DEN DANSKE FINANSIELLE SEKTOR
8. Danske kreditinstitutter inden krisen
8.1 Pengeinstitutter .1 Udlånsvækst .1 Udlånsvækst
8.1.2 Finansiering af udlånsvækst
I takt med udlånsvæksten i årene op til krisen blev pengeinstitutternes indlånsunder-skud øget, jf. figur 8.4. Indlånsunderindlånsunder-skuddet steg fra 2003, hvor der var balance mel-lem ind- og udlån, og toppede i 3. kvartal 2008 med 656 mia. kr. Ved udgangen af 2012 var indlånsunderskuddet reduceret til 38 mia. kr.
Opbygningen af indlånsunderskuddet i årene inden krisen var et markant brud med den traditionelle finansiering af bankudlån. Således har der historisk ikke været stor forskel mellem indlån og udlån i Danmark, men det ændrede sig på få år.
Figur 8.4 Pengeinstitutternes ind- og udlån (ultimo)
0 500 1000 1500 2000 2500
92 94 96 98 00 02 04 06 08 10 12
-800 -600 -400 -200 0 200
Indlånsunderskud (højre akse) Udlån Indlån
Mia. kr. Mia. kr.
Anm.:
Kilde:
Inklusive repoforretninger.
Finanstilsynet.
Følgerne af det store indlånsunderskud var, at pengeinstitutterne havde behov for at skaffe likviditet via penge- og kapitalmarkederne (markedsfinansiering). Behovet for, og betydningen af, løbende at kunne få adgang til markedsfinansiering var betydeligt i årene op til finanskrisen, ikke mindst fordi en væsentlig del af finansieringen havde kort løbetid, jf. afsnit 8.1.6 om store institutter. I takt med uroen på markedet tog til, blev det sværere og sværere at skaffe markedsfinansiering, og løbetiden blev endnu kortere.
Den øgede afhængighed af kortsigtet markedsfinansiering medførte, at pengeinstitut-terne blev stillet overfor en ny type risiko: risikoen for at markedsfinansieringen tørre-de ud. Denne ændring i et pengeinstituts risikoprofil har ført til en ændring i måtørre-den man tænker på ”bank runs”. I den traditionelle model, jf. Diamond og Dybvig (1983), opstår et bank run som følge af et koordinationssvigt blandt simple indskydere: De simple indskydere stiller sig i kø for at hæve deres indskud før andre indskydere, hvis de frygter, at andre indskydere vil hæve pengene først. I det ”moderne” bankrun, jf.
Shin (2008), er det ikke de simple indskydere, der stiller sig i kø for at hæve indskud, men adgangen til markedsfinansiering, der forsvinder. For pengeinstituttet føles det dog på samme måde: det oplever et likviditetsstress. I danske pengeinstitutter har
der gennem den finansielle krise ikke været traditionelle bankruns, hvor småsparere stiller sig i kø for at hæve deres penge, men danske pengeinstitutter oplevede, at ad-gangen til markedsfinansiering blev stærkt svækket i efteråret 2008, især inden Bankpakke I trådte i kraft, jf. kapitel 9 og 12. Derudover oplevede nogle pengeinstitut-ter, at større kunder trak deres indskud (i hvert fald den del, som lå over Indskyderga-rantiens maksimum) ud.
Gruppe 1-institutter har langt størstedelen af den samlede balancesum i den danske pengeinstitutsektor, og sektorens samlede indlånsunderskud afspejlede i høj grad indlånsunderskuddet i nogle af de største institutter, jf. figur 8.5.
Figur 8.5 Indlånsunderskud
-100 0 100 200 300 400 500 600
Gruppe 1 Gruppe 2 Gruppe 3 Samlet indlånsunderskud
2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009
Mia. kr.
Anm.:
Kilde:
Udlån fra MFI'er i det pågældende land samt filialer af udenlandske MFI'er.
ECB og Statistics Norway.
Blandt små og mellemstore pengeinstitutter var der stor spredning i indlånsunder-skuddet, og der var således en gruppe med store indlånsunderskud og en gruppe med lavt eller intet indlånsunderskud. For de enkelte grupper af institutter under ét var der dog samlet set væsentlige indlånsunderskud, jf. figur 8.5.
Generelt fastlægges det enkelte instituts likviditetsbehov ud fra en cash-flow betragt-ning, og viser der sig at være mismatch mellem ind- og udbetalingerne, kan der være behov for at finansiere dette over markedet gennem f.eks. lån hos andre kreditinsti-tutter, udstedelse af gældsbreve mv. For store børsnoterede pengeinstitutter med kreditvurdering og avanceret styring af likviditetsrisikoen er et moderat markedsfinan-sieringsbehov ikke nødvendigvis et problem. Det vil det imidlertid kunne være for små og mellemstore pengeinstitutter. For mindre institutter er et betydeligt indlåns-underskud med deraf følgende markedsfinansieringsbehov en ganske risikabel for-retningsmodel, da det alt andet lige er væsentligt sværere for et mindre pengeinstitut at finansiere sig på de internationale markeder gennem perioder med svagere likvidi-tetsforhold. Dertil kommer, at der vil være forskel på, om indlånsunderskud
finansie-res overnight eller med 5-årige lån, lige så vel som adgang til belåning af værdipapi-rer i Nationalbanken spiller ind på institutternes sårbarhed overfor indlånsunderskud.
Det er desuden bemærkelsesværdigt, at selv de mindre pengeinstitutter (gruppe 3-institutterne), der traditionelt kun i begrænset omfang har hentet finansiering via kapi-talmarkederne, fra midt-00’erne forvandlede et komfortabelt indlånsoverskud til et stort indlånsunderskud i forhold til institutternes størrelse, jf. figur 8.6.
Figur 8.6 Forhold mellem udlån og indlån fordelt på grupper
0,6 0,7 0,8 0,9 1,0 1,1 1,2 1,3 1,4 1,5 1,6
92 93 94 95 96 97 98 99 0 01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12
Gruppe 1 Gruppe 2 Gruppe 3
Udlån / Indlån
Anm.:
Kilde:
Inklusive repoforretninger. Gruppefordelingen er låst med udgangspunkt i gruppefordelingen i 2007. Pengeinstitutter, der er ophørt, fusioneret og lignende i perioden tildeles den gruppe, instituttet havde ved ophør/fusion.
Finanstilsynet.
Sammenlignes alle danske kreditinstitutter (inklusive realkreditinstitutterne) med ud-landet var indlånsunderskuddet meget stort, idet indlånsunderskuddet svarede til me-re end 150 pct. af BNP forud for krisen, jf. figur 8.7. Men størstedelen heraf skyldtes, at danske realkreditinstitutter i betydeligt omfang yder ejendomslån finansieret ved udstedelse af realkreditobligationer. Realkreditinstitutter kan ikke modtage indlån, og indlån bidrager derfor ikke til finansiering af udlånet. I mange andre lande er realkre-ditlån på pengeinstitutternes balancer. En varierende del af finansieringen af disse lån sker ved pengeinstitutternes obligationsudstedelser mv., mens finansieringen af danske realkreditlån alene sker ved udstedelser af obligationer uden for pengeinsti-tutternes balancer. Man kan derfor argumentere for, at en sammenligning af indlåns-underskud på tværs af lande giver mere mening ved at trække realkreditlån ud af de danske tal. Det betyder dog ikke, at al risiko ved realkreditudlån er isoleret fra penge-institutternes balancer i de tilfælde, hvor realkreditvirksomheden er en del af en kon-cern. Det gælder også, når et pengeinstitut har stillet garanti for det yderste lån.
Sammenlignes danske pengeinstitutters andel af udlån finansieret via indlån med andre landes pengeinstitutter, lå indlånsunderskuddet i danske pengeinstitutter på niveau med gennemsnittet for kreditinstitutter i Holland og Storbritannien, jf. figur 8.7.
Det samlede indlånsunderskuds andel af BNP i danske pengeinstitutter udgjorde knap 9 pct. i 2005, mens det var steget til 32 pct. af BNP i 2008.
Det er bemærkelsesværdigt, hvordan de finansielle sektorer i de her betragtede lan-de, med undtagelse af Storbritannien og Tyskland, alle opbyggede indlånsunderskud i årene inden krisen. F.eks. steg indlånsunderskuddet målt i forhold til BNP fra 2005 til 2008 i Frankrig fra 22 pct. til 53 pct. og i Irland fra 122 pct. til 168 pct. Opbygningen af et stort indlånsunderskud i de danske pengeinstitutter er således ikke et specielt dansk fænomen.
En del af risikoopbygningen gennem markedsfinansiering af udlån skal formentlig også ses i forhold til sektorens tillid til modellering af risici, jf. kapitel 7.
Figur 8.7 Indlånsunderskud i forhold til BNP i udvalgte lande
0 50 100 150 200
2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011
Danmark Sverige Norge Holland Tyskland
DK pengeinst. Frankrig Storbritan. Irland Pct. af BNP
Anm.:
Kilde:
"DK pengeinstitutter" er baseret på institutregnskabsdata for danske pengeinstitutter. Øvrige serier er baseret på koncernregnskabsdata for kreditinstitutter.
Beregninger på baggrund af data fra Bankscope.
Spredningen i størrelsen af danske kreditinstitutters indlånsunderskud var forud for krisen lavere end i Irland, Holland, Frankrig og Storbritannien, jf. figur 8.8. For enkelte institutter med særlige forretningsmodeller i Storbritannien og Irland var indlånet langt større end udlånet. Der er eksempelvis tale om penginstitutter ejet af supermarkeds-kæder og datterselskaber af amerikanske investeringsbanker. Danske pengeinstitut-ter skilte sig ikke markant ud fra de øvrige lande med hensyn til størrelsen og spred-ningen af indlånsunderskuddet.
Figur 8.8 Indlån i pct. af udlån ultimo 2007, fraktiler
0 50 100 150 200 250
Tyskland Storbritan. Sverige Holland DK pengeinst.
Danmark Irland Norge Frankrig
Forklaringsnøgle:
90 pct.-fraktilen 75 pct.-fraktilen
25 pct.-fraktilen 10 pct.-fraktilen Vægtet gns.
Median
456 678
Indlån i pct. af udlån
Anm.:
Kilde:
"DK pengeinstitutter" er baseret på institutregnskabsdata for danske pengeinstitutter. Øvrige serier er baseret på koncernregnskabsdata for kreditinstitutter.
Beregninger på baggrund af data fra Bankscope.
De danske pengeinstitutter finansierede deres stigende indlånsunderskud med indlån fra udenlandske kreditinstitutter, udstedelser af værdipapirer som f.eks. commercial papers mv. Samlet set havde de danske kreditinstitutter ultimo 2007 en nettogæld til kreditinstitutter og centralbanker svarende til 9 pct. af deres samlede balance, jf. figur 8.9. Da deres samlede nettostilling over for Danmarks Nationalbank var tæt på nul (-7 mia. kr. ultimo 200(-7), kan den altovervejende del af nettogælden til kreditinstitutter og centralbanker henføres til låntagning hos udenlandske kreditinstitutter og uden-landske centralbanker.
Danske pengeinstitutters nettostilling over for Nationalbanken blev nedbragt fra et overskud på omkring 100 mia. kr. i 2005 til omkring nul ved udgangen af 2007. Mod slutningen af 2008 faldt nettostillingen til et underskud i omegnen af 100-150 mia. kr.
Pengeinstitutternes nettostilling over for Nationalbanken påvirkes primært af Natio-nalbankens valutainterventioner og likviditetspåvirkninger fra statens betalinger. Man kan således ikke konkludere, at væksten i pengeinstitutternes udlån fra 2005-07 blev delvist finansieret ved, at pengeinstitutterne nedbragte deres nettostilling. Nettostil-lingen er primært en residual, der påvirkes af andre forhold end pengeinstitutternes likviditetsbeslutninger.
Figur 8.9 Nettogæld til kreditinstitutter og centralbanker, ultimo 2007
0 2 4 6 8 10 12
Norge Danmark Irland Holland Tyskland Frankrig Sverige Storbritan.
Pct. af aktiver i alt
Anm.:
Kilde:
Nettogælden er opgjort som forskellen mellem gæld til kreditinstitutter og centralbanker og tilgodehavender hos kreditinstitutter og centralbanker.
Beregninger på baggrund af data fra Bankscope.
8.1.3 Gearing
Udlånsvæksten gav sig også udslag i en højere udlånsgearing (dvs. udlån i forhold til egenkapital) op til krisen, jf. figur 8.10. Gearingen har toppet to gange siden 1986 – i starten af 1990’erne og i 2008, dvs. sammenfaldende med den tidligere og den se-neste krise. En væsentlig forskel mellem de to perioder er, at selvom både egenkapi-tal og udlån faldt i 1992, så toppede gearingen, fordi faldet i egenkapiegenkapi-talen som følge af tab på udlån forholdsmæssigt var større end reduktionen i udlånet. I 2008 toppede gearingen som følge af en stigning i udlånet og et samtidigt fald i egenkapitalen. En anden bemærkelsesværdig forskel mellem perioden op til 1991 og perioden op til 2007 er, at pengeinstitutterne ikke opbyggede kapital i årene inden 1991. Derimod opbyggede de kapital i årene inden 2007. På trods heraf slog krisen hårdere igen-nem i 2008 og frem. Det skal ses i lyset af, at gearingen var højere ved indgangen til denne krise (ca. 8,5 i 2007) end ved den foregåede krise (ca. 7,5 i 1991) på trods af opbygningen af kapital i årene inden denne krise. Ligheder og forskelle mellem kri-sen i den danske finansielle sektor omkring 1990 og denne krise behandles nærmere i kapitel 13.
Figur 8.10 Pengeinstitutternes udlånsgearing
4 5 6 7 8 9 10
86 88 90 92 94 96 98 00 02 04 06 08 10 12
0 200 400 600 800 1000 1200
Gearing (udlån/egenkapital) Udlån, indeks 1986=100 (højre) Egenkapital, indeks 1986=200 (højre)
Indeks Udlån/egenkapital, pct.
Anm.:
Kilde:
Gearing er opgjort som udlån divideret med egenkapital. Vægtet gennemsnit. Data er på institutniveau, dvs. data omfatter alene pengeinstitutvirksomhed.
Finanstilsynet.
Gearingen steg generelt kraftigt i løbet af 2008, hvor underskud og negative kursre-guleringer i den sidste halvdel af året reducerede institutternes egenkapital. Da opgø-relserne vedrører ultimo året, og krisen allerede havde negativ effekt på egenkapita-len i slutningen af 2008, er forøgelsen af gearingen fra 2007 til 2008 både et udtryk for stigende udlån og faldende egenkapital.
En anden måde at illustrere kreditinstitutters gearing på er at se på aktiver og garan-tier i forhold til egenkapitalen.1 Det er et bredere mål for kreditinstitutternes gearing, som udover udlån omfatter aktiver i handelsporteføljer, kapitalandele i associerede virksomheder mv. Målt herpå lå danske kreditinstitutter ikke højt i et internationalt perspektiv, jf. figur 8.11. Kreditinstitutterne i Storbritannien havde markant højere gearing end kreditinstitutterne i de øvrige lande.
1
Der kan argumenteres for, at gearingen bør opgøres ekskl. immaterielle aktiver. Det har imidlertid ikke været muligt i datagrundlaget for den internationale sammenligning.
Figur 8.11 Samlet gearing, vægtet gennemsnit
10 15 20 25 30 35 40 45 50
2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011
Danmark Sverige Norge Holland Tyskland
DK pengeinst. Frankrig Storbritan. Irland Aktiver og garantier/egenkapital
Anm.:
Kilde:
"DK pengeinstitutter" er baseret på institutregnskabsdata for danske pengeinstitutter. Øvrige serier er baseret på koncernregnskabsdata for kreditinstitutter.
Observationen for Norge i 2005 er udeladt pga. utilstrækkelige data. Tallene er ikke korrigeret for immaterielle aktiver i overensstemmelse med Basel III pga.
datamæssige begrænsninger.
Beregninger på baggrund af data fra Bankscope.
Der var i de enkelte lande stor spredning i kreditinstitutternes gearing forud for krisen, jf. figur 8.12. På tværs af landene ses, at de vægtede gennemsnit for gearingen var højere end medianerne og i mange tilfælde også højere end 75 procentfraktilerne.
Det afspejler, at de største institutter generelt var højere gearede end de mindre insti-tutter. I Danmark var de tre største institutter betydeligt højere gearet end de fleste andre institutter. En væsentlig højere gearing af de største kreditinstitutter i forhold til de øvrige institutter genfindes dog i Sverige og Tyskland, men ikke i så høj grad i de øvrige lande. Omvendt er gearingen af de største danske kreditinstitutter ikke speci-elt høj i et internationalt lys.
Med Basel III indføres et nyt internationalt mål for gearingen, den såkaldte leverage ratio. Leverage ratio beregnes som egenkapitalen i pct. af summen af aktiver og ga-rantier, og vil derfor svare til den reciprokke værdi af gearingen i figur 8.11 og 8.12.
Fremover skal kreditinstitutterne som udgangspunkt have en gearingsratio på mindst 3 pct. Det svarer til en gearing af egenkapitalen på maksimalt 33 gange. En gea-ringsratio på 3 pct. er udtryk for en stor risikoeksponering, som stiller store krav til in-stitutternes risikostyring. Dette risikomål kan imidlertid ikke stå alene men skal ses i sammenhæng med andre mål for institutternes eksponeringer, jf. afsnit 8.1.6 om gruppe 1-institutter.
Figur 8.12 Gearing ultimo 2007, fraktiler
Irland Tyskland Storbritan. Holland Norge Danmark DK pengeinst.
"DK pengeinstitutter" er baseret på institutregnskabsdata for danske pengeinstitutter. Øvrige serier er baseret på koncernregnskabsdata for kreditinstitutter.
Beregninger på baggrund af data fra Bankscope.
8.1.4 Egenkapitalforrentning
Den store udlånsaktivitet og de lave nedskrivninger på udlån, som konjunkturudvik-lingen i 00’erne førte med sig, betød, at institutternes indtjening generelt var ganske høj. Sektorens samlede egenkapitalforrentning lå fra 2003 til 2006 over 20 pct., jf. fi-gur 8.13.
Gruppe 1 Gruppe 2 Gruppe 3 Sektor
Anm.:
Kilde:
Egenkapitalforrentning er opgjort som resultat før skat divideret med den gennemsnitlige egenkapital. Vægtede gennemsnit. Der er ikke korrigeret for fusio-ner.
Finanstilsynet.
Internationalt var forrentningen af egenkapitalen i årene op til krisen også høj, men der var stor spredning, både på tværs af institutter og på tværs af lande, jf. figur 8.14.
Det vægtede gennemsnit, hvor de største kreditinstitutter bidrager mest, er højere i Danmark end i både Norge og Sverige. Mange institutter i Danmark har dog haft en betydelig mindre egenkapitalforrentning. Det er ikke nødvendigvis udtryk for, at disse institutter er dårligere drevet, hvis det afspejler en lavere risikoeksponering.
Figur 8.14 Gennemsnitlig årlig egenkapitalforrentning 2005-07, fraktiler
0 5 10 15 20 25 30
Irland Storbritan. Holland Danmark Frankrig Sverige Norge Tyskland
Forklaringsnøgle:
90 pct.-fraktilen 75 pct.-fraktilen
25 pct.-fraktilen 10 pct.-fraktilen Vægtet gns.
Median
Pct.
Anm.:
Kilde:
Egenkapitalforrentning før skat. Egenkapitalforrentningen beregnes normalt på baggrund af den gennemsnitlige egenkapital i året, men er her beregnet på baggrund af egenkapitalen ultimo året. Gennemsnittet er et simpelt gennemsnit af egenkapitalforrentningen i de enkelte år i perioden 2005-07.
Beregninger på baggrund af data fra Bankscope.