AVANTGARDE-TEORI

Som nævnt er det Shiners (2001) fremlæggelse af kunst/liv-dikotomien der bringer os på sporet af avantgardebegrebet og dets betydning for kunsthåndværket, mens der eksempelvis også hos Greenhalgh (2005) findes antydninger af et slægtskab her.

I det følgende vil jeg derfor fremlægge en læsning af avantgardebegrebet, der fokuserer på, hvilken problematik der kendetegner kunst/liv-dikotomien i et avantgardeteoretisk perspektiv, med henblik på at fremdrage de pointer, der viser sig relevante for kunsthåndværket. På baggrund af en introducering til avantgardens problematik vil der bliver lagt særlig vægt på den tyske litterat Peter Bürgers avantgardeteori der har grundlagskarakter for avantgardeforskningen, mens Richard Murphy og Anderas Huyssen vil fungere som perspektiverende indstik. Med Hal Foster og Ben Highmore vil en nutidig reception af Bürger blive diskuteret for at vise, hvordan avantgardetænkningen naturligt leder over i de materialkulturelle studier.

82

TESE OG TEORETISK GRUNDLAG

4.2.1. Avantgardebegrebet

Avantgardebegrebet opstod i kølvandet på den franske revolution, og den militære betydning af ordet avantgarde ’fortrop’ er ikke en tilfældigt valgt metafor for hvad der bliver en politisk og senere kunstnerisk bevægelse: De revolutionære intentioner er oprindeligt en uadskillelig del af avantgardens credo og betegner samtidig ideen om kunstneren som foregangsmand for utopiernes realisering. I Henri de Saint-Simons Lettres de H.

Saint-Simon à Messieurs les Jurés (1820) spiller kunsten en central rolle i opbygningen af idealstaten; kunst, videnskab og teknologi er fælles drivkræfter i en politisk radikalisme.

Han skriver således: ”New meditations have proved to me that things should move ahead with the artists in the lead, followed by the scientists, and the industrials should come after these two classes”.¹⁶⁰ Kunstneres rolle som seer udgør dermed en romantisk og utopisk position, der er stærkt politisk ladet.

I den nylig udkomne antologi En tradition af opbrud. Avantgardernes tradition og politik peger den nederlandske forsker Hubert van den Berg i sit bidrag på, at der ikke eksisterer en homogen definition af begrebet avantgarde: Flere forskellige både kunstneriske og tidsmæssige opfattelser sameksisterer, heraf titlens flertalsform avantgarder. I stedet for at se avantgarden som en diakron kunsthistorisk betegnelse karakteriseret af en fremadskridende udviklingslogik, introducerer van den Berg rhizomet som strukturel figur. Som en rhizomatisk konfiguration er der visse fællestræk der går igen på trods af divergerende holdninger hvad angår ”ismer, projekter, grupper og individer, der omfattes af avantgarden”; fællestræk der hver for sig udspringer af det militærbegreb, begrebet oprindeligt henviser til, som fortrop.¹⁶¹

Den metaforiske værdi af denne position er grundlæggende, idet betegnelsen generelt dækker opfattelsen af avantgarden som en fortrop i forhold til den øvrige kulturproduktion.

Indenfor disse radikalt vide rammer er begrebet ifølge van den Berg blevet brugt som:

1. ”(selv)betegnelse og klassifikation”; en værdidom af enten positive eller negative konnotationer (hhv. symbolsk kapitalisme > < politisk kommunisme, ’det nye’ > <

’modkultur’). Herunder omfattes forskellige historiske grupperinger helt tilbage fra omkring anden halvdel af det 19. århundrede, eller sågar tilbage til 1400-tallet. Betegnelsen fungerer her som en ”arbitrær meta-term”, der ofte projiceres retrospektivt.

2. En anden anvendelse refererer til avantgarden som ”jagten på det nye”, og betegner dermed kunstneriske traditions- og konventionsbrud, ofte sammenhængende med teknologiske nyskabelser. Imidlertid er denne karakteristik ifølge van den Berg problematisk, da man altid vil kunne spørge til, hvor nyt det nye i virkeligheden er. I forbindelse med min definition af Arts and Crafts-bevægelsen

160 Claude-Henri de Saint-Simon (1820). Oeuvres de Claude-Henri de Saint-Simon. (Paris: Editions Anthropos, 1966), VI, 422. Her citeret fra Materi Calinescu (1987). Five Faces of Modernity. Durham: Duke University Press, p. 102.

161 Hubert van den Berg (2005). ”Kortlægning af gamle spor af det nye”. Tanja Ørum, Marianne Ping Huang og Charlotte Engberg (red.) (2005). En tradition af opbrud. Avantgardernes tradition og politik. København: Forlaget Spring, p. 24f.

83

kapitel 4

som en avantgardeteoretisk ansat er det i denne sammenhæng interessant at bemærke at han således skriver at ” [...] visse dele af den tidlige avantgardekunst [havde] en uskrømtet forkærlighed for middelalderens kunst og håndværk”¹⁶² 3. En mere præcis, men derfor samtidig mere problematisk indholdsbeskrivelse

lokaliserer van den Berg under betegnelsen ”Andre formalæstetiske og programmatiske parametre”. Her er det værkernes formelle forhold, der godtgør betegnelsen.

Van den Berg peger på, at det mest almindelige er at plukke fra de forskellige parametre når man opererer med betegnelsen ’avantgarde’. Hermed opstår den rhizomatiske struktur, der genskaber avantgardens sammenhængskraft på tværs af forskellige kunstneriske, geografiske og historiske afvigelser i erkendelsen af, at avantgarden ”[...] ikke kan begribes i én enkelt teori om avantgarden, men som må kortlægges fra mange forskellige synspunkter og perspektiver”¹⁶³. Ganske vist kan det indevendes, at van den Berg med rhizomstrukturen negligerer avantgardens historiske udgangspunkt, og dermed også den konceptualistiske indholdsbestemmelse, men udgangspunktet er imidlertid centralt, fordi han hermed peger på avantgardens genkommende momenter.

Knap så nuanceret, men mere operationelt definerer antologiens redaktører, Tanja Ørum, Marianne Ping Huang og Charlotte Engberg først og fremmest avantgardebegrebet som rent formelle nybrud. Vel at mærke nybrud, der kan ”[...] forstås som led i en kritik af samfundet og kunstinstitutionen. En kritisk-subversiv, eller ligefrem revolutionær, samfundsomformende bevægelse”.¹⁶⁴ Van den Bergs parametre er dermed skåret helt ind til essensen, og om end denne definition er langt mere generaliseret end virkeligheden tillader, synes van den Berg at anerkende, at det formelle nybrud og det subversive element, i mere eller indre udtalt grad, udgør avantgardernes sammenhængskraft. Denne definition er operationel fordi den tillader at videreføre en avantgardeteoretisk tilgang indenfor van den Bergs nuancerede parametre samtidig med, at der opstilles et begrebssæt indenfor hvilket, betydningsindholdet kan udfoldes. Avantgardebegrebet forbindes altså i en nutidig sammenhæng med:

1. En kritisk position.

2. Formidlet via et formelt nybrud

3. Som van den Berg påpeger, udfra en rhizomatisk struktur af parametre, der derfor i lige så høj grad kan rekonstrueres som avantgardistiske momenter, som de kan kategoriseres i andre sammenhænge.

162 Berg (2005), p.30.

163 Ibid., p.37.

164 Ibid., p.12.

84

TESE OG TEORETISK GRUNDLAG

Det er interessant at bemærke, at det vel at mærke betyder, at betegnelsen ’avantgarde’ i princippet er en betegnelse, der kan tillægges forskellige praksisformer og udtryksmåder, der går på tværs af de etablerede kunstneriske grupperinger: ’Kritisk position’ og ’formelle nybrud’ kan således rekonstrueres som avantgardisktisk momenter.

Lad os derfor vende fokus mod Peter Bürgers udlægning af avantgardebegrebet, i det hans position udgør et markant omdrejningspunkt for den forståelse af avantgarden, der er interessant i forhold til kunsthåndværket, idet han markerer den kunst/liv-dikotomi der ligger bagom avantgardens kritik og formelle nybrud.