TESE OG TEORETISK GRUNDLAG
4.5.2. Afhandingens teoretiske position
Det ovenstående teoretiske greb skaber derfor en platform for forståelsen af kunsthåndværk, der tænker det både i relation til kunstteorien og materialkulturen. At se hvilke betydninger det kaster af sig i denne optik er således ikke en tilfældigt valgt optik, men en optik, der for det første har en intern logisk, teoretisk sammenhæng, som vist i Bürger-Foster-Highmore-aksen, for det andet er både historisk og formtypologisk plausibelt, og for det tredje aktualiserer præcis de tilsyneladende forskellige optikker, der kendetegner kunsthåndværkets hhv. nationale; designrelaterede og internationale;
kunstrelaterede diskurser. På den baggrund bliver det samtidig muligt at revurdere den position som tilbageskuende oppositionsæstetik kunsthåndværket er blevet tildelt; dels i forhold til modernismens radikale autonomi, dels i forhold til det fremadstormende designbegreb, der har karakteriseret det 20. århundrede.
I stedet for at genindsætte kunsthåndværket i revisionistisk genskrivning af det modernistiske kunstbegreb, der kendetegner den internationale diskurs og har gjort begrebet om brugskunst til skamme, er det således designrelationen, eller rettere, relationen til den materielle kultur, der udfoldes og aktualiseres.
Ved at fokusere på avantgarden som teoretisk ramme har det været muligt at opstille en forståelseshorisont, der aktualiserer og tydeliggør nogle både historiske og formtypologiske karakteristika, der hidtil kun har været tillagt perifer betydning. Der er derfor lagt op til, på baggrund af det følgende analytiske afsnit, at se nærmere på, hvad denne platform betyder for forståelsen af kunsthåndværket.
Ved at inddrage avantgardebegrebet som overordnet ramme for afhandlingens forsøg på at begrebsdefinere konceptuelt kunsthåndværk, sættes der naturligt et kunstteoretisk udgangspunkt. Ved i første omgang at opstille Bürger-Murphy-Huyssen-Foster-aksen, indskriver jeg mig i en kunstteoretisk tradition, der har grundlagskarakter i den moderne kunsthistorie. Her er der netop ikke tale om en særlig analytisk vinkel, men om et bagvedliggende niveau, der i en hvis forstand bærer hele den kunstteoretiske udvikling, der har resulteret i den såkaldte New Art History. Den ’nye kunsthistorie’ vokser ganske vist ud af den cultural studies-initierede socialkonstruktivistiske, poststrukturalistiske og postkoloniale tænkning, der gennem de sidste 30 år skridtvist har dekonstrueret universalistiske opfattelser, herunder også ideen om det autonome, privilegerede kunstobjekt, som vi eksempelvis så det med Jensen (2001) i hans opridsning af den
4
TESE OG TEORETISK GRUNDLAG
nye designhistories moderne materielle kulturstudier i design. 237 For avantgardeteorien er det imidlertid ikke den diskursive (kunstsociologiske, feministiske, postkoloniale etc.) vinkel i forhold til dekonstrueringen af autonomibegrebet, der er centralt, men netop selve det forhold, at begrebet er filosofisk og institutionelt konstrueret overhovedet, og forhindrer hhv. garanterer kunstens udfoldelse. Hermed er vi tilbage ved den kunst/liv-dikotomi, Shiner opridser som central, som indstiftede det autonome kunstbegreb, og det er i den forstand man kan man sige, at avantgardetænkningen har grundlagskarakter i forhold til kunstteorien. Det er samtidig derfor, denne vinkel er interessant i forhold til kunsthåndværket; nemlig fordi grundlagskarakteren sætter spørgsmålstegn ved praksisformernes indbyrdes situering og intentionelle rammer overhovedet. Den akse der således har optaget mig i forhold til avantgardeteorien har som hovedindhold at diskutere kunstens sociale og politiske mulighedsbetingelser.
Med et avantgardeteoretisk udgangspunkt tilskriver jeg mig dermed en analytisk position, der ikke abonnerer eksplicit på den ’nye kunsthistorie’. Med overgangen til, hvad jeg i afhandlingens indledning har kaldt den ’materialkulturelt afledte tilgang’, nærmer tilgangen sig imidlertid den nye kunsthistorie, idet jeg her opstiller en akse, der er optaget af objekterne forbrugsmæssige dimensioner. Her havde læseren muligvis forventet et oplæg til en konkret analyse af kunsthåndværksobjekterne med henblik på at afdække de sociale og kulturelle objektiviseringer, kunsthåndværket er genstand for, idet en sådan vinkel er den materialkulturelle forsknings hovedsigte.
Det er imidlertid ikke min hensigt at udforske værkernes konkrete betydning i et socialt konstrueret forbrugskredsløb.238 Målet er i stedet at anvende en tillempet materialkulturel tilgang til at definere, i hvilket omfang værkerne befinder sig i en kunstkontekst, og i hvilket omfang de relaterer sig til hverdagskulturen, for dermed at kunne sige noget om, i hvilken grad de kan siges at besidde det oppositionsæstetiske potentiale, der fremskrives i glidningen mellem avantgardeteoretisk og materialkulturel tilgang. Med andre ord er der tale om en dobbelt anvendelse af materialkulturelle tilgang: En direkte, der bruges i analyserne til at definere en bestemt kontekst, og en afledt avantgardeteoretisk, der angår friktionen mellem forhåndsorganisering og personligt ’running room’; dvs. hvordan der indenfor materialkulturen kan iagttages et handlingsrum, der udvider avantgardens handlemuligheder. Min materialkulturelt afledte tilgang læser dermed overordnet genstandsforskningen udfra en avantgardeteoretisk optik. Netop her kan objekterne, via de konceptuelle betydningslag, virke tilbage på de af forbrugssituationen affødte sociale processer.
Ved netop samtidig at fokusere på de konceptuelle betydningslag, der er bundet i objekternes formtypologiske relation til materialkulturen, kan positionen overordnet
237 For en udvidet beskrivelse se eksempelvis: Jonathan P. Harris (2001). The New Art History: A Critical Introduction.
New York og London: Routledge. Også Donald Preziosi (1989). Rethinking Art History. Meditations on a Coy Science. New Haven og London: Yale University Press. Samt Hans Dam Christensen (1999). ”Forskydningernes kunst. Betragtninger over kunsthistoriens objekt”. Kunstteori. Positioner i nutidig kunstdebat. (Red. Jacob Wamberg, Anders Michelsen og Hans Dam Christensen). København: Borgen.
238 Et forhold hvor kunsthåndværkets tilfælde tilskrives rollen som autenticitetsgaranterende livsstilsprodukt.
5
kapitel 4
betragtes som en revision af den 3. generations materialkulturelle - radikalt kontekstorienterede - designhistorie til en kobling med den første generations klassiske (kunsthistoriske) tilgang, der fokuserer på objekternes interne betydningsindhold.
Hermed bliver positionen hverken socialkonstruktivistisk eller formalanalytisk: Tilgangen bliver en mellemting mellem repræsentation (klassisk kunst/designhistorisk billede) og fysisk tilstedeværelse (material culture, socialt objekt). Hermed menes en position mellem materialitetsforskning og privilegeret æstetisk objekt.
En forudsætning for at tage tråden op fra den materialkulturelle vinkels demontering af det privilegerede æstetiske objekt er at operere med et filosofisk baseret, udvidet æstetikbegreb. Hermed kan man undgå den dikotomi mellem forestillingen om det privilegerede autonomt-æstetiske objekt og den socialkonstruktivistiske afspejling af social organisering, der let opstår i kølvandet på den materialkulturelle genstandsforskning.
Med det udvidede æstetikbegreb kan man således bygge bro mellem den måde, objektets betydning er socialt betinget, og den måde, objektets betydning betinger det sociale. Når æstetikken, som Friberg peger på, opfattes som virkelighedskonstituerende ikke kun i forhold til den specifikke æstetiske oplevelse, ligger den således i direkte forlængelse af både avantgardeteoriens oppositionsæstetiske positioner, og materialkulturens socialkonstruktivisme. Den røde tråd er spørgsmålet om, hvori man finder et ’running room’; et mulighedsrum for oppositionsæstetisk ’andethed’, der forholder sig til autonomien uden at bekræfte den og dermed demontere oppositionen.
Tilgangen til æstetikteorien skal betragtes som et sideblik; som en modvægt til genstandsforskningens sociale konstruktivisme. Positionen rummer langt mere nuancerede aspekter end de fremstillede, men er medtaget fordi det her viser sig, hvordan objektet netop virker tilbage på det sociale. At se æstetikteorien udvidet fra en kunstæstetik til en filosofisk æstetik afspejler samtidig afhandlingens overordnede tværæstetiske optik, og dermed den overordnede bevægelse, afhandlingens teoretiske position er et produkt af; nemlig den bevægelse fra et essentialistisk til et kontekstualistisk videnskabsideal, der manifesterer sig både i den nye kunsthistorie og den nye designhistorie.
6
ANALYTISK TILGANG OG VÆRKANALYSER