Garantiforbehold

Eftersom mangelsbegrebet kun i begrænset omfang er undergivet beskyttelsespræceptiv regulering kan det efter omstændighederne være vanskeligt at afgøre, hvorvidt indholdet af en (måske i øvrigt fordelagtig) garanti i det enkelte tilfælde påvirker mangelsbedøm­

melsen til ugunst for forbrugeren. Spørgsmålet herom er aktuelt,

in 6 m onths from date of purchase ... the product is replaced or repaired...“.

Idet stoffets slidstyrke ikke var den bedst opnåelige, men kun „god“ (næstbed­

ste karakter) kunne forbrugeren gøre garantibeføjelser gældende (mod det tidligere salgsled), jfr. ovenfor under 2.2.2. Ifølge FKN forelå derimod ingen køberetlig mangel, hvorfor forbrugeren ikke havde nogen beføjelser over for sælgeren. – FKN synes således at have anlagt en generel mangelsvurdering („alm indelig god handelsvare“) uden hensyntagen til garantibevisets indhold.

Da FKN lagde til grund, at udtalelsen („the best quality of fabric“) var urigtig, og da betydningen af tidligere salgsleds urigtige oplysninger for forbrugerens retsstilling over for sælgeren rimeligvis ikke kan være mindre, fordi oplysninger­

ne er kædet sammen med tredjem ands afhjælpningstilsagn, burde mangels­

spørgsm ålet være afgjort ud fra KBL § 76, stk. 1, nr. 2, jfr. nr. 1 („et tidligere salgsled... givet urigtige oplysninger, der kan antages at have haft betydning for køberens bedøm m else af genstanden“). I overensstemmelse hermed måtte afgørelsen bero på, om der forelå den fornødne kausalitet. Se herved Gomard:

O bligationsret. 1. del. (1983) s. 143, hvorefter såvel en udtrykkelig som en stiltiende garanti må antages at være om fattet både af ordet „oplysning“ i § 76, stk. 1, nr. 1 og 2, og af reglen i nr. 4. D er er intet unaturligt i, at kausalitetskra- vet i KBL § 76, stk. 1, nr. 1, er afgørende for spørgsmålet om urigtige garantiop­

lysningers betydning for den køberetlige mangelsbedømmelse; kausalitetskra- vet er jo uden betydning for spørgsmålet om, hvorvidt garantisvigt kan udløse garantibeføjelser, jfr. ovenfor under 2.2.2. og sml. Gomard a.st., hvor der ikke sondres mellem kvalitetsafvigelser, der kan udløse henholdsvis garanti- og m angelsbeføjelser, se herom ovenfor under 2.2.1.

112. De nævnte bestem m elser antages at indeholde en præcisering af, hvad der også ellers ville gælde. I alle landene opstilles et kausalitetskrav. Kun i Sverige stilles herudover krav om, at sælgeren enten skal have påberåbt sig den urigtige oplysning eller have været i ond tro; disse begrænsninger foreslås ophævet i SOU 1984:25 s. 126.

når der i garantitilsagnet indgår udsagn, som sprogligt kan forstås således, at forbrugeren (i visse henseender) kun kan stille mindre krav til ydelsens kvalitet end ellers.113

Retstilstanden er forholdsvis klar, i hvert fald i teorien. Det er således utvivlsomt, at der fra manglende garanti ikke kan sluttes til, at ydelsen er mangelfri.114 Er enkelte dele af en ydelse undtaget fra et garantitilsagn, afhænger spørgsmålet om, hvorvidt de pågældende dele er mangelfulde, altså i det hele af en sædvanlig mangelsbedøm­

melse. Det samme gælder, hvis visse former for kvalitetsafvigelser er holdt uden for garantien.115 Derimod kan konkrete forbehold, i det omfang de utvetydigt specificerer negative egenskaber ved ydel­

sen, påvirke mangelsbedømmelsen til ugunst for forbrugeren.116 Forekomsten af forbehold af denne art i garantier er særligt

overra-113. I påkom m ende tilfælde undlader individuelle forbrugere efter at have læst garantien antagelig hyppigt at reklam ere eller foretage sig videre i anledning af afvist reklam ation efter at være præsenteret for den erhvervsdrivendes udlæg­

ning af, hvordan garantien rettelig skal forstås. De hermed forbundne forbru­

gerproblem er om tales nærmere nedenfor under 4.1.3.

114. Jfr. f.eks. FKN 1983-412-95 („G arantiens forbehold om, at garantien ikke dæ kker batteriet, finder nævnet må undergives den begrænsning, at batteriet ikke må have en ringere brugbarhed, end køberen efter de foreliggende om­

stæ ndigheder har været berettiget til at forvente.“) og FKN’s Å rsberetning 1975 s. 30, 1976 s. 42 og 46 samt 1979 s. 21, hvorefter tilkendegivelser om, at der ikke gives garanti for (bestem te dele af) en vare, ikke kan tillægges betydning for m angelsspørgsm ålet; for at mangelsfriskrivning af denne art skal kunne tillæg­

ges virkning, må dens indhold og omfang i hvert fald være klart og utvetydigt angivet. N år garantiterm en er anvendt, er det vanskeligt at leve op til kravet om klarhed, jfr. herved FKN 1983-100-25 (refereret i note 150) om en „tryghedsga­

ranti“ indeholdende en beløbsmaksimering af forhandlerens produktansvar. Se også nedenfor ved note 345 og i note 355, 356 samt 360.

115. D et må således formentlig antages, at den i svenske varegarantier jævnligt forekom m ende „fer-definition, se f.eks. punkt 6 i bilag C. 18 og punkt 7 i bilag C.23., savner betydning for den køberetlige mangelsbedømmelse, når den bestem m er, at „bristfällighet“, som norm alt udbedres ved sædvanlig „inkör- ningsservice“ m .v., ikke anses for en afvigelse fra normal standard, hvis den udbedres ved dette serviceeftersyn. Se nærmere Luft s. 68 ff og Grobgeld og Hertzman i SvJT 1981 s. 266-68 med yderligere henvisninger. Jfr. også ovenfor note 106. Se også note 117 om ansvarsbegrænsningen i de nævnte bilags punkt 116. Jfr. herved A R N dnr. 79/R228 (K onsum enträtt & ekonomi 1979 nr. 5 s. 38), 7.

hvor der i et garantibevis for et smykkeur var anført bl.a. „ej vattenskyddad“.

D enne formulering kunne ifølge ARN ikke fritage for enhver skade, som kan indtræde ved vådpåvirkning, f.eks. sved og høj luftfugtighed, idet det yderligere blev lagt til grund, at forbrugeren ikke i forbindelse med købet klart var

skende, og det må derfor kræves, at de er klart fremhævet for forbrugeren inden aftalens indgåelse, jfr. ovenfor ved note 109.117 Selv da kan sådanne forbehold i varegarantier savne betydning, for så vidt som de strider mod beskyttelsespræceptive regler, jfr. navn­

lig KKL § 8 og KSL kap. 5, § 4; reglerne om urigtige og vildledende oplysninger i KKL § 7, KSL kap. 5, § 1, stk. 2, KPL § 45a og KBL § 76, stk. 1, nr. 1-2, kan derimod i praksis vanskeligt tænkes at få selvstændig betydning for gyldigheden af de netop omtalte klart fremhævede konkrete forbehold.

Betydningen af generelle forbehold er reguleret i KKL § 9, KSL kap. 5, § 6, KPL § 45b og KBL § 77, stk. 1, hvis principper finder tilsvarende anvendelse ved fortolkningen af generelle forbehold angående tjenesteydelser. Som regel vil det imidlertid savne rimelig begrundelse at inkorporere et generelt forbehold i et garantitilsagn (for nye varer). Da denne kombination endvidere virker klart vildle­

dende, vil den formueretlige generalklausul antagelig som altover­

vejende hovedregel føre til, at der ses bort fra det generelle forbe­

hold.118

Det ovenfor nævnte afstikker forholdsvis klare retningslinjer for afgørelsen af, i hvilket omfang garantitilsagn kan antages at påvirke mangelsbedømmelsen til ugunst for forbrugeren. Set fra en praktisk orienteret synsvinkel er klarheden med hensyn til, hvad der gælder, dog mere tilsyneladende end reel, idet den er opnået ved at holde det generelle mangelsbegreb som en konstant størrelse og således betinget af, at det i enkelte tilfælde er muligt at foretage en nogen­

lunde præcis afgrænsning af det generelle mangelsbegreb. I praksis foreligger imidlertid ikke sjældent tilfælde, hvor denne forudsætning

inform eret om urets betydelige fugtfølsomhed. Se også FKN j.nr. 1983-261-49 vedrørende skindtøj, der var blevet fuldstændig ødelagt på grund af vandstænk;

udtalt, at selv om skindtøj er sart, må forbrugerne i almindelighed kunne gå ud fra, at det kan tåle en mindre byge eller stænk fra en håndvask, hvorfor der ved salg af skindtøj, som ikke tåler nogen form for vandpåvirkning, klart og tydeligt skal gøres opmærksom herpå; et forbehold som „Vi yder ingen garanti, hvis tøj ødelægges i regnvejr eller ved rens“ var i så henseende utilstrækkeligt; skaderne på tøjet konstituerede derfor en hævebegrundende mangel.

117. Jfr. således Grobgeld og Hertzman i SvJT 1981 s. 267 angående „fel“-definitio- nen i bilag C. 18 (se ovenfor note 115), hvis punkt 6 må sammenholdes med ansvarsbegrænsningen i punkt 7. Det samme må antages at gælde så meget mere med hensyn til bilag C.23., hvis ansvarsbegrænsning i punkt 8 ikke udtrykkeligt er kædet sammen med „feltdefinitionen i punkt 7.

118. Jfr. SOU 1979:36 s. 278 og betænkning nr. 845/1978 s. 74 f.

ikke er til stede. Mangelsbegrebet er nemlig så vagt, at det underti­

den snarere indeholder en omformulering af end et svar på mangels­

spørgsmålet. I tvivlstilfælde kan det derfor være nærliggende at inddrage garantitilsagnet i bedømmelsen, til trods for at der princi­

pielt er tale om to forskellige spørgsmål. Der er da heller intet principstridigt i at lade garantitilsagnet tjene til at præcisere man­

gelsbegrebet. Grænsen mellem præcisering og indsnævring er imid­

lertid ikke skarp, og det risikeres let, at garantitilsagnet kommer til at dominere mangelsbedømmelsen til skade for forbrugeren; til illustration og uddybning af det anførte ses i det følgende lidt nær­

mere på dels spørgsmålet om garantitidens negative betydning for de krav, forbrugeren kan stille til ydelsens holdbarhed, dels spørgs­

målet om inddragelse af garantitilsagnet til præcisering/indsnævring af mangelsbegrebet ved visse tjenesteydelser.