KUNSTHÅNDVÆRKETS AKTUELLE DISKURS
3.3.0. DEN INTERNATIONALE DISKURS I - INSTITUTIONERNE
Museumsdirektør for Danmarks Keramikmuseum, Lise Seisbøll, henviser i den førnævnte artikel Kampen for keramikken til at kunsthåndværket internationalt understøttes af et væld af forskellige forhold; ”offentlig udstillingsstøtte, museumspræsentationer, galleriomsætning, prisniveau på værker etc.”89 Hertil kommer de forskningsbaserede uddannelsesinstitutioner, tidsskrifter, bøger, nyhedsbreve og konferencer, for ikke at nævne de begivenheder, fagmiljøer, institutioner og litteratur der knytter sig til de enkelte specialområder. Nogle af disse forhold er i det ovenstående kapitel om den danske diskurs behandlet forholdsvist indgående, fordi der her ikke eksisterer en egentlig formation af teoretiske positioner, der ellers kan tegne billedet. Det gør der imidlertid internationalt, og det følgende afsnit vil derfor kun fokusere på nogle få, illustrative institutionelle eksempler på situationen på den internationale kunsthåndværksscene, der imidlertid vil tjene som baggrund for den efterfølgende gennemgang af de vigtigste teoretiske positioner. Fokus vil være på institutioner i den vestlige, primært anglo-amerikanske, verden, for dels at afgrænse oversigten fra den komplekse japanske tradition og forståelse, og dels fra spørgsmål om kunsthåndværkets betydning i 3. verdens lande; spørgsmål der i denne sammenhæng er af mindre betydning i det det er den anglo-amerikanske betydningshorisont, der er afgørende i forhold til den værktype, der er afhandlingens fokus. Desuden er det vigtigt at understrege, at gennemgangen er selektiv og netop retter sig mod at påpege tendenser, uden intentionen om at give en dækkende beskrivelse af kunsthåndværkets diskurs i sin helhed.90
3.3.1. ’Kreative processer’ - American Craft Museum
I forrige afsnit nævnte jeg, at man på Kunstindustrimuseet i efteråret 2004 ændrede den engelske titel fra The Danish Museum of Decorative Arts til The Danish Museum of Art and Design som led i en tilpasning til den internationale tendens. Denne tendens kan netop iagttages på Museum of Arts and Design i New York, der i 2002 skiftede navn efter at have heddet American Craft Museum siden 195. Ifølge museets direktør, Holly Hotchner, afspejler navneskiftet, at museet ser sit indsamlingsområde som interdisciplinært og åbent: ”Craft, art and design are overlapping and inextricably linked fields of creative activity that need to be appreciated as a continuum, […] We are a contemporary museum about materials and creative processes, which are at the core of all the arts.“91 Hermed er vægten rykket fra ‘praksisformen kunsthåndværk’ til en ‘kreativ aktivitet hvor materialets betydning er central’. I dette navneskift skrives begrebet ’kunsthåndværk’ altså helt ud af
89 Seisbøll (2004).
90 Martina Margetts (1991). International Crafts. London: Thames and Hudson og Greenhalgh (2002) indeholder begge en udførlig oversigt over litteratur og institutioner, som det spænder for vidt at introducere nærmere i denne sammenhæng. Det er her vigtigt at slå fast at gennemgangen retter sig mod kunsthåndværksbegrebet som en overordnet definition, og derfor ikke inkluderer den mere omfattende diskurs omkring begrebets specialområder; de materialedefinerede kunstarter.
91 Pressemeddelelse, 1. oktober, 2002: http://www.madmuseum.org/site/c.drKLI1PIIqE/b.1111171/apps/s/content.
asp?ct=1523657
53
kapitel 3
museets identitet. Det er interessant fordi det i følge bestyrelsesformand Barbara Tober indikerer ”what has been true throughout history – that ’craft’ is an artform equal to all others”.92
Udover navneændringen, er museet interessant som eksempel idet man i 2002 viste udstillingen From the Kilns of Denmark - Contemporary Danish Ceramics.
Udstillingen var kurateret af de to amerikanere Wendy Tarlow Kaplan og Hope Barkan, og det er derfor interessant at de bemærker at: ”It became clear that for the Danes, the ubiquitous vessel continues to be at the core of a long tradition.”93 I USA blev det dermed bemærket, at dansk keramik i én eller anden forstand altid kredser om ’karret’ som formtypologi. De funktionsrelaterede formtyper (- der jo afspejler den tætte relation til design) så man altså som noget specielt dansk, i modsætning til den amerikanske langt mere frie skulpturelle tradition.
At de funktionelle formtypologier imidlertid kun betragtes som formelle bærere af æstetiske udtryk og afprøvning af materialets muligheder, var tydeligt understreget i selve udstillingens opbygning, hvor det modernistiske ”white cube”- princip var fremherskende:
Udstillingsrummet fremstod som en neutral hvid kube med hvide vægge og lofter og neutrale sokler, så værkerne kunne holdes adskilt fra beskuerens fysiske rum og verden i øvrigt. Hermed er det i høj grad ideen om kunstens autonomi, der abonneres på, og
92 Ibid.
93 Kaplan, Wendy Tarlow og Hope Barkan (2002). ”Curators’ Statement”. From the Kilns of Denmark. Contemporary Danish Ceramics. København: Rhodos International Science & Art Publishers, p. 14.
Fra udstillingen From the Kilns of Denmark. Contemporary Danish Ceramics, udstillet på American Craft Museum, New York, 2002/03. Foto: Museum of Arts and Design.
54
KUNSTHÅNDVÆRKETS AKTUELLE DISKURS
From the Kilns of Denmark illustrerer derfor hvordan kunsthåndværket her indskrives i en modernistisk forventningshorisont, uanset at det interdisciplinære aspekt på samme tidspunkt (efteråret 2002) formuleres som centralt. Eksemplet foregriber dermed en pointe, jeg skal vende tilbage til.
3.3.2. ’Contemporary objects’ - Crafts Council og SOFA
Historisk har Storbritannien været drivkraft for udviklingen af kunsthåndværket både praktisk og teoretisk, og det er fortsat de britiske institutioner der er centrale, når kunsthåndvækets aktuelle diskurs skal indkredses.
Crafts Council er en statsligt finansieret institution til formidling af kunsthåndværk.
Siden dets etablering i 1971 har organisationen fungeret som rollemodel for lignende institutioner i forskellige lande, herunder for Danish Crafts. Institutionens kommissorium er at være: “[...] an independent body funded by the Arts Council England, responsible for promoting fine craftsmanship, encouraging high standards and increasing public awareness of contemporary crafts and applied art”94. Organisationen har haft stor betydning for den måde, kunsthåndværket er blevet opfattet, og har trods forskellige politiske vinde formået at bibeholde en selvstændig status indtil det i 1999 blev lagt direkte ind under British Arts Council. Tanya Harrod beskriver hvordan organisationen overlevede flere politiske kampe: ”The complex identity of craft worked in its favour. It was not quite art, nor was it quite design. But it touched people’s lives in unexpected ways. An ambivalent attitude to progress and industrialisation was very much part of the intellectual baggage of the educated classes in Britain. This ambivalence, in which property developers practised as amateur silversmiths and cabinet ministers collected fine bindings, was more a matter of felling than logic. But it ensured the support for the crafts in high places.” 95 Det er her værd at lægge mærke til områdets ’ambivalens’ og den måde, området overlever på; dels som ideologiske rester af Arts and Crafts og Leach-aksen, og dels som håndværksmæssig praksis. Her er det især værd at lægge mærke til kommissoriets brug af betegnelsen ”fine craftmanship”. God håndværksmæssig udførelse er således det karakteristika, der betragtes som mest centralt for kunsthåndværket i forhold til de beslægtede praksisformer.
Først og fremmest er det udstillingsaktiviteterne, der har haft betydning.
Organisationen har gennem årene forestået et væld af både nationale og internationale udstillinger. En af de mest markante tilbagevendende udstillingsaktiviteter der er igangsat af Crafts Council i de senere år er er messen ”Collect”, der siden 2004 afholdes hvert år på Victoria & Albert-museet med deltagelse af både britiske og internationale gallerier. Udstillingens undertitel er ”The international art fair for contemporary objects”, hvilket, sammen med referencerne til det at ’samle’, tydeligt understreger affinitionerne til kunstbegrebet. Signalet er imidlertid temmelig tvetydigt: En ’kunstmesse for nutidige objekter’ svarer til den begrebsforvirring der var resultatet af tidsskriftet Dansk
94 http://www.craftscouncil.org.uk/
95 Harrod (1999), p. 463.
55
kapitel 3
Kunsthåndværks navneændring til ”Kunstuff - ArtCraftDesign”.
Under overskriften ”Look, no kaftans”, gør den britiske journalist Liz Hoggard i begyndelsen af 2004 status efter to væsentlige begivenheder for kunsthåndværket:
Tildelingen af den prestigiøse Turner Prize til pottemageren Grayson Perry, og netop den første ”Collect”-messe. Hun skriver: “Craft is the new fine art and its hip young knitters and spinners, ceramicists and jewellers are producing collectables for a glittering clientele including Madonna and Bowie” og konkluderer at “Conceptuality is out, physicality is in.”96 I forhold til From the Kilns of Denmark er det dermed ikke længere et modernistisk kunstbegreb, kunsthåndværket umiddelbart appliceres på. Det holdes i stedet op mod en mere konceptuelt orienteret samtidskunst, men adskilles vel at mærke herfra via “fysikaliteten”, altså kunsthåndværkets sanselige, materialebaserede egenskaber.
Kunsthåndværket udråbes således til at være en selvstændig kunstart, som en modvægt til samtidskunstens konceptuelle immaterialitet. Samtidig fremhæves kunsthåndværket altså som samlerobjekt. Kombineret med de fysisk-sanselige kvaliteter der fremhæves, er der dermed ikke langt til modernismens kontekstløse objekter.
Selvom kunsthåndværket dermed tillægges en renæssance i modsætning til tidligere tiders fordomme om “mung beans and basket-weaving”97 som hun skriver, er det dermed stadig i høj grad i form af sin relation til et modernistisk kunstbegreb; som eksponent for en form for (modernistisk) nysensualisme. Kunsthåndværket er dermed fremhævet som en materialebaseret kunstform.
En anden messe det er værd at nævne i forbifarten, er den amerikanske kunsthåndværksmesse SOFA (Sculpture Objects & Functional Art). Selve betegnelsen er interessant da den netop også undgår at definere feltet som kunsthåndværk, men i stedet benytter alternative betegnelser som de ovennævnte, der peger i retning af kunstbegrebet på samme måde som Crafts Council-messen Collect; ”Bridging the decorative and fine arts” er således et af messens slogans.98 Feltet er her kategoriseret efter materiale, hhv.
keramik, glas, ”wood and fibre” og metal. Igen fremstilles kunsthåndværket altså som en samling af materialebaserede uafhængige kunstformer, på samme tid som betegnelserne
’skulptur-objekter og funktionel kunst’ tydeligt viser, hvor diffust og åbent området opfattes.