Formål og midler

I forbrugerforhold kan der i alle de nordiske lande nedlægges forbud mod fremtidig anvendelse af urimelige aftalevilkår,346 herunder ga­

rantivilkår.347

Ingen af de anførte regler giver hjemmel til at påbyde anvendelse af bestemte aftalevilkår.348 Noget andet er, at forbud efter

omstæn-346. Jfr. foran ved note 243 og for så vidt angår Finland, Norge og Sverige de særlige generalklausuler herom i henholdsvis KSL kap. 3, MFL kap. II og AVL, mens kontrollen for dansk rets vedkom mende er baseret på M FL’s almindelige gene­

ralklausul m .v., jfr. foran ved note 244.

347. I modsætning til lovgivningen i de øvrige lande indeholder dansk MFL i S 4 en konkretisering af urimelighedsbedømmelsen vedrørende anvendelse af garanti- term en i aftalevilkår, jfr. foran ved note 251.

348. Smh. svensk MD 1979:17 angående en et års garanti for „sm åhusentreprise“, hvor KO begærede A VL-forbud under henvisning til, at en garantitid på mindre end 2 år var urimelig. MD var „i och för sig av den uppfattningen at en garantitid av två år representerar en rimlig anordning“. D er var „emedlertid inte fråga om anläggande av allmänna synpunkter på viss sakfråga“, men om

„att avgöra huruvida det aktuella villkoret med avtalsvillkorslagens fordringar såsom bedöm ningsunderlag kan finnas vara oskäligt“. Det foreliggende vilkår

dighederne kan være begrundet i, at et vilkår er urimeligt, fordi det i kraft af det usagte virker vildledende, og at der således for så vidt kan siges at påhvile den erhvervsdrivende en betinget pligt til i aftalevilkår at informere forbrugerne om deres retsstilling, jfr. nær­

mere herom nedenfor under 3.4.4.4.

Positivt formulerede krav til aftalevilkår kan således ikke umid­

delbart retshåndhæves. Aftalevilkårslovgivningen forudsætter imid­

lertid, at sådanne krav opstilles som et led i FO/KO’s generelle reguleringsvirksomhed.349 FO/KO kan vel ikke udstede bindende regler om kontraktsindhold, men skal på den anden side gennem forhandling med de erhvervsdrivende og deres organisationer i for­

brugernes interesse søge at påvirke formularretten, således at kon­

trakter repræsenterer en rimelig afvejning af parternes interesser.

Dette kan ske gennem udarbejdelse af vejledende retningslinjer om kontraktsindhold eller -udformning i en eller flere henseender, gen­

nem udarbejdelse af standardformularer for en eller flere transak- tionstyper eller brancher eller gennem lignende påvirkninger. Så­

danne retningslinjer og forhandlingsresultater er vel ikke i sig selv retligt bindende for de erhvervsdrivende. I praksis vil de imidlertid i kraft af lovgivningens forudsætninger, tilblivelsesmåden, indholdet set i lyset af generalklausulen og praksis i henhold til denne samt efterlevelsen i erhvervslivets praksis udtrykke nogle minimumskrav af væsentlig betydning ved stillingtagen til, hvad der efter general­

klausulen må anses for urimeligt og kan nedlægges forbud mod.

Praktisk vigtigere er imidlertid den umiddelbare forbedring, som sker over en bank, ved at en branche tiltræder et forhandlingsresul­

tat og aktivt bidrager til dets umiddelbare gennemslagskraft. Bran­

cheforhandlinger prioriteres højt i Sverige og har ført til „överens- kommelser“ („förhandlingsuppgörelser“) omfattende mere end 70 standardformularer, herunder garantier, dækkende et bredt udsnit

fandtes at give bestilleren „en formån som går klart utöver vad gällande dispositiv entrepenadrätt ger honom “. „Ett till tiden ytterligare utvidgat ansvar avseende ett sådant för konsum enten positivt åtagande från entreprenörens sida kan, oaktat m arknadsdom stolen som nyss framgått klart uttalat sig till formån för en tvåårig garantitid, inte frampressas genom begangnande av avtalsvillkors- lagen. V illkoret kan följaktligen inte bedömas såsom oskäligt enligt denna lag.

D en önskvärda regelförändringen får åstadkom m as i annan ordning än genom m arknadsdom stolens prövning med stöd av avtalsvillkorslagen“.

349. Jfr. Bernitz: Svensk m arknadsrätt (1983) s. 232 f og Børge Dahl: Consumer Legislation in Denm ark (1981) s. 39 og 65. Se også SOU 1983:40.

af brancher og produkter m.v.350 I Finland går udviklingen tilsynela­

dende i samme retning.351 I Danmark har FO derimod ikke i nær samme grad som i Sverige benyttet systemet med brancheforhand­

linger eller lignende generelle reguleringer;352 lige netop hvad ga­

rantier angår, har FO dog udarbejdet en oversigt over de krav, der i almindelighed vil blive stillet til indholdet af garantibeviser.353

Om et vilkår i henhold til den offentligretlige aftalevilkårsregule- ring er urimeligt og kan forbydes, beror ikke som afgørelsen efter den civilretlige generalklausul på rimeligheden af at anvende et vilkår i en given konkret situation mellem individuelle parter, men derimod på rimeligheden af at lade det pågældende vilkår indgå i fremtidige aftaler af en vis karakter.354 Vurderingen foretages på grundlag af vilkårenes sproglige indhold, opsætning og indbyrdes samspil samt deres forventelige typiske effekt i forhold af den pågæl­

dende art set i forhold til, hvad der ellers ville gælde civilretligt.

Bedømmelsen er således af generel karakter, udpræget klausul- orienteret og har til dels karakter af en typiseret civilretlig vurde­

ring.

For garantivilkår gælder det specielle forhold, at de kan være urimelige alene i kraft af, at garantitermen er benyttet. Dette vil i almindelighed være tilfældet, hvis vilkårene på grund af garantiter­

men er egnede til at give forbrugerne et urigtigt indtryk af deres fordelagtighed, også selv om der intet er at udsætte på deres indhold eller udformning i øvrigt, jfr. om terminologimisbrug foran under 3.4.2.

I øvrigt bedømmes garantivilkår ud fra de samme principper som aftalevilkår generelt. Vilkår, som strider mod

beskyttelsespræcep-350. Forhandlingssystem et og dets resultater er udførligt beskrevet af Thomas Utter- ström i 15 artikler i K onsum entratt & ekonom i 1980 nr. 3 – 1982 nr. 6 suppleret af en enkelt af Björn Hydén i 1982 nr. 5 – alle udgivet i et samlet særtryk, Överenskom m elser enligt avtalsvillkorslagen.

351. Se eksem pelvis bilag C.8.

352. Se kritikken heraf hos Børge Dahl: Standardvilkår og forbrugerbeskyttelse, i:

K onsum enten i sam hället, Rapport från det andra nordiska konsumentforsk- ningssem inariet (1978) s. 295 ff. Se også Krüger Andersen s. 103 og Børge Dahl:

C onsum er Legislation in Denm ark (1981) s. 58 f og 70.

353. G engivet i bilag D.5.

354. Jfr. herved og til det følgende nærmere Bernitz: Standardavtalsrätt (3. uppl.

1978) s. 64 ff, Krüger Andersen s. 218 ff, Børge Dahl: Consum er Legislation in D enm ark (1981) s. 65 ff, Wetterstein s. 140 ff og angående norsk MFL Kap. II O t. prp. (1979-80) nr. 38 samt Innst. O. (1980-81) nr. 21.

tive regier, er eo ipso urimelige, jfr. nærmere nedenfor under 3.4.4.2. Urimelige er endvidere (andre) vilkår, som er udformet således, at de er egnede til at blive forstået eller udnyttet til skade for forbrugerne på en måde, som der ikke er civilretlig dækning for, jfr. nærmere nedenfor under 3.4.4.3. I begge henseender er det afgørende indholdet og udformningen af det enkelte vilkår. Der kan imidlertid efter omstændighederne også skrides ind mod et sæt af vilkår, der ikke i sig selv er urimelige, men som i kraft af, hvad der ikke er anført om retsstillingen i øvrigt, er egnet til at vildlede herom, jfr. nærmere nedenfor under 3.4.4.4. I øvrigt beror den indholdsmæssige urimelighedsvurdering på, om vedkommende vil­

kår til skade for forbrugeren forrykker en gennemsnitligt set rimelig balance mellem parterne, jfr. nærmere nedenfor under 3.4.4.5. I særegne tilfælde kan der herudover blive tale om at skride ind mod vilkår om et så vidtgående garantiansvar, at der er en betydelig risiko for, at kvaliteten af garantigivers ydelse skjult for forbrugeren afgørende forringes, jfr. nedenfor under 3.4.4.6.