Egenskabs- contra funktionsgaranti

re Grobgeld og Hertzman SvJT 1981 s. 250 samt Krüger s. 44 og 60. Antages de almindelige regler om mangler at indebære, at det ikke skulle være en mangel ved en købt vare, at den viser sig at være et „mandagseksemplar“, idet kvalitetsafvigelser som følge af en såkaldt „indre ulykkeshændelse“

skulle falde uden for mangelsbegrebet, ville forskellen mellem egenskabs- og funktionsgarantier, i hvert fald teoretisk, kunne have en vis betydning.

U nder den anførte forudsætning ville garantigiver i henhold til en egen­

skabsgaranti (men ikke ved en funktionsgaranti) således kunne afværge garantikrav ved at sandsynliggøre, at kvalitetsafvigelsen skyldes en „indre ulykkeshændelse“ (at varen er et „mandagseksemplar“), hvilket skulle være ensbetydende med, at ydelsen var kontraktmæssig ved risikoens overgang.

Den anførte forudsætning er imidlertid ikke holdbar. Også såkaldte „in­

dre ulykkeshændelser“ må have en årsag. En kvalitetsafvigelse, som hver­

ken skyldes forbrugerens forhold eller en udefra kommende begivenhed, må nødvendigvis have sin årsag i genstandens beskaffenhed. Når f.eks. et elektrisk apparat brænder sammen på grund af spændingsvariationer, af­

hænger mangelsspørgsmålet af, hvilke spændingsvariationer apparatet skal kunne modstå, henholdsvis hvilke spændingsvariationer der må anses for unorm ale og en udefra kommende årsag til apparatets sammenbrud. Spæn­

dingsvariationer forårsager ikke „indre ulykkeshændelser“ i et elektrisk apparat, men en kvalitetsafvigelse, som enten afdækker en mangel og heraf følgende forringelse eller kan henføres til en udefra kommende begivenhed.

Hvad der sigtes til med såkaldte „indre ulykkeshændelser“ synes i øvrigt at være bestem te typer af fabrikations- og materialefejl, typisk sådanne som – uanset hvor perfekt en virksomheds kvalitetsstyring og -kontrol er tilrette­

lagt – ved masseproduktion af teknisk komplicerede produkter resulterer i afvigere, jfr. herved Børge Dahl: Produktansvar (1973) s. 318. Det kan gerne være, at sådanne afvigere i en vis forstand er uundgåelige derved, at fuldstændig eliminering af afvigere er teknisk umulig eller i det mindste økonom isk meningsløs, fordi det vil kræve opofrelser, som enten er prohibi­

tive eller i det mindste uforholdsmæssige, og at afvigernes funktionsophør i utide for så vidt har karakter af en ulykkeshændelse. Årsagen til funktions­

svigtet ligger imidlertid i genstandens beskaffenhed, hvilket er alt, hvad der kræves for at anse genstanden for mangelfuld. Efter den generelle eller abstrakte mangelsbedømmelse har forbrugeren krav på at få en vare af normal god kvalitet, og afvigelse herfra konstituerer en mangel, hvad enten afvigelsen er mere eller mindre uundgåelig og undskyldelig. Efter den generelle mangelsbedømmelse er det således bl.a. netop afvigerne, der udpeges som mangelfulde, jfr. Gomard: Obligationsret 1. del (1983) s. 145.

De „indre ulykkeshændelser“ og heraf følgende funktionsophør i utide udgør ikke en i forhold til den generelle mangelsbedømmelse relevant kategori af årsager til kvalitetsafvigelser, jfr. Grobgeld og Hertzman SvJT 1981 s. 279 f, Göran Olsson SvJT 1982 s. 256, Hellner s. 163 f, Krüger s. 63 og 67 samt Ole Lund jr. TfR 1963 s. 306. Se også SOU 1984:25 s. 136.

Ved de tidsbestemte garantier kan sondringen mellem funktions- og egenskabsgarantier derimod som udgangspunkt siges at have stor principiel betydning for spørgsmålet om, hvilken holdbarhed der er tilsagt forbrugeren. Mens tilsagnets tidsbestemmelse ved en funk­

tionsgaranti må forstås som en angivelse af mindste holdbarhed, kan den i snæver teknisk forstand ved en egenskabsgaranti forstås som udelukkende indeholdende en absolut reklamationsfrist. Foreligger der en egenskabsgaranti, skulle de krav, forbrugeren kan stille til ydelsens holdbarhed, således principielt ikke afhænge af garantiens tidsbestemmelser. En egenskabsgaranti skulle altså på dette punkt fortolkes i overensstemmelse med det generelle mangelsbegreb, hvorefter ydelsen skal have „normal holdbarhed“.98 Når „normal holdbarhedstid“ er kortere end garantiperioden, skulle der således ikke foreligge en i henhold til en egenskabsgaranti relevant kvali­

tetsafvigelse, hvis ydelsen ved normal anvendelse ophører med at fungere efter „normal holdbarhedstids“ udløb, men i garantiperio­

den. I sådanne tilfælde foreligger derimod en relevant kvalitetsafvi­

gelse, hvis garantien er en funktionsgaranti. Denne forskel mellem de to typer af garantier synes imidlertid, når det drejer sig om standardiserede forbrugergarantier, at savne praktisk betydning, idet det synes at være sjældent forekommende, at garantiperioden strækkes ud over „normal holdbarhedstid“, hvilket i sig selv taler for at fortolke tidsbestemte garantier som funktionsgarantier, så meget mere som dette også må antages at være den måde, hvorpå forbrugere forstår en tidsbestemt garanti.99 Det er da også den overvejende opfattelse, at tidsbestemte garantier i forbrugerforhold bør fortolkes som funktionsgarantier.100

I praksis kan spørgsmålet undertiden blive sat på spidsen ved

98. D ette er selvsagt en svævende størrelse, hvis værdi ved mangelsbedømmelsen navnlig ligger i det negative, at det ofte, men ingenlunde altid, med ret stor sikkerhed kan fastslås, at ydelsen ikke havde „normal holdbarhed“. Se generelt om begrebet Göran Olsson i SvJT 1982 s. 256 ff.

99. Jfr. således også f.eks. SOU 1979:36 s. 279 og SOU 1984:25 s. 136.

100. Jfr. Grobgeld og Hertzman SvJT 1981 s. 274 (om bl.a. ARN-praksis på såvel vare- som tjenestegarantiom rådet), men cfr. Vahlén i Svensk rätt i umvandling (1976) s. 606, hvorefter de „moderna konsum entgarantierna“ ikke er udformet som funktionsgarantier. For så vidt angår finsk ret henvises til Wetterstein s. 79 (m ed note 66), som synes at ligge på linje med det her antagne. I samme retning Krüger s. 64 ff og måske Ole Lund jr. i TfR 1963 s. 305 angående norske forhold. I D anm ark har det principielle fortolkningsspørgsmål stort set været upåagtet.

tidsbestemte garantier for ydelser, der er således sammensat, at det er klart, at ikke alle dele af ydelsen har samme „normale holdbar­

hed“. I disse tilfælde forekommer det ofte, at der for visse dele gælder kortere/længere garantitid. Dette understreger i sig selv ga­

rantiens karakter af funktionsgaranti, idet en differentiering af ga­

rantitiden synes at være overflødig, om der forelå en egenskabsga­

ranti. Det står garantigiver frit for at undtage visse dele fra garan­

tien. Undladt udnyttelse af muligheden for at undtage „förslitnings- detaljer“ fra garantien synes derimod lige så lidt som undladt diffe­

rentiering af garantitiden at kunne indebære, at garantien ikke fortolkes som en funktionsgaranti, der omfatter hele ydelsen.101 Noget andet er, at normal nedslidning af (ikke-undtagne) „förslit- ningsdetaljer“ efter omstændighederne ikke kan antages at udgøre garantisvigt, fordi der er tale om småting, der som f.eks. køleskabs- pærer klart savner betydning for væsentlige sider af ydelsens funk­

tion.102 Det holdbarhedskrav, som efter det anførte følger af en

101. Jfr. SO U 1984:25 s. 136, SOU 1979:36 s. 279 og ovenfor ved note 88. Se ARN dnr. 79/R8241 (K onsum enträtt & ekonomi 1980 nr. 4 s. 30) angående en sym askine købt i 1966 med tidsubegrænset garanti mod fabrikations- og m ate­

rialefejl. I 1979 brændte m otoren sammen. Forbrugeren var enig i, at dette skyldtes almindelig slitage, men begrundede garantikrav med henvisning til, at garantiens opregning af undtagne „slitageskader“ ikke om fattede motoren.

A R N udtalte, at garantien om fattede samtlige materiale- og fabrikationsfejl i ubegrænset tid, herunder den foreliggende skade. Da sælgeren ikke havde sandsynliggjort, at denne skyldtes forbrugerens forhold, var garantikravet be­

rettiget.

102. Sam m enhold vedr. det tilsvarende problem i relation til mangelsbedømmelsen Krüger s. 62 note 26: „A t lyset i lokket på fryseboksen går etter et par dagers bruk gjør vel neppe apparatet mangelfullt. Oppdelingen mellom primære og sekundære funksjoner skal imidlertid ikke overdrives: I bilen skal både moto­

ren, varm eapparatet og lysene virke – og dørene skal kunne åpnes og lukkes greit, alt i rimelig tid fra leveringsøyeblikket.“ Det samme må antages at gælde for de krav, der kan stilles i henhold til en garanti, med den forskel at tidsangi­

velsen i en funktionsgaranti fikserer mindste holdbarhedstid. Ved grænsedrag­

ningen må der også lægges vægt på, hvad der må anses for at falde ind under sædvanlig vedligeholdelse. – Se herved den ret vidtgående og næppe holdbare FKN j.nr. 1982-12-9 (Årsberetning 1982 s. 52). I denne sag havde sælger ved salg af en symaskine i 1975 forsynet købekontrakten med følgende: „garanti 10 år tekn. 2 år el“, uden anden angivelse af garantitilsagnets indhold og omfang.

I 1981 ønskede forbrugeren reparation, idet „skyttelen“ var gået løs. Ifølge en sagkyndig erklæring var det helt udelukket, at defekten kunne skyldes fabrika­

tions- og m aterialefejl, idet den var en følge af 6 års helt normale brug. Under henvisning hertil fandt et flertal i FKN, at defekten ikke var om fattet af den 10-årige garanti. (FK N ’s mindretal tog ikke direkte stilling til spørgsmålet, se

funktionsgaranti, går ud på, at ydelsen skal fungere efter sit formål i garantitiden, ikke at ydelsens kvalitet i ét og alt skal være den samme i hele garantitiden. Den normale successive forringelse, som følger af brug, kan ikke begrunde garantikrav, når ydelsen dog fungerer i overensstemmelse med sit formål.103

Er garantitiden kortere end „normal holdbarhedstid“, er det klart, at funktionssvigt, der indtræder efter garantitidens udløb, ikke kan begrunde garantikrav. Dette udelukker imidlertid ikke, at der kan foreligge en i henhold til mangelsreglerne relevant kvalitetsafvigel­

se, jfr. nedenfor under 2.2.3.3. og 2.4.8.

Selv om et garantitilsagn ikke indeholder nogen angivelse af ga­

rantitiden, må det i almindelighed fortolkes som en garanti for ydelsens holdbarhed.104 I så fald er garantitiden identisk med „nor­

mal holdbarhedstid“,105 jfr. herved nedenfor under 2.4.6. om ga­

rantiperioden.

I praksis omfatter garantitilsagn angående kapitalvarer ofte „fa- brikations- og materialefejl“, hvilket formentlig må forstås i over­

ensstemmelse med det generelle mangelsbegreb,106 som for varega­

rantiernes vedkommende er lovfæstet i KBL § 76, stk. 1, nr. 4, der

103. Jfr. Hellner s. 198.

104. Jfr. herved foran ved note 86.

105. Jfr. betænkning nr. 845/1978 s. 86 og f.eks. ARN dnr. 79/R5454 (Konsument­

rätt & ekonom i 1980 nr. 1 s. 39) om køb af ur, for hvilket sælgeren gav sædvanlig 1 års garanti og desuden indestod for, at reparationer på grund af defekter indtruffet efter 1 år ikke ville beløbe sig til mere end 29,50 kr. Efter 6 år indleverede forbrugeren uret til reparation under henvisning til garantien.

ARN lagde til grund, at garantigiver havde forpligtet sig til i urets normale levetid at udføre reparationer for højst 29,50 kr.

106. Jfr. f.eks. ARN dnr. 1245/73: En garanti angående materiale- eller fabrikations- fejl „har tili följd att ett fel som uppkomm er inom garantitiden skall anses vara ett garantifel om inte garantigivaren kan forebringe sådan bevisning att det därigenom görs sannolikt att felet beror, inte på material- eller fabrikationsfei, utan på olyckshändelse eller annan omständighet som är att hänföre till kopa­

ren“.

Navnlig når garantien efter sin ordlyd går ud på afhjælpning, kunne formulerin­

gen „fabrikations- og m aterialefejl“ ganske vist tyde på, at garantigiver alene har tænkt på reparation/rem placering af afvigere fra norm aleksem plarer af det pågældende mærke, hvilket kunne tale for, at konstruktionsfejl ikke er omfattet af garantien. For forbrugerne samler interessen sig imidlertid om negativ afvi­

gelse – ikke fra det pågældende produktm ærkes – men produkttypens normale kvalitet (under hensyn til prisklasse m.v.). Forbrugerne tager i almindelighed ikke højde for, at lige netop denne virksomhed skulle producere specielt dårlige produkter, langt mindre om dette skulle bero på forhold ved tegnebordet eller i

svarer til, hvad der gælder i de øvrige lande. På tilsvarende måde må tjenestegarantier, hvor der indestås for, at en reparation er fagmæs­

sig korrekt, forstås i overensstemmelse med det generelle mangels­

begreb angående tjenesteydelser, jfr. nærmere herom nedenfor un­

der 2.2.3.

Findes der i vare- og tjenestegarantier med det netop anførte indhold en tidsbestemmelse, må tilsagnet som nævnt forstås som en funktionsgaranti. I visse brancher er det normalt, at garantitilsagn blot angiver ordet garanti og en periode, f.eks. „1 års garanti“. I mangel af holdepunkter for andet må også sådanne tilsagn forstås som en funktionsgaranti, jfr. i det hele ovenfor.

2.2.3. Garantiens betydning for mangelsbedømmelsen