Finansiel lovgivning

7.1 Finansiel lovgivning

Op gennem 1960’erne og starten af 1970’erne afspejlede reguleringen af den finan-sielle sektor, at Danmark i større eller mindre udstrækning var afskærmet fra de in-ternationale kapitalmarkeder, jf. boks 7.2. Danmarks tilslutning til EF-samarbejdet i 1973 blev starten på en proces, hvor de lovgivningsmæssige rammer for, og tilsynet med, den danske finansielle sektor i stadig større grad er blevet harmoniseret med vilkårene i de øvrige europæiske lande. Harmoniseringen af rammevilkårene for de finansielle institutter sigtede mod at skabe et indre marked for finansielle tjeneste-ydelser med fælles spilleregler for de finansielle institutter, og dermed lige konkur-rencevilkår mv. Harmoniseringen af reglerne startede i 1970’erne, hvor der blev ind-ført etableringsfrihed på tværs af landegrænserne via EF’s etableringsdirektiv fra 1973, og fortsatte op gennem 1980’erne og 90’erne, jf. boks 7.3. For at undgå, at den nationale gennemførelse af EU-direktiverne i de enkelte medlemsstater haltede bag-efter udviklingen i den finansielle sektor, blev der fra 2001 sat fokus på at effektivise-re lovgivningsprocessen i EU med vedtagelsen af den såkaldte Lamfalussy-procedure. Den stigende finansielle integration mellem EU-landene har haft stor be-tydning for såvel gennemførelsen af pengepolitikken, som reguleringen af den finan-sielle sektor i Danmark.

Boks 7.2 Konjunkturmæssig regulering af den danske finansielle sektor frem til den fulde liberalisering af kapitalbevægelserne

I 1960'erne og 1970'erne var kreditrationering og valutakontrol centrale instrumenter i den økonomiske politik, jf. Mikkelsen (1993).

I årene 1965-71 var realkreditinstitutternes lånetilbud underlagt et kvotesystem (”obligationsrationerin-gen”) i henhold til en aftale mellem Nationalbanken og realkreditsektoren, og i 1970 indførte Nationalban-ken et aftalebaseret direkte loft over bankernes og sparekassernes udlånstilsagn. I begyndelsen dække-de dække-dette udlånsloft kun dække-de 20 største penginstitutter (med en markedsandække-del på 85-90 pct. af dække-det samledække-de udlån) og 50 større sparekasser (dækkende omkring 80 pct. af sparekassernes udlån), men i 1973 blev udlånsloftet udvidet til at omfatte stort set samtlige banker og sparekasser. I 1975 indgik Nationalbanken og Realkreditrådet en aftale om et loft over realkreditinstitutternes lånetilsagn, og i 1979 indgik forsik-rings- og pensionsselskabernes organisationer en aftale med Nationalbanken om regulering af F&P-sektorens udlån.

Det var ikke alene som led i den monetære politik, at den finansielle sektor var underkastet en detaljeret og ofte noget uensartet regulering. Der var eksempelvis en lang tradition for lovgivningsmæssig konjunk-turrelateret regulering af realkreditinstitutternes udlån via grænser for udlånenes løbetid, låneformål og afdragsprofil. Endvidere kan det nævnes, at det først var med en ny fælles Lov om banker og sparekas-ser, at sparekasserne i 1975 fik mulighed for at udføre de samme forretninger som banker (diskontere veksler, udstede garantier, handle med aktier og obligationer for egen regning, deltage i aktieemissioner samt handle med fremmed valuta). Endelig kan det nævnes, at der i årene 1975-79 var visse lovmæssi-ge regulerinlovmæssi-ger af penlovmæssi-geinstitutternes rentemarginal som led i en mere lovmæssi-generel indkomstpolitik. Det cen-trale i rentemarginalloven fra 1975 var, at pengeinstitutterne ikke måtte beregne sig en marginal på deres kunders ind- og udlån, som for det enkelte pengeinstitut oversteg gennemsnittet for årene 1972-74 eller tilsvarende regnskabsår.

Udlånsloftet og loftet over realkreditinstitutternes lånetilsagn blev ophævet i 1980, og regulering af F&P sektorens udlån blev ophævet i 1982. Det skal ses i lyset af, at 1970’ernes udlånsloft for pengeinstitutter-ne, jf. Mikkelsen (1993), var et væsentligt mindre præcist styringsinstrument end forventet på trods af, at grænseoverskridende kapitalbevægelser på daværende tidspunkt i vidt omfang var reguleret. Hoffmeyer (1985, 1989) har ligeledes ved flere lejligheder understreget, at den kvantitative regulering ikke var det mest afgørende instrument i styringen af kreditudviklingen. Der var lange perioder, hvor udlånsloftet ikke var den bindende restriktion på pengeinstitutternes udlån (udlånene lå under loftet). Problemet med regu-lering af kreditinstitutternes udlån viste sig ligeledes i, at kreditformidlingen fandt andre veje end gennem kreditinstitutterne. Det var baggrunden for, at forsikringsselskabers og pensionskassers udlån ligeledes måtte underlægges udlånsregulering. Endvidere var pengeinstitutternes obligationskøb og det private pantebrevsmarked (”det grå lånemarked”) ikke underlagt restriktioner.

Erfaringerne med lovmæssig regulering af pengeinstitutternes rentemarginal blev behandlet i en betænk-ning fra 1977.¹ Det blev her fremført, at begrænsningen i det enkelte pengeinstituts rentemarginal med-førte en tendens til fastlåsning af de enkelte pengeinstitutters konkurrencemuligheder.

Perioden siden 1980 har været karakteriseret ved øget markedsorientering som følge af de negative er-faringer med kvantitative begrænsninger på udlån og rentemarginaler, samt liberalisering og internationa-lisering af den finansielle sektor. Liberainternationa-liseringen af grænseoverskridende kapitalbevægelser i Danmark var en gradvis og langstrakt proces. Danmark havde tilsluttet sig OECD’s liberaliseringskoder fra begyn-delsen af 1960'erne, og med tilslutningen til EF i 1973 blev Danmark omfattet af EF’s kapitalliberalise-ringsdirektiver. I 1988 blev der gennemført helt frie kapitalbevægelser til og fra Danmark i overensstem-melse med EF's 4. kapitalliberaliseringsdirektiv.

Med den gradvise afskaffelse af restriktioner på kapitalbevægelser over landegrænser i mange lande i løbet af 1970'erne og 1980'erne blev den danske banksektor mere internationalt orienteret. For at under-støtte deres kunder på såvel hjemme- som eksportmarkedet oprettede danske pengeinstitutter fra midten af 1970'erne repræsentationskontorer i udlandet. Senere blev det fulgt af etablering af udenlandske filia-ler og datterbanker, som inden for EF var blevet muligt som følge af etabfilia-leringsdirektivet fra 1973.

1 Betænkning nr. 823 vedrørende en revision af rentemarginalloven afgivet af det af handelsministeren den 16. september 1976 nedsatte udvalg, Handelsmi-nisteriet, 1977.

Boks 7.3 Europæisk liberalisering af kreditinstitutsektoren frem til 2005

Som en del af Kommissionens initiativ vedrørende fri bevægelighed for varer, arbejdskraft og kapital i det indre marked vedtog Rådet i 1988 direktivet om kapitalliberalisering. Det medførte krav om at ophæve restriktioner på kapitalbevægelser imellem medlemsstater, herunder eksempelvis kreditter og investerin-ger i fast ejendom.

Kommissionen anbefalede herudover i deres hvidbog fra 1985 om ”gennemførelsen af det indre marked”

en fælleseuropæisk banklicens, indførelse af hjemlandskontrol således, at én myndighed har det over-ordnede tilsyn med samme juridiske enhed og indførelsen af et princip om gensidig anerkendelse. Det blev med 2. banksamordningsdirektiv opnået i 1991. Direktivet muliggjorde, at alle institutter med tilladel-se i et EU land frit kunne operere på tværs af EU's græntilladel-ser igennem dattertilladel-selskab eller filial og udbyde finansielle tjenesteydelser på tværs af grænser. Endvidere blev der fastsat fælles minimumsregler for solvens og store engagementer, ligesom der blev vedtaget minimumsregler for indskydergarantiordninger i 1994. I en rapport bestilt af Europa-Kommissionen (1996) står 2. banksamordningsdirektiv således be-skrevet som det væsentligste skridt hen imod et fælles bankmarked i Europa. Direktivet skabte dermed grundlaget for et ”level playing-field” i forhold til reguleringen af banker i Europa, ligesom direktivet sikre-de sikre-det fortsatte fokus på grundlæggensikre-de fælles konkurrencebetingelser, som prægesikre-de sikre-den senere udvik-ling i EU-reguleringen. Dette fokus på lige konkurrencebetingelser har medført stort fokus på, om national gennemførsel af EU-retsakter skete direktivnært eller rummede særlige nationale regler, såkaldt ”goldpla-ting”.

I løbet af de tidlige 1990’ere blev en række nationale begrænsninger på den finansielle sektor som følge af denne liberalisering ophævet, herunder regler for renter, visse kapitalstyringsredskaber, regler for antal og placering af filialer og krav til udlånslofter (Gual 1999 og Dermine 2005). Liberaliseringen medførte et større og mere effektivt indre marked, der også lagde pres på medlemsstaternes særlige nationale lov-givning. Som et eksempel på udviklingen i den periode tillod Tyskland i 1990 for første gang dannelsen af en futures børs som en direkte reaktion på den voksende handel med tyske statsobligationsfutures i Lon-don.

I forlængelse af EU-Kommissionens handlingsplan i 1999 for finansielle tjenesteydelser, som skulle fjerne de resterende lovgivnings- og reguleringsmæssige barrierer for et indre finansielt marked i EU, blev bl.a.

en komité under ledelse af Alexandre Lamfalussy bedt om at udfærdige principper for en hurtigere og mere effektiv lovgivningsproces på det finansielle område i EU. På baggrund af komiteens arbejde blev der i 2001 i EU indført en ny beslutningsprocedure for at forbedre effektiviteten af lovgivningsprocessen på værdipapirområdet, hvorved regeludstedelsen blev opdelt i politisk rammelovgivning og mere teknisk regeludstedelse. I 2002 blev det foreslået at udbrede beslutningsproceduren til hele det finansielle områ-de (kreditinstitutter, forsikring og pension samt værdipapirområområ-det). Som opfølgning herpå blev Lamfa-lussy-Komitéen i 2004 bedt om at udfærdige principper for en forbedret lovgivningsproces for banker og forsikringsvirksomheder samt, hvordan man kunne benytte mulighederne i regulering af banker og forsik-ringsvirksomheder til at understøtte udviklingen af, og effektiviteten i, tilsyn med finansielle virksomhe-der.¹ Lovgivningsprocessen for de finansielle virksomheder, både i EU og i Danmark, har siden bygget ovenpå Lamfalussy-Komiteens principper om politisk rammelovgivning og mere teknisk regeludstedelse.

I Danmark sker den tekniske regeludstedelse typisk ved, at Folketinget i en lov giver Finanstilsynet be-myndigelse til at fastlægge nærmere regler på konkrete områder i en bekendtgørelse.

1 Komiteen kom frem til en lovgivningsprocedure baseret på fire niveauer, som beskriver forskellige muligheder for regulering, kendt som level-1 til level-4. I dette system dækker level-1 over primær regulering, såsom forordninger og direktiver udformet på baggrund af generelle principper. Level-2 dækker over mere detaljeret, teknisk regulering, som udfærdiges af Kommissionen støttet af level-2 komitéerne. Level-3 vedrører ensartet gennemførsel og samarbejde imellem tilsynsmyndighederne, imens level-4 berører anvendelsen og håndhævelsen af reguleringen.

Regelgrundlaget for den danske finansielle sektor er med tiden således overvejende blevet et resultat af EU-lovgivning, der ofte igen afspejler et bredere internationalt samarbejde, f.eks. i Basel-Komiteen.¹ Det internationale samarbejde om reguleringen af den finansielle sektor er både ønskeligt og nødvendigt i en verden med frie kapi-talbevægelser på tværs af landegrænser. Det øger konkurrencen og 1

Basel-Komiteen (Basel Committee on Banking Supervision) blev oprettet i 1974 med det formål at styrke det internationale finansielle systems stabilitet. Komiteen består af repræsentanter fra en række landes central-banker og finanstilsyn.

det samtidig med, at det sikrer fælles spilleregler. Den øgede internationale koordine-ring af den finansielle regulekoordine-ring medfører dog også, at det kun i begrænset omfang er muligt at regulere den danske finansielle sektor via særlige danske regler. Samti-dig har der gennem tiden været et ønske om, også fra sektorens side, at sikre lige konkurrencevilkår for danske finansielle virksomheder med udenlandske konkurren-ter, også kaldet ”level playing-field”, hvorfor udgangspunktet i gennemførelsen af de internationale regelsæt har været, at der ikke sker overimplementering, selv om der måtte være fleksibilitet hertil, medmindre særlige danske forhold berettigede hertil.² Også regulering af forbrugerforhold på det finansielle område er i de senere år blevet omfattet af EU-lovgivning. Der er dog et vist større nationalt spillerum for regulerin-gen på området, jf. kapitel 14.

Reguleringen inden krisen var i høj grad baseret på en filosofi om markedsøkono-misk disciplin og markedsmæssigt tilsyn, hvor det var overladt til ledelsen at drive virksomheden forsvarligt, og sikre at deres forretningsmodel var holdbar. Det var for-ventningen, at særligt de større professionelle investorer ville udøve disciplin og mar-kedsmæssig overvågning af de finansielle virksomheder, hvilket blev anset for at væ-re et vigtigt supplement til væ-reguleringen og tilsynet med institutternes solvens og likvi-ditet mv. Basel-Komiteen understregede således også med Basel II-reglerne vigtig-heden af en effektiv markedsdisciplin og gennemsigtighed på markederne, jf. afsnit 7.1.2.

Selvom reguleringen gradvist har givet tilsynsmyndighederne stadig flere, og mere indgribende, beføjelser, så er det sket, uden at ledelsens eget ansvar for at sikre en holdbar forretningsmodel og i øvrigt en sund virksomhedsdrift er blevet svækket. Det er for at undgå bl.a. en svækkelse af ledelsens erstatningsansvar.

To centrale regelsæt for pengeinstitutterne er regnskabsreglerne (”IFRS”)³ og kapi-taldækningsreglerne. Reglerne blev ændret med virkning fra primo 2005. Ændringer-ne i disse regelsæt beskrives nærmere Ændringer-nedenfor.

7.1.1 IFRS

I 2005 blev der ved EU-forordning indført et nyt regnskabsregime baseret på de in-ternationale IFRS-standarder (Forordning nr. 1606/2002 af 19. juli 2002), der funda-mentalt ændrede på den måde, som nedskrivninger skulle foretages på. I dette afsnit beskrives IFRS og konsekvenserne heraf, mens Finanstilsynets tilgang til håndhæ-velsen af IFRS reglerne beskrives i afsnit 7.2.1.

Forordningen, som havde direkte retsvirkning i Danmark, pålagde børsnoterede virk-somheder at anvende IFRS i deres koncernregnskaber fra 1. januar 2005. Da de børsnotede kreditinstitutter stod for 90 pct. af det samlede udlån, blev det besluttet, at de nationale regnskabsregler, som de øvrige pengeinstitutter var underlagt, så vidt muligt skulle være forenelige med IFRS på dette område. Således kunne 2

Det tværministerielle kontaktudvalg vedrørende det finansielle marked (Boligministeriet, Erhvervsministeriet, Skat-teministeriet, Økonomiministeriet, Finansministeriet, Statsministeriet samt Finanstilsynet og Nationalbanken) an-førte i 1991, at det kunne være hensigtsmæssigt at lægge sig over minimumskravene på en række områder.

3 International Financial Reporting Standards (IFRS) er internationale regnskabsstandarder udgivet af stan-dardorganet IASB International Accounting Standards Board siden 2001.

tutter, der udarbejdede koncernregnskab efter IFRS, anvende samme opgørelser (værdiansættelser) i selskabsregnskabet, som blev udarbejdet efter de danske reg-ler.

Indførelsen af de nye IFRS-regler betød, at det hidtidige ”forsigtighedsprincip”⁴ i de danske regnskabsregler blev erstattet af et ”neutralitetsprincip”, som medførte, at tab først måtte nedskrives regnskabsmæssigt, når der forelå objektiv indikation for værdi-forringelse (OIV).

Før indførslen af IFRS skulle der i henhold til de dagældende regler foretages tabs- afskrivninger eller hensættelser til tab i det omfang, som ledelsen skønnede nødven-digt og tilstrækkeligt. Afskrivninger og hensættelser skulle ikke kun ske for konstate-rede tab, men også for sandsynliggjorte tab. Fastsættelsen af de hensættelser, der dengang kunne foretages på udlånene, var i vid udstrækning op til det enkelte tut. Der var en vis grad af skønsbeføjelse for instituttet, og der var en praksis i insti-tutterne for at hensætte i den høje ende af intervallet for forsvarlige hensættelser i gode tider. Det vil med andre ord sige, at tendensen i de gode tider mere var at hen-sætte for meget end for lidt. Det havde den fordel, at der blev opbygget en ”skjult”

hensættelsesreserve, som instituttet kunne bruge af, når det blev dårligere tider. De gamle regler åbnede således mulighed for at opbygge en kapitalstødpude, som det enkelte institut kunne anvende til at stå imod med i perioder med tab, og som gav mulighed for, at der var institutter, som kunne overtage et nødlidende institut uden at få sin bundlinje ødelagt det følgende år. Reglerne gav dermed imidlertid også penge-institutterne mulighed for, via regnskabets resultatopgørelse, at opbygge og forbruge hensættelser uafhængigt af den faktiske udvikling i tab på udlånene. Det betød dels, at det kunne være vanskeligt at vurdere den faktiske udvikling i udlånsporteføljen, og dels muliggjorde det en indkomstudligning over årene, så resultaterne i de enkelte år i højere grad kunne fremstå ens og dermed give et indtryk over for aktionærer, inve-storer mv. som værende stabile. Stabile resultater kan i modsætning til meget svin-gende resultater tolkes som, at der er styr på driften og forretningen, hvilket – hvis det er et aktieselskab – er af betydning for aktiekursen. Desuden gav den øgede mu-lighed for skønsmæssige hensættelser pengeinstitutterne mumu-lighed for at udskyde beskatningen af overskud. Efter de dagældende regler undgik institutterne beskat-ning, hvis de indregnede pengene i hensættelser i stedet for i årets resultat. Skatten skulle først betales, såfremt pengene blev ført tilbage til instituttets overskud som en indtægt, hvilket gav yderligere incitament til at bevare hensættelserne som en skjult reserve. I yderste konsekvens kunne det medføre, at regnskaberne ikke var retvi-sende og at størrelsen af hensættelserne mere var udtryk for skattespekulation end overvejelser om finansiel robusthed i det enkelte institut.⁵

For at modvirke denne opbygning af skjulte reserver var der derfor også, inden de nye IFRS-regnskabsregler trådte i kraft, blevet indført en særlig hensættelsesafgift, 4

Forsigtighedsprincippet var blevet fastsat i den danske banklovgivning i 1930 foranlediget af bankkrisen i 1920’erne.

5 Jf. f.eks. statsautoriseret revisor Thomas Hjortkjær Petersen fra Deloitte: ”Banker, der har, kan du sige, over-skud, og ikke har brug for den regnskabsmæssige egenkapital, kan jo have skattemæssige overvejelser ved at hensætte eller nedskrive for meget. Og det er der også et argument for flere steder […] Bankerne har selv-følgelig også en interesse i at kunne vise stabile resultater.”, jf. Sandøe & Svaneborg (2013), s. 235.

idet reglerne for pengeinstitutters adgang til fradrag for nedskrivninger var blevet fun-det for lukrative. I den sammenhæng havde Finanstilsynet fået til opgave at kontrolle-re nedskrivningerne for derigennem at sikkontrolle-re, at institutterne fokontrolle-retog en korkontrolle-rekt opgø-relse af det skattemæssige fradrag for nedskrivninger. Denne forpligtelse var en for-udsætning for, at det blev accepteret, at pengeinstitutter i modsætning til andre virk-somheder, skattemæssigt kunne fradrage nedskrivninger på udlån, selv om beløbe-ne endnu ikke var endeligt tabt. ⁶

De nye IFRS-regnskabsregler indebar, at disse skjulte reserver kom frem i lyset, hvil-ket havde den fordel, at hensættelserne i højere grad ville afspejle den faktiske ud-vikling i tabene. Man gik fra skjulte til åbne reserver.

Konsekvenser af IFRS

Med de nye regnskabsregler var det forventningen, at øget gennemsigtighed i opgø-relserne ville bidrage til, at ejerne kunne holde ledelsen ansvarlig for udviklingen, og investorerne bedre kunne vurdere institutternes værdi. Det ændrede regulerings-mæssige regime var således baseret på den markedsøkonomiske overbevisning om, at hvis regnskaberne var retvisende, ville markedet og investorerne disciplinere de dårlige virksomheder. Holdningen i sektoren til de nye regler var meget forskellig bå-de på tværs af institutter og over tid.⁷

Med indførelsen af de ændrede internationale regnskabsprincipper, og de deraf ænd-rede danske regnskabsregler, blev der åbnet for betydelige tilbageføringer af tidligere foretagne hensættelser til tab. Konsekvenserne vurderes særligt at have gjort sig gældende for pengeinstitutterne, mens der for realkreditinstitutterne har været mindre konsekvenser. Der kan ikke gives et præcist skøn over tilbageførslerne, men den umiddelbare engangseffekt på de akkumulerede nedskrivninger som følge af over-gangen til de nye IFRS-regnskabsregler vurderes at have været tilbageførsler i stør-relsesorden 10 mia. kr. i 2005. Dette beløb bestod af henholdsvis den rene 6

Det fremgår af lovbemærkningerne til lovforslaget om indførsel af hensættelsesafgiften, at udgangspunktet i skattelovningen var, at tab kunne fradrages, når de var konstateret eller sandsynliggjort, men at penge- og kreditinstitutter regnskabsmæssigt skal foretage de nødvendige og tilstrækkelige hensættelser til tab på udlån og garantier mv., og at det i forhold til disse institutter efter fast praksis accepteres, at de kan fradrage de regnskabsmæssige hensættelser ved indkomstopgørelsen, uagtet at de regnskabsmæssige kriterier for, hvornår en hensættelse er nødvendig, ikke nødvendigvis er sammenfaldende med de skattemæssige kriterier for, hvornår et tab kan fradrages. Hensættelsesafgiften blev derfor indført for at beskatte noget af den rente-fordel, pengeinstitutterne fik, som følge af, at de regnskabsmæssigt kunne foretage hensættelser på et tidli-gere tidspunkt end det, der svarede til de skattemæssige kriterier herfor, hvilket øvrige virksomheder ikke kunne.

7 Dette illustreres f. eks. ved, at formanden De Lokale Pengeinstitutter på årsmødet i 2003 gav udtryk for be-tænkelighed ved at skulle forlade de nuværende hensættelsesprincipper, og bl.a. udtalte ”Det virker aldeles absurd, at vi nu – hvor dårligere vejr måske er ved at være i syne – erfarer, at man fra EU’s side lægger op til en ny dresscode og endda en dresscode, som er påtvungen […] jeg [vil] gerne slå fast, at vi fra Lokale Pen-geinstitutters side er stærkt betænkelige ved at skulle forlade de nuværende hensættelsesprincipper, da dette på sigt kan rokke ved den finansielle stabilitet”. Finansrådet kvitterede imidlertid i sit høringssvar af 6. sep-tember 2004 for forslaget om den foreslåede gennemførelse af EU’s forordning om anvendelse af de interna-tionale regnskabsstandarder. Formanden for Finansrådet bemærkede endvidere på en af Finanstilsynet af-holdt konference om ”Finansielle kriser – hvordan opstår de – hvordan kan de bekæmpes” i 2006, bl.a.: ”Man kan dertil overveje, om de tidligere forsigtige principper for hensættelser [efter de tidligere regnskabsregler før 2005, red.] ikke i virkeligheden havde en forstærkende effekt på bankkrisen. […] Der er næppe tvivl om, at

7 Dette illustreres f. eks. ved, at formanden De Lokale Pengeinstitutter på årsmødet i 2003 gav udtryk for be-tænkelighed ved at skulle forlade de nuværende hensættelsesprincipper, og bl.a. udtalte ”Det virker aldeles absurd, at vi nu – hvor dårligere vejr måske er ved at være i syne – erfarer, at man fra EU’s side lægger op til en ny dresscode og endda en dresscode, som er påtvungen […] jeg [vil] gerne slå fast, at vi fra Lokale Pen-geinstitutters side er stærkt betænkelige ved at skulle forlade de nuværende hensættelsesprincipper, da dette på sigt kan rokke ved den finansielle stabilitet”. Finansrådet kvitterede imidlertid i sit høringssvar af 6. sep-tember 2004 for forslaget om den foreslåede gennemførelse af EU’s forordning om anvendelse af de interna-tionale regnskabsstandarder. Formanden for Finansrådet bemærkede endvidere på en af Finanstilsynet af-holdt konference om ”Finansielle kriser – hvordan opstår de – hvordan kan de bekæmpes” i 2006, bl.a.: ”Man kan dertil overveje, om de tidligere forsigtige principper for hensættelser [efter de tidligere regnskabsregler før 2005, red.] ikke i virkeligheden havde en forstærkende effekt på bankkrisen. […] Der er næppe tvivl om, at