Almindelige regler om forældelse af mangelskrav 100

Ved reklamation over køberetlige mangler suppleres den relative frist („inden rimelig tid“) i almindelighed af en absolut frist angåen­

de forældelse af mangelsbeføjelser. Efter svensk købelov 8 54, jfr.

KKL 8 11, og KBL 8 83 er fristen 1 år, mens den efter KPL 8 54 er 2 år regnet fra salgsgenstandens overgivelse. I finsk ret, hvor der savnes modstykke til de nævnte bestemmelser, synes det ikke at være afklaret, om spørgsmålet alene reguleres af den almindelige forældelsesregel (på 10 år) eller af en uskreven regel om, at der skal være reklameret inden rimelig tid efter overgivelsen.204 De nævnte regler er beskyttelsespræceptive i forbrugerkøb.205 Fristerne fravi­

ges til gunst for forbrugeren bl.a. og navnlig, hvis sælgeren har påtaget sig at indestå for salgsgenstanden i længere tid. Efter om­

stændighederne kan det være vanskeligt at afgøre, hvilket minimum der skal til, for at der kan antages at foreligge en sådan indeståel- se.206 Spørgsmålet er dog som regel uproblematisk, når sælgeren har givet et udtrykkeligt garantitilsagn af længere varighed (se nærmere

204. Se nærm ere Wetterstein s. 280, jfr. s. 265 og 284.

205. D et bem ærkes herved, at KPL § 54 også tager sigte på de tilfælde, hvor forbrugeren efter § 49a kan gøre mangelsbeføjelser gældende mod et tidligere salgsled.

206. E fter norsk ret synes der at blive stillet krav om et udtrykkeligt tilsagn, jfr. NRt 1978 s. 678 (om talt ovenfor i note 76) smh. med den utrykte dom refereret hos K rüger s. 246 note 17 og FTU 122/79 (omtalt ovenfor i note 59 og 70). Dette synes også at være tilfældet efter svensk ret, jfr. NJA 1935 s. 577 og 1951 s. 271, og efter dansk ret, for så vidt angår KBL § 54, jfr. UfR 1982 s. 915 0 vedrørende et handelskøb af tagsten og UfR 1984 s. 1077 H om et forbrugerkøb

(afsluttet i 1979, d.v.s. før ikrafttrædelsen af de særlige regler i KBL om forbrugerkøb) af et lystfartøj (sælgeren fandtes „ikke ved beskrivelsen af bå­

dens egenskaber i salgsbrochuren eller på anden måde at have påtaget sig at indestå for båden udover det i købelovens § 54 fastsatte tidsrum af 1 år“, og selv om „handelen havde karakter af et forbrugerkøb“, og køberen „havde rimelig grund til at forvente en væsentlig længere holdbarhed“, fandtes han „i medfør af nævnte bestem m else“ at m åtte være afskåret fra 16 m åneder efter modtagel­

sen af båden at påberåbe sig en mangel i form af en revne i kølen opstået som følge af en fabrikationsfejl (dissens)). – Efter forarbejderne til KBL § 83 foreligger der imidlertid også uden udtrykkelig garanti i forbrugerkøb bl.a. en sådan fristgennem brydende indeståelse for, at genstanden svarer til sin beteg­

nelse og har de for brugbarheden af genstande af vedkommende slags afgøren­

de egenskaber, jfr. betænkning nr. 845/1978 s. 42 f og 86 samt FT 1978-79 till. A sp. 2160. Bestem m elsen fortolkes i overensstemmelse hermed af Børge Dahl i Karnovs Lovsamling (10. udg. 1982) bind 2, s. 2173, note 582, jfr. s. 2161, note 346, og i UfR 1981 B s. 157 f samt af Grathe i UfR 1983 B s. 217 f, af Palle Bo M adsen: A ftalefunktioner (1983) s. 114 ff og af Trønning i Juristen 1980 s. 163 f.

A nderledes derim od Nørager-Nielsen og Theilgaard s. 932 ff og 1190 ff samt Gomard: Obligationsret 1. del (1983) s. 164 f. De brydende opfattelser har fundet udtryk dels i en række afgørelser afsagt af det (nu nedlagte) ankenævn for husholdningsapparater til el og gas refereret af Børge Dahl i UfR 1981 B s.

158, dels i en række FXN-afgørelser angående påberåbelse af mangler ved varm epuder, der oprindelig havde opnået offentlig godkendelse (DEM KO- m ærkning), men hvis salg og brug senere var blevet forbudt, ligesom der var stillet krav om tilbagekaldelse. Spørgsmålet om, hvorvidt den absolutte rekla- m ationsfrist i KBL § 83 kunne anses for fraveget, kom til at bero på, hvorledes den pågældende afdeling ved FKN var sammensat ved afgørelsen af den enkelte sag. Jfr. på den ene side f.eks. de enslydende udtalelser fra flertallet (formand plus de to forbrugerrepræ sentanter) i FKN 1983-121-58 og mindretallet (for­

m and og den ene forbrugerrepræsentant) i FKN 1984-121-80 („... finder, at en sælger – også uden et udtrykkeligt tilsagn herom – ved salg af en varmepude, der sædvanligt opfattes som et varigt forbrugsgode, må antages i varmepudens brugsperiode, der må ansættes til en længere årrække, at have påtaget sig at indestå for, at varm epuden ved normal anvendelse ikke frembyder risiko for alvorlig person- og tingsskade...“) og på den anden side de enslydende udtalel­

ser fra respektive m indretallet og flertallet i de anførte sager („... indfor­

tolkning af en stiltiende, længerevarende indeståelse for varmepudens sikker­

hedsmæssige egenskaber forekom m er vilkårlig og vil kunne pålægge den enkel­

te sælger helt uoverskuelige økonomiske byrder...“). D er er foreløbig afsagt dom i en af disse sager, jfr. Ribe Rets dom af 19. august 1984 i sag Bs.nr.

396/84, hvor det i præmisserne hedder: „Efter at Demko har tilbagekaldt sin godkendelse af varm epuden og advaret mod fortsat brug af varm epuder af dette fabrikat og fabrikationsnum m er på grund af dets farlige egenskaber og den derm ed forbundne risiko ved brug, finder retten, at der foreligger en sådan kvalificeret mangel, at sagsøgeren på trods af købelovens reklamationsfrist vedrørende forbrugerkøb er berettiget til at hæve handelen...“. Se videre note 210 nedenfor.

straks i det følgende).207 I så fald reguleres forholdet mellem sælger og køber indtil udløbet af den legale frist af såvel de beskyttelses­

præceptive mangelsregler som garantien og efter dette tidspunkt alene af garantien.

Forbrugerens beføjelser i anledning af mangler ved tjenesteydel­

ser forældes i alle landene i overensstemmelse med de almindelige regler om forældelse.

2.4.6. Garantiens udstrækning i tid

Ud over de krav, der følger af det anførte om den relative reklama­

tionsfrist, jfr. ovenfor under 2.4.1., er forbrugerens garantibeføjel­

ser undergivet den tidsmæssige begrænsning, som følger af garanti­

perioden.

Dennes betydning for spørgsmålet om, hvornår der overhovedet foreligger garantisvigt, og for mangelsbedømmelsen er omtalt oven­

for under 2.2. I det følgende omtales spørgsmålet om garantiperio­

dens længde og betydning for forbrugerens ret til at påberåbe sig i øvrigt hjemlede garantibeføjelser.

Ligesom garantiens omfang i øvrigt må dens udstrækning i tid fastlægges ved fortolkning.

I praksis bestemmer garantierne som regel garantiperioden ved angivelse af et bestemt antal måneder eller år. Garantier, som indeholder en upræcis tidsangivelse, fortolkes i overensstemmelse med uklarhedsreglen til gunst for forbrugeren. Er der f.eks. udstedt en „generationsgaranti“, må den uklarhed, der gør sig gældende med hensyn til udtrykket generation (tidsafstanden mellem 2 slægts- led? – en menneskealder?), således komme garantigiver til skade, så meget mere som dette medvirker til at sanktionere den offentligret­

lige regulering, jfr. herom nedenfor under 3.4.5. Af samme grund må en „livsvarig garanti“ formentlig fortolkes som tidsubegrænset, idet udtrykket „livsvarig“ i sammenhængen savner fornuftig eller dog rimelig mening.208

207. Om garantitilsagn af kortere varighed, se nedenfor ved note 219.

208. Se til illustration bilag A.8.a. angående knive med „livsvarig garanti mod m ateriale- og fabrikationsfejl“. Det virker ikke rimeligt, om omfanget af garan­

tigivers forpligtelser skulle bero på den enkelte købers levetid; og da garantien må forstås som en funktionsgaranti, jfr. ovenfor ved note 99, giver det ikke fornuftig m ening at anse garantien for begrænset til knivens levetid eller „nor­

male holdbarhedstid“. – Om den offentligretlige vurdering, se nedenfor ved note 337.

Udtaler garantien intet udtrykkeligt om varigheden, afhænger fortolkningen af, hvad der garanteres for.

Angår garantien ydelsens oprindelse, ægthed eller lignende egen­

skaber, hvis tilstedeværelse er uafhængig af tidsrelationen, er dens salgsfremmende effekt i høj grad betinget af, at den efter sit indhold fremtræder som tidsubegrænset. Ellers ville den ofte snarere kunne fremkalde tvivl om de pågældende egenskaber og i hvert fald opfor­

dre forbrugeren til at få afklaret denne tvivl inden garantiperiodens udløb. Når garantien er tavs om garantiperioden, er der intet i situationen, som opfordrer forbrugeren til at undersøge spørgsmå­

let. De markedsføringsfordele, den erhvervsdrivende opnår ved at lade garantien fremtræde som tidsubegrænset, taler derfor mod en indskrænkende fortolkning. Det må da også være oplagt, at der ikke i tredjemandsgarantier og tjenestegarantier kan indfortolkes anden tidsbegrænsning i garantien end den, der følger af den relative reklamationsfrist,209 så meget mere som der jo i disse tilfælde savnes en legal frist at falde tilbage på. Selv om der i sidstnævnte henseende gælder det modsatte med hensyn til partsgarantier ved køb, må det i hvert fald for dansk rets vedkommende antages, at fortolkningen (i forbrugerforhold) også i disse tilfælde fører til det ovenfor antagne resultat.210

Ved garantier for egenskaber, som efter naturens orden er tids­

mæssigt begrænsede, kan manglende tidsangivelse derimod selvsagt ikke medføre, at garantien fortolkes som tidsubegrænset. Den kvali­

tet, der tilsiges i disse tilfælde, angår efter garantiens indhold eller i lys af branchepraksis som oftest også ydelsens holdbarhed. Ligesom det generelle mangelsbegreb refererer en garantis henvisning til f.eks. „fagmæssig udførelse“ eller fravær af „fabrikations- og mate­

rialefejl“ også til ydelsens holdbarhed. Sådanne garantier må altså i almindelighed antages at blive fortolket som garantier for holdbar­

hed; når garantien ikke selv angiver nogen periode, er det

nærlig-209. T jenestegarantier af det her om talte indhold forekom mer næppe i noget videre om fang. Se note 210 om norske producentgarantier ved køb.

210. Jfr. U fR 1968 s. 828 0 og motiverne til KBL § 83, se herom foran i note 206.

U fR 1960 s. 1048 H antog ganske vist det m odsatte; dommen angik imidlertid et handelskøb, hvilket formentlig var udslagsgivende, jfr. komm entaren af Gjer- u lff i TfR 1961 s. 301. Se om spørgsmålet i øvrigt Børge Dahl: Produktansvar (1973) s. 451 ff samt Jan Eske Schmidt og Lars Jørgen Nielsen i UfR 1983 B s.

370. – Ifølge Krüger s. 246 note 17 må en garanti, som bryder 2 års-fristen i KPL

§ 54, som hovedregel være udtrykkelig og utvetydig. Som tidligere nævnt angår KPL § 54 også tidligere salgsleds ansvar efter § 49a.

gende at sætte denne lig „normal holdbarhedstid“ uden hensyn til, at garantiperioden herved bliver længere end den legale forældelses­

frist angående mangelsbeføjelser.211 Herfor taler i øvrigt de hensyn, der er anført ovenfor til støtte for at frakende den legale forældelses­

frist betydning ved fortolkningen af garantier for oprindelse, ægthed m.v.