Begrænsninger på grund af vedkommende

– en særstilling, der i givet fald skulle være afhængig af den (tilfældige) omstændig-hed, at refusionskravet var optaget i loven.¹³⁶Retsstillingen er dog ikke afklaret.

5.3. Begrænsninger på grund af vedkommende

Problemstillingen var tidligere aktuel inden for entrepriseretten, såfremt parter-ne havde vedtaget Almindelige betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed i 1972 udgaven (i det følgende kaldet AB 72).¹³⁸AB 72 § 24 foreskrev, at såfremt bygherren gik konkurs, kunne bygherren ophæve kontrakten uden videre. Hvorvidt denne klausul kunne håndhæves over for boet, blev ikke afklaret, forinden bestemmelsen blev ændret med Almindelige betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed 1992 (AB 92). I et vist omfang kan de synspunkter, der blev gjort gældende i diskussionen, anvendes ved en mere generel vurdering af betydningen af vedtagelsen af standardvilkår.

Efter Erik Hørlycks opfattelse måtte bestemmelsen få en vis rækkevidde, idet han anfører:¹³⁹

“Eksistensen af AB § 24 må her få den betydning, at domstolene og voldgiftsretten bør være tem-melig imødekommende med hensyn til at indtage det standpunkt, at retsforholdets beskaffenhed fø-rer til, at en entreprenørs konkursbo ikke bør få indtrædelsesret.”

Hans Henrik Vagner argumenter derimod i U1984B420 for det synspunkt, at bestemmelsen ikke har betydning for bedømmelsen, hvilket sker med følgende begrundelse:

“En bestemmelse i en aftale, som fastslår selve dette, at konkursboet ikke skal have adgang til at ind-træde, kan ikke (være medvirkende til at) give et retsforhold § 53-karakter.”¹⁴⁰

Om AB 72 § 24 anfører Mogens Munch i U1981B168:

“Denne vedtagelse er ikke i sig selv afgørende for, om entreprenørens konkursbo kan indtræde i aftalen.”

Mere generelt om problemstillingen (dog umiddelbart efter anførelser om AB 72 § 24) anfører Mogens Munch, Konkursloven med kommentarer, 7. udgave, side 368f.:

“Man kan dog næppe udelukke, at en almindelig opfattelse på et bestemt område kan blive tillagt betydning for vurderingen af “retsforholdets beskaffenhed”.

138. Disse betingelser er forhandlet mellem blandt andet byggeriets parter og udfærdiget af Ministeri-et for offentlige arbejder.

139. Jfr. Erik Hørlyck, Entreprise- og licitationsbetingelser, 3. udgave, side 264.

140. Samme opfattelse anføres af Halfdan Krag Jespersen i Dansk Privatret, 7. udgave, side 493.

I Norge er den tilsvarende problemstilling også aktuel, idet det af dekningslovens

§ 7-1 fremgår, at reglerne viger for “vedkommende rettsforholds egenart”, og i dekningslovens § 7-3 anføres, at hæveretten kan bevares “etter avtalens art”. Her-om anføres i NOU 1993:16, side 115:

“De enkelte kontraktsklausuler er imidlertid et av flere momenter som kan legges til grunn ved vur-dering av hva bestemmelsen om hevning som følge av “avtalens art” egentlig innebærer.”

Tore Sandvik, Lærebok i materiell konkursrett, side 90, vil tillægge sådanne stan-dardaftaler afgørende vægt, idet han anfører:

“I denne sammenheng må det påpekes at enkelte standardiserte kontraktsvilkår har som formål nær-mest å tjene som deklaratorisk lovgivning på det område de dekker. Det er tale om vilkår utarbeidet under medvirkning av representanter for de aktuelle interessegrupper (“agreed documents”), og de søker netopp å nå fram til en avbalansert hensyntaken til de involverte parter. Slike vilkår kan i sær-lig grad ses som uttryk for hva som etter praksis og rettsoppfatningen er “avtalens art” ved vedkom-mende type kontrakt.”¹⁴¹

Om betydningen af aftalte standardvilkår anfører Mads Henry Andenæs, Konkurs, side 152:

“Dette gjelder også ved utformning av forhandlede standardvilkår, dvs. standardvilkår som blir til gjennom forhandlinger mellom representanter for de to sider i avtaleforholdet. Slike kontraktsdoku-menter vil ofte inneholde gode og balanserte løsninger i forholdet mellom de to parter, f.eks. mel-lom selger- og kjøpersidens interesser, eller melmel-lom entreprenør- og byggherresidens interesser.

Derimot er partenes fordringshavere i praksis ikke representert under forhandlingene, og det er in-tet ved tilblivelsesmåten som sikrer at deres interesser blir varetatt. Det er derfor ingen formodning for at kontraktsdokumentets bestemmelser om forholdet til partenes fordringshavere gir uttrykk for noe som følger av “rettsforholdets egenart” eller “avtalens art”.”

Ved vurderingen af, hvilken vægt der kan tillægges forhandlede standardkontrak-ter er det af væsentlig betydning, at kreditorerne – som påpeget af Mads Henry An-denæs – ikke har deltaget i forhandlingerne. Også selv om en række parter har væ-ret repræsentevæ-ret under udarbejdelsen af vilkårene, vil kreditorernes interesser sjældent blive varetaget. Derimod er reglerne i konkurslovens kapitel 7 indsat for at varetage kreditorernes interesser. Bestemmelser om boets stilling i standardvil-kår kan derfor ikke uden videre lægges til grund som en fravigelse på grund af rets-forholdets beskaffenhed.

5.3. Begrænsninger på grund af vedkommende retsforholds beskaffenhed

141. I samme retning se tillige Kåre Lilleholt, Personskifte i husleigeforhold side 285.

Hvorvidt en sådan vedtagelse overhovedet kan tillægges betydning ved ringen af spørgsmålet må også anses for tvivlsom. Det må være en konkret vurde-ring af de hensyn, der gør sig gældende mellem parterne, der er afgørende. De momenter, der har ført til indførelsen af en bestemmelse om retsstillingen ved kon-kurs i standardaftalen, kan naturligvis konkret have betydning for vurderingen, men dette ville også være tilfældet, uden at disse var anført i standardaftalen.¹⁴² Som påpeget af Mads Henry Andenæs er der af de ovennævnte grunde heller ikke megen grund til at lægge vægt på kontraktpraksis ved vurderingen.¹⁴³

Hensynet til skyldneren kan næppe indgå i vurdering af, hvorvidt § 61 finder anvendelse. De hensyn, der skal opvejes mod hinanden, er boets og medkontrahen-tens. Hensynet til skyldneren må tages i forbindelse med vurderingen af, hvorvidt et aktiv skal inddrages under konkursen, jfr. konkurslovens kapitel 5. Når et ved-varende kontraktforhold er inddraget i konkursmassen, kan der næppe tages hen-syn til skyldneren, når det skal vurderes, om boet og medkontrahenten kan opsige kontraktforholdet efter konkurslovens § 61.¹⁴⁴

5.3.1. Særligt om interessentskaber

I interessentskabskontrakter findes der ofte bestemmelser om, hvorledes der skal forholdes ved en parts ønske om udtræden, herunder eventuelt aftalt uopsigelighed eller et langvarigt opsigelsesvarsel eller en kombination af disse. Ofte vil medinte-ressenterne kunne kræve interessentskabet opløst på grund af konkursen,¹⁴⁵men såfremt dette ikke er tilfældet, eller medinteressenterne ikke ønsker en sådan opløs-ning, opstår spørgsmålet om, hvorvidt et opsigelsesvarsel kan konkursreguleres.

Medinteressenternes ønske om at fastholde boets andel af interessentskabet vil oftest være økonomisk betinget, enten for at ungå aktualisering af en eventuel fæl-les hæftelse eller for at undgå at skulle udbetale en del af fælfæl-lesformuen til boet.¹⁴⁶ Boet vil sædvanligvis ønske interessentskabsforpligtelsen afviklet af hensyn til den økonomiske værdi i interessentskabet eller boets afvikling. Hensynene til medkon-trahenterne har dog ikke en sådan vægt, at dette kan begrunde en undtagelse fra

142. Jfr. Halfdan Krag Jespersen i Dansk privatret, 7. udgave, side 493.

143. Jfr. Mads Henry Andenæs, Konkurs, side 152f. Derimod vil Knut Kaasen, Kommentar til NF 92, side 594, tillægge kontraktpraksis betydning.

144. I norsk ret diskuteres det, hvorvidt indtrædelsesretten kan begrænses af hensyn til skyldneren. Be-kræftende NOU 1972:20, side 313, benægtende Mads Henry Andenæs, Konkurs, 1. udgave 1994, side 289f. Problemstillingen behandles ikke i 2. udgaven. Se tillige Sjur Brækhus, Konkursrett, side 164f.

145. Jfr. eksempelvis Betænkning II, side 121.

146. Et eventuelt ønske fra medkontrahenterne om fortsat benyttelse af fallentens særlige viden eller arbejdsindsats kan ikke tillægges betydning ved vurdering, idet dette “aktiv” ikke indgår i kon-kursmassen, jfr. konkurslovens § 33.

muligheden for at foretage konkursregulering. Der er da også enighed i teorien om, at opsigelsesvarsler i interessentskabskontrakter kan konkursreguleres.¹⁴⁷

5.3.2. Særligt om andels- og aktieboliger

Af konkurslovens § 37 stk. 1 fremgår, at boligret beroende på andel eller aktiebe-siddelse kan inddrages under boet, når dette efter skifterettens skøn findes rimeligt begrundet i boets økonomiske interesse i inddragelsen. Den økonomiske interesse i inddragelsen afhænger i sagens natur af, hvorvidt boet har mulighed for at tileg-ne sig noget beløb ved inddragelsen. Hvis aftalen er uopsigelig eller har et langt opsigelsesvarsel, vil det have afgørende betydning, hvorvidt boet kan opsige afta-len førtidig. Hvis boet ikke kan opsige aftaafta-len – og dermed ikke kan få nogen øko-nomisk gevinst ved inddragelsen under konkursmassen – er der ikke grundlag for inddragelse efter konkurslovens § 37.¹⁴⁸Såfremt sådan inddragelse sker, gælder reglerne i kapitel 7 om opsigelse, jfr. konkurslovens § 37 stk. 2.

Boets interesse i inddragelsen er den indlysende, at boligretten ved salg kan ind-bringe et beløb til boet, det vil sige en ren økonomisk interesse. Foreningens inte-resse i at fastholde en uopsigelighed eller et langvarigt opsigelsesvarsel vil oftest være af mere ideel interesse i at hjælpe/beskytte skyldneren. Der vil næppe være en økonomisk interesse fra foreningen i at fastholde et falleret medlem. Forenin-gen kan derfor næppe påberåbe sig en beskyttelsesværdig interesse i denne rela-tion. Skyldnerens interesse i fastholdelse af uopsigeligheden/et langvarigt varsel er indlysende, idet han herved kan opretholde sin bolig. Dette hensyn kan dog ikke tillægges afgørende vægt, idet bestemmelsen fremhæver boets økonomiske interes-se som afgørende. Det må derfor antages, at § 61 finder anvendelinteres-se på kontraktfor-holdet i det omfang, der sker inddragelse af boligretten i henhold til § 37.¹⁴⁹

5.3. Begrænsninger på grund af vedkommende retsforholds beskaffenhed

147. Jfr. eksempelvis Betænkning II, side 132, Kommentaren, side 401, Ørgaard, side 58, og Krag Jes-persen, side 10 (dog med forbeholdet sædvanligvis).

148. Om hvorvidt en inddragelse bør ske se eksempelvis Kommentaren, side 302, Mette Neville, Bo-ligfællesskaber i selskabssform, side 223f., samt Jens Anker Andersen i U1994B400ff. I afgørel-sen U1996.1478 HD tillodes udlæg fra kreditor i andelen. På baggrund af denne dom blev regler-ne ændret, således at mulighederregler-ne for udlæg og arrest blev begrænset, jfr. lov nr. 383 af 10. juni 1997. Det fremgår klart af bemærkningerne til lovforslaget, at mulighederne for at inddrage an-delen i konkursmassen ikke berøres af ændringen, jfr. Folketingstidende 1996/97, Tillæg A, side 5704.

149. Jfr. Kommentaren, side 303.

5.3.3. Konklusion om retsforholdets beskaffenhed

Det kan forekomme, at anvendelsesområdet for § 61 indskrænkes på grund af ved-kommende retsforholds beskaffenhed. De retsforhold, der giver anledning hertil, er dog ganske begrænsede, hvilket hænger sammen med, at reglen i vidt omfang er udtryk for en regulering af parternes erstatningsretlige opgør. Der skal derfor over-ordentlig meget til, for at netop denne medkontrahent skal have en bedre retsstil-ling, end konkursloven tilskriver i § 61.

Det er vanskeligt at forestille sig retsforhold, hvor en ikke-økonomisk interesse tilsiger, at der ikke kan ske konkursregulering. En almindelig økonomisk interesse i at undgå tab kan ikke medføre, at § 61 ikke finder anvendelse. Herved ville en stor del af reglens hovedformål gå tabt. Den økonomiske interesse skal derfor være af en sådan art, at den adskiller sig fra en sædvanlig vedvarende kontrakt.