Forskellige kategorier af forpligtelser

I kontraktforhold findes der forpligtelser (ydelser), som man uden vi-dere tøven vil betegne som centrale. Det er eksempelvis tilfældet med

312. Uddrag af kontrakt; kontrakt mellem Køge Kommune og Jydsk Rengøring A/S (for perioden 1. november 1998-31. oktober 2002), § 7, stk. 5: “Hvert halve år (første gang den 1. november 1999) udarbejder kommunen kvalitetsundersøgelser, der indeholder vurderinger af institutionernes vurderinger af rengøringsprogrammets overholdelse. Un-dersøgelsen vedrører samtlige institutioner tilknyttet den fælles rengøringsordning”.

313. Uddrag af kontrakt; kontrakt mellem Aalborg Kommune og ISS om rengøring af kom-munale institutioner (ikrafttræden 1. april 2000), § 18, litra c: “Hvis der fremkommer nye oplysninger om indholdsstoffernes sundhedsskadelige egenskaber, eller der opstilles nye lovkrav vedrørende disse, er leverandøren forpligtet til at justere produktsammen-sætningen, således at produkterne er i overensstemmelse med lovkrav, kommunens krav samt den generelle udvikling på området. Ændringer meddeles løbende til kommunen”.

opførelsen af byggeriet i en entreprisekontrakt. Tilsvarende findes der i kontraktforhold også forpligtelser, der ikke er centrale. Som et eks-empel kan nævnes arbejdstagers forpligtelse til ikke at udøve konkur-rerende erhvervsaktivitet efter ophør af en ansættelseskontrakt. I lit-teraturen omtales denne sondring mellem centrale og ikke-centrale ydelser ofte som sondringen mellem hovedydelser og biydelser.³¹⁴ Ho-vedydelsen beskrives i den sammenhæng som den eller de centrale ydelser i kontrakten.³¹⁵ For en kontrakt om drift af en afdeling på et sygehus er hovedydelsen således, at afdelingen bliver drevet. At dette ikke er nogen klar definition af begrebet er tydeligt, og det kan eksem-plificeres med kontrakten om drift af en sygehusafdeling: Her er det klart, at de centrale ydelser ikke kan begrænses til de lægelige elemen-ter (konsultationer, operationer og medicinsk behandling), men at man til de centrale ydelser også må regne andre ydelser, der er nødvendige til at opfylde kontraktens formål, nemlig at afdelingen skal være i – tilfredsstillende – drift. Biydelsen kan negativt beskrives som ydelser, som ikke kan kategoriseres som hovedydelser. Det følger af vanskelig-hederne ved klart at beskrive hovedydelsen, at også biydelsen hermed bliver et begreb uden klart indhold. Vanskelighederne bliver ikke min-dre af, at biydelser ikke behøver at fremgå af kontrakten.³¹⁶I eksemplet med kontrakten om drift af en sygehusafdeling kan en biydelse være, at realdebitor løbende skal indberette oplysninger vedrørende patienter til Landspatientregisteret,³¹⁷ en opgave der hører med til det at drive et offentligt sygehus, men som er uden betydning i relation til selve det at helbrede syge mennesker.

Mens såvel hoved- som biydelser er en del af kontrakten, forekom-mer der også forpligtelser, der påhviler parterne som følge af kontrak-ten, men som ikke er en del af denne. Således er det en følge af en

314. Se eksempelvis Henry Ussing: Obligationsretten, almindelig del, s. 23, Stig Jørgensen:

Kontraktret (bind 2), s. 32, Bernhard Gomard: Obligationsret 1. del, s. 44ff og Bryde Andersen og Lookofsky: Lærebog i obligationsret I, s. 41ff.

315. Bernhard Gomard: Obligationsret 1. del, s 44 og Bryde Andersen og Lookofsky: Lære-bog i obligationsret I, s. 41.

316. Henry Ussing: Obligationsretten, almindelig del, s. 23 og Bernhard Gomard: Obligati-onsret 1. del 1, s. 44.

317. Eksemplet er taget fra § 9 i den standardaftale Amtsrådsforeningen og Hovedstandens Sygehusfællesskab har udarbejdet til indgåelse med private sygehuse m.v. om behandling af patienter, som ikke har kunnet tilbydes behandling inden for 2 måneder i det danske, offentlige sygehusvæsen. Aftalen kan findes via internetadressen www.arf.dk.

kontrakt om udførelse af en tjenesteydelse, at realdebitor skal betale skat af den indtægt, han opnår ved opfyldelsen af sin del af kontrakten.

Skattepligten er imidlertid ikke en del af realdebitors kontraktlige for-pligtelse. Denne kategori af forpligtelser bliver her betegnet som for-pligtelser med selvstændigt grundlag.

Opdelingen i hovedydelser, biydelser og forpligtelser med selvstæn-digt grundlag er ikke en klart afgrænset opdeling. Således er det i mange kontraktforhold ikke muligt, på naturlig vis, at adskille forskel-lige ydelser i centrale og mindre centrale.³¹⁸Tilsvarende kan det i den konkrete situation være uklart, om en forpligtelse er en del af kontrak-ten, eller om den må siges at have selvstændigt grundlag.³¹⁹ Når op-delingen, trods uklarheden, introduceres på dette sted, er det fordi, den er relevant i forbindelse med nogle forpligtelser af offentligretlig ka-rakter. De offentligretlige forpligtelser der er tale om, er de forpligtel-ser, der følger af de offentligretlige krav, der stilles til offentlige udøvere af faktisk forvaltningsvirksomhed. Den forbindelse, der er mellem kon-trakter om faktisk forvaltningsvirksomhed og det offentligretlige om-råde, rejser spørgsmålet om, hvorvidt disse offentligretlige krav også skal stilles til den private udøver af samme virksomhed. Med andre ord et spørgsmål om kravene er forpligtelser for den private virksomhed, og i givet fald hvilken form for forpligtelse – er de en ydelse i henhold til kontrakten eller ej. Om der er tale om en forpligtelse, er selvsagt in-teressant fordi en kontraktpart i givet fald bliver pligtig at iagttage forholdet. Om der er tale om en forpligtelse inden for kontrakten, eller om en forpligtelse med selvstændigt grundlag, har interesse, fordi der i tilfælde af forpligtelse inden for kontrakt kan udløses

misligholdelses-318. Som følge af problemerne ved sondringen mellem hoved- og biydelser afviser Hellner at anvende den, jf. Jan Hellner: Speciell avtalsra¨tt, 2. ha¨ftet, s. 35. Også i den danske litteratur er man opmærksom på det problematiske i sondringen, se således Bernhard Gomard: Obligationsret 1. del, s. 45 og Bryde Andersen og Lookofsky: Lærebog i obligationsret I, s. 42f, men diskussionen om begrebets berettigelse er fokuseret på, hvilken betydning det har i forbindelse med spørgsmålet om misligholdelse. Dette spørgsmål behandles nærmere i kapitel 7.

319. Hvis to virksomheder indgår aftale om at fusionere, og den planlagte fusion er omfattet af konkurrenceloven, skal fusionen anmeldes til Konkurrencestyrelsen. Pligten til at anmelde fusionen fremgår af konkurrencelovens § 12 b, stk. 1, og den består, uanset om kontrakten regulerer spørgsmålet eller ej. Der er altså tale om en forpligtelse med selv-stændigt grundlag. Imidlertid kan parterne lade fusionsaftalen indeholde bestemmelse om, at det påhviler den ene af dem at sørge for, at der foretages anmeldelse. Herved bliver forpligtelsen til en ydelse (også).

beføjelser i henhold til obligationsretten, hvilket ikke er tilfældet, hvis der er tale om en forpligtelse med selvstændigt grundlag. Manglende opfyldelse af en forpligtelse med selvstændigt grundlag kan dog også mødes med sanktioner af forskellig art. Således forekommer der sank-tioner i form af straf, fastholdelse (opfyldelse), økonomisk kompensa-tion og forringelse af egen retsstilling.³²⁰

I det følgende bliver spørgsmålet om offentligretlige krav til den private kontraktpart undersøgt for nogle centrale offentligretlige krav.