og strukturer er globale.40 Hvis man som Latour forstår det sociale som en bevægelse – dvs. en forskydning, en transformation, en oversættelse, en indskrivning, en association mellem enheder, der finder sted gennem cirkulationer og transformationer (Latour, 2005:64-‐64) -‐ så involverer
processerne fra interaktion til sociale strukturer altid andre interaktioner (fx computere eller andre tekniske apparater). I den forstand er samfundet ikke årsag til noget, forbindelserne er årsagen til samfundet: “[S]ociety is not what holds us together; it is what is held together. Social scientists have mistaken the effect for the cause, the passive for the active, what is glued for the glue.” (Latour, 1986c:
276). Det er så at sige forbindelserne, der genererer det sociale, ikke omvendt: ”Hver gang et A [fx menneske] siges at være forbundet med et B [fx mobiltelefon], er det det sociale selv, der genereres.”
(Latour 2008:127).
Første skridt for Latour er at forlade interaktion som en face-‐to-‐face betinget proces og se den som en proces, der også står i relation til elementer fjernt i tid og sted. Hvis der således ikke er nogen kløft mellem aktør og struktur, er Latours hypotese, at sociologien har forsøgt at løse et problem, som ikke eksisterer. Når interaktion og struktur er sammenfaldende, er der ingen afgrænsning og ingen ren udbredelse. Vi lokaliserer interaktioner gennem opdelinger, rammer og grænser (som forenkler dem), lige som vi ”actively globalize succesive interactions through use of a set of instruments, tools,
accounts, calculations and compilers” (Latour, 1996:233) til en social struktur viser sig – eller der fra et kompliceret forholds forbindelser til et andet træder overblik frem.
Andet skridt er at forstå, hvori det sociale består. Socialt liv er ikke komplekst, forstået som en samtidighed af variabler, der ikke kan behandles adskilt, men kompliceret, forstået som på hinanden følgende adskilte variabler, der kan behandles en for en. Variablerne samles i det, Latour kalder en
”sort boks” (en ”what happened” eller ”punctualization”),41 som tillader indforståethed og stabiliserer betydning. Ved at undersøge de enkelte, lokale variabler og stabiliseringerne i en sort boks eller punktualisering ser Latour en mulighed for at forstå systemer, vi i overordnede træk er klar over, hvad
40 Latour bruger lokal og global på en lidt anden måde, end jeg selv gør i afhandlingen, fordi begrebernes spatiale og territoriale dimensioner (udbredelse) er ophævet, og de kun er koblet til temporale dimensioner
(varigheder).
41 Latour bruger den sorte boks til bl.a. at beskrive, hvordan videnskabelige viden konstrueres som en nødvendig abstraktionsproces for overhovedet at kunne kommunikere komplicerede sammenhænge. Viden hos Latour forstås som documentation, dvs. som en bestemt form for vidensregistrering (i relation til bestemte objekter, kategorier mv.). I ”Pandora’s Hope: Essays on the reality of science studies” (1999) er “punctualization” den proces, hvormed en række netværk udskiftes med et enkelt element, som er det, andre aktører interagerer med.
Elementet opfører sig på det tidspunkt som en såkaldt sort boks, fordi det for resten af systemet ses samlet som en funktion af dets output, input og overførselsegenskaber uden, at det bekymrer sig om, hvordan det internt fungerer. Latour definerer begrebet som synekdotisk og metonymisk i sin måde at operere på. I Visualization and Cognition beskriver han punctualization således: ”Once accepted, these large entities are then used to explain (or to not explain) “cognitive” aspects of science and technology. The problem is that these entities could not exist at all without the construction of long networks in which numerous faithful records circulate in both directions, records which are, in turn, summarized and displayed to convince. A “state”, a “corporation”, a
“culture”, an “economy” are the result of a punctualization process that obtains a few indicators out of many traces.” (Latour, 1986b:26)
gør, men hvor den detaljerede opbygning eller virkemåde er lukket land:42 ”Neither individual action nor structure are thinkable without the work of rendering local – through channeling, partition,
focusing, reduction – and without the work of rendering global -‐ through instrumentation, compilation, punctualization, amplification.” (Latour, 1996:234). Som del af den undersøgelse må vi spørge os selv, hvad det er, der giver interaktioner den varighed, som tillader de skift i tid og rum (”timeshifts” og
”dislocation”), som hele tiden finder sted, når vi erfarer verden i en helhed.
Latour stiller sig tvivlende overfor tendensen til at lade symboler være det stabiliserende element (Latour, 1996:234) -‐ for hvis interaktioner er flygtige, hvordan kan den menneskelige hjerne så via metaforisk strukturerede symboler stabilisere dem? Snarere end mentale billeder foreslår Latour, at symboler er metonymisk forbundet gennem nærhedsrelationer med objekter tilstede i situationens totalitet: døre, vægge, stole, overflader, katedre, tavler, formularer, etc.43 Latours tese er, at det er objekterne, der giver den stabilitet og varighed til interaktionerne, som tillader os at erfare helheder.
Hvis det sociale således også består af objekter, hvordan kan vi så forstå deres rolle? Latour mener, at sociologien enten har opfattet objekterne som usynlige redskaber (som elementer, der transmitterer uden at lægge til eller fratage, dvs. uden at forandre), som determinerende
superstrukturer, der forbinder og former, eller som projektionsskærme, der reflekterer eller signalerer forskellige former for status. I alle tre forståelser af objekter er det umuligt at engagere objekterne direkte i konstruktionen af det sociale. Det låser sociologien i et dualistisk
koordinatsystem, hvor der ikke blot er skabt en kunstig kløft mellem struktur og interaktion, men også mellem objekter og det sociale:
42 Når jeg i afhandlingen bruger begrebet ”system”, forstår jeg det i forlængelse af den definition. Den ligger tæt op ad Sassens definition på ”system” som en assemblage, og jeg skelner ikke mellem de to definitioner (Sassen, 2008).
43 Lingvisten Roman Jakobson skelner mellem (”metaphorá” = ’overføring’) som lighedsprincip eller
lighedsrelation og metonymi (”metonymia” = ’navnebytte’) som nærhedsprincip eller nærhedsrelation. Hans skelnen betoner, at betydningsdannelse set gennem det metonymiske er situationel eller kontekst-‐afhængig i den forstand, at metonymien fremhæver delen fremfor helheden (se også Sassens assemblage-‐teori i afsnittet Globalisering som social geografi hinsides det territoriale). Fodspor er således metonymiske, det samme er ”sejlet på havet” (Jakobson, 1979 [1956]).
Struktur, global, netværk, forbindelser
(varighed, udvidelse, soliditet, forstærker, indsamlet, instrumentering)
Objekt, natur social, politisk
Interaktion, lokal, aktør, ramme
(momentan, opdelt, kanaliseret, fokus, reduceret)
I stedet for at nærme sig en forståelse af det sociale fra enten struktur eller interaktion og gennem en modsætning mellem objekter og det sociale foreslår Latour at tage afsæt i krydsfeltet mellem dem:
”The point of departure, if there is one, must rather be situated ”in the middle”, in an action that localizes and globalizes, which dislocates and disperses. (…) It can weave the properties of objects with those of the social.” (Latour, 1996:235). Udfordringen er, at fordi objekter hidtil er blevet tillagt betydning alene gennem det, vi projicerer på dem,44 eller gennem den objektgørelse, hvormed de enten muliggør menneskelig handling eller fremmedgør mennesker, så har sociologien ingen viden om deres egenskaber, når de indlejres i processer af lokalisering og globalisering:45 ”Objects do do
something, they are not merely the screens of the retroprojectors of our social life. Their sole function is not merely to ”launder” the social origin of the forces that we project onto them.” (Latour,
1996:236). For at forstå, hvad det betyder, at objekter gør noget, foreslår Latour, at vi på den ene side må revidere, hvordan vi forstår deres karakter af objekt, og på den anden side genoverveje vores begreb om handling.
Det sidste først. Latour problematiserer forståelsen af handling som ”making-‐be” i form af et subjekt med særlige kompetencer og et objekt, der takket være subjektet går fra potentiale til aktualitet. Han henviser til, at handling ikke kan være et udgangspunkt medmindre, man stopper cirkulationerne eller transformationerne, som udgør det sociale.46 For at justere ideen om handling må
44 ”They are merely a projection screen” (Latour, 1996:236)
45 Objekterne må enten opdages som noget, der ligger bag menneskelig handlen, eller som må bekæmpes ved at vise, at det ikke drejer sig om andet end overbevisninger i forklædning. Indenfor sociologien repræsenterer de to positioner, hvor objekter enten manipulerer eller manipuleres, er årsag eller virkning og ”[t]he human sciences have for a long time been trying to reverse this reversal” (Latour, 1996:236).
46 ”Indeed action cannot be the point of origin except at the price of stopping the circulation, or the series of transformations whose movement continually traces the social body. The competencies of the actor will be
vi forstå ethvert punkt som en mediering, en begivenhed, der ikke kan defineres i kraft af input og output eller årsag og virkning. Det hjælper os til at fastholde de to vigtigste elementer i handling: at noget nyt viser sig og umuligheden af, at noget opstår ud af ingenting.47 Det sociale bliver til gennem aktørers handlingsbårne deltagelse. Det binder aktøren, kollektiv eller individuel, til handlingen selv:
”To do is to make happen. When one acts, others proceed to action.” (Latour, 1996:237). Det betyder ikke, at vi er underlagt tingene, men at det vi skaber, overskrider os selv: ”One can only share in the action, distribute it with other actants (…). There are only actors – actants – any one of which can only
”proceed to action” by association with others who may surprise or exceed him/her/it.” (Latour, 1996:237). Mennesker er ikke objekternes budringere, lige så lidt som objekter blot transmitterer menneskelig vilje.
Hvis Latour har ret i, at en anden måde at forstå, hvordan det sociale skabes og skaber, er at følge aktørernes handlingsbårne deltagelse, hvordan kan det så gøres? Det er her, den ændrede forståelse af objekter kommer i spil: ”Human interaction is most often localized, framed, held in check.
By what? By the frame, precisely, which is made up of non-‐human actors.” (Latour, 1996:238). For at anskueliggøre, hvad han mener med, at menneskelig interaktion er holdt på plads af de rammer, som ikke-‐menneskelige aktører skaber, bruger Latour et eksempel fra et posthus:48
”We do not suddenly land in ”society” or in the ”administration”. We circulate smoothly from the offices to the post office’s architect, where the counter model was sketches and the flux of users modeled. My interaction with the worker was anticipated there, statistically, years before – and the way in which I leaned on the counter, sprayed saliva, filled in the forms, was anticipated by ergonomists and inscribed in the agency of the post office. But it would be a serious mistake to say that I was not there. I was inscribed there as a category of user, and today I have just carried out this role and have actualized the variable with my own body.”
(Latour, 1996:238).
Enkeltelementer og samlingerne af dem i helheder glider mellem hinanden i Latours beskrivelse af situationen på posthuset: fra arkitektens skitse til statistikkerne over interaktioner med medarbejdere til den måde, han læner sig ind over skranken. På den baggrund konkluderer Latour, at det, der skaber varighed, måske nok er en narrativ fortælling om jeg’et, der bevæger sig rundt på posthuset, men det,
inferred after a process of attribution, pause, abutment or focusing. These must not be confused with the idea that the actor acts, as if actualizing some potentiality.” (Latour, 1996:237)
47 Men forlade de andre elementer i et dualistisk skema over handling: subjekt/objekt, kompetence/performance, potentiale/aktualitet.
48 Det kunne lige så vel være skolen som eksempel, han havde brugt, således som både Klafki og Dewey gør, når de engagerer den som en ikke-‐menneskelig ramme af organisationsmønstre -‐ vægge, stole, klokken og skemaet -‐
i deres afsøgninger af situationers totalitet (se fx Klafki, 2005, Dewey, 1997).
der holder fortællingen sammen over tid og rum, er nærhedsrelationernes koblinger. Den proces af samlinger over tid og rum (aggregat) er forbundet med objekter og elektroniske teknologier af signaler, sensorer, lister og formularer (instrumenter, kontrolmekanismer, etc.), der tillader et sted at blive forbundet til et andet sted.49 Latours afgørende pointer er, at ideen om mikro, meso og makro niveauer bliver irrelevant i denne type analyse: ”The old difference of levels comes merely from overlooking the material connections that permit one place to be linked to others and from belief in purely face-‐to-‐face interactions.” (Latour, 1996:240). Det eneste, vi ifølge Latour har brug for, er at genindsætte ”midlerne” (”means”) til at konstruere den sociale verden: objekterne.50 For Latour er de netop ikke midler, men formidlere (”mediators”), der har en aktiv deltagende rolle i produktionen af det sociale.
Med det peger Latour på tre gensidigt forbundne metoder til at forstå det sociale: at anskue ting som sociale, at udskifte illusionen om interaktion og struktur med en udveksling af egenskaber mellem humane og non-‐humane aktører, og at følge empirisk forenklinger (lokaliseringer) og samlinger (globaliseringer), der både i tid og sted er placeret langt fra hinanden. Latours metode flytter fokus fra en dualistisk skelnen mellem globale, låste strukturer og lokale, partikulære
interaktioner til forandringsprocesser, der rummer begge dimensioner i og med, at de alle består af stabiliseringer og interaktioner. Det foreslår en anden tilgang til etnografiske analyser end fx det skema om global, makro, top-‐down kontrol og lokal bottom-‐up modstand, som styrer analyser, der søger at genvinde lokal videnproduktion og modstandsstrategier i et forsøg på at imødegå globalt informerede styringsredskaber, test og standardiseringer (se fx Monkman, 2000). I stedet udvides etnografiens fokus på, hvordan orden konstrueres, til at omfatte såvel lokalisering som globalisering.
Vilkår for enhver proces er i den forstand, at der ikke er nogen top-‐down eller bottom-‐up, men cirkulationer, transformationer, forhandlinger og stabiliseringer (herunder kategorisering,
klassificering, opdeling, inddeling). I en multi-‐sited og eksperimentel etnografi udgør vidensobjektet selve disse processer sammen med de elementer, der stabiliserer dem eller gør dem ustabile, mobile og porøse.
Latours begreb om interobjektive forbindelser tillader os at overskride face-‐to-‐face
positionens site-‐specificitet som privilegeret adgang til at forstå interaktioner ved at foreslå, at det er muligt at se dem både som processer i specifikke rammesætninger og som et aggregat (over tid og rum) af viden og tilgange. Interaktionerne, defineret ved aktørernes handlingsbårne deltagelse (”make happen”) som en overskridelse af dem selv (”when one acts, others proceed to action”), betoner, at
49 Teknologi hos Latour refererer også bredere til forskellige former for ingeniørprodukter såsom vejbump, mikroskoper, scannere. Dvs. konkrete og materielle artefakter, som forsøges optrevlet på anden vis, end det har været traditionelt inden for videnskabs-‐ og teknologifeltet.
50 Dem som i sociologien i første omgang gjorde os til civilisationer (mennesker frem for dyr).
gymnasiets rekonfigurationer finder sted gennem nye måder at ordne (organisere, stabilisere, mobilisere) sammenhænge i relation til fænomener, former og handling. Tilgangen løsriver handling fra et system af årsag og virkning til i stedet blot at betegne, at noget nyt viser sig, og at det ikke opstår ud af ingenting. Det hjælper os til at forstå gymnasiets transformationer ikke som eksterne
implementeringer af noget nyt, men som opkomsten af nye interaktioner og som destabiliseringer af de elementer, hvorigennem interaktionerne opnår varighed, tilgængelighed og holdbarhed (fx skema, lokaler, pensum, etc).
Latours pointe er, at teknologier og ting er formidlere (”mediators”) af, hvordan sammenhænge træder frem, de er en art ’sensorisk ratio’ for, hvordan Malinowskis ”scene of
encounters” stabiliseres.51 Med Latours interobjektive fremgangsmåde, hvor det sociale er bundet til aktørers handlingsbårne deltagelse (deres ”make happen”), ligger ansatsen til en multimodal teori og metode, der gør op med tidligere æstetiske kodificeringer og taksonomier. Den tegner en
forskningspraksis, hvor betydning sanses og produceres gennem nærhedsrelationer (som i citatet om posthuset ovenfor: ”My interaction with the worker was anticipated there, statistically, years before – and the way in which I leaned on the counter, sprayed saliva, filled in the forms, was anticipated by ergonomists and inscribed in the agency of the post office.”). Det er på den baggrund, vi skal forstå Marcus’ forslag om gennem sidestilling (”juxtaposition”) at undersøge, hvordan orden og
sammenhænge produceres i det globale udenom systemer af årsag og virkninger, subjekt og objekt (Marcus, 2008).