaveren, så langt pan-tesikkerheden rækker, formentlig ikke bundet af reglerne i kap. 7.”

Udtalelsen står umiddelbart før behandlingen af forfaldsklausuler i pantebreve.

Disse regler blev ændret ved lov nr. 291 af 8. juni 1978, hvorefter pantebreve i fast ejendom ikke forfalder ved blandt andet konkurs. I Niels Ørgaards anmeldelse af 1. udgaven af konkurslovskommentaren – hvor den samme udtalelse findes på side 242 – anfører han vedrørende den citerede udtalelse, at det ikke er klart, hvorvidt denne står ved magt efter ændringerne af tinglysningsloven.⁸³Da udtalelsen er gen-taget uændret i de senere udgaver af konkurslovskommentaren, må det forventes, at opfattelsen står ved magt. Det citerede er placeret under kommentaren til § 53 og må derfor mest naturligt forstås således, at pant anses for generelt at medføre, at konkurslovens kapitel 7 ikke er anvendelig på grund af retsforholdets beskaffenhed.

En særlig problemstilling er spørgsmålet om forfaldsklausuler i pantebreve.

Spørgsmålet er, hvorvidt disse kan håndhæves, eller de må vige for boets rettighe-der i henhold til konkurslovens kapitel 7, særligt indtrædelsesretten. Problemstil-lingerne herved er illustrerende for det generelle spørgsmål om pantets betydning, ligesom de anførte overvejelser må medtages i vurderingen. Teorien vedrørende forfaldsklausulerne skal derfor gennemgås forinden den videre behandling af pan-tets betydning for anvendelsesområdet for konkurslovens § 61.

Pantets betydning for muligheden for at indtræde i en aftale om et pengelån har også påkaldt sig opmærksomhed. Dette er imidlertid et led i den generelle diskussion om boets indtrædelsesret i afta-ler om pengelån, hvor pantespørgsmålet nærmest vender modsat som et argument for at tillade ind-træden. En nærmere analyse af dette problemkompleks falder uden for afhandlingens rammer.⁸⁴

4.4.1. Særligt om forfaldsklausuler i pantebreve

Ifølge de tidligere standardformularer for pantebreve var konkurs forfaldsgrund, både for så vidt angik fast ejendom som løsøre.⁸⁵Ved gennemførelsen af konkurs-4.4. Betydningen af pant for anvendelsesområdet

83. Jfr. Niels Ørgaard i Juristen 1979.133.

84. Se herom eksempelvis Kommentaren, side 366, og Ørgaard, side 59, begge med henvisninger.

85. Jfr. for fast ejendom standardformular A og B punkt 9 b), jfr. bekendtgørelse nr. 595 af 13. novem-ber 1973 og for underpant i løsøre standardformular II punkt 4, jfr. Anordning nr. 298 af 26. no-vember 1926 § 3.

loven 1977 og dermed indførelsen af kapitel 7 var disse standardformularer gæl-dende. Spørgsmålet om eventuelle uoverensstemmelser mellem standardvilkårene og særligt boets indtrædelsesret blev ikke gjort til genstand for drøftelser i forbin-delse med konkurslovens gennemførelse.

I betænkning nr. 800/1977 om tvangsauktion over fast ejendom foreslog udval-get, at der i tinglysningsloven indsattes en ny bestemmelse som § 42 b, hvorefter en række forhold ikke kunne anvendes som forfaldsgrunde ved pant i fast ejendom.

Heri var ikke nævnt afsigelse af konkursdekret. Ved fremsættelsen af lovforslaget var konkurs medtaget som et af de forhold, der ikke kunne medføre, at kreditor kunne forlange kapitalen indfriet.⁸⁶Baggrunden herfor var, at de i betænkning nr.

800/1977 anførte betragtninger vedrørende nægtelse af de øvrige forfaldsgrunde ligeledes gjorde sig gældende vedrørende konkurs.⁸⁷Det blev ikke drøftet, hvor-vidt ændringen var nødvendig af hensyn til reglerne i konkurslovens kapitel 7.

Efter indførelsen af tinglysningslovens § 42 b blev pantebrevsformularerne æn-dret i overensstemmelse hermed. Standardformularerne indeholder således i den nugældende udformning ikke konkurs som forfaldsgrund. Dette gælder tillige for formular C vedrørende underpant i løsøre. Da § 42 b ikke gælder for pant i løsøre, er diskussionen opstået som et spørgsmål om, hvorvidt konkurs kan vedtages som forfaldsgrund i form af et individuelt vilkår ved pant i løsøre.

Lene Pagter Kristensen, Tinglysningsloven, side 379, anfører herom:

“§ 42 b finder – i modsætning til § 42 a – ikke tilsvarende anvendelse på pantebreve, der giver under-pant i løsøre. I den nye løsøreunder-pantebrevsformular (formular C), der trådte i kraft med TB, er dog de forfaldsklausuler i den tidligere formular II, der svarer til de i § 42 b nævnte (forfald i anledning af udlæg, arrest og konkurs) udgået. Der er imidlertid ved pantsætning af løsøre intet i vejen for at ind-sætte sådanne forfaldsklausuler ved individuel aftale.”

Der argumenteres alene ud fra rækkevidden af tinglysningslovens § 42 b, hvorimod problemstillingen om konkurslovens kapitel 7 ikke berøres.

Hos Thomas Rørdam og Vagn Carstensen, Pant, side 371, behandles såvel for-holdet til tinglysningslovens § 42 b som konkurslovens kapitel 7, idet der om pro-blemstillingen anføres:

“Derimod gælder TL § 42 b ikke for løsørepantsætning. Det betyder, at forfaldsgrunde svarende til opregningen i denne bestemmelse som udgangspunkt gyldigt kan aftales mellem parterne. Der er

86. Jfr. Folketingstidende 1977-78, tillæg A, spalte 2499f. Lovforslagets § 42 b blev gennemført som foreslået, jfr. lov nr. 290 af 8. juni 1978 § 4.

87. Jfr. Folketingstidende 1977-78 tillæg A spalte 2509f samt Per Sørensen i Juristen 1979.31, hvor han i øvrigt gør opmærksom, at spørgsmålet om konkurs som forfaldsgrund ikke var med i udvalgets kommissorium.

f.eks. ikke noget til hinder for, at det i et løsørepantebrev bestemmes, at pantegælden forfalder til betaling, hvis debitor erklæres konkurs, jfr. Tinglysningskommentaren s. 379, og det må vist nok antages, at håndhævelsen af en sådan klausul ikke strider mod bestemmelserne i KL kap. 7 om kon-kursboets indtrædelsesret, jfr. KL § 53, hvorefter bestemmelserne i kap. 7 kun anvendes, hvis ikke andet følger af andre lovbestemmelser eller af vedkommende retsforholds beskaffenhed.”⁸⁸

Forfatterne vil således under tvivl lade en forfaldsklausul have gyldighed frem for reglerne i konkurslovens kapitel 7 om boets indtrædelsesret.

Hvorvidt boets indtrædelsesret forhindrer klausuler om konkurs som forfalds-grund er først og fremmest et konkursretligt spørgsmål. Det er givet, at tinglys-ningslovens § 42 b nr. 5 præceptivt forhindrer en sådan klausul ved pant i fast ejen-dom, men der kan ikke sluttes modsætningsvis fra denne bestemmelse. Spørgsmå-let blev ikke drøftet i Betænkning II, ligesom det – på grund af kommissoriet – ikke var behandlet i betænkning nr. 800/1977. Det må dog muligvis antages, at det har været Justitsministeriets opfattelse, at sådanne klausuler kunne vedtages, idet det i modsat fald ikke havde været nødvendigt at indsætte en bestemmelse som den omhandlede i tinglysningsloven.⁸⁹

Det konkursretlige udgangspunkt er, at reglerne i kapitel 7 er beskyttelsespræ-ceptive for boet.⁹⁰Der skal derfor særlige grunde til at foretage en undtagelse her-fra. Grundlaget herfor kan ikke søges i tinglysningsloven, der alene fastsætter visse præceptive regler for pant i fast ejendom. Spørgsmålet må derfor som udgangspunkt besvares sammen med de generelle overvejelser om betydningen af pant for anven-delsesområdet for konkurslovens kapitel 7.

Da forfaldsklausulerne i sagens natur vedrører pengelån, har afklaring af spørgs-målet nøje sammenhæng med spørgsspørgs-målet om boets indtrædelsesret i sådanne rets-forhold. Hvis boet ikke har indtrædelsesret, vil en forfaldsklausul ikke forringe bo-ets rettigheder, hvorfor den kan gøres gældende.⁹¹Problemstillingen bliver derfor kun aktuel, såfremt boet tillægges indtrædelsesret.⁹²I så fald må afklaring ske ud fra de generelle overvejelser.

4.4. Betydningen af pant for anvendelsesområdet

88. Margit Stassen anfører i U1979B81, at der kan indsættes individuelle vilkår, men siger ikke noget specifikt om konkurs som forfaldsgrund.

89. Ændringerne i tinglysningsloven trådte i kraft den 1. januar 1979, jfr. lov nr. 291 af 8. juni 1978 § 6, medens konkursloven 1977 trådte i kraft den 1. april 1978, jfr. lov nr. 298 af 8. juni 1977 § 215.

90. Jfr. ovenfor i afsnit 3.

91. Herved kan medkontrahenten i nogle tilfælde opnå en utilsigtet kursgevinst ved at kunne gøre kra-vet gældende til parikurs. Dette foreslås af Niels Ørgaard løst ved at lade boet indfri pantebrekra-vet til kursværdien ud fra princippet om konkursregulering, jfr. Niels Ørgaard i Juristen 1979.448.

92. Som anført ovenfor ligger en afklaring af problemstillingen om pengelån uden for afhandlingens rammer. Ørgaard, side 59, argumenterer for, at bestemmelsen i tinglysningslovens § 42 b nr. 5 må medføre, at boet kan indtræde i sådanne låneaftaler.

4.4.2. Generelt om pant i relation til anvendelsesområdet for § 61

Hverken det generelle spørgsmål om pantets betydning for anvendelsesområdet for konkurslovens kapitel 7 eller enkelte bestemmelser heri eller det mere specifikke spørgsmål om muligheden for at vedtage konkurs som forfaldsgrund ved pant i løsøre har været forelagt domstolene til afgørelse.

Under konkursloven 1872 blev spørgsmålet om betydningen af søpant for muligheden for konkursre-gulering afgjort ved U1912.311 HD.⁹³Ved dommen blev det antaget, at søpant ikke var til hinder for at konkursregulere et opsigelsesvarsel for en kaptajn. På daværende tidspunkt var konkursregulerin-gen imidlertid alene praksisskabt, hvorfor rækkevidden for det behandlede spørgsmål er begrænset.

Krag Jespersen, side 53, er ikke i tvivl om, at der kan ske konkursregulering uan-set eventuel pantesikkerhed, hvilket han argumenter for således:

“Boets forpligtelse konkursreguleres, selv om skyldneren har stillet pant til fordel for medkontra-henten. Pantet tjener jo kun til sikkerhed for den fordring, kreditor har, og den består som nævnt ef-ter konkursreguleringen kun i den beskårede skikkelse. Det anførte gælder også det depositum, som en lejer har stillet over for udlejeren, såfremt depositums størrelse overstiger det krav, som udleje-rens fordring er nedreguleret til. ... Tilsvarende gælder de tilfælde, hvor skyldneren over for tredje-mandspantsættere og kautionister har stillet kontrapant.”⁹⁴

Det kan tiltrædes, at en sikkerhedsstillelse i form af pant eller andet alene har betydning for den fordring, sikkerheden skal tjene som sikring af. I det omfang en fordring i øvrigt kan nedsættes ved konkursregulering (eller af andre grunde) kan en sikkerhed for fordringen ikke ændre heri. Hverken medkontrahenten eller boet kan derfor påberåbe sig en sådan sikkerhedsret som begrundelse for, at modparten ikke skal kunne foretage konkursregulering.⁹⁵

Hvis der er stillet kaution for den forpligtelse, der nedsættes efter konkurslovens

§ 61, er denne stillet for at sikre kreditor kontraktmæssig korrekt opfyldelse i øko-nomisk henseende også ved debitors økoøko-nomiske sammenbrud. Det er da også fast antaget i den juridiske litteratur, at kautionistens forpligtelse overfor kreditor ikke påvirkes af en eventuel anvendelse af § 61 på kontraktforholdet.⁹⁶Kautionistens

93. Dommen er nærmere gennemgået nedenfor i kapitel 11.2.

94. Som anført i note 91 argumenterer Niels Ørgaard i Juristen 1979.448 for at anvende “princippet om konkursregulering” på pantebreve, således at disse kan indfris til kursværdien. En sådan argumen-tation vil næppe være mulig, såfremt det generelt antages, at pantesikrede krav ikke er omfattet af konkurslovens kapitel 7.

95. Et beslægtet spørgsmål er, hvorvidt boet under henvisning til konkurslovens § 41 kan foretage før-tidig erlæggelse uanset pantesikkerhed, herom kan henvises til Mogens Munch, Konkursloven med kommentarer, 7. udgave, side 317, og Jens Anker Andersen i Juristen 1987, side 173ff.

96. Jfr. Ørgaard, side 68, Krag Jespersen, side 53, Mogens Munch, Konkursloven med kommentarer, 7. udgave, side 415, Halfdan Krag Jespersen og Asbjørn Grathe, Kaution Garantier Indeståelser Et cetera, side 355f, samt – dog med forbeholdet formentlig – Hans Viggo Godsk Pedersen, Kaution, side 95f.

eventuelle regresret mod skyldneren må derimod nødvendigvis undergives samme nedsættelse som hovedforholdet efter § 61. I modsat fald vil retsvirkningen af en konkursregulering i realiteten bortfalde.⁹⁷

4.5. Betydningen af indtræden for anvendelsesområdet

Boet har som hovedregel mulighed for at indtræde i skyldnerens gensidigt bebyr-dende aftaler, jfr. konkurslovens § 55, jfr. dog § 53. Valgretten tilkommer boet. Det kan også følge af § 53, at boet ikke kan indtræde i retsforholdet. Disse overvejelser skal ikke behandles nærmere i afhandlingen.

Der er enighed i litteraturen om, at boets eventuelle indtræden ikke har betyd-ning for muligheden for at anvende § 61.⁹⁸Anvendelsen begrænses heller ikke af, at boet ikke kan indtræde i kontraktforholdet.⁹⁹Denne enighed er formentlig også baggrunden for, at der ikke foreligger domspraksis vedrørende spørgsmålet.

Betydningen af ovennævnte må tillige være, at boet kan opsige kontraktforhol-det efter § 61 uafhængigt af boets stillingtagen til en eventuel indtræden i kontrakt-forholdet. Boet må således kunne påberåbe sig § 61 umiddelbart efter dekretets afsigelse uden samtidig at tage stilling til en eventuel indtræden.¹⁰⁰Også medkon-trahenten kan opsige efter § 61 uafhængigt af boets erklæring vedrørende indtræ-den. Denne fremgangsmåde kan have betydning for begyndelsestidspunktet for opsigelsesvarslet, jfr. herom nedenfor i kapitel 11.